Ude og hjemme

Nogle Profilrids

Af Maria Behrens

Den fremmede Mand

Nej, at de skulde mødes saadan. At det skulde blive saadan, de skulde mødes! Udenpaa en Sporvogn – efter alle de mange Aar – med fremmede Ansigter om sig; fremmede Blikke hvilende paa sig – midt i det hvide Sommersolskin.

Tankerne jog som smaa iltre Hammerslag gennem hendes Hjærne, og Blodet, der i samme Øjeblik, hun havde set ham, var stivnet ret op i hendes Aarer, tog nu Fart, saa Kinderne blev hede og Øjnene varme.

Han hilste; det gamle bratte Kast med Hatten, men hun saa straks, at Haaret var blevet graat, og Stemmen var mere stille end forhen, da han med et eget blidt Tonefald sagde netop de Ord, som ogsaa havde været i hendes første Tanker:

"Nej, at vi skulde mødes her!"

Vognen holdt.

"Jeg skal af her." – Hun sagde det lidt tøvende.

"Allerede." – Hans Øjne blev helt forskrækket ubehjælpsomme.

2 "Ja," smilte hun; "jeg har jo siddet derinde." Hun pegede ind i Vognen og undredes i det samme over, at hun følte det, som var der gaaet Aar og ikke blot Minuter, siden hun sad derinde og ikke anede, at han var nær.

De stod nede paa Gaden begge to, og Sporvognen kørte videre.

"Maa jeg følge med et Stykke Vej?" Hans Øjne bad stærkere endnu end Ordene.

"Ja Tak – hvis De har Tid."

Hun lo for at dække over det, at hun havde sagt "De". Men han blev helt tavs, medens de gik gennem den brede Hovedgades Formiddagsmylder. Og da hun skottede til hans Side og fik set, hvor bleg han var, hvor sammenbidt hans Mund, og hele Holdningen saa rank og stejl, da ønskede hun sig pludselig langt, langt bort fra ham igen; allerhelst hjem til Børnene, som sad og var utaalmodige efter, at hun skulde komme.

Saa drejede de ind i Parken, gik uvilkaarligt langsommere gennem den brede Allé og derpaa – stadig tavse – ned ad en Sidegang, en smal, halvdunkel Gangsti med hvide, dirrende Solpletter gennem det grønne Løvtag, og en gammel, krumrygget Mand, der gik og pilkede henkastet Papir op med en Pigkæp.

3 Hun gik og kom til at ryste af Hjærtebanken, fordi hun nu mærkede, at han saa paa hende; hans Blik ligesom brændte paa hendes Ansigt, og hun turde ikke møde det.

En af Pakkerne, hun bar paa, gled fra hende, ud mellem Fingrene, og faldt ned paa Jorden. Han bukkede sig hastigt.

"Skal jeg ikke hjælpe at bære?" spurgte han.

"Nej Tak." Hun kom til at le ved Tanken om, hvor pudsigt det vilde se ud med alle disse smaa Damepakkenelliker i hans store Næver.

"Men Blomsterne da?" Smilende pegede han paa det Bundt brandgule Iris, som laa over hendes Arm.

"Nej Tak, jeg kan saa godt selv." –

Nede, hvor Gangen endte, stod en Bænk.

"Sætter vi os?" spurgte han.

Hun tænkte et Øjeblik paa Børnene, som ventede; havde mest Lyst til at sige det, men satte sig dog.

"Og De – De er slet ikke forbavset over at se mig her?" spurgte han lidt efter.

"Jo–h"; hun undrede sig nu selv over, at det i Grunden kun var i allerførste Øjeblik, det havde grebet hende saa stærkt.

"Jeg kom i Morges," sagde han.

"Ja, saa – langvejs fra?"

4 Det kom til at lyde mere formelt, end hun havde villet det; men han mærkede intet dertil, fortsatte kun helt i sine egne Tanker.

"Sidst fra Italien; jeg har hastet hjem; rejst i ét Køre næsten."

Hun smilte og vilde gøre Tonen mild, men lige stiv blev den.

"De fik altsaa pludselig Hjemlængsel."

"Ja," sagde han og ludede fremover med Albuen støttet paa sit Knæ.

Hun saa paa ham, – den brede, stærke Ryg og Nakken med det krusede, graasprængte Haar, – og i samme Øjeblik vidste hun, at nu maatte hans Øjne være tunge og sorgfulde. Hun bøjede sig frem, vilde sige noget godt til ham, et eller andet, han kunde blive glad for. Men saa kom hun atter til at tænke paa Børnene, som gik og længtedes, og sagde saa rent uvilkaarligt:

"Ja, det er jo Sommer nu."

"Sommer!" Han lo, saa det formelig slog til Ordet. "Tror De, det var derfor? – Sommer her eller ude, – det kan jo være mig det samme." Lidt efter rettede han sig, og nu mødtes deres Øjne; han ligesom skruede sit Blik ind i hendes og holdt det fast. "Nej, ved Du, hvorfor jeg maatte hjem, Hedvig? Ved Du det ikke?" Han lo bittert. "Fordi 5 jeg nu er bieven saa lille, at jeg kan gaa paa Akkord. Du ved, at jeg engang havde det saadan, at jeg vilde hævde Kravet – alt eller intet – til det yderste – ogsaa, nej mest overfor dig. Men Du blev træt af baade mig og mit Krav og gik til en, som vel fordrede mindre. Jeg rejste og lovede mig selv, at nu vilde jeg intet, intet eje mere, ingen Minder, ingen Tro, intet Haab. Og jeg holdt fast ved det, lærte at holde dig ude i alle de Aar, indtil jeg fornylig i en gammel Avis herhjemme fra fik set, at han var død. Det vakte Uroen, – og ja, maaske var det et Haab; jeg ved ikke, men jeg maatte hjem og se dig."

Han tav, og de sad længe stille og saa i hinandens Øjne. Hun mærkede en frysende Fornemmelse fra Nakken op over Hovedbunden, det brød i Brystet og hendes Mundvige dirrede, og ganske langsomt fyldtes hendes Øjne med Taarer, som en for en dryppede ned i hendes Skød.

Forskrækket greb han om hendes Haandled.

"Men kære dog, Du maa ikke være vred. Gjorde jeg dig bedrøvet? Nej, nej, Du maa ikke græde."

Tonen var saa bønlig, at hun maatte smile og vilde slaa det hele hen i nogle flygtige Ord om Nervøsitet. Men saa sagde han ganske 6 sagte, mens hans store Fingre varsomt klappede hendes Haand:

"Jeg ved godt, at jeg er urimelig, at jeg var det ogsaa den Gang. Jeg taalte jo ikke, at Du tænkte paa andre eller saa andre; selv din Mor og dine Veninder var jeg skinsyg paa. Jeg vilde jo have dig saa helt for mig selv alene. Men det var galt; jeg ser det nu. Hører Du, Hedvig, jeg ser, at det var galt, – og saa maa Du ikke være vred – vel?"

