Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 9. august 1911

Arbejde er det eneste

Busserupgaard pr. Espergærde
9 Aug 1911

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Det er rigtignok længe siden, vil De tænke, idet De aabner dette Brev, og jeg indrømmer – der er længe siden. Men Sommeren er lumsk, navnlig naar den er som iaar – naar Arbejdet er forbi, lokker Cykletur og Bad, og Hjærnen staar stille. Men nu iaften har jeg faaet Lampen tændt og Skjorten af, saa er det ligesom lidt Efteraar, og der er en vis Hygge i den store lave Stue herinde med de mange Slags sammenbragte Møbler og Skilderierne over Sofaen af: "Fiskerens Hjemkomst" og "Efter Duellen". Ligeoverfor mig sidder min Kone og tegner Have til vort fremtidige Sommerhus, engang imellem forraader den dybe Rynke mellem Brynene, at Valget staar for Døren: Birk eller Platan – Dværgtræer eller Halvstammede – 3 eller 2 Rækker 2 Lætrær mod Vest. Nu bestemte hun sig – Gud ved, hvad det blev?

Jeg er flittig og har været det de sidste halvanden Maanedstid. Atter og atter indser man, at Arbejde er det eneste. Naar man lægger Arkene til Side, ser dem ligge dèr og fylde i Skuffen, er det en Glæde over Arbejdets Værdi, man har pløjet og gaar hjem, træt og lykkelig. Jeg er henrykt over atter at være fri Mand og helt og holdent min egen Herre. Enhver Stilling binder, selv den frieste. Binder ogsaa Omkredsen, indenfor hvilken man tør græsse – som en Ko i Tøjr. Nu er Landet aabent, Tanken kan flyve hvorhen den vil og bringe hjem, hvad den ønsker.

Ellers gaar Dagen sin vante Gang. De ved, at vi boer paa en dejlig Bondegaard et Stykke fra Alfarvej. En hvid Længe med Kampestensætning og Frugttrær, skyggefulde Gange og højt flere Aar gammelt Græs. Høns og Gæs roder rundt, og vi ser nu og da vemodigt paa deres Efterladenskaber. Gaarden er firelænget, tæt udenfor Rug og Havre, længere oppe Græs og Roer. 3 Jorden strækker sig op til Nyrup Vang med en lille Bøgeskov midt oppe i Rugen. Derfra ser man ned over Mørdrup og Tipperup – dejligt, dejligt! Om Morgenen gaar jeg min Tur ned til Badet igennem Egebæksvang, arbejder saa til Middagstid ved 5 Tiden og holder saa Fyraften, noget ør af Varme baade udvendig og indvendig, men med et Udtryk af hellig Enfold. Vi spiser saa vor Sulemad og fryder os over Livets Goder.

Af ydre Oplevelser kommer kun faa her til Egnen. Jeg har set Rung en enkelt Gang, Nexø var her igaar, hjemkommen fra Skagen, lidt træt og deprimeret af et Maveonde. Jeg gik ned til ham iaftes, men der var desværre Besøg, saa det blev ikke til nogen rigtig Passiar. Giver et meget stort Arbejde ikke altid et stærkt Tilbageslag? Det saa ud, som om hans Depression noget skyldtes Arbejdsløshed. Men jeg ved det jo ikke.

Fra G.B. har jeg nu og da haft Brev. Han har jo i Sommer været meget syg af 3 – 4 forskellige Aarebetændelser. Sidst jeg hørte fra ham var fra 4 Strandboulevarden, han laa og havde ligget i længere Tid. Han var langt nede, kunde jeg mærke. Jeg tror, han har det ondt i mange Retninger, det sidste Aars Begivenheder har, selvom det tilsyneladende foryngede ham, dog gravet dybere inde. Jeg tror, han havde drømt om noget andet. Gid man dog en Gang kunde gøre ham en stor stor Glæde. Men jeg tror ikke mere noget kan skaffe ham Glæde udover et kort Minut.

Men nu De selv, jeg glemmer helt at spørge. De er vel frisk og nyopstanden og nyder Livet og drikker af Dunken, som De jo elsker, maaske dog en Kende platonisk. Tro nu ikke, at jeg har glemt Dem, fordi jeg altfor længe har været tavs. De kender selv Uvilje mod Skriveri, naar man sidder i sit Arbejde, og De vil sikkert bevise det ved at lade dette Brev ubesvaret. Men det gør ikke noget, min kære H. P. – jeg tilgiver Dem paa Forhaand og bevarer trods alt min Hengivenhed for Dem evig og uforanderlig.

Mange Hilsner fra os begge til Dem alle

Deres
Henri Nathansen