C.P.O. Christiansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Oslo. August 1932 (eller september 1932)
gjort af mandigt i vort Land
Adresse Hospitset, Rosenkransgade 1
Oslo.1
Kære Dr. Henrik Pontoppidan.
Det er et Menneske i stor Nød der her henvender sig til Dem, og De har jo forlængst set hvad Grunden hertil er og naar jeg sender Dem medfølgende Avisudklip2 er det fordi her er Sagen i sin Sammenhæng og set som den ser ud fra mit Stade – og jeg frygter uden Deres Hjælp at blive kvalt hjemme i Danmark efter først at være gjort til Grin.
Min Vilje er ikke at lave Storpolitik eller nye Grønlandsordninger hvor gerne jeg end saa saadanne men det er at nedbryde en fuldstændig eensidig dansk Opfattelse af Sagen3, forhindre saa vidt jeg magter at dybe Misforstaaelser slaar Rod mellem det danske og norske Folk, og jeg ønsker at hævde min Ret som dansk Historiker til at mit Standpunkt, et Standpunkt der siden 1924 stadig er blevet klarere, bliver hørt.
Mod Politikens Leder hævder jeg en Ret for hver dansk Mand der sætter sig ind i en Sag til at tage Parti for og mod en Regerings – eller Rigsdags – og offentlig-Mening – Enighed i Landet. Og en saadan Handling kan og maa ikke gøres til Grin som en Latterlighed og Opblæsthed af 2 en Mand der i 26 Aar næsten udelukkende har beskæftiget sig med Historie.
Ja, jeg beder Dem om Hjælp mod Politikens "Manden som fik Luft", fordi jeg ved at De forstaar mig – det skrev De til mig efter "Folkelykke og Landskab"4 og som en Mand der har tugtet dansk Folkekarakter som ingen anden. Hjælp mig mod den Aand der raader i Politikens Leder og den Vilje til at nedkue og latterliggøre og umuliggøre mig fordi jeg nu engang ikke kan se paa vor Østgrønlandske Suverænitet som de andre og mener at vi dér handler uærligt og brutalt i et uhyre compliceret Fortidsspørgsmaal og omtvisteligt Nutidsspørgsmaal.
Det er ikke Sagen selv[,] for den venter jeg ikke at De skal se paa som jeg, der gennem mine norske Oplevelser er anderledes end andre stemt, men det er det om man maa være til i Danmark naar man i dybeste Alvor og Overbevisning og i Angst og Bæven sætter sit hele ind for hvad man synes er Ret og bør blive sagt blandt det andre siger.
Jeg vilde være Dem inderlig taknemlig om De vilde tage til Orde5. Jeg har sendt Politiken et 3 Stykke hvori jeg kræver dets Redegørelse for hvad det mener. Om en dansk Historiker har Ret til at føle Medansvarlighed for hvad der sker af Historie i hans egen Tid, naar dette bygger paa historisk Grundlag. Om han har Lov til at udtale sin Mening offentlig, og om han naar den i 8 Aar har været kendt hjemme, uden at Pressen har villet omtale den har Ret til at udtale denne Mening i Norge, hvor den i Forvejen har været aftrykt i alle Landets Aviser efter de danske Kilder.
Jeg frygter at min Forespørgsel bliver undertrykt, og bliver den det ikke, frygter jeg et Svar som er skrevet efter Regeringens Sind og ikke efter hvad der er Ret og mandigt.
Kommer mit Spørgsm. til Redaktionen ikke frem, vilde De saa ikke gøre mig den inderlige Glæde at svare i Politiken, ved at tage til Genmæle mod Lederen "Manden som fik Luft."
Med en hjertelig Hilsen og Tak, hvad De end bestemmer Dem for, for alt hvad De har gjort af mandigt i vort Land ogsaa til Hjælp for mig.
Deres ærbødigt hengivne
C.P.O. Christiansen
