Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 26. juli 1912
Sei gefühllos!
Busserupgaard pr. Espergærde 26/7 121
Kæreste G. B.!
Jeg har siddet herude i Haven under de gamle Æbletrær og læst Goethes Gedichte. Jeg har efter mange Aars Forløb genset det stolte: Ilmenau am 3 September 1783 – disse rigt forjættende Toner:
Es leuchtet mir die wahre Sonne,
es lebt mit eine schönre Welt;
das ängstliche Gesicht ist in die Luft zerronnen,
ein neues Leben ist's, es ist schon lang begonnen.
Jeg har atter læst Prometheus:
Hier sitz ich, forme Menschen
Nach meinem Bilde,
Ein Geschlecht, das mir gleich sei,
Zu leiden, weinen,
Genießen und zu freuen sich,
Und dein nicht zu achten,
Wie ich.
Det yndige lille Im Vorübergehn:
Ich ging im Walde
So vor mich hin;
Ich war so heiter,
Wollt immer weiter –
Das war mein Sinn.
Og er stanset ved de tre Oder2 til Behrisch. Der er en Linje3, som jeg har gentaget for mig selv atter 2 og atter, jeg vidste ikke rigtig hvorfor. Der laa et Billede bagved, som jeg kun skimtede svagt gennem Taage. Nu endelig lettede Taagen. Deres Billede tonede frem. Det var Dem, jeg tænkte paa:
Sei gefühllos!
Ein leichtbewegtes Herz
Ist ein elend Gut
Auf der wankenden Erde.
Jeg bøjer mig tilbage og ser op i Æbletræets svale Krone. Ovenover staar Himlen dyb og tordenblaa mod det Grønne. Det er Sommer, og Bierne summer. Ude over Markerne, som jeg skimter mellem Trær og Buske, duver den tunge modne Sommer, en Plag gaar i sit Indelukke, ung og sorgløs og samler Kræfter til Manddom og Trældom. Henad Vejen kommer to Fattigbørn, Haand i Haand – hvor og hvad er de om 20 Aar?
Jeg tænker paa Deres Liv. Ung og sorgløs, ung som ingen Ungdom har været ung i Danmark og sorgløs som en Falk, der stiger og stiger, over Taarn og Tinde, stolende paa sin Vinge, paa sit Blik, paa sit Mod. Højere, højere! De stod stille over Danmark, hvor Æbletræerne blomstrede, og de unge Plage gik bag Indelukket. Og Deres letbevægede Hjærte bankede. Og De gav Deres Ungdom, Deres Mod – De strøede Deres Aands klingende Mønt paa Gader og Stræder. 3 Skønhed!, Skønhed! Naar jeg tænker paa Deres Ungdom, bliver Danmark større, skønnere, rigere. Alt blomstrede under Deres Haand, alt bølgede. De var Danmark!
Deres Billede vil aldrig dø. De var Danmark. Slægt efter Slægt vil tænke paa Dem, som De en Gang stod i dette Land – et letbevæget Hjærte, en fremmed med et letbevæget Hjærte! De vil aldrig dø. Ingen Skikkelse er som Deres Ungdommens Type, rank, bevæget, smidig, fuld af Ynde. Ingen Aand hører som Deres Ungdommen til – frihedstørstende, skønhedsstræbende.
Ein leichtbewegtes Herz
Ist ein elend Gut
Auf der wankenden Erde.
Paa Sygelejet ligger den Mand, hvis Billede aldrig vil dø. Et Par Venner ringer paa hans Dør. Det er Sommer i Danmark som den Gang han var ung. Landet er fuldt af Præster og Bønder. Han er alene.
Sei gefühllos!
Ein leichtbewegtes Herz
Ist ein elend Gut
Auf der wankenden Erde.
Jeg har siddet og stirret op i Æbletræernes svale Kroner. Der er saa tungt i mit 4 Hjærte. Vi lever – hvorfor? Vi dør – hvorfor? Udenom mig svinger Livet i store Ringe – ingen drager mig, intet drager mig. Som en stor troløs Kreds drager Livet sine Ringe udenom mig – ingen stoler jeg paa, intet stoler jeg paa, min bedste Ven vil sælge mig til mine Fjender for 10 Sølvdalere . . .
Jeg tager atter Goethes Digte i min Haand. Jeg tænker atter paa Dem. Og mens mit letbevægede Hjærte atter begynder at banke, ungt og længselsfuldt, læser jeg:
Und wir verehren
Die Unsterblichen,
Als wären sie Menschen,
Täten im grossen,
Was der Beste im kleinen
Tut oder möchte.4
Tusinde Hilsner
H. N.