"Vred?" Hun rystede paa Hovedet. "Jeg er jo slet ikke vred, for jeg har altid vidst, at Du selv led mest."

"Men sig mig?" spurgte han lidt efter, "var det af Trods, Du gjorde det andet?"

"Ja, – straks." Hun rettede sig og saa bort fra ham.

"Men senere, – senere, Hedvig?"

Ganske lempeligt gjorde hun sin Haand fri af hans Fingres knugende Greb.

"Han var saa god," sagde hun stille, "og saa da Børnene kom; de elskede ham."

"Har Du Børn?" Det kom næsten som et Skrig.

"Ja, – tre." Stemmen var varm af Moderglæde, og Øjnene havde pludselig faaet Glans.

"Ja saa." Han maatte tie længe, for han fattede det. "Og Du har altsaa været lykkelig?" 7 spurgte han derpaa i en lidt tvivlende Tone.

"Ja," sagde hun stille. Og lidt efter: "Jeg tror nu, at to Mennesker først kan elske hinanden, naar de har levet sig sammen gennem de mange Aar."

"Men elskede Du da ikke mig?"

Hun rystede paa Hovedet.

"Den Gang vidste jeg ikke andet; selv da vi skiltes, vidste jeg ikke andet, men Du var mig saa fremmed, da Du krævede alt det, man først kan give i Aarenes Løb – sit hele Jeg med alle Tanker og hver eneste lille Følelse."

Han lo en kort, skarp Latter og rejste sig brat.

"Ja, saa kan jeg altsaa gærne rejse igen derhen, hvor jeg kom fra."

"Rejse?" Hun saa pludselig op, mere forskrækket end hun selv forstod. "Hvorfor?"

"Nu har jeg jo set dig – og hørt Sandheden."

De gik tilbage imod Hovedalléen, tavse, indtil hun tøvende sagde:

"Vi flytter paa Landet i Morgen, Børnene og jeg … hvis jeg nu bad dig komme og besøge os, bare en Dag eller to?"

Han standsede.

8 "Som hvad?" spurgte han stakaandet.

"Som min Ven," bad hun næsten uhørligt.

Han lo bittert.

"Mener Du, fordi jeg nu alligevel er ved at gaa paa Akkord?"

"Nej." Hun saa roligt paa ham. "Jeg vilde blot, at Du skulde forstaa, hvorfor jeg maatte blive lykkelig."

"Hvorfor skulde jeg forstaa det?"

"Fordi det vilde give dig Fred."

"Fred?"

"Ja." Hun lagde sagte sin Haand paa hans Arm. "Og det maa det jo kunne, dersom din Kærlighed ikke bare gjaldt dig selv."

"Vil Du prøve mig maaske?" – Han saa spændt paa hende.

"Nej"; hun veg i Blikket, men jeg synes, at vi to skulde være gode imod hinanden."

De kom ind i Hovedalléens Menneskevrimmel. Hun fik travlt med at hilse paa Bekendte, og de talte ikke sammen, før de stod ved hendes Gadedør.

"Kommer Du saa?" spurgte hun.

Han svarede ikke, stod og saa paa en af de gule Iris, der havde løsnet sig fra det øvrige Bundt og var brudt i Stilken; nu hang det ranke, formstærke Hoved knækket ned over hendes Arm.

9 "Maa jeg tage den?" spurgte han.

Hun nikkede og sagde i det samme:

"Saa kommer Du altsaa ikke?"

"Nej," svarede han og kneb Blomsterstilken over.

"Hvorfor?" Hun spurgte saa sagte, som vidste hun allerede Svaret.

"Fordi jeg drømte for rigt til at blive din Gæst for en Dag eller to."

Han hilste og gik hastigt ned ad Gaden. –

Da hun kom op, stormede Børnene hende i Møde.

"Hvor Du kommer sent, Mor?"

"Aa–h, som vi dog har ventet!"

De yngste klyngede sig til hendes Hals og Arme. Men den ældste blev helt alvorlig staaende midt i Stuen.

"Mor," sagde Drengen; "her oppe fra Vinduet saa jeg før, at Du kom sammen med en fremmed Mand. Er han gaaet nu?"

"Ja." Hun gjorde sin ene Haand fri af de andres Omfavnelser og rakte den ud imod ham. "Nu er den fremmede Mand gaaet," sagde hun og aandede hastigt op, som var hun undsluppet en Fare.

10	Dit Land er ikke mit Land –

13 Hun ejede saa godt som hele Bygden, hun, Ingrid paa Næsset, som de kaldte hende. Alle Skovene, saa vidt man kunde øjne, var hendes, og Engene langs Aaen, og Savværkerne og alle de stenindhegnede Marker, der bakkede sig op og ned langs Landevejen.

Urimelig rig maatte hun vel være; nogle mente rigere endnu end Greven paa Tjænge, og endda gik hun altid klædt som den fattigste Skovhuggerkjærring i en graalig Hvergarnskjole, der var luvslidt baade her og der, og med et rødstribet Hovedklæde som Ramme om det vejrbidte Høgeansigt med de hvasse, lyse Øjne.

En Arbejdshest var hun; paafærde allevegne fra tidlig Morgen til silde Aften, og bange for at tage et Nap med i selv det allergroveste Slid var hun ikke. Man vidste endnu at fortælle om den Vinterdag, hun var kommen langt op i Skoven for at se paa Hugsten, da fik hun se en ung Karl, som stod og drog paa sig og ikke ret kunde faa Armene paa Gang; 14 – mænd, om ikke Ingrid snappede Øksen fra Karlen og selv tog med i at fælde Granen, og hun var endda den af dem, som gav de drøjeste Hug.

Folkene frygtede hende mest for hendes Tavsheds Skyld; aldrig havde nogen hørt hende skænde. Men man følte det nok som en Skam, det at have vakt hendes Vrede; for hun var altid saadan, at saa hun et Arbejde ikke blev gjort, som hun vilde det, saa gjorde hun det selv, og de andre kunde saa staa der og se til.

Nu var hun gammel, Ingrid, endda det ikke mærkedes paa hende; aflægs var hun i alle Fald ikke, men mere og mere tavs blev hun alt som Aarene gik. Og svært ensomt maatte det være for hende, mente de Unge; hverken Slægt eller Venner havde hun, og intet af det, de andre kaldte Livets Glæder.

De allerældste i Sognet vidste at berette en Historie om, hvorfor Ingrid paa Næsset blev saadan lidt "kunstig", noget helt for sig selv, og de Unge, som hørte den, svor gærne, at trods al hendes dyre Rigdom gad ingen af dem bytte Kaar med hende.

Næsgaarden havde altid været Sognets største og rigeste, selv om den vel aldrig før havde været saa veldreven som nu. Ingrids Far havde været en bred og vennesæl Mand, 15 der rent forgudede sin eneste Datter. Hun var den Gang en stout og prægtig Pige at se til, men kølig i sit Væsen, og hun dyrkede intet Samkvem med Sognets øvrige Ungdom. Saa fik hun Lov at rejse til Byen og lære alt det, som læres kunde for Penge. Og da hun vendte tilbage, var det i Følge med en ung og fornem Byherre, som blev kaldt hendes Fæstemand, skønt intet Gilde blev holdt, hvor gærne end baade Far og Mor vilde det.

