Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
17. januar 1905
Hadet svulmer mod Navnet Brandes
17 Jan. 05.
Kjære Pontoppidan
Det er dog saa middelalderligt at gaa op til en Mand, der gjerne vil se En, uden forud at gjøre Aftale med ham, og paa en Tid, da han ikke modtager. Saadan gik jeg glip af Deres Besøg. Blot De en anden Gang forud vilde underrette mig ved Brev eller blot ved Telefon til min Datter.
Nej, jeg skriver ikke mere Mandagsartikler, dels fordi jeg har nok deraf, dels fordi – som De nok kan forstaa – den nye Redaktion af Politiken slet ikke har anmodet mig derom. Min Broder er veget for den truende Concurrence og for Hadet, der stedse mere er svulmet mod Navnet Brandes. Ogsaa 2 jeg gjør rettest i at holde mig tilbage. Den yngste Ungdom er mig ikke gunstigt sindet, og jeg er for stolt til at ville ligge i Strid med de Unge.
Det er højst besynderligt for mig. Jeg har nu været her i en Maaned, og jeg har ikke havt tre Samtaler med Mænd. I Frankrig taler jeg med alle, her med Ingen. Jeg staar de fremmede Forfattere, hvem jeg ser et Par Maaneder om Aaret, langt nærmere end dem, jeg boer i Land sammen med og hvem jeg aldrig ser.
Ministerskiftet synes mig ikke at love noget Godt. Men det stemmer jo med det danske Folks Flertal.
De kan vanskelig fordrive de Linjer, De selv i Deres Bog har draget, fra Læsernes Sind. De skulde rette dem i Deres følgende Bog, synes jeg.
Deres Georg Brandes.
