Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
16. juli 1916
Deres Danmarks-Psykologi
16 Juli 16
Kære Henrik Pontoppidan
Det er et Aar siden jeg en Middag var sammen med Dem hos Nathansen i Mørdrup, og det er 2½ Aar siden jeg en Dag (sammen med Fru Schütte) besøgte Dem i Snekkersten.
Af Dem selv giver De mig jo aldrig et Livstegn; men engang imellem synes jeg dog, jeg vil spørge, hvor De holder. Naar vi først er døde, er vi jo nødte til ubetinget at holde Mund. Men saa længe osv.
Jeg har i en ti Maaneder sysselsat mig med Voltaire og gør saa endnu. Stor Fremgang har jeg endnu ikke havt. Men jeg arbejder. En Del Artikler har 2 [jeg] samlet i en Bog paa lidt over 20 Ark, Verdenskrigen, som maaske allerede i denne Uge kommer ud.
Jeg lever meget ensomt, og Krigen volder mig Sorger. Min Datters unge Mand skal nu til paa tredie Aar at døje en Krigs Besværligheder og selv om han undgaar Død og Saar – hvad jo er en daglig Fare – hans Nerver kan ikke mere. Han er Kaptajn i Artilleriet.
Hjemlige Tilstande interesserer under disse Forhold ikke meget. Da jeg var ung, vilde Juni-Grundlovens Tilbage-Erobring have frydet mig. Nu har jeg knap skænket den en Tanke.
Jeg tænker mig, De fuldender Deres store Værk, som jo er en Danmarks-Psykologi.
3 De er lykkelig at De kan skrive frit uden at skulle raadspørge utallige Bøger. Jeg har paa én Gang vel 130 Bind hjemme fra det kgl. Bibliotek alene.
Jeg slutter med hvad jeg vilde begynde med: Ser det lige trist ud i Deres Hjem? Det er en skrækkelig Sorg at se den lide, man holder af. De har trukket Dem helt ud af alt offentligt Liv. De er af de faa, hvis Navne ikke staar nævnte i de velsignede Aviser. Føler De aldrig Trang eller Drift til at sige et Ord med?
Jeg havde i Sinde at tie under Krigen og tav, men fra alle Lande kastede man sig over mig, fordi jeg tav, og endnu mere, da jeg talte.
Deres Georg Brandes