Han var nok Kunstner eller sligt noget, Fæstemanden; om Aftenen sang han fra Næsgaardens Have, saa det klang ud over Markerne og op i Skoven, hvor de Unge, som gik og sværmede omkring dér, blev staaende og lyttede helt vege om Hjærterne af hans Sanges sælsomme Tungsind.

Saa en skønne Dag var han borte. Nogen havde set ham køre til Byen, saa fort som Hestene kunde løbe, og han havde siddet saa sært knækket, bleg og spinkel i sin store Kappe. Han kom aldrig igen. Næsgaardsfolkene var nok ved at græmme sig Liv og Helse fra, og Ingrid saa man intet til i lange Tider. Hun laa syg, blev der sagt, og der var dem, der mente, at hun havde mistet Forstanden. Men da hun kom op og begyndte at arbejde, forstod man vel, at hvad hun end havde mistet, 16 Forstanden var det ikke. Det blev snart hende, som paa egen Haand styrede paa Gaard og Brug, og det havde hun gjort siden, baade før og efter de Gamle døde. –

Saa pludselig ud imod Vaaren, da Skovhugsten var tilende og alle Savene langs Aaen hvinede igennem det gule Tømmer, der skulde skæres til Brædder og sendes ud over Verden med Jærnbane og Dampskib, gik Rygtet, at Ingrid paa Næsset laa dødsens syg. Hvad hun fejlede, vidste ingen, men der var pludselig bleven en sælsom Stilhed over alle Næsgaardens Jorder.

Der blev hverken sendt Bud efter Doktor eller Præst; da en af Pigerne havde vovet sig til at spørge, havde Ingrid svaret, at det hastede ikke. – Men en Dag satte hun sig i Sengen til at skrive et Brev, som en af Karlene fik Ordre til at bringe paa Posten saa hurtigt han kunde. Brevet var til en fremmed Mand i en fjærn By; ingen kendte hans Navn, men paa Posten sagde de, at han var noget saa fint som Professor, og det var nok mere end baade Præst og Lensmand.

Der gik atter lang Tid hen. Med Ingrids Sygdom blev det hverken værre eller bedre; kun hendes Væsen forandrede sig. Der var kommen over hende en egen nervøs Uro, 17 noget som en evigt lyttende Venten. En Vogn, som fo'r forbi ude paa Vejen, kunde faa hende til at stirre spændt imod Døren. Og hun, som aldrig før havde ytret nogen anden Interesse end Arbejdet, glemte nu det for en Masse halvt undselige Spørgsmaal om Postgang og Togtid og alt sligt, som ingen af Folkene ret vidste Rede paa.

Saa hændte der det, at et Skyds fra Byen en Dag kom skrumplende op over Vejen til Næsgaarden; i den bageste Agestol sad en gammel Herre; spinkel og bleg, helt fremmedartet klædt sad han der og saa med store, mørke Øjne under de hvide Bryn ud over alle Næsgaardens Jorder.

Og samme Dag vidste hele Sognet, at nu var Ingrids Fæstemand kommen igen; selv i de fjærnest bortliggende Gaarde vidste man at fortælle om, at det var ham, som var kommen i det fremmede Skyds, og at han nu sad deroppe paa Næsgaarden ved Ingrids Seng og holdt om hendes gamle, arbejdshaarde Haand, medens de talte sammen i faa og sagte Ord. Og den Aften samledes Folk i stille Klynger nedenfor Næsgaarden og spejdede ventende paa noget, de ikke vidste, hvad skulde være, op imod de solbeskinnede Ruder.

Inde i den store Bjælkestue, hvor Ingrid 18 laa, stod den fremmede Mand bøjet over hende og bad i milde, forklarende Ord om Tilgivelse for, hvad han havde forbrudt imod hende.

– Det var kommet over ham som en vild Længsel – sagde han – det, at han maatte ud i Verden og øve den Kunst, der var hans Sang. Han havde villet det altid, men da han gik deroppe med hende og saa hendes Hjembygds trange Forhold, saa hende selv være hjemme dér, havde han forstaaet, at han maatte rive sig løs, om han skulde følge sit Kald. Siden var han flakket omkring i Alverden, havde sunget sig Guld og Ære til, men Naget over det, at have voldt hende ondt, var aldrig gaaet ham af Glemme. Og da han saa havde faaet hendes Brev, der var sendt til ham fra Sted til Sted helt ned til det Sydlige, hvor han boede, var han straks rejst herop, fordi han følte, at dette maatte blive Fred for dem begge, om hun blot kunde forstaa og tilgive.

Ingrid tav længe, saa endelig smilte hun, et lille, mildt og lyst Smil, der gjorde hendes Ansigt saa rørende ungt.

"Jeg forstaar det altsammen," sagde hun, "og der er intet at tilgive, for det var jo saadan og er det endnu, at dit Land er ikke mit Land og dit Folk er ikke mit Folk, og 19 det var vel ogsaa derfor, at Du blev Æventyret for mig."

"Du er stærk, Ingrid." Han strøg hende blidt over Haanden.

"Ja," sagde hun og løftede sit Ansigt op imod ham. "Jeg fik Kræfterne, da jeg havde dem behov."

Saa tav de atter længere.

Ingrid blev blegere og blegere. Aandedrættet hortes knap og hendes Haand blev kold i hans; flere Gange tog hun Tilløb til at tale, men Ordene vilde ikke frem. Endelig fik hun hvisket et bønligt: "Syng for mig!"

Og den gamle Mand bøjede sig frem over hende, og med noget af en Mo'rs Ømhed strøg han hende over Haaret, og hans Stemme var dirrende af Vemod og hans Øjne blev blanke af Taarer, mens han ganske sagte nynnede den gamle Vise:

Visselulle nu Barnlil,
Sov nu sødt og sov nu længe,
Skønt din Vugge stander stil
Uden Dun og uden Gænge.

— — — — — — — — — —

Den Aften døde Ingrid til Næsgaarden.

21	Marche funèbre

23 Det var langt oppe i Sverig. Dér, hvor Fyrreskovene staar sorte og hviskende som truende, ranknakkede Kæmpeflokke, og hvor Søerne ligger gemt inde i Skovene som blanke, sorgfulde Øjne, eller er som store, slimede Bløddyr, der strækker brede Fangearme favnende omkring de sorte, skovklædte Holme.

Og det var en Aften ganske tidligt paa Vaaren. Haard Vinter havde det været med megen Sne, som nu laa halvsmeltet i en sejg Grød, der gjorde Vejene ufremkommelige for baade kørende og Fodgængere. Vi kom fra Stationsbyen, Præsten – en ung Mand af Bondeæt –, hans Hustru og jeg, og hjem vilde vi, skønt ingen vilde køre for os, saa mørkt det allerede var. Vejen gjennem Skoven kunde jo ogsaa være slem nok for Hest og Vogn, men at gaa den vilde tage den halve Nat, og saa kunde det vel endda komme til at knibe med at finde frem, selv om vi havde Lygterne med.

