Georg Brandes til Henri Nathansen
Sendt fra København. 11. juni 1903
Det danske Sprog mit Fædreland
Kbhvn
[torsdag] 11 Juni
*03
Kjære Hr. Nathansen
Dette er jo ikke det første Bevis paa Velvilje jeg modtager fra Dem, og dog rørte det mig som var det det første. Versene1 er saare smukke og det vilde være godt, om De havde kunnet skrive Deres Mismod bort i dem; desværre er Mismod jo en klæbrig Ting, som man aldrig let ryster af sig.
Naturligvis kjender jeg af personlig Erfaring den Følelse, som har dikteret Dem disse Vers, dog langt mindre (end De) indefra, mest eller udelukkende naar jeg af Andre behandledes som fremmed her. Dette er jo dog den Natur, hvori jeg er voxet op, den eneste, jeg har set med Barndommens og den første 2 Ungdoms Øjne; Libanons Landskaber vilde jo være mig fremmede trods den formodede Afstamning, der for mig staar som saa uvis. Det er de Andre, som har givet Dem Hjemløshedsfølelsen; havde de Andre aldrig ladet Dem mærke nogen Forskjel, tvivler jeg paa, at De blot paa Grund af en Temperaments-Afvigelse havde følt den. Det danske Sprog er nu en Gang mit Fædreland.
Iøvrigt er den Følelse der fylder Dem,√ i de sidste Aar traadt mig bestandig stærkere i Møde udefra. I Galizien opsøgte unge zionistiske Jøder mig og udtalte deres Klager. En fremragende jødisk Forfatterinde i Rusland, der helt lever i denne jødiske Følemaade, har flere Gange skrevet mig til; men især har den store Flok af jødisk-russiske 3 Studenter og Skribenter i Paris lært mig deres Syn paa hvad de kalder deres jødiske Nationalitet at kjende, og meget er skrevet om mig selv paa Hebraisk med bitre Klager over at jeg ikke føler mere og anderledes for de lidende Jøder end for alle Jordens andre Undertrykte. Men disse fremmede unge Jøder gaar videre end De; thi de skriver kun Hebraisk, taler indbyrdes kun Hebraisk, og er fast besluttede paa at skabe en ny hebraisk Literatur, til hvilken de allerede er begyndt at overflytte Europas og Amerikas aandelige Ejendom. Om blot halvhundrede Aar vil denne Literatur maatte2 regnes med, og Menneskehedens Splittelse være bleven endnu større. Og med dens Udvikling vil Overflyttelsen til Palæstina følge, hvis Kolonisation iøvrigt gaar saare 4 trevent for sig. Jeg selv kommer jo ikke til at opleve hvad alt dette vil føre til. Personligt vilde jeg ønske, at De, som jo dog ikke tænker paa at udvandre til Jerusalem eller at skrive paa Hebraisk, vilde overvinde eller dog bekjæmpe Forskjellighedsfølelsen hos Dem fra Omgivelserne, i ethvert Fald lade være at kjæle for den. Der er jo aldrig anden Udvej end: try to make the best out of it – udadtil, og forøvrigt søge at give vor Tilværelse en Mening ved at sætte os et Maal og naa det, søge at give sin Karakter og sit Levned Stil for Ens egen Skyld. Med disse en Seneca værdige Gammelmandsord er jeg, som ikke i nogen Maade trykkes af Alderen,
Deres hengivne
Georg Brandes
