Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Thalassa, Hellebæk. 7. juni 1910

al Lykkes og alle Længslers Blaa

Thalassa 7 Juni 10.¹
pr. Hellebæk

Min kæreste Herre!

Jeg fik Deres Brev her paa Thalassa. Min Kone sad ude paa Badehusbroen og viftede til mig, da jeg kom hjem fra Turen. "Her er Brev fra en god Ven!" raabte hun. "En god Ven? Jeg har saa faa." "En meget god Ven." "Af dem har jeg endnu færre." "Du har da én – G. B."

Jeg saa Deres kære kendte Haand, Skriften der kribler af Liv og Flid. Jeg saa atter Deres Ansigt for mig, fjærnt som det er i sit Udtryk fra det glatte Sund og det flade Land, hvor jeg boer. Jeg læste om Deres umættelige Lyst til at rejse, til at opdage – nye Egne, nye Mennesker, nye Værdier. Altid levende, altid brændende. De er typisk for det Folk, som De foragter, og som jeg beundrer, det eneste Folk, der uforandret har levet gennem Tiderne, brændt gennem Tiderne, jaget, pisket, forfulgt med Overmagtens Svøbe og Dumhedens Love, altid levende, altid brændende, spejdende efter nye Egne og vejrende nye Værdier med de lange følsomme Næser.

Og jeg sidder her og ser ud over det glatte Sund. Jeg føler ingen Lyst til at rejse. Nye Egne – finder jeg Lykken dèr? Nye Mennesker – er de bedre eller finere end den Afart, der lever i det flade Land, hvor jeg boer? 2 Hvad vil jeg? Skrive et Par Bøger om det, jeg følte paa Livets korte Rejse, om Jorden, der er saa lille, og Himlen, der er saa uendelig langt borte, som Lykken og Længslen er langt langt borte fra dét vi kan naa, og som vort famlende Udtryk er langt langt borte fra det vi følte. Og dog sidder jeg her og ser ud over Sundet og venter, at Drømmen endnu kan komme sejlende og lande et Sted paa den lille flade Jord.

Her er saa stille, og jeg er lidt træt og trænger til Stilhed. Jeg har forsøgt at skrive lidt, men det vil ikke gaa, og jeg har lagt det til Side. Jeg ved fra tidligere Aar, at det kommer, dette Træthedens tætte Støv, der lægger sig paa min Hjærne og siver ind overalt. Og dog føler jeg det hver Gang som en ganske ny Ulykke, et Memento. Jeg sidder og stirrer, men sér intet. Min kloge Kone kender det jo og koger Taalmodighedens og Ømhedens lægende Urter. Men det hjælper ikke. Det eneste, der hjælper, er at føle, at det atter lever.

Nej, man skulde være ung Pige og sidde paa Græsplænen, der skraaner ned mod Stranden med en Bog eller et Sytøj. Der sad før, mens jeg laa og stirrede ud i det tomme Blaa, en 4-5 Stykker i Skygge af det store Træ midt paa Plænen. Den ene er Sygeplejerske hos en gammel Dame, der boer her, men aldrig viser sig blandt Gæsterne, en stakkels, menneskesky Skabning, som jeg henad Aften ser i Gangen, ulden og legemløs som en Flagermus. Den anden har i flere Aar søgt fra Sanatorium til Sanatorium, nu siger hun, at hendes Bryst er godt, men hendes Krop er ængstelig lang og kraftløs og hendes Bryst fladt som en Haand. De sad der, imens jeg tænkte paa alt og paa ingenting og pludrede og lo og den unge Sygeplejerske, som de kaldte Søren, var den muntreste af dem alle, hun nød sin Fritime med alle Porer, jeg hørte 3 ikke, hvad hun sagde, men jeg kunde paa hendes Tonefald forstaa, at hun havde et eget tørt og solidt Lune, som var skattet af de andre, og som hun ogsaa selv forstod at nyde og værdsætte. De lo og pludrede i Timevis, af alt og af ingenting, sommetider førte Vinden et Par Ord hen til mig, lette og ligegyldige som et Blomsterfnug, men jeg kunde ikke lade være med at smile med, fyldt som de var af en egen Sjælens Munterhed, der befrugter.

Ellers er her mest ældre Damer, nogle med Alderens indtagende Harmoni over sig. Der er blandt andet en Slægtning af Dem, en Frøken Bendix, lille, let, levende og af en egen gammeldags Sarthed i sit Væsen. Min Kone sagde forleden, at der var noget "Fru Hejbergsk" over hende, og skønt det straks forundrede mig, saa jeg dog at hun havde Ret. Der er noget af Idyllens Ynde over hendes lidt svævende Gang, noget ungpigeagtigt næsten, og hendes Tale er saa mærkelig formfuld og skønt ikke særlig interessant, saa dog altid fængslende, fordi hun selv er saa levende interesseret. Vi sidder ved Bordenden, hvor der er roligst, og jeg holder meget af at se paa hendes Ansigt, fordi det minder mig lidt om Deres, om det er Indbildning eller ej ved jeg ikke, men jeg synes det eller bilder mig det ind og er lige lykkelig for det. Jeg synes, hun sagde, at hun var en Halvsøster til Deres Moder², da vi tilfældig kom til at tale om Dem. Da min Kone fortalte, at vi havde hørt fra Dem, bad hun mig meget hilse, naar jeg skrev.

Det er ligesom Taagen letter lidt i mit Sind, medens jeg sidder og skriver til Dem. Jeg tror at have følt nu og da, at jeg ejer lidt af Deres Tillid og Venskab. Jeg husker en Aftenstund ved en af Deres Forelæsninger i min Studentertid. De kom ind, mørk var De dengang, straalende mørk! De gik 4 frem gennem den tætte Skare, der stod opstillet hen mod Kathedret, da der ikke var Siddepladser nok. Jeg sad paa en af de forreste ~~Rækker~~ Bænke og fulgte Dem, mens De borede Dem gennem Rækkerne. Da stansede De, smilede og rakte en Mand Haanden. Senere naar jeg mødte denne Mand, saa jeg altid paa ham med en Følelse af svag Beundring i mit Hjærte – Beundringen for Dem, der havde kastet et Genskær over den Mand, De hilste. Sidenhen fik jeg at vide hvem Manden var. Kan De gætte? Ivar Berendsen³!

Naa ja, det er jo ligemeget, hvem Manden var, og selvom jeg ikke nu beundrer ham saa stærkt som dengang, De hilste ham, saa kan han dog henregnes til brave Leute med et lille Aber. Det jeg følte dengang for Dem, føler jeg for Dem endnu. Aarene er gaaet – ak, hvorfor gaar de dog – De er nu hvid, blændende hvid. Jeg er ikke længer Student, og mit Sind skal vel aldrig mere faa det Indtryk af Aandens guddommelige Styrke og Skønhed, som De gav mig den Gang. Solen staar ikke stille i Gideon⁴. Men ser jeg Deres Ansigt eller hører jeg Dem nævne, stiger en Sværm af Minder op af min Sjæl, et Brus af Fugle, hvide, hvide, mod Lyset, mod Solen, op mod al Lykkes og alle Længslers Blaa, op mod Aandens og Skønhedens og Digtningens Land Østen for Sol og Vesten for Maane.

Levvel, kæreste G. B. Og modtag de hjærteligste Hilsner fra os begge.

Deres
Henri Nathansen