Harald Kidde til Nicolai Clausen-Bagge
Sendt fra Henrik Ibsens Vej 9, København. 22. februar 1904

Pontoppidans hånfulde, brutale Skildring

Kære Pastor Clausen-Bagge

Hjærtelig Tak for den Tid, jeg tilbragte oppe hos Dem og Deres Familie i Støvring; jeg fik dér så mange smukke Indtryk både af den storladne, frie Natur og af Deres fortrolige Forhold overfor Menigheden, at jeg vil erindre det længe. Navnlig den vide Udsigt fra mit Vindue over Skoven, som snart var synlig, mørk og buklet mod den lyse Fjord og den modsatte Kysts Baggrund, snart tåget og skyet, så kun de snedækte Pløjemarker sås, og den Aften, De havde "Ungdoms-mødet" med de mange unge Karle og Piger, vil vedblive at stå tydelig for min Erindring. Også Støvring Kloster dernede ved de flade Fjordenge og den smalle Strøm vil jeg mindes – jeg hører endnu i mine Øren den rislende Plasken af det lille Springvand inde i Forpagterens Gård, som altid slog én i Møde, når man, kommende oppe fra, så den gamle, hvælvede Indkørselsport til den stilfærdige Herregård. Den Aften på Støvringgård, da vi blev dèr til Te, og De spillede 83 Kort med et Par af de gamle Frøkner¹, mens Deres Hustru og jeg sad inde hos de andre i Priorindens² Stue, og jeg måtte læse højt for dem af Henrik Pontoppidans Skitse om Klosteret, var af en ganske egen Styrke. At de gamle Damer selv opfordrede mig til at læse Pontoppidans hånfulde, brutale Skildring³ op, lod mig ret se, hvor klog og overlegen en Dannelse, de dog må være i Besiddelse af, og lod dem unægtelig tegne sig des finere, jo mer godtkøbs-"realistisk" og mandfolkeråt Pontoppidan ved denne Lejlighed har set og ført Pennen. Havde han i Steden for på Forhånd at lade sig blænde af hele den vedtagne Kødets og Kraftens Kultus – glemt det Ry for friskfyragtig Hedendom og frejdig Rovdyrstyrke han har erhvervet sig og brugt sine hvasse Øjne og [sin] modtagelige Hjærne, havde det Stykke vist rummet mere af Sandhedens og Virkelighedens Salt – som det nu lyder, synes det mig blot en forfejlet og skødesløst henkastet "realistisk Romantik". Men – Pontoppidan er jo også en sær Blanding af Realisme og Romantik, og det kan til andre Tider give den herlige, krydderbitre Vildtsmag i hans Tænkning og hans Stil, som her er blevet helt forrådnet. – Det var kedeligt, at jeg ikke fik Lejlighed til at sige Farvel til Damerne, da jeg jo dog havde været bedt derned; derfor – og fordi jeg véd, de med Behag har læst mine sidste Bøger – har jeg nu skikket dem min første lille – "Sindbilleder⁴" 84 – til fælles Skænk, nu kan de jo læse den og så bagefter gøre ved den, hvad de vil. Måske den en Gang som et Kuriosum vil blive opbevaret i Klostrets Bibliotek – det er vel ikke så ofte, at der slipper slig en Gæst som jeg indenfor Jomfruklostrets hegnende Mure. Præsten og Bispen og Tjeneren og enkelte af Omegnens "fine Folk" er vel de eneste, som får et Indblik i denne ganske aparte, verdensfjærne Kreds. –

Vil De hilse Lærer Holst's⁵ – jeg har talt med den lille Frøken Anna Mie Knudsen⁶, men hun husker dem ikke længere så lidt som nogle andre af Egnens Folk – kun den gamle Pastor Spleis⁷ har hun hørt Tale om. Men Naturen husker hun fuldstændig og undrer sig meget over at høre, at Præstegårdshaven nu er voxet kraftigt til, i hendes Tid var den kun en nøgen Lerskrænt. Om Højskoleforstanderen⁸ har hun en svag Erindring ...

Hendes Faders Bog "Sind", som jeg lovede at sende Dem og Holst's, er blevet lånt ud, mens jeg har været borte, men så snart den kommer, skal jeg skikke den af Sted.

Hjemrejsen gik heldig, Overfarten til Kallundborg var herlig, trods stærk Søgang og voldsom Modvind. Tunø og Samsø tog sig ret ud med Skummet sprøjtende om de grå Lerbrinker og med en skinnende gul Postvogn holdende inde i det grålige Land.

Endnu en Gang hjærtelig Tak for den gode og 85 smukke Tid deroppe i Deres nye Præstegård og de bedste Hilsener til Dem selv, Deres Hustru, Ingemoder og Småpuslinger fra Moder og

Deres hengivne
Harald Kidde.

Den gamle Professor Klausens: "Nordiske Harpetoner⁹" var til min store Undren allerede solgt. Det må vel være en anden Slægtning, der har købt den.

Brevet til Clausen-Bagge er trykt i Harald Kidde: Artikler og Breve, udg. ved Jens Marinus Jensen, 1928, brev nr. 9, s. 82-85.
Nikolai Clausen-Bagge (1868-1948) var Kiddes dansklærer i Vejle Latin- og Realskole.
Han var cand. theol. og blev i 1903 sognepræst i Støvring og Mellerup sogne nord for Randers. Han blev gift 1895 med præstedatteren Marie Ingerslev med hvem han fik 2 døtre, Ingeborg og Astrid.
Gennem sin kone blev han indført i grundtvigske kredse og påvirket heraf blev han i 1914 valgmenighedspræst i Ringkøbing og på hans initiativ blev menigheden i 1918 omdannet til en frimenighed.