Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. 5. december 1911

tale paa Raadhuset for G.B.

Kære Henrik Pontoppidan.

Besvarende Deres Ærede af 3^die ds. følger afsendes idag herfra 562 Rmk. 10. – jeg vil med det samme give Dem en lille Prøve paa min Forretningsstil, der som De vil se ingenlunde i Finhed staar tilbage for min litterære Stil. Bemærkende, at Rmk'en paa herværende Børs under Gaars Dato noteredes til 88.95, vil De behageligst se, at ovennævnte Saldo prompte salderer med 500 Kr dansk. Naar jeg nemlig skal sende Beløbet pr. kontant, saa kan jeg – her forlader jeg Urtekræmmerstilen – ligesaagodt sende det helt ud, men det er billigere at sende Penge paa en Check til en Bank i Wiesbaden. De 1500 Kr er altsaa indsatte paa Deres Sparekassekonto i Landmandsbanken.

Jeg vilde have skrevet til Dem en af disse Dage og sendt en Artikel om Monrad, 2 som jeg har skrevet i Gads Magasin i Anledning af hans 100 Aars-Dag, men jeg har den ikke her paa Kontoret og kan derfor ikke svøbe den udenom Pengene. Derimod takker jeg med det samme mange Gange for det tidligere Brev og for den venlige Dom om Bogen. Jeg ernærer mig væsenligst af den private Kritik, thi naar jeg undtager mine to Delirister, jeg mener Andreas Buntzen¹ og Thomas Graae², som ogsaa denne Gang trofast har bekæfret min Bog og fældet den med nogle velrettede Hib, saa har den offenlige Kritik iøvrigt ignoreret den.

De spørger mig, hvilke Planer jeg har for Julen. Jeg vil bruge Julen til at skrive en Afhandling, som jeg har lovet færdig til lige efter Nytaar, og som jeg paa Grund af andet Arbejde ikke kan komme i Lag med før til den Tid. Men forresten maa jeg anklage Deres Kone for mislig Omgang med Sandheden, hvis hun har bragt den Besked til Wiesbaden, at der ^var√ Planer hos mig om at gaa paa Julegæsteri hos Eder saa langvejs borte. Min Kasse 3 bevilger absolut ikke flere Rejsepenge for dette Aar. Dette skriftede jeg ganske aabent for hende. Men hvis Forsynet vil beskære mig et godt Dødsbo eller et Par gode Ejendomshandler i det nye Aar, saa er det ikke udelukket, at jeg senere kunde mødes med Eder.

Forresten er jeg mest optaget af, hvorledes jeg dog skal blive færdig med mit "store Værk". Efter at jeg nemlig nu har lagt Mændene fra 48 og ikke blot dem, men i det Hele alle de ledende politiske Størrelser fra 1830-1870, ogsaa de Konservative og Demokraterne og Løsgængerne, ialt mindst 20, til den ligesaa store Række fra Tiden efter 70, hvoraf jeg endnu mangler 6-7 Stykker, saa har jeg dermed anlagt mig et "stort Værk", som forenet med mit Stormløb mod Folk Sorø 2^den og Justitsminister-Taburetten og min Sagførerpraksis giver mig Hænderne fulde af Opgaver for den nærmeste Fremtid. Skulde jeg virkelig blive nødt til at snyde Dem for den Taburet, som jeg véd, at De har sat saa stor Forventning til?

Der skar et rigtigt tilfreds Ansigt ud af Deres Brev idag, saadan et Ansigt, som man 4 har paa, naar Arkene begynder at højne sig i Skuffen og Pennen at glide let paa Papiret. Og hvad Deres Fremtidsplaner angaar, saa er det saa heldigt, at jeg véd lidt Besked dermed. De skal den 4 Februar – Brandes's 70 aarige Fødselsdag – tale paa Raadhuset for G.B. sammen med Clémençeau for Frankrig, Knut Hamsum³ for Norge, Heidenstam for Sverrige. Saaledes lyder Parolen fra Integade⁴, udstedt af "Ham selv" ɔ: Cavling. Clemenceau vil sammen med Anatole France blive ført her til i Salonvogn; om en saadan ogsaa bliver sendt til Wiesbaden efter Dem, har jeg endnu ikke hørt.

Her er surt Vejr, der sætter Gigt i Lemmerne og Tørhed i Hjærnen, ingen synderlige litterære Skandaler, Flovhed paa det politiske Marked, normal Sjofelhed i Aviserne, – men til den 4^de Februar saa mødes vi altsaa paa Raadhuset og saa skal Bølgerne gaa højt, det er der Præcedens for.

Hils mange Gange Deres Kone, den paa min Kasses lave Vandstand vantro Thomasine – og Else, hvor er hun henne? God Skrivelykke selv!

Deres hengivne
Erik Henrichsen

Brevet befinder sig på KB i Tilg. 306.