Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Rudkøbing. 3. juli 1907
– tør jeg kalde det Deres Venskab?
Rudkøbing d. 3 Juli 1907
Kære Hr. Henrik Pontoppidan!
Jeg har taget mig en lille Tur her i det fyenske Arkipelag. Vejret tegnede en Dags Tid saa godt, nu pøser det atter ned. Her i "Hotel Langeland" suser Blæsten gennem Porten og ramler ind i et Hjørne oppe i Gaarden. Igennem Bagbygningen – Salens – Vinduer skimter jeg de 5 [Kvadrat] Alen Have. Et Pæretræ staar midt deri og svinger taalmodigt. Som De sendte mig en venlig Tanke gennem Storm og Regn, sender jeg Dem en ad samme Vej. Vi har ikke noget at lade hinanden høre.
Ja, vi endte da i Troense – dog ikke saa slemt som De tror1. Vi boede kun en 8 Dagestid i Pensionat, saa lejede vi os resolut et lille Hus og har siden ført vor egen Menage. Ikke for Pensionærernes Skyld – for dem er der ingen af. Men jeg er en af dem, der holder af at indrette mig, naar jeg skal bestille noget. Nu har vi efterhaanden faaet det saadan, at jeg føler mig hjemme. Det vil sige, at mit Bord staar, hvor det 2 skal staa, og at Stolen passer i Højden. Det andet er mig ligegyldigt.
Og jeg har da nu en Maanedstid i Træk været flittig. Jeg syntes jeg fortjente et lille Pusterum og tog afsted. Hvor er dog denne Sommer trøstesløs. Der er kun et af to – hænge sig ellers skrive. Og af to Onder vælger man jo det mindste. Jeg har skrevet som en besat, faar til Efteraaret hele to Stykker færdige. Guderne vil straffe mig for mit Overmod.
Jeg er forresten ligeglad med de Herrer Guder. Vil de straffe mig saa i Guds Navn, vil de løfte mig til Skyerne, saa lad dem det. Hvor er det dog ligegyldigt, hvad der siges og skrives. Det smager Ens Gane eller kniber Ens Mave et Øjeblik. Saa bringer Naturen atter Organerne i Orden. Tilbage bliver en lidt ilde Smag efter det søde og en Smule Opstød efter det sure. Und ich bin wieder Wilhelm Tell! Det er jo ikke Per eller Poul, der bestemmer Værdierne. Lad en Reklame være nok saa god, er ikke Varen derefter gaar det galt. Selvfølgelig kan Manden godt blive Millionær. Dumheden staar altid i første Række og løber først i Fælden. De kloge Rotter holder sig tilbage. De er de faa, men det er dem der bestemmer. Og en lille Forretning henne i en ubemærket Sidegade faar pludselig Ry, bliver Leverandør til alle bedre Bogskabe og kgl. Hof, mens Bojesen gnider 3 sig i Hænderne, ligeglad for alt andet, naar blot Pigebarnet betaler sig. Og han har Ret. Naar Bøger sættes paa Aktier, bliver det Kapitalen, der skal forrentes baade her og der, og Enkerne og de Faderløse har ikke Tid eller Raad til at vente paa Udbyttet. Alle maa fodres ligeligt og stærkt, for at der ikke skal blive Uro i Grisestien. Den, der er nærmest til at sulte, er Forfatteren. Han faar saa Udødeligheden at tære paa.
Ak, ak – Regnen pøser stadig ned derude. Man hører Dryp som store Spytteklatter. En Pige løber over Gaarden i store Pompusser, saa Sprøjtet staar om hende. Hotelhesten, der holder i Gaarden, staar og drukner filosofisk i al Elendigheden. Og jeg sidder og tænker paa Overfarten i det forrygende Vejr. Jeg er forsynet med Sommertøj og Paraply. Jeg havde tænkt paa Straahat og hvide Bukser, da jeg tog hjemmefra. Gudskelov, jeg lod Bukserne blive hjemme. Nu ryster Hesten sig, saa Seletøjet ringer. Naar det bliver for galt, er det forbi med selv den bedste Filosofi.
Forøvrigt har vi begge haft rigtig godt af Opholdet herovre. Min Kone er bleven meget meget bedre og er atter begyndt at ligne et Menneske. Hun elsker Landet, Barn som hun er af Bønder2. Faar hun sin Bomuldskjole paa og lidt røde og runde Kinder, ligner hun Falster3, hvor hun stammer fra. Sommetider naar vi tilfældig begge staar foran Spejlet, slaar det mig, hvor 4 uhyre Forskellen er mellem hende og mig. Vi ligner to Billeder fra et ethnografisk Oversigtskort. Saa stor er Modsætningen, at den virker komisk. Jeg brister altid i Latter. Hun spørger selvfølgelig ængstelig: hvorfor ler du?
Naa, nu skal jeg ned og indtage mine to Stykker Smørrebrød med Sky og Tunge. Saa pakker jeg Sæbe og Tandbørste og forsvinder fra denne ugæstfrie Kyst. Jeg har tænkt paa Ærø, men ved ikke endnu, om jeg gider. Ellers rejser jeg tilbage til min Falsterpige og Troenses Kødgryder. Nu skal De vel snart op til Rørvig. Gid De dog maatte faa Sommer og alt det Gode, som De ved, jeg ønsker Dem. Naar jeg tænker paa Dem, føler jeg Taknemmelighed og Glæde. Taknemmelighed for hvad Deres Kunst har betydet for mig og Glæde over – tør jeg kalde det Deres Venskab?
Lev vel og vær hjærtelig hilset. Naar engang oppe i Rørvig Deres Tanker snubler over mig, saa send mig et Par Ord. Min Kone bad mig sende Dem og Deres Hustru en Hilsen, naar jeg skrev. Ogsaa jeg beder hilse. Til Efteraaret haaber jeg vi ses baade i Hillerød og København. Ved De, at vi igen flytter? Til Allégade paa Frederiksberg. Ak... Ahasverus!
Deres
Henri Nathansen
