Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 25. december 1912

en fremmed Ørn

Allégade 15 A [onsdag] 25.12.12

Min kæreste Herre!

Jeg fik Deres Brev lige nu og skynder mig med at besvare det. De gør mig vred. Jeg sendte Dem Kort til Wien, da jeg fik Deres Adresse af Fru Rung. Jeg sendte Dem en lille Velkomsthilsen til Düsseldorf og modtog saa et Brev fra Dem, hvori De meddelte mig, at De rejste til Paris, men uden at nævne nogen Adresse. Jeg sendte da nogen Tid efter et Kort til Düsseldorf, idet jeg mente, at De maaske paa Hotellet havde opgivet Deres Pariser Adresse, men dette Kort har De altsaa ikke modtaget. Alle Deres Venner, som jeg kunde tænke mig kendte Deres Adresse, var borte: Frøken Knutzon, Rungs, Fru Schütte. Altsaa, kæreste G.B. – jeg er uden Skyld – det ligner mig ellers ikke, skriver De – – nej, det gør det ikke, det vilde være væmmeligt, hvis det gjorde det, og give Dem Ret til for Fremtiden at kalde mig Simonsen.

Det gør mig ondt, at De er træt – kan det trøste Dem, at jeg i de sidste 3 Uger har lidt under 2 lignende Depression. Min Kone har i hele denne Maaned været syg og har ligget en 14 Dages Tid med Sygeplejerske om Natten og anden Gudsjammerlighed. Hun har lidt af Besvimelser og Opkastninger og en ihærdig Hoste, som holdt os alle vaagne om Natten. Nu er det gudskelov bedre, hun er oppe og gaar en lille Tur daglig. Men det trykker Humøret og gør Tiden trist og graa, endnu tristere end den er i Forvejen i denne triste Maaned i dette triste Land. Naa, man skal ikke skælde ud paa Danmark, Danmark er jo til syvende og sidst os allesammen, og vi er alle meddelagtige. Danmark er vel saaledes, fordi det saaledes maa være.

Og De kære G.B., De har det heller ikke helt godt kan jeg mærke. Naturligvis har ikke de Simonsen'ske Spektakler1 herhjemme ærgret Dem – De er jo gaaet af med Sejren fuldt og helt, og Hr. S. har tabt sig i det Mørke, hvor han hører hjemme. Han er jo en Taabe, mere taabelig end ondsindet. En svag, der vil slaa et Slag for at vise, hvor stærk han er. Men skidt med Simonsen, jeg gider ikke ofre ham mere end 6 Linier à 5 Øre Linien. Det er Dem selv, der er noget i Vejen med, og det smærter mig. Men der er Ting, som jeg ikke forstaar helt, og som jeg ikke synes, jeg har Ret til at tale om. De har vist mig megen Fortrolighed, men netop dette gør mig varsom, jeg tør ikke røre ved noget, som jeg ikke helt kender og derfor 3 mangler Forudsætninger for at kunne udtale mig om. Jeg ved kun, at De lider, og det bedrøver mig, at De er i en fremmed By blandt fremmede, som vel nok holder af Dem, men for hvem Deres Sjæl dog er et lukket Land. Dog trøster det mig noget, at Frøken Mudocci2 er i Paris, jeg kunde forstaa, at hun er Dem hengiven, og der var noget følsomt og knækket over hendes Væsen, som tiltalte mig. Hun lignede en af de følsomme Blomster, der bøjer Hovedet og lukker sig mod Natten. Kan De huske den Aften ude hos Dem, da hun, Rung og jeg traf sammen derude. De havde lige læst en Artikel for os om Brix' "Tonen fra Himlen"3, fuld af munter Spot over Salmesang og Dingdang. Saa vilde Rung og jeg gaa, og jeg spurgte Frøken Mudocci, om hun vilde med. Men De rakte Haanden frem og tog hendes, idet De sagde: Bliv hos mig, naar Dagen hælder ...

Hvad skal jeg fortælle Dem herhjemme fra? Rungs er jo rejst, og jeg savner dem meget: Jeg saa ham jo daglig og var saa vant til hans Besøg, oplivende og interessante, som de altid var, at Frederiksberg blev saa underlig menneskeforladt, da han var borte. Jeg har holdt mig meget hjemme paa Grund af min Kones Sygdom og derfor ikke talt med mange. Pontoppidan – som boer Gentoftegade 19, Gentofte – har jeg besøgt et Par Gange, han er bleven endnu lidt mere fjærn og stille, men vidunderlig fin og fornem. Der er kommet et blegt Smil om hans forhen spotske Mund – ak ja, jeg tror han har opgivet Kampen 4 mod de Underjordiske. Men en Gang opgiver vi den jo alle og smiler det sidste blege Smil til Livet, der brugte os, mens vi troede, at vi levede.

