Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 11. juni 1911

Han er den frafaldne Theolog

Busserupgaard pr. Espergærde
[søndag] 11 Juni 1911.

Kære Hr. Professor Brandes!

Tak for Deres venlige Brev. Jeg fik det, ligesom jeg stod parat til at tage ind til Byen for at hilse paa Pontoppidan. Først fik jeg fra Dem det glædelige Budskab, at De atter var rask, og et Par Timer efter mødte jeg Pontoppidan, der netop stod og skulde forlade Hospitalet. Han er nu udskrevet. Han kom mig straalende imøde og var gladere, end jeg nogensinde før har truffet ham. Der var kommet noget mildt og ligevægtigt over hans Væsen, og Skyerne paa hans Pande var trukket bort. Det var, som om han havde været i fjærne fremmede Egne og var vendt tilbage til dét, der var ham kært. Vi gik længe frem og tilbage, frem og tilbage i Hospitalets Gaard de sidste Timer før han tog afsted. Han trængte til at tale, til at prøve sin Stemme igen. Hvor er han dog prægtig at se og høre paa. 2 Hans Haar var blevet lidt mere hvidt, ved Tindingerne piplede det frem under Hatten, hans Øjne, der før var saa ubønhørlig klare, næsten vinterlig klare, var store og straalende, fyldte med Sommer og Lunhed. Ingen har et fastere Blik end han, ingen et mere aabent – det er, som saa man ind i selve hans Væsen. Han kan tit synes forvirrende og paradoksal, men han er det i Virkeligheden ikke. Paradokset er den Kaarde, med hvilken han holder sin Intelligens i Condition. Det er tillige Midlet mod nedarvet Stivhed og Hang til Konservatisme. Han hader alt, hvad der er doktrinært, fordi han selv har en Rem af Huden og er intelligent nok til [at] kunne se sine egne Skavanker. Han er ikke Atheist. Han er den frafaldne Theolog.

Det er maaske ikke helt rigtigt, hvad jeg skriver, men noget er der vist om det, og jeg ved, De misforstaar mig ikke. Det er sletikke nogen Kritik, kun en Forklaring. Tit har hans Væsen forbauset mig som sikkert ogsaa Dem, 3 og man spørger da uvilkaarlig: hvorfor? Vi har jo ofte talt sammen om ham, og jeg tror, De mener noget lignende som jeg. Det er jo kun de Bedste, man søger at forklare.

Rungs var her idag, jeg overbragte dem Deres Hilsen. Han var som altid fyldt med Stof. En mærkelig fornem Aand. Fornem ogsaa i den Forstand, at det jævne, det smaamenneskelige ikke interesserer ham. Derfor søger han Højderne, det subtile, Luftsejlerne. Men hvor er dog Menneskene sammensatte. Hans Drøm, og det er virkelig hans Drøm, er – Herredsfogedembedet i Holsteinborg Herred. En Embedsbolig, lidt Fjerkræ, en Fiskedam – og sin Kone. Nu er hun jo yndig, en botticellisk Model. Men Botticelli er dog ét og Ægteskabet noget andet. Dog tror jeg ikke, han engang længes andetstedshen end til Holsteinborg og Ægteskabets Pauluner. Han gaar op i sin ballon captif¹, naar han vil flyve. Luftsejler er hans Fantasi alligevel ikke.

I gamle Dage boede Kohls og Rungs og jeg 4 ovenover hinanden i Allégade 15. Jeg tror sjælden Allégade har set tre saa forskellige Etager. Jeg holdt mest af Jorden, af dét jeg kunde tage og føle paa, om jeg maa sige. Rung fløj nok tilvejrs, men aldrig højere end han kunde øjne en 4^de Sal og Fru Tulle paa Balkonen. Men Kohl steg tilvejrs som en uhyre Ballon og forsvandt i det uendelige Blaa. For ham eksisterede hverken Tid eller Rum, hverken sort eller hvidt. For ham eksisterede kun "Ordet". Og det brugte han – i Timevis talte han, Realiteter, Absurditeter, Paradokser, Banaliteter, alt imellem hinanden, indtil Morgensolen skinnede ind ad Vinduerne og hans Kone gik efter Morgenboller hos van Hauen paa Gl. Kongevej. Og naar vi andre saa trætte gik i Seng, mens Huset stod op, hørte jeg ham ovenpaa hamre sin Fantasis Sidstefødte ned paa Skrivemaskinemanuskriptet.

Ak ja, Tiden gaar.

Men hvad kommer det altsammen Dem ved. Det er saa dejligt nu mens Aftenen begynder at falde og Solen gløder i Rødtjørnen udenfor 5 mit Vindu at skrive Dem til fortroligt og uden Tvang lade Pennen løbe. De skrev, kæreste G.B. noget om, at De ikke har frembragt det enkelte korte gode Værk, som vil blive staaende. Hvem ved, hvad der vil blive staaende? Tror De Øhlenschläger anede, at H.C. Andersen skulde blive staaende og han selv skulde ældes efter 50 Aars Forløb. Hvad tror De Chr. Winther vilde have sagt til Aarestrup? De vil blive staaende, saalænge det danske Sprog er til. Ikke dette eller hint Værk maaske, som De har anvendt Aar af Deres Liv paa. Maaske en Afhandling, som De har skrevet i en kort inspireret Stund (H.C. Andersen, Paludan-Müller, Staffeldt), maaske en Bog som Disraëli, et lydefrit Digterværk, et Genis Morgengave. Hvem ved det? Men hvad der vil blive staaende, saalænge dansk Aand er til, det er Dem selv, Deres Billede, Deres Person. Aldrig vil Deres Navn dø og Deres Sjæls Udtryk vil leve i det Billede Historien, Tiden, det vil sige Menneskenes Erindring vil skabe. Vil Johannes Evald 6 leve saa stærkt i sine Værker som i det Billede, Tiden har dannet, og som forædles, mens Aarene gaa? Lever Paludan-Müller mere i sit Værk end i det Exempel, hans Aand og Liv har givet. Hvor lever Sokrates, Fidias, Kristus? Tror De Voltaire læses om 500 Aar? Men han lever. Hvad tror De, der læses af Goethe om 200 Aar? Men han lever, større og større, ædlere og ædlere, helt Aand. Intet er evigt uden Menneskenes Erindring. Dét er Udødeligheden, og dér vil De leve til Tidernes Aften i dette Land, en Tidsalders ypperste Udtryk, Krystallationen af en Menneskealders Aand, en Mærkepæl paa Historiens evige Vej.

Dette er min dybeste Overbevisning, det er Deres Løn. Tiden, vi lever i, er altid uretfærdig – hvorledes skulde den kunne dømme retfærdigt, den som selv er Dommer i sin egen Sag. Det er ikke Værket, der er evigt – det er Mennesket, der skabte det. Dette synes jeg er det vidunderlige – Livet 7 kan ikke dø.

Tænker jeg nu paa Dem, saa tænker jeg paa Deres Liv. Jeg ser Deres Billede for mig, det Billede Deres Aand har dannet. De er i dette Nu ikke den, jeg kender, den hvis Venskab er mig en Hæder og Glæde, den hvis varme og trofaste Haand jeg har trykket. De er et Navn, en Tid, Navnet paa en Tid, en udødelig Tone. De klinger ind i Landets Navn, De er en Del af dette Land, hvad er et Land, et Folk andet end de Navne, der har baaret det frem? Langt borte i Aftenen staar nogle Stjærner, det er Dag endnu, men naar Natten kommer, vil de straale, stærkere og stærkere paa den fjærne evige Himmel.

Deres
H. N.