24 Men hjem vilde vi som sagt. Og saa greb vi da en Idé, som Stationsforstanderen halvt i Spøg lod falde: den at gaa paa Skøjter over den tilfrosne Indsø. Det var Genvej. Omtrent to Mil kunde vi spare.

Skøjter fik vi at laane i Byen, gammeldags Træskøjter af de rigtig tunge. Men vi havde faaet Humør ved at se, at man holdt vor Færd for Galmandsværk. Det tøede jo og havde tøet i flere Døgn, saa særlig paalidelig kunde Isen vel maaske ikke regnes at være, men vi stolede jo paa, at en hel Vinters Frost skulde have gjort den stærk og trofast nok til at bære os over, selv om det tøede nok saa stærkt. Vi fik Lygterne tændte, spændte dem fast i Bæltet udenpaa vore Kapper og satte i Vej over Isen, uden at bekymre os videre om dem, der hovedrystende blev staaende paa Bredden bag os.

I Begyndelsen gik det nok saa godt; det var halvlyst endnu, og Vejen laa lige for os over den graalige Isflade. Føret var slemt. Sneen klumpede sig om Støvlesaalerne der, hvor Skøjterne ikke dækkede, sivede ind gennem Læderet, saa Fødderne føltes helt skoldede af Kulden, medens Kroppen blev svedende varm under det tunge Tøj og af Anstrængelsen for at vinde frem gennem Snegrøden.

25 Men alt, som vi løb, blev Mørket tættere; Lygteskinnet dansede i gule, svingende Ringe frem og tilbage over den graalige Is. Og fra Skovene inde paa de smaa Holme susede det uhyggesvangert, medens vore Skøjtejærn sang over Isen, som vaandede sig i lange, sukkende Støn lig en Kæmpe, der dør.

I Begyndelsen af vor Færd havde vi ikke talt meget, bare vekslet enkelte Ord om Vej og Uføre; men nu, da Uhyggestemningen med en sær knugende Angst kom, forsøgte vi at le den væk i en vis forceret Munterhed. Den lod sig nu imidlertid ikke le væk; tungere og tungere blev den, og vi vidste alle, at aldrig havde vi følt Angst saa nær ved Graad, som ved denne Færd i den sorte Vaaraften over den stønnende Is.

Og saa kom dertil det, at vi tilsidst ikke ret vidste Vejen mere; Holmene vildledte os. Vi vidste ikke mere, hvad der var Ø og hvad der var fast Land, men vi lo stadig – og ingen af os nævnede et Ord om den Angst, vi alle bar paa.

Saa pludselig, midt i en munter Historie, standsede Præsten, der var forude, og da han raabte til os, var al den dirrende Angst, vi alle følte, i hans Stemme.

"Isen har slaaet en Revne her," sagde han. 26 "Jeg er lidt ræd for, at den skal være bredere, end at vi naar over den. Men" – og han lo usikkert – "hjem skal vi jo."

I samme Øjeblik syntes baade hans Hustru, som ellers ikke var let at skræmme, og jeg, at dette med at skulle og ville hjem nok mest havde været Stædighed og Lyst til at trodse Ængstelsen hos alle de forsigtige Raadgivere derinde i Byen bag os. Nu forstod vi, hvad denne Færd kunde komme til at koste.

Og saa stod vi der i Mørket og vidste ikke, hvorhen vi skulde vende os; bag os laa Isen og stønnede i dumpe, hivende Aandedrag og forude rislede og mumlede Vandet i denne Revne, som ikke var til at komme over. Og saa denne sorte, skytunge Luft, hvorfra Regnen begyndte at sive i lange, iskolde Striber.

"Ja, der er vel intet andet at gøre end at gaa sidelænds langs Sprækken her, til vi finder en Overgang," mente Præsten.

Vi svarede ikke, drejede kun af ligesom han og begyndte forsigtigt at føle os frem med Skøjtespidserne for hvert Skridt, vi gjorde. Det gik langsomt, og stadig blinkede Lygtelyset i det sorte Vand, der skilte os fra Isen paa den anden Side. Hvor det bar hen, vidste ingen af os, men Angsten voksede hos os alle. Mig gjorde den kriblende kuldskær; jeg 27 frøs, blev mat i Knæene og fik en træt Trang til at kaste mig ned, ligegyldigt hvor, bare sove bort fra al denne forfærdelige Uhygge i det begsorte Mørke, der stod som Mure omkring os. Og det var mig, som ventede jeg et Skrig, et gigantisk Brøl, der pludselig skulde flænge Stilheden og Mørket og denne ventende Angst, der var mig tusindfold værre end Verdens allervildeste Rædsel. – –

Saa hændte der det, som fik os til at staa stille alle tre, lyttende og uvilkaarligt famlende efter hverandres Hænder, tavse. – Et eller andet Sted inde fra Mørket lod Klaverakkorder – Chopins marche funèbre – alvorstunge, manende og vemodigt nynnende. De gled ud imod os, faste og sikre, og vi stod der aandeløse og raadvilde, turde ikke gaa hverken frem eller tilbage. Og stadig lød Tonerne som en stærk Mands Graad, som Anklage og som Nødraab, og ind imellem slyngede sig tyste Stemmers milde Trøst, Ord om Lys og Sol og Sommerlykke, der blot gjorde Sorgen endnu dybere og mere hjærteblødende tung.

Pludselig tav Tonerne, og da vi varsomt listede frem efter, saa vi Lys; langt inde i Mørket glimtede en gul Lysprik, der uvilkaarligt drog os imod sig. Vi glemte al Forsigtighed, 28 al Angst, satte Farten op og nærmede os Lysprikken, som voksede og voksede.

Isen blev mere ujævn, alt som vi skubbede os frem over den; vi snublede, var ved at falde over noget, som maatte være Trærødder eller Jordklumper, og stod endelig foran en stejl Skrænt op til fast Land. Vi klatrede op efter med Hænder og Fødder uden at mæle et Ord. Det var som at gaa ind i det store Ukendte, og der var Feber over os. Men det spillede igen derinde fra, – Chopins marche funèbre. Tonerne kaldte os, ledte os, og med en sælsom Barnegraad i Hjærtet famlede vi os frem mellem Træstammer og over Stendiger i den vaade og graahvide Sne, imod Lyset, der blev større og større for vore Øjne.

Det faldt os slet ikke ind at spørge, hvem der boede her, eller hvorhen vi gik; vi bare lyttede og stirrede efter de Toner og det Lys, der havde reddet os fra Natteangsten derude i Isødet.

Endelig naaede vi Huset; udenfor et aabentstaaende Vindue blev vi staaende og saa ind, hvor en gammel Mand sad og spillede, tilbagelænet med Ansigtet løftet opefter og det graa Skæg som en fraadende Bølge ned over Brystet.

29 "Doktoren," hviskede Præsten. "Den gale Doktor!"

