Alexander Kielland til Frederik V. Hegel
Sendt fra Cernay. 23. maj 1887

solid Indignation

Cernay¹ d. 23. Mai 87.

Kjære Hr. Justitsraad! – vi saa med Glæde Beretningerne om Deres Festdag²; men da vi kom til Middagen paa Skovgaard, saa vi paa hinanden med et Blik, der tydelig sagde: ah – der skulde vi have været! thi vi vovede at tænke os, at der vilde have været to Pladse for os ved det lange Bord, om vi havde boet i Øresundsgade og havt vor gode gamle Rørby!

[...]

Tak for "Hytterne" og hils Pontoppidan, naar De ser ham. Det var da noget andet end de modbydelige Adelspersoner³, som han hverken kjendte eller foragtede tilstrækkeligt. Men Hytterne er god solid Indignation; han er den eneste i Danmark, som har noget af denne saa nyttige Ingrediens. Kunde han nu ogsaa flytte sin Vrede opover og tage Kjøbenhavn i Nakken! – ak! om jeg var dansk, saa sad jeg vist forlængst paa Tugthuset!

Beate og Baby var i Paris til 17de Mai⁴; jeg holdt mig mit Princip tro og gik ikke til Fest. Der var forresten et helt Røre. Hvad jeg har talt til Dem om før, har udviklet og forværret sig. Selv jeg, der baade saa og forstod, blev forsøgt – det vil sige: man forsøgte ogsaa at bruge mig i Rivaliseringen mellem L & B⁵. Men da valgte jeg at tage Tyren ved Hornene og sagde lige til B., at jeg saa det altsammen, og at jeg var paa hans Side, men ellers vilde være fri for at spille med.

Det lettede B. at faa tale ud med et Mandfolk, og siden ved jeg, han har været hos Lie og de to ere nu klare og velforligte, saalænge det varer. Thi alle Bipersonerne, der ligesom have levet paa Spændingen – de ere ikke tilfredse – (allerminst med mig), og desuden vilde B. B. ikke have med til Festen Irgens Hansen⁶ og C. Krogh. Denne siste er nu bleven en Blære, der ikke længer rummes under Himmelen; og da han tilbedes af de frelste Kvinder, blev der et Schisma og meget Roderi, som jeg kun halvt er inde i. Imidlertid siger Beate, at B & Lies Fest var morsom; – Krogh & Hansen passerede med sine Tilhængere nedover Floden. Naar jeg ser paa Menneskenes Færd af denne Art, forekommer jeg mig selv at være syv hundrede Aar gammel. – Vi lever alle godt, men tænk Dem! endnu er her hundekoldt med Haggel. – Aldrig havde jeg tænkt – nei lad mig ikke begynde med Veiret, men slutte med vore hjerteligste Hilsener til Dem og Deres.

Deres hengivne Alex. L. K.