Harald Høffding til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Carlsberg. 22. juli 1927

end en Rus af denne Digter!

Carlsberg, Valby.
D. 22. Juli 1927

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Som en af Deres trofaste Læsere sender jeg Dem min hjærteligste Hilsen i Anledning af Deres 70 Aars Fødselsdag. Der staar en Duft af dansk Natur og af dansk Sind op af Deres Bøger, som er en stadig Kilde til Vederkvægelse for mig, og som ofte paany vækker Trangen til at fordybe sig i dem. Mest takker jeg for "Muld" og for "De Dødes Rige"1, hvilken sidste jeg har læst fire Gange og tænker paa at tage op igen. Den danske Karakter af Deres Værker udelukker jo heldigvis ikke, at de har almenmenneskelig Betydning. I en Tid, hvor man har talt saa meget om Udvikling, er De ikke bange for at tale om Undergang, og tillige vise, at den kan tages med Heltemod. Baade Torben og Per er Helte – om de end maaske for tidlig anser Slaget for tabt. Og for begges Vedkommende vises der hen til, at Livet paa ny Grund kan udfolde sig efter deres Bortgang.

Jeg siger om Dem, hvad Aarestrup siger om Oehlenschläger: "jeg venter end en Rus af denne Digter!"

Deres hengivne
Harald Høffding

 
[1] Muld og De Dødes Rige: I sine , udg. 1927, optrykker HH en artikel dateret 11. marts 1916 hvori der bl.a. står:

Gaar jeg fra Selma Lagerlöf til danske Fortællere, træffer jeg for mit Vedkommende først paa Henrik Pontoppidan, hvis "Muld" er den mest danske Bog jeg kender. Det er ikke Bygningen af Pontoppidans Bøger, jeg beundrer, men det er den klare og slaaende Karakteristik af de enkelt Scener og af Personerne i de bestemte Situationer. Hans sidste Bog [Torben og Jytte] har, med al sin Mangel paa Enhed i det hidtil udkomne, i høj Grad optaget mig ved Enkeltskildringerne, som have beriget mig med en Række Livsbilleder, jeg ikke vil glemme. Jeg venter med Spænding paa sidste Del for at se, hvorledes de forskellige Egne af Livet herhjemme trods Alt kunne vise sig at udgøre en Helhed. Og jeg negter ikke, at jeg endnu venter paa en bedre Lykke for den stakkels Jytte, end den, der hidtil er falden i hendes Lod. Hun er tegnet saa levende og naturlig med al sin Vaklen og i al sin Delthed, som Forfatteren lader hende bøde haardt for, at der over for hende maa røre sig den Sympati, det virkeligt Levende uvilkaarligt fremkalder, hvorledes det saa end ter sig 1. Og af Pontoppidan selv venter jeg endnu mangen god Beretning om Mennesker og Menneskeskæbner. Fodnote: [Senere Anmærkning] Haabet skulde (se sidste Del) ikke ske Fyldest. Men Pontoppidan har Ret, Tregediens Ret.

tilbage