I et Lynglimt huskede jeg alt, hvad jeg havde hørt om denne Mand, der nu levede som Eneboer ude paa en af de fjærneste Holme. Han havde for mange Aar siden boet herude med Hustru og Barn. De havde nok været lykkeligere, end Mennesker plejer at være. Man sagde, at der stod Solskin og Glædesbrus om de tre, hvor de gik. Men saa var det en Aften, en af de lyse, skære Sommeraftener, hvor Luften er gylden, og Fyrretræernes irrgrønne Naale faar en brunlig, mildnende Lød, at hun havde taget Barnet med i Baaden og var roet over for at hente ham, der var i Sygebesøg et Steds i Sognet paa den anden Side Søen. Han havde staaet ved Bredden og ventet, da han saa dem komme. De vilde vinke og vifte til ham begge to, men lænede sig saa stærkt imod Rælingen, at Baaden kæntrede, og lige for hans Øjne tog Søen dem begge. Man fandt dem som Lig. Og siden efter blev han saadan, at ingen mere fik ham at se. Han boede helt ene her ude paa den skovbevoksede Holm; kun af og til kunde Folk, som var paa Søen, høre ham spille den vældige Sorgens Melodi her oppe fra det Vindu, hvorunder vi endnu stod og hørte ham spille den.

30 Der er saa lidt at fortælle om det, som fulgte efter. Vi var den Nat Gæster hos en tavs, gammel Mand, selv tavse og grebne af hans Spil og hans Skæbne. Vi spiste ved bans Bord og sov under hans Tag, og om Morgenen drog vi hjem til Præstegaarden og Dagliglivet.

Men endnu er der et Steds i mit Sind, hvorfra jeg nu og da kan høre Dødsmarchen klinge som et Minde og en Manen.

31

En Prøve

I.

"Men, Mor da; – Du hører jo slet ikke efter."

Tonen var skuffet og fortrydelig, og han blev staaende foran hende uden at ændse, hvor forpint den lille, spinkle Skikkelse sad og krummede sig i Lænestolen.

Der havde han nu gaaet frem og tilbage over Gulvet og udviklet for hende alle sine straalende Fremtidsplaner; alt det, han ønskede og haabede vilde følge efter Dagen i Morgen, – den store Dag, hvor han for selve Teatrets Chef og nogle af de rigtig store Skuespillere skulde aflægge sin første Prøve i den Rolle, han elskede højest, den, han rigtig følte sig i Pagt med, og i hvis Ord han altid vilde lægge hele sin unge, stærke Sjæl. Og saa sad hun, hans Mor, hans egen, lille Mor, som dog ellers plejede at være lige saa varmt interesseret i alt hans, som han selv, hun, som havde hjulpet ham over alt og gennem alt, ganske fremmed og udeltagende nu, da han 34 endelig havde naaet det Maal, de begge havde stridt for: det at faa Lov til at prøve paa det rigtige store Teater.

"Jo, jo, min Dreng," hun greb efter hans Haand og kærtegnede den varsomt med sine blege, gamle Fingre. "Jeg hørte det altsammen, alt det, Du sagde; men –" hun lo, for at dække over det, at der var Graad i Stemmen, – "jeg er bare lidt bange."

"Bange!" Han tog hendes Ansigt imellem sine Hænder og kyssede det. "Men hvad er Du dog bange for, lille Mor? Du ved jo da, at jeg kan mine Ting, og at jeg maa blive antaget. Kom, saa skal vi prøve en Gang til, – men Du maa give mig Stikordene!"

Han tog det lille, blaa Rollehæfte fra Bordet og rakte hende det. Saa løftede han leende baade hende og Lænestolen helt hen til Bordet ind i Lampeskæret.

"Men lille Mor da"; i pludselig Angst bøjede han sig helt ned over hende. "Du er vel ikke syg? Jeg synes, Du er saa bleg."

Hun tog efter sine Briller og hendes Ansigt gled ind i Skyggen, saa han ikke saa det, og han hørte ikke, hvor fremmed hendes Stemme lød, da hun sagde:

"Nej, min Dreng, jeg er ikke syg. Jeg blev bare lidt bange."

35 "Naa ja," lo han; "lidt Lampefeber, det har jeg saamænd ogsaa, men det gaar nok over."

Saa begyndte de.

Hele den store Rolle gennemgik de, og lidt efter lidt glemte han alt andet end netop den. Han levede sig ind i den og sansede intet mere. Hun sad og passede Stikordene, troligt som saa mange Gange for, og han ændsede det ikke, saa ikke, at hendes Mund dirrede af Smærte og at hendes Øjne blev matte af Angst.

Da han var færdig, rejste hun sig og gik hen til Vinduet, stod der med Ryggen til Stuen, lænet mod Karmen, og hendes Læber bevægede sig, som om hun bad. Men han stod henne ved Bordet og ventede utaalmodigt paa et rosende, anerkendende Ord.

"Naa, tror Du saa, at vi to har nogen Grund til at være bange?" spurgte han endelig i en spøgende Tone, der dog ikke formaaede at skjule hans Skuffelse over, at hun intet sagde.

"Nej, min kære Dreng," hun vendte sig imod ham og smilte. "Med Guds Hjælp gaar det jo nok altsammen, som vi ønsker det."

36

II.

Hu–h, hej! Han tog den brede Teatertrappe i tre Spring, løb over Torvet og var i Farten ved at vælte et Par fredelige Spaserende, der hovedrystende og smaaskændende saa efter ham, kom saa op i en Droske og lovede Kusken gode Drikkepenge, dersom han kørte alt, hvad Remmer og Tøj kunde holde.

Hjem til Mor!

Og saa glemte han i det samme, at det varede syv lange og syv brede, før Kusken kom paa Bukken og de endelig i Luntetrav gled ned gennem Gaderne.

Hjem til Mor og fortælle hende, at det hele var gaaet saa straalende godt. Direktøren havde rost ham og bedt ham komme i Morgen for at faa Kontrakten ordnet, de rigtig store Skuespillere havde trykket hans Haand og sagt, at det var gaaet flinkt, og at han "lovede godt". Og lille Mor, som havde været saa bange, hun, som altid havde været hans bedste Ven og hjulpet ham. Hvor vilde hun dog blive glad nu! Aa–h, hvor dette gik langsomt. Han raabte til Kusken: "Kør hurtigere, meget hurtigere!" Og satte sig igen tilrette med sine Fremtidsdrømme og med Tankerne paa alt det lykkelige, der var sket i Dag.

37 Saa holdt de foran Gadedøren. Han betalte, lo af Kuskens mange Taksigelser og fo'r saa op ad Trappen.

Entrédøren stod aaben, og inde i Entréen stod den gamle Huslæge.

"Er De her, Doktor?" I pludselig isnende Angst greb han for sig. "Hvor er Mor? – Hun er da ikke syg?"

Stemmen var ved at slaa over i Graad, og han følte det, som gyngede Gulvet under ham.

Doktoren vinkede.

"Kom herind, min Ven."

Han fik ham ind i Dagligstuen og fik ham bragt til Sæde i en Lænestol.

