Ungdom
Der var dyster Regnvejrsskumring i Stuen. Hun stod henne ved Vinduet og saa ud, medens hun blæste Røgen fra sin Cigaret ind mod Ruden, saa at Røghvirvlerne blev hængende i Glassets Dug.
Der lød en kort, diabolsk Latter i Stuen bag hende.
Uden at vende sig spurgte hun
"Hvorfor ler du Bror Erik? "
Hun hørte ham rejse sig og komme frem over Gulvet, og fra Krogen, hvor han sad.
Hun mærkede hans Fingre klemme om sin Arm.
"Har du Sorg, Bror?" spurgte hun og pattede ivrigt paa Cigaretten, for at den ikke skulde gaa ud.
"Den, jeg elsker er gaaet forbi mig med en Hovedrysten, nogle beklagende Ord. Hun vilde ikke forstaa at hun for mig betød Alt, hele mit Liv. Hun brød sig ikke engang om at kende mig."
Hans Stemme vibrerede af tilbagetrængt Graad.
Hun glemte at svare for at iagttage hvorledes Røgen fra en Skorsten paa Huset overfor slog ned over Taget, ind mellem Husene, hvor den væltede og vred sig i de særeste Former indtil den opløstes og forenedes med Regnluften.
"Ved du hvad hun sagde, da hun havde givet mig sit Afslag?" spurgte han pludselig i en Tone, der brændte af Trang til at vise hende sin store Smerte i dens Helhed.
"Næ." Hun ventede noget rædselsfuldt.
Han nød hendes slet skjulte Nysgerrighed i nogle Secunder, saa kom det –
"Hun sagde: De maa ikke være ked af det. Ikke være ked af det, du milde Gud! Hun kan da aldrig have elsket."
Han sukkede vanvittigt og søgte at faa Tag i hendes Blik; men hun hengav sig med stoisk Ro til Betragtning af Husrækken paa den anden Side af Gaden.
"Der er Piger nok i Verden Bror Erik" sagde hun endelig.
Han knækkede sammen.
"Der er kun een for mig." jamrede han.
Nu vendte hun sig; og han saa hendes ynksomme, rolige Smil.
"Det er maaske sandt i Dag og i Morgen; men saa finder du nok en anden Genstand for din unge Elskov, indtil du sidder tilbage med det, der for dig er Extrakten af Kærligheden, nemlig "Weltschmerzen". – For ikke sandt saadan en rar lille ulykkelig Kærlighed er dog saa hyggelig at sysle med i ledige Timer?"
"Du er nok overlegen." Stemmen gik i Stykker af Hidsighed.
"Ja", sagde hun tørt, og vendte sig atter mod Vinduet.
Han gik over mod Døren.
"Nu gaar jeg", sagde han og blev staaende.
"Værsaagod. – Til Lykke med den næste ulykkelige Kærlighed, lille Bro'r."
Han løb og smækkede Døren i. Hun blev staaende og smilte overbærende medens hun vippede Cigaretten mellem Læberne.