Sven Lange talte jeg et Par Ord med igaar. Jeg kunde ikke takke ham for hans to Stykker, af hvilke jeg finder "Fru Maja"4 væmmeligt og "Pressen"5 ligegyldigt. Det sidste virker paa mig som en gammel Avis, Papiret er gulnet og Sværten bleget. Hvad er det for Vanvid at slaa et Slag, efter at Slaget er slaaet. Alberti er jo nu ingen frygtet Tyran, men en stakkels Tugthusfange. Og hvor væmmeligt er det ikke at gøre Pressebanditen til Jøde og Cavling til Hørup. Alt er forkert i det Stykke, fordi Lange, der vilde revse Tiden, ikke har haft Mod til at revse dem, der fortjente det. Men Jøder kan man bruge her som allevegne, naar nogen skal undgælde. Kan De huske Deres lille Fejde i sin Tid med Lange i Anl. af Bataille6 og Bernstein7. Da krøb Lange i Skjul, men ogsaa jeg følte, at han inderst inde tænkte: Jøde! han er en Rosche8 – véd De, hvad det er? Han har Griseøjne – tilsyneladende godmodige, men ondskabsfulde bag de hvide Vipper (jfr. W. C. Nielsen). Paa dette og ikke paa Gangen kender jeg mine Lus.

Kohl9 har jeg set et Par Gange – han holdt forleden et Foredrag om Dem – jeg kunde desværre ikke komme, da det var i de Dage, min Kone var daarligst. Men jeg hørte en Aften et Foredrag af ham om Livets Mening. Da Kohl jo er Optimist og Idealist og adskilligt andet godt paa 'ist, blev han selvfølgelig 5 taget til Indtægt af de stedlige Teologer med Johs. Jørgensen i Spidsen. Jeg ærgrede mig jo lidt og kunde i Grunden have haft Lyst til at sige et borgerligt Ord, men mit Princip tro holdt jeg Bøtte og var naturligvis glad derover bagefter. Kohl er jo noget svævende. Der er Luft nok i ham, men der er et ganske lille Hul i Ballonen. Derfor kan han holde sig oppe saa længe, man hører paa ham, men bagefter naar man har faaet Tid til at tænke, hvilket man ikke faar, mens Kohl taler, fordi han virkelig er Taler – opdager man, at der var en Læk. Naa, men han mener og føler, hvad han siger, og er i mange Retninger et udmærket Menneske, som aldrig i den halve Snes Aar jeg har kendt ham, har skuffet mig. Og saa er hans Kone det yndigste, moderligste Væsen, der er til – hun er ikke det mindste gode ved ham. En Mands Kone er tit det eneste gode ved ham. Det er en Erfaring, som ofte har gjort mit Liv rigere.

À propos Mænds Koner – Fru Bramson10 ringede mig op igaar, og jeg besøgte hende paa d'Angleterre, hvor hun boer. De ved, jeg har noget tilovers for hende. Hun har nu og da vist mig, at hun er modig og har et godt Hjærte. Hun er hjælpsom og giver gærne. Nu var hun kommet hjem for nogen Tid, men rejser en af Dagene til Paris, hvor der vel stadig ikke tales om andet end "Kongemagt"11. Hun er en Eventyrerske, bruger en Masse Penge, 6 har ingen – kan De gøre hende den Kunst efter? Hun viste mig nogle Billeder af hendes Landejendom, "Solgaarden", hvor jeg har været hendes Gæst nogle Sommerdage. Nu var den ombygget, med Taarn og Tage og eget Teater for det moderne Drama. Og hvad tror De ikke "Kongemagt" har kostet hende i Paris? Naa, nu vil jeg ikke være ondskabsfuld, for jeg kan i Virkeligheden godt lide Fru Bramson og beundrer hendes kraftige Livsappetit.

Rimestad12 kan jeg hilse Dem fra, jeg mødte ham forleden, nylig hjemkommen fra Paris. Jeg spurgte ham, om han havde set Dem, eller om han vidste, hvor De boede, men han sagde nej. Rungs har jeg haft et Par Kort fra, sidst fra Bukarest, hvor nok Rung har længtes efter de hjemlige Kødgryder. Men naar han nu kommer til Ægyptens, bliver han nok atter glad. I Grunden er Rejsen ham imod, han tager det som et nødvendigt Onde. For Fru Rung er det noget helt andet, hun har den rette Rejsefeber. Men Kvinder er født til Frihed, Mænd til Borgere. Kvinden har beholdt sin Oprindelighed. Hun er Dyret i Mennesket.

