Thit Jensen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Kalundborg. 23. marts 1928
Nogen maa blive med at raabe
Kalundborg 23/3 1928
Kære Hr. Henrik Pontoppidan.
Hjertelig Tak for Deres Hilsen og for Deres Ord1 som fik Salen til at ryste, da Ivar Berendsen læste dem op.
Jeg vilde saa gerne De havde været med til denne Fest2 – 25 Aar, bitre Aar, haarde og slidsomme Aar sprang ud i en lydefri Blomst. Det var saadan en morsom og harmonisk Fest af Venner, jeg tror ikke der var ret mange som ikke glædede sig virkelig ment med mig.
Nu kommer min Bog3 med næste Post til Dem, vær god at sende mig et Par Linier, naar De har læst den og sig hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. For nu skal jeg jo skrive 6 til af samme Art, fra samme mit Hjem 2 i 6 paa hinanden følgende Aar, jeg vil leve igen i mit Hjem og lade min Hjemstavn leve som en Gang da den var skovrig og frodig og rig! Før den frygtelige Sandsatan føg den til og kvalte Himmerlands Liv og Livsfryd – jeg har den i en af Bøgerne, jeg ved den Mark, hvor den begyndte og min egen Kirke, hvor Spaadommen forkyndte, at den skulde ryge Kirken ind i Øjnene, i Lydhullerne4.
Jeg kan ikke gaa fra offentlig Virksomhed helt endnu, for der er Ting saa almægtig skamløse at der maa gøres noget for at hjælpe. Vi maa have et Skilsmisse-Tilsynsraad, for som det gaar til, kan ingen Civilisation være bekendt. Vi maa have bedre Børn som Frugt af bedre Mødre og vi maa have et Hjem, en Institution, hvortil Underklassens Koner kan ty, med samt deres Børn, naar Manden sparker hende i Underlivet, til Trods for hun er besvangret. Det kan 3 vi ikke bygge en Slægts Fremtid paa, og vil ingen anden saa maa jeg, for nogen maa blive ved at raabe, at saadan bør det ikke vedblive.
Dette blev et længere Brev, end jeg havde tænkt at ulejlige Dem med, men modtag til Gengæld en kort men hjertelig Hilsen
Deres altid hengivne
Thit Jensen
