Sophus Claussen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Sundevedsgade 2. 16. maj 1901
Menneskesjælen er en saa skrøbelig Ting
Sundevedsgade 2II V.
16/5 1901
Kære Hr. Henrik Pontoppidan.
Hjærtelig Tak til Dem og Deres Frue for al den Venlighed, De viste en fremmed "Rejsende i Forretning og Agentur". Som den daarlige Agent, jeg altid har været, er jeg allermest tilbøjelig til at glemme Forretningssiden af Glæde over at have været paa saa frisk et Sted som Snertinge-Jyderup. Men vil De alligevel sige til min Madmoder i Snertinge, at Bladet maa og kan komme i Stand, saadan et stilfærdigt Blad, hvor fri Mænd i Literaturen kan sige, hvori de er uenige med Publikum, Døgnet og Smagen. – Jeg vil endnu forsvare alle mine Ungdomsgalskaber, jeg vil ikke tilbage bag noget Hegn, jeg tror, man hellere skal bløde for en dristig levet Ungdom end for ingen Ungdom, – men jeg vil kun prise de friske Steder, og det ødelægger al Ensidighed, synes jeg. Af det meget vi talte om, syntes jeg, dette hørte til det vigtigste. Jeg har tænkt over Deres Bemærkning om, at Menneskesjælen er en saa skrøbelig Ting, der ikke taaler ret stærke Stød. Det ligner Dem. Men jeg tror 2 ikke paa nogen virkelig Reaktion hverken hos Dem eller mig selv eller det Folk, vi tilhører. Alle Spor gaar i den modsatte Retning. Renhed tror jeg derimod paa. Vor Literatur har længe været uren og udspekuleret. Det eneste, der kræves, er virkelig kun, at nogle, der respekterer sig selv som ordenlige Mennesker og Literater sætter sig til at sige deres Mening temmelig gratis en Gang om Ugen og længe.
Jeg for min Del skal ikke mangle Udholdenhed, med mindre da Papiret og Tryksværten bliver mig nægtet.
"Trefoden"1 har jeg tænkt paa; i forbedrede Skikkelser. Det er meget vanskeligt at fjærne Løvenavnene. Selv om jeg digter en Fabel ind om Ole og Peter, maa jeg dog beholde de direkte Henvendelser til de to Løver2, om end kún som indskudte Bemærkninger.
Men dette vil jeg holde Dem uden for – da De jo synes, jeg har Uret, om ikke i Sagen, saa dog overfor Personerne.
Jeg har jo begaaet den "Perfidi" at skildre Personerne, saaledes som de har virket, og ikke, som de muligvis er. Men kan det kaldes en Perfidi? Og hvorledes skal man ellers bekæmpe Virkningen af dem?
Deres hengivne Sophus Claussen