Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
9. oktober 1906

Digternes Forret at være Anarkister

9 Oktober 06.

Kære Henrik Pontoppidan.

Tak for Bogen og for det Venskab, hvormed De nu i flere Aar har sendt mig Deres Bøger. Jeg føler mig hver Gang flov over, aldrig at kunne gøre Gengæld.

Først maa jeg nu rose Bogen1 for dens kunstneriske Fortrin. Jeg synes, det er et ypperligt Drama. Det har det rigtige spændte Nervesystem, som et Drama fordrer. Dèr, hvor Otto Kall i Raseri slaar Glasset ud af Haanden paa Flaben, føler Læseren sig paa den Handlingens Spids, hvortil det foregaaende som Præmisser er løbet hen, op, og hvorfra det efterfølgende som Konsekvenser vil løbe ned. Det er noget rent Vaas, at Figurerne skulde være abstrakte, som Sven Lange2 skrev. De er paa én Gang individuelle og typiske, – det er vel det sidste, S. L. tænker paa. Men saadan var jo ogsaa Ibsens Figurer i hans bedste Tid. Først da han blev affældig, fik hans Skikkelser det Præg fra en Abnorm- eller Sindssygeanstalt, som vor Ven Sven kaldte "Livet".

Skønt De plejer at sige, at naar Deres Bøger har underholdt Læseren, er for Dem Hensigten naaet, 2 troer jeg dog, at Bogens Tendens for Dem er Hovedsagen, ligesom det er den, der bliver tilbage i Læserens Eftertanke. Jeg glæder mig i mit Hjærte over den Ungdom, der boer i dette Arbejde, og over det Ungdomssind, der fra den skal strømme over i de faatallige, men ægte Ungdoms-Sind, hvoraf der til enhver Tid lever nogle Stykker, – hyppigst i den store navnløse ukendte Flok. Al Ungdom kender hinanden igen paa Blinket i Øjet og Trækket om Munden, selv om Idealerne skifter med Tiderne. Derfor har denne Bog den rette Ungdom, skønt den nok af og til gør et lidt afbleget og forældet Indtryk. En ung Nutidssjæl vil vist synes, at en Frihedens Helt som Otto Kall, med Erindringsmedaillen fra 70'ernes Krigsaar paa Brystet, ikke kan tages helt for fulde. Erfaringen fra vore hjemlige Forhold har for√ hyppigt vist, at den Slags Folk, som gør Grin med Religionen og slaar Dumheden for Panden, bare er ordinære Litteratører3. Den dybe Kløft ml. Borgerskabet og "Frihedsmændene", som Deres Drama forudsætter, kan Ungdommen ikke faa Øje paa i et Land, hvor de sidste har haft fælles Organ med Borgerskabet i lange Tider, og hvor Otto Kalls Regimentskammerater, de litterære 3 Tugthuskandidater – altsaa Folk som E.B.4, P.N.5, Carl Ewald, Gustav Wied – i Virkeligheden har√ rakt Borgerskabet mange flere Fingre end Rektorerne, Adjunkterne, ja selv Sognepræsterne. Det er gaaet med Titlen "ærlig Soldat" i Frihedens Tjeneste ikke bedre end med Digter-Titelen. "Andre Kancelliraader" – som der staar i Rangforordningen.

Naar jeg ser, hvordan De lader de borgerlige Dyder nedsable paa Rad, Humaniteten, se pag. 63, Retskaffenheden og det ædle Frisind, se pag. 91, og samtidig Romantiken, Følelses-Sværmeriet, Dionysos-dyrkelsen, se pag. 79-85, tænker jeg paa, at hvis jeg nu var en ung Student, som dengang jeg læste Ibsen, vilde jeg føle mig ulykkelig som den, hvem Benene bliver slaaet bort under. For naar man hverken maa være Rationalist eller Romantiker, naar det 18 Aarh.'s Borgerdyds-Ideal er lige saa latterligt og ferskt og nøjsomt som Guldharpens poetiske Evangelium fra det 19 Aarh., saa er man jo udenfor Historien og Livet. Men nu ved jeg, at det er Digternes Forret at være Anarkister. Vi andre Spidsborgere maa indrette os mere praktisk indenfor Historiens og Livets Rammer.

Det er Deres Dramas største Betydning, at det paany og mere absolut end det før er sket i 4 dansk Litteratur, prædiker Undergangen, Opofrelsen, Heltedøden som den Pris, hvormed enhver virkelig stor aandelig eller social Revolte eller Emancipation maa betales. Der er noget russisk ved dette Drama, bedre Ros ved jeg ikke at sige derom. Denne lille naive Pige med sin Beriderforelskelse og Journalist-Ærgerrighed ved Haanden af den√ gamle gustne Krykkegænger af en Satyr, det er i Sandhed udødelige Skikkelser. Saaledes ser i vil i Fremtiden Frihedens udvalgte Redskaber se ud, – og ikke i Gestalt af en parlamentarisk Oppositions-Taler og demokratisk Avisskriver. I Fremtiden vil i "fremskredne" Lande Parlamentarismen og Demokratiet – og ikke blot Bondedemokratiet, men en Gang senere ogsaa det socialradikale og socialdemokratiske Demokrati – blive Tidens sande Kongemagt og Hof, og de parlamentariske og journalistiske Lykkeriddere, ogsaa de allermest saakaldt radikale, Tidens virkelige Hofmænd, Lakajer og Snobber. Etatsraadens, Rektorens, Adjunktens, Sognepræstens Type er i Færd med at blive en Fortidslevning, naar den skal gælde som Udtryk for det i Tiden og Samfundet, Kampen i næste Omgang skal staa imod. Nej, lad os faa Parlamentarikeren og Bladskriveren, RidderenKongen af "den offenlige Menings" Naade og 5 hele hans Hof og Embedsmænd – lad os faa dem paa Scenen.

Der er altsaa nok noget i den Front, "lange Tom" har gjort, og det Sigte, den har taget, som jeg synes ikke rækker langt nok ud. Den radikale Journalist skulde egenlig√ være paa den anden Side af Kampstillingen, dèr hvor i Stykket Rektoren er anbragt.

Tag mig nu ikke disse politiske og højst prosaiske Indvendinger ilde op. Lad dem tværtimod tjene Dem til Bevis for, hvor meget Bogen har optaget mine Tanker i disse Dage. Det gør godt at aande høj Luft. Det er halvvejs ikke paa egne, men paa den opvoksende Ungdoms Vegne, jeg har talt. Jeg har tænkt mig ind i dens Tanke. Ogsaa paa den Maade, at der mangler Klarhed over Tankerne – hvad jeg desværre mærker ved at gennemlæse, hvad jeg har skrevet.

Og hermed for dennegang Hilsen og Haandslag og Tak.

Deres hengivne
Erik Henrichsen.

 
[1] Bogen: Asgaardsrejen, der udkom 5.10.1906. tilbage
[2] Sven Lange: anmeldte Asgaardsrejen i Politiken 6.10.1906. tilbage
[3] Litteratør: litterat, skribent. Fransk påvirket form for Litterator. Se ODS. tilbage
[4] E.B.: Edvard Brandes. tilbage
[5] P.N.: Peter Nansen. tilbage