Og nu jeg selv, Rosinen i Hvidløgspølsen? Jeg har jo nu skudt Pappegøjen, mit Stykke spilles i Tyskland i 30 Byer og er antaget i 80. Hvad gi'er De mig? I Rusland oversættes det af Ossip Dymow – kender De ham? Han har skrevet et Stykke "Nju", 7 som er spillet meget hos Reinhardt. Ogsaa mine andre Stykker begynder de at faa Kig paa dernede, saa jeg undgaar jo næppe Nobelprisen i 1967. Saa er jeg saa gammel som Fru Phister13 og altsaa som følge deraf en af Nationens Store. Folk fra Arilds Tid vi pege paa mig i Parkettet, og Chr. XIX vil smile til mig fra sin Loge.

Men inden da rejser jeg vistnok til Frankfurt i Begyndelsen af Januar. Teatret har bedt mig komme derned, og maaske jeg gør det. En ung Ven af mig, som har mistet sin Moder og nu staar ganske ene, halvt afsindig af Sorg, rejser vistnok med. Jeg tror, han trænger til at komme bort for ikke helt at forgaa, og jeg vil i Grunden gerne have ham med. Hans uendelig, usigelig triste Øjne under den skyede Pande faar mig til at tænke over Livets Ubønhørlighed og Forfængelighed. Jeg lærer at indse, at Solskinnet er saa kort og Skyggerne lange. Og jeg føler, at min egen Lykke er saa dybt dybt ufortjent som hans Sorg er det – føler, hvor vanvittigt det er at spørge: har Livet en Mening?

Kæreste, elskeligste G.B. – lev nu vel og tænk paa mig med Venlighed, som De har gjort det gennem mange Aar. Tro kun ét om mig: at mit Sind overfor Dem er uforanderligt. Nu kommer der snart et nyt Aar med nye Sorger 8 og vel ogsaa nye Glæder for Dem og for os andre. Jeg vil tænke paa Dem, naar det nye Aar gaar ind. Kan De gætte mine Tanker?

Min kæreste Herre, levvel. En, hvis Haar er begyndt at graane i Toppen, bøjer sig for Dem i dyb Hengivenhed og med den samme Beundring, han følte, da han 14aarig for første Gang saa Dem tone frem paa det høje Katheder – en fremmed Ørn, der saa' mod det himmelske Lys.

De hjærteligste Hilsner fra os begge

Deres
H. N.

 
[1] Spektakler: optøjerne ved Konrad Simonsens forelæsning om "Jødisk Aand" 6.12.1912. Se note i Pontoppidans brev til GB 4.1.1913. tilbage
[2] Mudocci: Evangeline Hope Muddock (1872-1952) engelsk violinistinde, der gav koncerter over hele Europa under kunstnernavnet Eva Mudocci. Edvard Munch mødte hende i Paris i 1903 og portrætterede hende ("Brosjen"). tilbage
[3] Tonen fra Himlen, 1912, Hans Brix' bog om dansk kristelig lyrik, som GB skrev om i Politiken 17.11.1912. tilbage
[4] Fru Maja: GBs mening om dette stykke kommer frem i et brev til Pontoppidan 15.12.1914. tilbage
[5] Pressen: komedie i 5 akter, 1912. tilbage
[6] Bataille: muligvis Henry Bataille (1872-1922) fr. digter. tilbage
[7] Bernstein: muligvis Henri Bernstein (1876-1953) fr. skuespilforfatter. tilbage
[8] Rosche: en jødefjende, egl. en russer. tilbage
[9] Kohl: Aage Herman von Kohl (1877-1946) forfatter, g. m. Ellen Trappaud Levinsen, f. 1880. tilbage
[10] Bramson: Karen Bramson, f. Adler (1875-1936) forfatter. Hun byggede og ejede 1904-15 landstedet Solgaarden i Strøby Egede syd for Køge. Stedet var rammen om et internationalt landliggerliv med fru B. som midtpunkt. Se Dansk kvindebiografisk Leksikon. tilbage
[11] Kongemagt: skuespil opført med succes på det kgl. Teater i foråret 1911 og senere i Paris. tilbage
[12] Rimestad: Christian R. (1878-1943) forfatter. tilbage
[13] Fru Phister: se HNs brev til Pontoppidan 8.6.1910. tilbage