Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Thalassa, Hellebæk. 8. juni 1910
paa Visit hos gamle Fru Phister
Thalassa pr. Hellebæk 8/6 101
Min kære Herre!
I en Periode af overmenneskelig Dovenskab samler jeg mig sammen til disse Linier. Jeg tænker ikke, læser ikke – driver, driver. Under Anger og Samvittighedsnag gaar jeg i Seng Kl. 10, lover min Gud at tage fat i Vingaarden den næste Dag – og Morgenen derpaa naar Solen straaler, og Fuglene synger Halleluja, staar Dovenskabens Djævel smilende og vinkende ved min Seng: Kom med mig! Nej, nej – siger jeg højt, saa min Kone i Værelset ved Siden af spørger, om jeg har Mavekneb og vil have Opiumsdraaber? Nej, nej – svarer jeg hende, mit Sind er en eneste Protest, jeg vil arbejde idag, ikke tænke paa Sol og Ferie og min Kone eller min Mave. Men ikke saa saare har jeg iført mig mit nye Sæt Kakhitøj og mit brogede Silkeslips, før jeg betaget af min forføreriske Skønhed beslutter mig til endnu en Dag at nyde Øjeblikket, og styrtende ud i Solskinnet med Djævelen i Hælene udbryder jeg med en af mine bedre klassiske Kolleger: Verweile noch ein' Stund, du bist so schön!2
Her er vidunderligt. Stille, varmt, ret til at varme sig i Solen for et gyldent Firben. Det er som at vende tilbage til Naturen efter 2 det Aars Teaterliv. Jeg saa en Dag i et Interview eller noget lignende, at en af vore Skuespillere udtalte, at Teaterfolk elskede Naturen som ingen andre, og jeg tror for én Gangs Skyld, at det var sandt, hvad han sagde. Jeg føler det nu iaar. Alt det, den døde Kunst, Dekorationskunst, Belysningskunst søger at efterligne, væmmes man ved. Det er "Circenses" paa en anden Maade. Det, der gør mig ked og led ved Teater, er netop de døde Ting, Forfalskningerne. De bedste og stærkeste Indtryk af Scenens Kunst har jeg haft paa enkelte Prøver, hvor ingen Dekorationer var opstillet, hvor ingen døde Masker var lagt, hvor Lyset fra Arbejdskerten var tændt og ingen blændende og forvirrende Rampe, og hvor Skuespillerne opførte sig som Mennesker og ikke havde hængt Gøgemøjet paa sig. Aber ach! De styrende Magter vil det anderledes, Folket maaske ogsaa – altsaa: Maskerne paa!
Allégade 153 er nu samlet: Kohls4, Rungs5, og vi, Fru Land er arriveret og om en halv Snes Dage kommer Land6, som næsten ogsaa er akklimatiseretx). Af andre Berømtheder færdes Peter Jerndorf7 paa Vejene, renvasket og klassisk. Det er endvidere: Lindstrøm8 og Neergaard samt 3 førstnævntes Knud, Delle (Forkortning af Frikadelle).
x) Jeg ved ikke, om det staves med et eller to k'er (av!)
Jeg var forresten idag paa Visit hos gamle Fru Phister9. Hun fortalte, at da hun og Phister byggede Huset herude, stod Københavnerne, der laa paa Landet, opstillet udenfor Laagen og betragtede nysgerrigt hans Arbejde i Haven. Han gik da hen, lidt ærgerlig, aabnede Laagen og sagde: "Værsaaartig og kom indenfor, her har De det meget billigere end paa Kongens Nytorv! Hvor er det mærkeligt at tale med et Menneske, der har set saa meget og levet sammen med de henfarne Store. Naar hun talte om Frydendahl og Ryge, der kongelig skred over Scenen, straalede hendes Øjne, og da hun nævnede Michael Wiehe, lukkede hun dem stille og andægtig. Hun var meget vred over de store Gager: "Dengang spillede vi altid og fik kun lidt for det, og naar vi var syge, drak vi lidt Æggeøl10 og gik saa ind og spillede om Aftenen. Nej, det er inte som dengang. Vi holdt af det, det var Sagen". Vi gik en lille Tur i Haven, hun støttede sig til min Arm, jeg saa' bevæget ned mod den lille Kone, der ikke vilde lade sig bøje af Aarene og Tiderne, der kom og gik. Hun smilede op imod mig og trykkede min Arm. "De ser saa lykkelig ud, Fru Phister." Hun stansede lidt: "Det er jeg ogsaa. Naar jeg staar her og tænker tilbage, saa takker jeg Vorherre for alt det, han har givet mig." "Han giver Dem nok lidt mere endnu." "Ja, gid han vilde," sagde hun smilende. Saa gik vi videre, mens Fuglene sang og Himlen lyste over hendes gamle Hoved.
Deres
Henri Nathansen
[Tilføjet bag på brevet:]
Hils mange Gange derhjemme, navnlig Fru A. Jeg indrømmer, at det er hensynsløst at skrive en saadan Hilsen bag paa et Brev, men sig hende, at der er Hjærterum, men intet Husrum indeni. Nu beder min Kone mig ogsaa hilse. Men jeg svarer hende: Brevet er lukket, og skrive en Hilsen bag paa det er jeg gudskelov for fin til.
Ærbødigst
Henri Nathansen
Thalassa, Hellebæk
