Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 30. november 1911

Steffen til Wiesbaden i Julen

Helsingør 30. Nvbr. 11.

Kære Fru Pontoppidan. – Min Søster spurgte iaftes: Naa fik du saa skrevet til Pontoppidans idag – hvad jeg havde sagt, jeg vilde gøre – men ikke faaet gjort – og nu kommer Deres Brev og gør mig paa en Maade det samme Spørsmaal – – saa nu er det nok bedst, jeg ser at komme i Lag med det og sende Dem en lille Hilsen herhjemme fra, for at De dog ikke helt skal glemme, at De foruden en Søn ogsaa har efterladt en Ven her i Helsingør – ikke at tale om "Familiebegravelsen". Samtlige Efterladenskaber er i bedste Velgaaende. Da jeg sidst saa Steffen – det var som sædvanlig paa Vej fra den franske Lærer – var han straalende glad ved Tanken om, at han skulde til Wiesbaden i Julen og kunde nøjagtig paa Fingrene, hvor mange Dage, der var igen, inden han skulde rejse. Jeg skilles fra ham som altid med en venlig Opfordring til at komme og besøge mig, naar han havde Lyst og Tid, men enten det nu er det ene eller det andet, det har skortet paa – jeg har endnu ikke set ham her. Nu maa De ikke skrive til ham, at han skal gaa herud, for saadan noget skal være frivilligt; jeg har da selv været Dreng engang og har ikke glemt mine Fornemmelser overfor ældre "Onkler", om jeg saa maa sige. Jeg spurgte Prof. Krüger1 om ham, sidst vi var sammen, og han var fremdeles meget tilfreds med ham. – Familiebegravelsen ligger stille hen og passer sig selv, uforstyrret af Gravrøvere og Rotter. En Gang imellem kigger jeg gennem Ruderne ind til den, men endnu er Støvet over Urnerne da ikke tommetykt, saa for den Sags Skyld kan De godt blive væk en rum Stund endnu og, naar De kommer tilbage, finde alt uforandret. Deres Blomster har det godt paa Verandaen, og hver Morgen forskaffer De mig et Par søde Minutter, medens jeg nyder nogle Teskefulde af Deres Honning paa fastende Hjerte. Om det er dem, der gør, at jeg føler mindre til Gigten i Dagens Løb, eller om det er det milde Vejr og det stilfærdige Liv jeg fører, der gør det, skal jeg ikke kunne sige; men jeg har det egenlig i det store og hele prisværdig godt i saa Henseende. Derimod kan jeg nok nu og da faa nogle Anfald af Nedtrykthed, hvorunder jeg faar Lyst til at rejse fra det hele, om ikke ad Helvede til, saa dog til varmere og livligere Strøg end Bjergegade, Stengade og Nordre Strandvej. 2 Saa glider jo ogsaa Wiesbaden gennem mine Tanker – mere vistnok for Deres end for Stedets Skyld – men ogsaa Venezia, Paris, ja selv London, som jeg skrev til for et Par Dage siden for at faa Oplysninger om et derværende dansk Pensionat. Foreløbig har jeg dog haft nok af et 4 Dages Ophold i København, hvorunder jeg var 3 Gange til Middag og 1 Aften til "Madam Butterfly" i kgl. Teater. Den ene Middag – hos min Svigerinde Fru Kühle i Halls Allé (De faar vel ikke Hjemvé ved at se det Navn) – var jeg sammen med Monsignore Henry Ussing2 og hans Signora, der er døbt Marie3, men populært kaldes La' mig Henry. Hun har kastet sin Interesse paa mig, siden jeg i Sommer engang trakterede hende med Te paa Verandaen, men endnu behersker vi da vore gensidige Følelser. Med Pater Henry diskuterede jeg i en halv Time Sofa-Frontstilling et eller andet etisk Problem, hvilket, har jeg glemt, men det var i dybeste Alvor og Uoverensstemmelse. Om Søndagen var jeg sammen med Stridsenglen St. Georg Rovsing, der hele Aftenen red sin fnysende Kæphest Dr. Muus' Afskedigelse√ og stak med Lansen efter Dragerne Hoff og Bülow. Han er saa køn at se paa og ganske morsom at høre paa, for han er godt gabflabet og vejer ikke sine Ord. – "Butterfly" var daarlig italiensk Operamusik overtrukket med en Wagnersk Fernis, meget lidt værdifuld, synes jeg. Efter disse 4 Dages Oplevelser – hvorunder bl. a. et Møde med Henry Nathansen, veltilfreds og forventningfuld, og med Rist, resigneret dog veltilpas i sit smukke Hjem – begge spurgte med varm Deltagelse til Familien Pontoppidan – kom jeg hjem, godt træt og mæt af megen Middagsmad og mange Mennesker, og nød den næste Morgen min stille Vandring langs Damkanten med Brødkurven i Haanden og Svanerne i Vandet ved Siden af. Det var Hvile og Fred. Men da jeg over Middag atter gik ud i Halvlyset og Taageluften ad de mennesketomme Landeveje, var jeg allerede godt paa Vej igen til Sørgmods og Selvopgivelsens Land. Og det Land ligger ikke mange Mil borte, og Vejen dertil gaar saa let, stadig ned ad Bakke. Jeg mødte ogsaa i Kbhvn. en Dag Karl Larsens Fylgie, Fru Mimi4, og spaserede en Stund med hende i frisk Vintervejr, og fyldtes af Beundring over det Livsmod, den Mand maa være i Besiddelse af, den Livsfylde, der ikke strækker til til ikke blot at føre ham selv ud paa en 6 Maaneders Foredragsrejse gennem Amerika, Asien, Afrika, Australien og mulig andre Verdensdele, men til at gøre den vel snart 63 aarige Fru Mimi til en spænstig, rank, voksen√, velproportioneret, fuldbarmet, rapfodet, rødmusset, sortsilkeklædt, lykkelig smilende Ungkone-Skikkelse, som fik sin Kavaler til at svanse sidelæns afsted med sig under livlig Udveksling af "Aandrigheder". Men hans sidste Bog "det springende Punkt"5 kunde alligevel være bedre. – Lev nu vel alle tre og skriv snart igen til

Deres heng.
M. Galschiøt.

 
[1] Krüger: Christian Krüger (1849-1936) rektor ved Helsingør højere Almenskole (tidl. Helsingør Latin- og Realskole). tilbage
[2] Henry Ussing: (1855- ) provst, sognepræst ved Jesuskirken i Valby. tilbage
[3] Marie: Anna Marie Katharina Helene Blom, f. 1851. tilbage
[4] Fru Mimi: malerinden Mimi Larsen f. Schwartzkopf (1851-1932). tilbage
[5] Det springende Punkt. Fortællinger, 1911. tilbage