Henri Nathansen til Georg Brandes
30. januar 1913

Venner til trak sig skulende tilbage

Allégade 15 A. [torsdag] 30.1.13

Kæreste G. B.!

Det er saa vanskeligt at sende Dem en Lykønskning. Ingen kan gøre det med varmere, oprigtigere Hjærte end jeg, og dog stanser Ordet paa min Læbe. Jeg ved, De er ikke lykkelig. Jeg kender lidt til Deres Liv, fordi De har vist mig den Tillid nu og da at lade mig se Deres Indre. Lyset er der ikke – og jeg forstaar nu, da jeg selv ikke er helt ung, og selv har følt Skyggen strejfe min Sjæl, at Lykke er et Ord, som er skabt af den grønne Ungdom og kun kan føles af den. Men jeg holder uendelig meget af Dem og kan ikke lade være med at ønske Dem den Lykke, som ligger et eller andet Steds i de fjærne Stjærner, hvorhen vor Tro ikke mere kan naa. De strejfer nu om uden Hvile, De har ikke noget blivende Sted. En Vennehaand, der rækkes Dem langt borte fra, kan et Øjeblik gøre Dem glad, men det næste Øjeblik er De atter blandt Fremmede, og De drager videre, fordi alt andet for Dem er bedre end det De forlod. Og det Land, De saa kommer til, er dog ikke det, De søgte.

Ak, kæreste G. B. – det er kun en daarlig Indledning til et Fødselsdagsbrev. Men hvorfor skal jeg slaa en anden Tone an end den, mit Hjærte føler. Jeg synes, De har det ondt. Jeg er for nylig vendt tilbage hertil, og jeg synes, jeg begynder at forstaa lidt af Deres Lede ved dette Land. Jeg husker, jeg en Dag for flere Aar siden mødte 2 Dem paa Kongens Nytorv, jeg var lige kommet tilbage, jeg ved ikke hvorfra, og jeg var henrykt over det graa Teater, som laa dèr i Graavejret midt i det graa Søle. Der fløj over Deres Ansigt en Trækning af Væmmelse og Foragt, og De sagde: Alle andre Steder, kun ikke her! Jeg er begyndt at forstaa Dem. Skønt Solen skinner idag, og Sneen ligger hvid og jomfruelig, kan jeg ikke føle nogen rigtig Glæde derved. Jeg kender Jorden underneden, den sure træge danske Jord. Den er slimet og glat, Fødderne glider i den, naar man træder derpaa, og en skønne Dag ligger man, latterlig og tilsølet i Pløret.

Jeg selv har jo taget mit Parti, jeg lukker mig mere og mere inde. Jeg er selv lidt træt af at smile og synes, at alt er saare godt. Det er det ikke. Da det gik mig daarligt, kom der mange Venner til mig – for at kondolere. Da det gik mig godt, trak de sig skulende tilbage. En Gang imellem mærkede jeg at Stik derudefra, en Hilsen fra Vennekresen. Saa blev jeg mismodig og lukkede min Dør. Den, der lever i Fred, har det godt.

Nu sidder jeg her i min Stue og føler mig hjemme mellem mine Bøger og de Ting, jeg er vant til, og derfor holder af. Inde i Stuen ved Siden af hører jeg nu og da smaa forsigtige Lyd fra et nænsomt Væsen, der ikke vil forstyrre. Jeg er hjemme. Jeg har ingen Tilknytning til Tid og Rum derude. De svinger udenom mig i store Krese, unærmelige, uvedkommende. Jeg tror ikke mere der er noget for mig at hente, nu da jeg er over de 40 Aar. Jeg føler mig moden, der er ikke stort mere for mig at lære. Jeg er ikke bange for at vedgaa Arv og Gæld i mit eget Væsen, jeg ved hvor ufuldkommen jeg er. Men jeg er mig selv, helt og holdent mig selv. Der er ingen Hovmod heri, ingen dum Selvgodhed – og -glæde. Det er mit Sinds dybeste Egenskaber, 3 gode eller slette, der er kommet ovenpaa, befriet for fremmede Stoffer og Farver. Det er maaske den eneste reelle Lykke, man kan naa.

Men jeg skal ikke fylde Brevet med ligegyldige Sager. Det kan ogsaa se ud, som jeg trækker Kalotten ned over Ørene og intet vil høre. Saadan er det heller ikke. Jeg er jo endnu en ung forholdsvis haabefuld Mand, der kan smile, ogsaa ad mig selv. Ja, jeg kan virkelig smile. Først af vor fælles, om jeg saa maa sige Ven, Otto Benzon, som ikke har kunnet modstaa Fristelsen og har bidt i det sure Æble, som Teatret1 vil blive for ham. Og alt for Fædrelandets Skyld, slet ikke fordi det smigrede hans Forfængelighed – tværtimod. Men naar en saa teaterkyndig og teaterinteresseret Mand som Greve – læg vel Mærke til Greve – Brokkensbod2 Schack vil ofre sig, og han kun vil, hvis Benzon vil, saa kan man ikke sige nej, man kan ikke. Ja, min kære Benzon, Livet er en stor Filur. Du skrev et Stykke om Sportsmænd3, og du er selv blevet en af dem. Eller maaske har du altid været det. Fred med dit Støv!