"Hvor er Mor? Hvor er Mor?" spurgte han og vilde ikke tie.

"Din Mor er ikke hjemme. Hun blev kørt ud paa min Klinik nu i Formiddag. Det var i sidste Øjeblik, dersom Operationen skal lykkes. Hun har ikke villet før for den Prøves Skyld, var bange for, at Du skulde blive forstyrret af Angst over hende. Men i Formiddag kom hun, og i Morgen maa vi se, hvad der er at gøre."

"Aa–h, Mor, lille Mor. Jeg anede jo ikke, at hun var syg. Men hvad er det da, hun fejler, Doktor? – Hun dør vel ikke?" Han skreg det gennem Graaden og sank saa sammen 38 i en Hulken, der gennemrystede hele hans Krop. "Hun maa ikke dø, Doktor! Hun maa ikke dø!"

Den gamle Doktor gik med langsomme Skridt hen til ham og lagde sin Haand paa hans Skulder.

"Om hun dør, ja, det kan intet Menneske sige, som det Hele nu er. Hun ventede for længe paa den Prøve. Men vi kan haabe og stole paa, at alt vil blive ledet til det bedste. – Men nu maa jeg gaa. Her er et Brev." Han tog i sin Brystlomme og lagde Brevet paa Bordet. "Det bad din Mor mig om at give dig, naar Du kom hjem."

Da Doktoren var gaaet, læste han Brevet; det sluttede med Ordene:

— — — "Min egen, kære Dreng, forstaar Du nu, at jeg var bange; bange for, at den Prøve skulde skille os to for altid.

Din Mor."

39

Septembersol

41 Hvor var den Høsthimmel dog bleg i sin Blaanen.

Professor Bork sad ude paa Altanen, havde set paa de falmede Blades stille Dryssen ned over Plænen og Gangene, havde fulgt deres lydløse Segnen med de trætte Øjne, der hvilede ud i denne Stemning af sagtelig Døen hen. Nu lagde han Hovedet med det tætte, hvide Haar tilbage mod Lænestolens Silkepølle og stirrede op i den solfyldte, tyndblaa Luft. Og pludselig maatte han smile. Han tænkte paa, at dette mindede ham om Ellinor i "Niels Lyhne"; – en ung og udadtil kølig Kvinde, der stænger for en Brand af Livstrang, – og som dør langsomt og svindende.

Og pludselig saa han sit eget Liv. Hvor Livstrangen dog ogsaa havde været stængt inde der!

Smilet gled ud, og Ansigtet blev med ét gammelt og furet. Aldrig havde han faaet Tid til at leve, – bare Kunst og atter Kunst. Han saa hele den uendelige Række af straalende 42 Koncertsale, han havde spillet sig igennem, saa sig selv flakke fra By til By, paa Jærnbane og Dampskibe, hjemløs i de store og pragtfulde Hoteller. Og han følte Tomheden i hele sin Virtuostilværelse som en svidende Pine. Ingen Venner, – kun "Beundrere", der pligtskyldigst snobbede for Navnet. Aldrig et Haandtryk, der føltes som Hvile, og ikke et eneste Ord, der havde naaet hans Hjærte.

Og nu var det Efteraar; ja – solbeskinnet, – endnu, men hvor længe vilde det vare, før de Storme kom, som fejede Berømmelses Laurbær ned i Glemslen, i det store Intet. Det var Efteraar nu, og Professor Bork var træt til Døden.

Maaske var det for tidligt at lægge op, – maaske. Han burde vel holde ud til det sidste. Han var jo ikke syg egentlig, bare træt og tom og led ved al denne Hyldest, som intet mere betød for ham, fordi han havde lært sig til at vurdere den, – og træt, træt, saa Buen var ved at falde ham af Haanden, hver Gang han spillede.

Men han havde jo dog betalt denne Kunst med Livslykken; – var det saa ikke rettest at holde ud til det sidste?

Livslykken, ja – maaske; – kun maaske, 43 for der havde jo ingen Lykke været, bare en Livstrang, der kæmpede med hans Kunstsans, og som fældedes, da hans gamle Lærer havde sagt: "Den, der helt vil Kunst, maa forsage Livet; det er enten–eller. En Martyrdom – maaske. Men saadan er det."

Og han havde ladet sig drage af Trangen til Kunst og af den spirende Berømmelse bort fra et Smil, der havde været Vaarsol paa hans Vej, og et Par varsomme, bløde Kvindehænder, der havde holdt saa hjærtenstrofast om hans. Maaske havde det været Livslykken. Han havde jo dog længtes efter hende mange Gange siden, – efter hendes Smil mellem alle de forvredne Høflighedsfraser og efter hendes Haandtryk.

Hvor var hun henne nu, – ja, gad for Resten vide det. Død, maaske, eller gift; en lille Hverdagskone med mange sundhedsstruttende Børn. Ja, ja; man blev gammel nu og længtedes stundom efter noget andet end det at være Virtuos.

— — —

"Ah, er det Dem, Doktor?"

Altandøren knirkede, og Professor Bork vendte sig forbindtligt smilende.

"Hvordan jeg har det? Jo–h, Tak; sæt Dem ned, saa taler vi om noget andet."

44 "Professoren ser lidt træt ud, synes jeg."

Den unge Læge bøjede sig ned over ham, og Professor Bork smilte op i hans bekymrede Ansigt.

"Ja – hvad. Man sidder her og tænker paa lidt af hvert, Doktor, paa Livet og Døden. Det er jo Efteraar nu, men det føler De vel ikke, saa ung De er?"

Doktoren smilte lidt vemodigt og saa ud over Haven, hvor Bladene sagtelig dalede ét for ét ned over Gangene og over den gulnede Plæne, og hans Øjne var helt alvorlige, da han sagde:

"Vi føler vel alle Efteraaret som et memento mori. Men saa længe vi lever, synes jeg, vi hører Livet til."

"Mener De, at man skal blive hængende ved det til det sidste?"

Professoren smilte usikkert.

"Jeg mener, at man skal se Solen, mens den endnu er der, og for Resten haabe paa Foraaret."

"Foraaret?" Professoren lo sagte. "De glemmer vist, at jeg er gammel, Doktor."

"Nej," – der gled et lille Smil hen over Doktorens Ansigt, – "det glemmer jeg ikke. Og netop derfor, – jeg mener, det er jo Skønheden og Glæden i det at blive gammel, 45 at man ligesom er det store Foraar nærmere." –

Der blev en Pavse; saa sagde Professor Bork, og der var noget i Tonen, som bad han om Undskyldning:

"Jeg tror næsten, De forarger Dem over mine Septembertankers Tristhed og synes, at jeg burde glæde mig over, at det nu gaar mod Vinteren."

