Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 10. november 1937
De er altid med Oldefar
10 Novmb. 37
Kære Pontoppidan. Hade De faaet Brev fra mig hver Gang jeg har tænkt paa at nu skulde der skrives, saa vilde De være blevet lige saa træt af mine Breve som af de besøgendes Beretninger om deres Rejseoplevelser. Men nu skal De alligevel høre fra mig og først og fremmest faa min Tak for Deres Breve1 som jeg blev ganske rørt ved at faa da jeg ved at det dog er Dem et Besvær at skrive. Men Brevet her blir nok ikke let at komme igennem. Men det blir næppe af de lange det skal kun foruden Takken fortælle Dem at jeg har det saa nogenlunde og er ret tilfreds med Tilværelsen i [tom plads] skønt den ikke er videre spændende. Dagen gaar efter Klokkeslet den ene efter den anden op Kl 8½ og i Seng Kl. 10 og faa eller ingen Særoplevelser imellem.
2 Igaar hade jeg et Par Timers Frokostbesøg af Dr. Poul Nørlund og hans Kone en Datter af min gamle trofaste Ven Niels Møller. Det var kun [sætningen ikke fuldført] I flere Aar har han2 lidt af tiltagende Lammelse i Underkroppen. Nu kan han slet ikke gaa mere men maa køre i Rullestol i sine Stuer men det værste er at Lammelsen synes at forplante sig til Overkroppen. For et Par Aar siden kunde han ikke skrive tydeligt. Saa lærte han sig at skrive paa Maskine, men nu kan han heller ikke det mere, for der kan ikke med Sikkerhed anslaas de rette Bogstaver saa nu maa han diktere, men det værste er tilbage for nu begynder han ikke at kunne finde de rette Ord han vil sige. Det er som Lammelsen har begyndt at naa Hjernen. Det er forfærdeligt. Han er kun 78 Aar. Vi har Fødselsdag paa samme Dag. Vi har altid skrevet 3 til hinanden – vor Brevvexlen er lige saa gammel som Deres og min. Hørelsen og hans Syn er saa godt endnu, at han kan læse, og han er en lidenskabelig Natlæser. Læser også [sætningen ikke fuldført] Det kan jeg desværre ikke. Jeg kan lige se det store Hoved paa "Politikens" Forside men ikke tyde Overskrifterne over Artiklerne. Mit Syn tar af, men jeg frygter dog ikke, at jeg skal blive blind. Jeg kan da se mine Omgivelser men der er som en Taage mellem dem og mig, kuriøst nok kan jeg aldrig rigtig forstaa, at jeg ikke kan se. Tit gaar jeg hen til en Reol og tar en Bog for at se noget efter og blir saa skuffet eftertrykkelig for jeg kan ikke se et Bogstav. Forleden skrev jeg et Brev paa to Sider, og da jeg viste Frk. Pansch det 4 for hvis der skulde være nogle "Lufthuller" som skulde udfyldes, sa hun Jamen der staar da ikke noget paa de to Sider uden Deres Navn. Jeg hade skrevet løs uden at kunne se at Pennen ikke gav Blæk. Læse kan jeg ikke. Jeg tilbringer Timer siddende i min Stol ved Skrivebordet med lukkede Øjne og saa lever jeg paa Minder fra Fortiden lige fra min Barndom og mine Nærmeste fra den Tid staar saa levende for mig som aldrig før. Ogsaa mine Venner fra Fortid og Nutid gør det og De er altid med Oldefar.
Deres hengivne
M. Galschiøt.