P. N. Holst til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Enghavevej 61,4. 12. marts 1915
Meget Digter er Skjoldborg ikke
Enghavevej 61,4
12/3 15
Kære Pontoppidan!
Der er allerede forløbet 2 Maaneder, siden jeg fik dit Nytaarsbrev1 med den bedrøvelige Meddelelse om din Kones haarde Sygdom, og jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke forlængst har spurgt til hendes Befindende. Men bedre sént end aldrig, og jeg haaber nu paa et Par Ord fra Dig, hvoraf det fremgaar, at alt har føjet sig vel, og at din Kone paany kan færdes rask og glad i de vante Omgivelser.
Selv har Du det forhaabenlig godt, uden Mén fra Galdesténsomgangen og uden Tryk fra Travlheden med "Torben og Jyttes" afsluttende Del. Der var iøvrigt nogle slemme Trykfejl i "Toldere og Syndere"2. Men – mirabile dictu – har Du jo tilsyneladende mistet Interessen for 2 den Side af Forfatteriet.
Hvad min egen selvskabte Svaghed anbelanger, gaar det fremad, omend med endnu mindre Skridt, end jeg selv foreløbig er nødt til at bruge. Endnu maa jeg paa Gaden have to Stokke; inde klarer jeg mig med én og begynder saa smaat at glemme denne hist og her for at tvinge mig til at halte af uden. At det i Udsigt stillede Aar for Helbredelsen ikke forslaar, er jeg klar over; men jeg stoler paa Vaar og Varme, og mit Humør har ikke lidt væsentligt Afbræk.
Har Du sét Skjoldborgs Digte3? Meget Digter er han ikke, næppe ret meget større end f.Eks. jeg selv, med noget mer Fantasi og langt mindre Formsans. Han savner ganske Herredømme over Midlerne, naar han træder den bundne Stil. Jeg har sagt ham selv alt dette, inden jeg overtog Korrekturen, og derefter har jeg slidt hæderligt for at faa ham til at stryge de ganske umulige 3 Digte, – hvad der ikke lykkedes for alle disses Vedkommende. Men trods alt synes jeg dog, at den Petit-Anmeldelse, "Politiken" havde, den eneste Anmeldelse, jeg har været ude for, var for haard, for affejende. For vel er der ikke mange nye og uanede Toner – Du sér, at jeg næsten ordret husker dit Krav til dem, der vil tale Gudernes Sprog –, men der er dog hist og her en Glæde og Varme og Kraft, der til en vis Grad river med, og Tanker, der ikke er helt banale.
Naa, nu glæder man sig til at læse noget mere om Enslev, det sidste af denne Flugt, inden Du spænder Vingerne mod nye Egne.
Addio, kære Henrik P., og hav det godt og tænk i Ny og Næ paa
din gamle Ven
P.N. Holst.
Venligst Hilsen til Jer alle, specielt Fruen! Jeg skrev dette paa Kontoret og kan ikke bringe Hilsen fra min Kone, da hun ikke véd det. 4 Ellers var hendes gode Ønsker sikkert med. Vi tænker ret ofte paa Jer der langt borte et Sted, hvor I nu findes.
P.N.H.