"Forarget – aa–h – nej – men jeg tror, jeg ved, hvorfor De er utilfreds, Professor Bork, og jeg forstaar ogsaa, at De er det. De har aldrig kunnet eller villet se, hvad den Hyldest egentlig var, vi gav Dem. De har altid staaet paa Tribunen, og vi Livets Mennesker var for Dem kun Tilhørere, hvis Beundring De ikke en Gang troede paa. Vor Begejstring naaede Dem aldrig som andet end Snobberi for et Navn, der var paa Moden; for De troede jo inderst inde ikke, at nogen forstod Dem. Maaske var det ogsaa kun faa, der gjorde det helt og fuldt ud, men Kunst vinder Hjærter, og dem, Deres Kunst vandt, gør De Uret i at underkende. Jeg synes, saa længe et Menneske har Kraft og Evne til at glæde og gavne dybt og længe, er det Uret at opgive, selv om det er Efteraar. Vi fik jo dog Livet for at leve det."

46 "Ja, ja – De taler godt nok for Dem, Doktor; men Hjærterne, ved De, dem har jeg aldrig mærket noget til."

"Nej." Doktoren smilte. "Men er det mon ikke, fordi De nøjedes med at længes efter dem og aldrig søgte? – Jeg har min Mor, Professor Bork; hun har kendt Dem en Gang, da De og hun var unge. Hvor godt ved jeg ikke, men hun har lært os Børn at elske Deres Kunst, som hun selv elsker den."

"Deres Mor!" Professor Bork rejste sig og saa ind i Doktorens unge Ansigt; nu kendte han Smilet igen – Solskinssmilet. Og mens han saa ud, op imod den blegblaa Himmel, sagde han med en sagte Latter: "De har Ret, Doktor; – memento mori. Jeg har nok ikke Lov til saadan at opgive. Sommerens Solskin ændsede jeg ikke. Men Septembersolen er rigere og mere gylden, naar først man har set den. Tak, at De viste mig Hjærterne."

— — —

Da Professor Bork næste Gang spillede, stod han saa forunderlig rank og spændstig oppe paa Koncerttribunen, og der var paa hans Ansigt et Smil som Septembersol over en gulnet Skov.

47

Tilbedelse

49 "Roserne – ja."

Madame vendte sig mod Bordet, hvor Blomsterne laa strøet over Bøger og Blade og over den blanke, sorte Bordplade, – lutter tunge, blodrøde Roser paa lange, svaje Stilke, dem, hun havde vraget, og dem, hun havde valgt.

Det smilede i hendes Øjne, da hun tog den Klynge, hun selv havde bundet i en langelig Strøm, hvor hver enkelt Blomst stod som en glødende Fakkel over Stænglerne og de haarde, dunkeltgrønne Blades kølige Stivhed. Varligt løftede hun hele Klyngen, smilende, indtil hun rakte dem ud imod Selskabsdamen, der stod og holdt den hvide, flade Kurv frem i ærbødig Venten.

Pludselig saa Madame fra Roserne misstemt hen over Selskabsdamens forpudrede Fugleansigt med de skræmte Øjne, til Tjeneren, der stod henne ved Døren i stram Rekrutstilling med sit brede Bondeansigt blussende under det pomadestive, gulhvide Haar.

50 "Skal han bringe dem?" spurgte hun, og da Svaret ikke kom hurtigt nok, gentog hun Spørgsmaalet i en lidt skarpere Tone: "Er det ham, der skal bringe dem?"

"Ja, hvis Madame" – Hænderne, der holdt om Kurven, tog til at dirre i Usikkerhedens Befippelse, og Stemmen gled ud i Hvisken.

Tjeneren, der intet forstod af det fremmede Sprog, men som anede Uvejret, gjorde sit til at afværge det ved at se saa ulastelig ud som muligt; uvilkaarligt skiftede han Fod og rettede Ryggen endnu strammere.

Madame saa endnu en Gang hen over ham.

"Han er jo umulig," sagde hun; "med de Hænder."

Og den lille Selskabsdame følte det straks som en Forbrydelse, at hun ikke straks havde set det; hans Hænder var umulige til Roser, saa kluntede blaarøde de hang der med strakte Tommelfingre ned langs Benklædesømmen.

"Sig til ham, at der skal komme en anden. Der maa da være en anden!"

Madame huggede Ordene ud i stigende Irritation.

"Ja, ja."

Selskabsdamen gik henimod ham, stadig bærende Blomsterkurven i de løftede Hænder, og skønt hun vidste, han ikke forstod et Ord 51 af hendes Sprog, sagde hun sagte og iltert: "De maa gaa og kalde en anden; Madame vil, der skal komme en anden."

Han bukkede saa brat, at han selv følte, hvor kejtet det var, traadte derpaa raadvild et lille Skridt frem, bukkede endnu en Gang og mærkede i det samme Sveden springe ud gennem Hudporerne, rakte saa misforstaaende Haanden ud efter Kurven, mens hans lysblakkede Øjne, der saa gærne vilde begribe, ængsteligt flakkende saa fra den ene til den anden.

Saa pludselig sank hans Hænder ned igen, og Selskabsdamen vendte sig maabende.

Madame lo! – en sagte, syngende Latter, der uvilkaarligt tændte et menneskeligt Smil i de to høflighedsforvredne Ansigter.

Længe lo hun, denne lykkelige lille Latter, der glattede Ansigtets Strænghed ud og gjorde det barnelyst, og ligesom undskyldende sagde hun:

"Nej, nej; lad ham dog blive. Jeg glemte; – han er jo netop, som han skal være, som de er i dette Land."

Og mens Tjeneren nærmede sig tøvende og endnu lidt svag i Knæene efter Ængstelsen, tog hun selv Kurven og lagde Roserne deri med den sidste kærtegnende Varsomhed; – Roserne og Brevet. Og til Selskabsdamen sagde 52 hun: "Sig, saa han forstaar det, at han skal køre; ikke gaa med dem. Jeg tror, han vil passe paa, men det blæser jo altid her."

Og som om han nu pludselig forstod hende helt, tog han om Kurven saa kvindeømt med sine store, rødsvulne Hænder, beskyttersmilende og stolt over det Nik, hun gav ham, idet han gik, fulgt af Selskabsdamen, som tjenstivrig trippede efter paa sine højhælede Lakstøvler, knirkende og silkeraslende med det raadvilde Smil pint sammen omkring sin halvvisne Mund.

II.

Madame stod ved Vinduet i sin Hotelstue og saa ud over den brede Gade, hvor Menneskestrømmen skyllede frem og tilbage, op og ned ad Fortovene, Kørebanen, hvor Sporvogne klemtede og Vogne raslede, under de nøgne Boulevardtræer, forbi Parken paa den ene Side og den skønne, lyse Teaterbygning paa den anden.

Og hun, som havde rejst sig hjemløs paa sin uendelige Tournéfart gennem Alverdens Storbyer, følte nu Hjemmeglæden ligge og nynne bag alle sine Tanker, – var med ét hjemme i denne By, hvor hun aldrig før havde 53 været, og som dog var hendes egen Hjemstavn saa fjærn og fremmed.