Og vor fælles, om jeg saa maa sige Veninde, Fru Emma Gad! Ak, Herrejeh! Hun har skrevet et Stykke med den lokkende Titel: Tanten fra Chikago. Det kan ikke komme frem, men det skal frem. Altsaa! En ung talentfuld norsk Pige, der er Skuespillerinde4 ved Nationalteatret i Kristiania, er paa Ferie her i Byen og bor hos Fru Hennings5. Hun er indtagende og Byen begynder at tale om hende. Fru Gad faar en lys Ide: hvis jeg snuppede hende fra Fru Hennings, og skrev et Forspil til Chikagotanten og lod den lille Gerd spille deri, hvabehar? Altsaa, Gerd skal bo hos os – og ein, zwei, drei er Gerd installeret. Den gamle Admiral6 bliver ung igen som en nyslaaet Sekondpeter, Fru Gad ser ud, som om hun var lykkelig nedkommet med en ung og dejlig Datter – Gerd her og Gerd dèr – smaa Tevandspickenick'er – tilfældige Interviews – – aa, kære 4 Cavling, De ved ikke, hvad hun har for et Talent! Hun udfinder, at den svindsottige dramatiske Læreanstalt, som er til Huse paa Frederiks Hospital, hvor den venter paa Døden, kan lives op ved en uformodet Indtægt. Altsaa: Velgørenhedsforestilling! Hjulet bliver sat i Gang, jeg kommer ogsaa med som Instruktør indfanget ved en 5-Te intime, Skuespillere, Teater, Komité, alle farer vi paa Limpinden, Fru Gad. Og er man der først, bliver man sku nok hængende. Hvad var det Fenrisulven var bundet med? Kvindespyt og Gummilastigum – uha, uha! Tanten skal gaa af om 8 Dage, skønt hun har haft 100 Forhindringer at kæmpe mod. Det bliver et Vendepunkt i vor dramatiske Litteraturs Historie, og vor udmærkede Teateranmelder Per Pryd7 vil betegne det som et Gennembrud for Tante Emma.

Under saadanne Begivenheder vil De kunne forsta, at Balkankrigen taber i Interesse. Af andet Nyt fra Lippedetmold: Tronbestigelses-Tokronen kommer imorgen, den kendte Skrædermester P. A. Nielsen, Firma Nielsen & Co. døde igaar i en Alder af 83½, Diskussion i "Politiken" mellem Anders W. Holm8 og direktøren for Skagens Badehotel om, hvorvidt Drachmanns Urne skal tages af Havet – de diskuterende overfalder hinanden med Skældsord og glemmer Asken. Telegram fra Aarhus 1040 Aften (privat for "Politiken") Stærkt Snefald paa Aarhus-Odder Banen. Tog 1105 ventes gennemført. Viggo Sørensen.

Nu bør De ikke klage over Mangel paa Nyt herhjemmefra. Jeg har nøje optegnet alt hvis Toget 1105 ikke bliver gennemført, skal jeg sende Dem Telegram. Hører De intet, er det gudskelov gaaet godt.

Og nu en hjærtelig Hilsen fra os begge. Snart træffer De vel Bekendte paa Sicilien. "Hvem dèr?" "Venner af Landet." "God rolig Nat."9

Deres
H. N.

 
[1] Teatret: det kgl. Teaters direktør Karl Mantzius blev afskediget til udgangen af sæsonen 1912-13, hvorefter grev F. A. V. Brockenhuus-Schack blev teaterchef og Otto Benzon direktør "efter Ministeriets Anmodning og kun for eet Aar" (Salmonsen). tilbage
[2] Brokkensbod: sømandsknejpe på Toldbodvej, nedrevet 1854. tilbage
[3] Sportsmænd: Otto Benzons lystspil af samme navn fra 1891 blev afvist af Det kgl. Teater men efterfølgende opført med stor succes på Folketeatret. Se GBs artikel om Benzon i SS, bd. 13, s. 510. tilbage
[4] Skuespillerinde: Gerd Egede-Nissen (1895-1988) som debuterede 1910 ved Nasjonalteatret og medvirkede i en række danske film 1912-15. tilbage
[5] Fru Hennings: Betty Nansen f. Hennings (1850-1939) skuespillerinde. tilbage
[6] Admiral: Emma Gad (1852-1921) var gift med kontreadmiral Nicolaus Urban G. (1841-1920). tilbage
[7] Per Pryd: Andreas Vinding, Politiken. tilbage
[8] Holm: (1878-1959) forfatter, journalist ved Ekstrabladet ("Per Næsvis"). tilbage
[9] "Hvem dèr?" etc.: replikskifte fra Hamlet, 1. akt 1. scene. tilbage