Peter Nansen til Henrik Pontoppidan
22. oktober 1917
lad os ikke bliver "Sandhedsvidner"
22/10 1917
Kære Henrik Pontoppidan!
Tak for Deres venlige Brev. Men hvi vil De egentlig beskæftige Dem med, hvad De paa anden, tredje Haand hører om mine rosende Anmelderes formentlig modsatte Hjertens-Meninger?
Jeg har idag talt med Otto Rung, som jo nødvendigvis maa være den, De sigter til (mens det, som De siger, ikke er G.B. – til Deres Antagelse om hans Bedømmelse af min Bog1 skal jeg senere komme). Rung sagde, at han i Aar og Dag ikke havde talt med Dem. Og han fralagde sig med Indignation Beskyldningen 2 for mundtlig at have udtalt sig nedsættende om min Bog, som han havde rost i saa høje Toner.
Det vilde ogsaa være utænkeligt. Thi allerede d. 3die Sept. 1915, efter at den største af Fortællingerne "Breve der ikke blev aabnet", havde staaet i "Tilskueren", tilskrev han mig af egen Drift fire begejstrede Sider. "Vil De tillade", begyndte Brevet, "at jeg i et Par beskedne Ord udtrykker min Taknemlighed for Deres saa ypperlige og betagende Novelle i Tilskueren". Og han fortsatte fire Sider igennem med stadigt stigende Superlativer.
Og da "Brødrene Menthe" et Par Maaneder efter udkom som Privattryk, skrev han ogsaa uden ydre Anledning (thi hverken han eller 3 andre fik Expl. fra mig) paany fire Sider fulde af Begejstring for min Literatur. Han skriver bl. a.: "maa jeg i disse Linjer forsøge at bringe Dem min Tak for dette sidste Led i en Arbejdsrække, der har præget en Tid og hvis Form og Fornemhed netop i vor Kragemaalstid vil staa som et Mønster for de bedste af os."
Synes De nu egentlig, at det er rimeligt, at Rung, der saaledes gentagne Gange af egen Drift har meldt sig som en Beundrer af min Literatur, skulde have udtalt sig nedsættende om min Bog – paa Trods af sine Breve og sin Anmeldelse (hvilken endda ikke brugte Brevenes Superlativer)?
Hvad Georg Brandes' Anmeldelse angaar, om hvilken De mener at man gennem Rosen mærker, at 4 han egentlig har skrevet modstræbende, beder jeg Dem bemærke, at Br. i de senere Aar aldrig skriver rigtige Anmeldelser. Han benytter en eller anden Bog som Basis for noget, han har Lyst at skrive. Han taler hele Tiden selv med, fortsætter Forf.s Tankegang eller polemiserer imod den. Interessen for Bogen viser han først og fremmest derigennem, at han overhovedet skriver om den.
At han ikke skulde synes om Bogen er udelukket ved følgende Kendsgerninger:
I Forsommeren 1915 hørte Brandes, at jeg igen var begyndt at skrive. Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke straks udgav det, jeg havde færdigt. Jeg svarede, at det var mig en Overvindelse – nu efter saa mange Aars Tavshed. Hvorpaa han bad, om han da i hvert Fald saa 5 maatte faa Lov at læse, hvad jeg havde færdigt: han skulde da sige mig sin ærlige uforbeholdne Mening.
Jeg sendte ham Bunken: der var derimellem "Breve som ikke blev aabnet", "En Bridge-Aften", "Brødrene Menthe"2 og et Par Noveller, som jeg endnu ikke har ladet trykke.
Jeg boede i Falsterbo og fik dér et langt Brev fra ham, hvori han gennemgik hver enkelt Fortælling. Om "En Bridge-Aften" skrev han, at den var "straalende morsom" og om "Breve" brugte han meget stærkt rosende Ord. Den var mønstergyldig o.s.v. Senere gentog han mundtlig Gang paa Gang: "Hvorfor udgiver De dog ikke Deres Ting?" Brandes 6 er jo dog ikke bange for at sige sin Mening; han har de senere Aar næret et virkelig oprigtigt Venskab for mig; hvorfor skulde han da stadig tilsende mig Udgivelser3 af noget, som han i sit Hjærte ikke syntes om? De to af Bogens fire Fortællinger har han altsaa kendt allerede fra 1915. Om den tredje "Født af en Kvinde" tilskrev han mig til Snekkersten nogle meget rosende Linjer.
Der er da ikke megen Grund til at formode, at den eneste af Fortællingerne, som han ikke forud kendte, skulde have forandret hans Syn paa Bogen.
Jeg forstaar ikke rigtig Deres 7 Hensigt. Hvorfor er De saa ivrig for at overbevise mig om, at den Ros, jeg har faaet i et Par Blade, ikke er ment?
Hvad der mere har glædet mig, er, at jeg ogsaa fra adskillige ganske Unge har faaet Ros. Og at jeg stadig kan give Anledning til Diskussion. Jeg vilde blive bange den Dag, hvor der ikke er Nogen, som angreb mig.
Kære Pontoppidan – lad os tales ved hyggeligt og fornøjeligt, naar vi mødes. Men lad os ikke blive "Sandhedsvidner" overfor hinanden. Da De i Sommer4 (virkelig ganske overflødigt, da jeg intet Nag bar) forklarede mig, hvorfor De ikke kunde skrive i Forfatternes Bog5 til 8 mig i Anledning af min Fratræden fra Gyldendal, vilde det dog have været taabeligt, om jeg havde plapret ud med, hvad der er rapporteret mig om en helt anden Motivering.
Venligste Hilsner fra
Deres hengivne
Peter Nansen
