Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 31. maj 1911
Pontoppidan ønskede ikke Besøg
Allégade 15 A 31/5 111
Kæreste Hr. Professor Brandes!
Jeg skynder mig med at sende Dem disse Par Ord, for at De ikke skal tro, at jeg er hensynsløs eller utaknemmelig. Jeg vilde have sendt Dem Brev til Paris, hvor De havde opgivet mig Deres Adresse. Nu erfarer jeg med Bekymring, at De er syg. Vi staar lige nu med et Bjærg af Kasser og Pakker for at rejse fra Byen med Toget nu til Morgen, saa jeg faar ikke Tid til at sende andet end denne lille Hilsen herfra. Men saa saare jeg kan, sender jeg Dem Brev fra min Sommerbolig:
Busserupgaard pr. Espergærde.
Kæreste G. B., De maa ikke blive syg igen. Jeg synes Deres sidste Brev røber saameget Mismod. Gør mig den Tjeneste, hvis De kan, kun paa et aabent Kort med to Ord at sige mig, hvordan De har det. Man staar saa 2 saa underlig hjælpeløs, naar man er saalangt fra hinanden. Man kan ikke engang faa at vide, hvordan det er fat. Det er ogsaa trist, hvis De nu maa opgive Pariserturen. Det er ærgerligt at have gjort et stort Arbejde og saa ikke faa Brug for det.
Med Pontoppidan gaar det godt, han bliver vist udskrevet en af Dagene. Jeg har ikke set ham, da han ikke ønskede Besøg. Vi selv har det godt, jeg er blot saa usigelig træt, men det er vel Efterveer, som gaar over i Sommerens Løb. Teatret har jeg nu sagt farvel og føler mig befriet. En Gang i Tiden vender jeg vel nok tilbage, men ikke under det nuværende Direktorat. Jeg har meget paa Hjærte, som jeg kunde ønske udtrykt i en Bog eller Skuespil. Det har ikke krystalliseret sig endnu. Men det former sig, mærker jeg, Dag for Dag. Ak, sommetider synes jeg, at det er saa ligegyldigt alt hvad der tænkes og siges og handles i denne Verden. Det er det jo til syvende og sidst 3 ogsaa. Men Naturen har jo nu engang indrettet Menneskeheden som perpetuum mobile, og Perpendiklen maa altsaa gaa.
Jeg er trods alt glad ved at vide, at De er mellem Venner2. Det beroliger mig, at De ikke er ene paa et fremmed Sted. Jeg kender intet værre end Sygdom og Ensomhed. Men jeg har saa tit hørt Dem tale om Deres Vært, saa jeg ved, at han vil gøre alt for Dem. Gid det nu vilde vise sig at være blind Alarm. Men det er det vel desværre ikke. De kender jo Deres Sygdom og ved, hvorledes den anmelder sin Ankomst.
Nu kommer Vognen, og jeg maa afsted. Min Kone, der laaser og dækker til, beder mig hilse Dem mange Gange. Gid vi i Sommerens Løb maatte se Dem oppe hos os. De har ikke bedre Venner.
Hører jeg ikke om anden Bestemmelse fra Deres Side skriver jeg en af Dagene til Pallanza.
Hjærtelig Hilsen
Deres hengivne
Henri Nathansen
