Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
7. oktober 1906

om Asgaardsrejen

7 Oct. 06

Kjære Pontoppidan

Hav Tak for Deres Skuespil, som det glædede mig at faa og glædede mig at læse.

Det vilde være vemodigt om det Stykke skulde henligge uspillet. Desværre stemmer dets Aand jo ikke med det Kongelige Theaters, og Dagmartheatret har vel ikke Evne til at besætte det. Men se at faa det frem!

De er snart den eneste, hvis Værge endnu har Ægg.

Deres Forfølger Sven Lange savner noget hos Dem (som hos alle andre) han kalder Livet. Jeg har aldrig forstaaet hvad det er. Saasnart der er en Tanke med noget, siger han, at saadan er Livet ikke. Men 2 hans egne Stykker Kjærlighedens Narre1 og Iris2 er stiliserede i helt gammel Komedie-Manér.

Deres Ragna er en smuk og ny Skikkelse.

Jeg vil haabe at Otto Kall ikke virkelig har Nyrekolik. Det er vist grimt. Jeg har det ikke, og synes dog, jeg har nok, drages jævnlig med Aarebetændelse og Gigt; gaar desuden som med Hovedet i en Oldenborre-Sværm; saaledes bliver jeg plaget.

Vi er samtidige ɔ: vi ses undertiden engang om Aaret, undertiden kun hverandet Aar. Det er ikke nok for mig.

Da jeg ser, hvad Ven De er af Jubilæer (o Jubilæum! hvo har malt din Gru!), behøver jeg ikke at spørge, om De kommer til H.D.s3

Deres hengivne
Georg Brandes.

 
[1] Kjærlighedens Narre: Kærlighedens Narre, Komedie i tre Akter (1897). tilbage
[2] Iris: Iris eller Den usaarlige Frue, Komedie i tre Akter (1897). tilbage
[3] H.D.: Holger Drachmann. tilbage