Alle disse Mennesker derude med de rødfriske Ansigter over Pelskraver og under Pelshuer, disse tunge, fjældkantede Mænd, – og Kvinderne med de vaagne Øjne og den stigende, frigjorte Gang – hun kendte dem alle, syntes hun, ved ham, der var bleven hendes Livs Indhold. Og naar de sagtnede deres Gang og saa op imod de Vinduer, bag hvilke de vidste, den store Diva boede, voldte det hende Glæde som i hendes første Berømmelsesaar.

Madame havde været saa straalende i de sidste Dage. Selskabsdame, Kammerjomfru, Impressario og Personale – alle disse Mennesker, som var vante til at gaa i en evindelig Angst for hendes Vredesudbrud, hendes uberegnelige Hidsighed, der kunde komme over dem alle, for nogen anede det, som et Uvejr af haanske Ord, der slog ned over hver enkelt i bidende Hug; – de aandede op i disse Dages Solskin, og skønt de egentlig ingenting forstod, smilte de dog alle til hverandre, alvidende, og sagde: "Hun spiller jo ogsaa ham, her i hans By."

Men de havde ventet, hun havde taget den Skuffelse, at han ikke kunde komme til Opførelsen, paa en helt anden Maade.

54 Og som hun havde spillet i disse Aftener! Som aldrig før; aldrig, aldrig før. De havde alle set det, og hun havde revet dem alle med; selv Personalet indrømmede, at det var hende, der havde faaet dem til at yde det bedste, de evnede i den uforstaaelige Nordboes dunkle Skuespil.

Impressarien vimsede omkring og lod sig interviewe paa Madames Vegne; Tegnebogen struttede af Anmelderudklip. Og Kammerjomfruen, den franske Kammerjomfru med de kokette Smalben i et Par af Madames Silkestrømper, og de lange, hede Øjekast til Hotellets sværlemmede, guldgallonerede Portiér, – hun vidste bogstavelig talt ikke sine levende Raad med alle de Buketter, der strømmede ind. Madame vilde jo ikke selv have Blomster i sin Stue; ikke i disse Dage. Men heldigvis fandt den lille Kammerjomfru til Portiérens respektfulde Undren paa den snildrige Udvej atter at afhænde dem til Blomsterhandlerne. Man var ikke saa kræsen med Blomster der i Landet paa den Aarstid, og de fleste af dem havde Madame jo ikke en Gang villet se.

Det skumrede nu, og Menneskestrømmen tyndede ud. Oppe paa Slottet, der stod som en afsluttende Bom for denne brede, stigende 55 Gade, var Lysene tændt, og nu hoppede Gadelygternes Blus op ét for ét, til der stod som et Lysdiadem omkring hele Gaden.

Foran Teatret tændtes Buelamperne. Madame skulde ikke spille i Aften. Hun følte det et Øjeblik som en Befrielse og vidste dog ikke, hvormed hun skulde faa denne Aften til at gaa, om det, hun ventede, ikke kom. Læse kunde hun ikke, skrive ikke, arbejde ikke; bare vente og lytte, – lytte og vente.

Og pludselig slog Stilheden, Tomheden, Ensomheden hende med en Rædsel som aldrig før. Hun, som næsten altid var ene, altid havde været det midt i sine lyseste Triumfer i sine største Tilbederskarer, – altid havde hun været alene og bange, som et Barn, der ser de underligste Tildragelser og vil forstaa, men ikke kan. Og da saa han og hans Kunst kom ind i hendes Liv, blev det ligesom Ensomheden videde sig ud. Der blev imellem hende og de Mennesker, der levede omkring hende, et Rum, hun ikke kunde fylde ud undtagen i de Øjeblikke, hun tolkede hans Værker, og da var det jo hende, der bragte ham til dem; ikke dem, der naaede hende. Hans Kunst havde vel gjort hende endnu mere ensom, end hun før havde været; hun havde i de sidste Aar levet sig bort fra Mennesker 56 ind i hans Værker, med hele sin sydlandske Sjæls Enthusiasme havde hun søgt hos ham efter Svar paa alle de bange Spørgsmaal. Og hun havde faaet Svar, men ikke nok; der var som en mystisk Tilbedelsesdrift i dette, at hun maatte drage her til hans By for at se ham.

Henne paa Skrivebordet laa hans Skuespil, – alle; hun havde arbejdet sig ind i deres inderste Væsen, – sandhedssøgende, sandhedsfindende, jublende lykkelig, hver Gang hun maatte sætte en ny Stump af sin egen Livstro til i Forstaaelse af hans urokkelige, ubønhørlige Sandhed. Ved ham havde hun syntes, hun fik lært at se sin og hele Menneskehedens Livsvej, indtil dette kom, at hun maatte, hun maatte se ham selv.

Han var hendes Gud, hendes Livsgiver; den eneste, hun maatte og kunde tro. Hvorfor kunde hun saa ikke faa ham at se, faa Lov at bære sin Tak frem imod ham. Der var jo tusind Bønner, tusind Spørgsmaal; bare det at se ham maatte kunne blive Svar paa dem alle.

— — —

Det bankede paa Døren, ganske sagte. Madame vendte sig hastigt. Det var Selskabsdamen med et Kort.

57 Madame tog det, og det gav et brat Sæt i hende.

"Bed den Dame komme."

Hun saa endnu en Gang paa Kortet, der dirrede i hendes rystende Haand. – Hans Hustru. – Hun gik henimod Døren, mødte en lille, spinkel Dame med fine Træk, følte et Par Hænders Greb om sine og saa ind i et Par klare, glansfulde Øjne.

"Madame; jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke Dem. Det er saa svært kun at sige Tak, naar man har saa meget at takke for."

Madame kunde slet ikke svare. Hun stod bare og følte denne dirrende Kulde krybe igennem; – en pludselig isnende Angst, værre, end hun før havde følt den.

Og den lille Dame talte igen, livligt og syngende:

"Jeg har noget, jeg maa bede Dem om, Madame, De maa ikke ville se ham. Han er en gammel Mand; syg og træt, mere end jeg kan sige, og De tør se. De maa ikke skuffes, hører De; – for De er jo den, der skal bære hans Kunst levende frem for Alverden." – –

Madame slap hendes Hænder. Der var bleven helt stille i hende og hendes Hjærte gjorde ondt. Men ganske langsomt forstod hun, at 58 for sin egen Tilbedelses Skyld turde hun ikke se ham; ikke nu, hvor hun vidste, at han, – hendes Gud, hendes Livsgiver, – var en gammel Mand og træt og syg.

Og da den lille Frue igen talte med sin stille, klare Stemme, der ligesom hyggede om Ordene, og sagde: "Jeg mener, at naar man kan faa Lov at beholde sin Tilbedelse frisk, skal man værne om den," – – da forstod Madame pludselig, hvor stor denne spinkle, fine Kvindes Hustrukærlighed maatte være, og hun bøjede sig ned over hendes Hænder, som vilde hun kysse dem.

"Nu er det mig," sagde hun, "der føler, hvor svært det er at takke, naar man har saa meget at takke for."

59

Paa Langfart

61 Det var en af de Sommernætter, hvor Alverden synes som et slumrende Æventyrland, – en sølvgraa Nat med en bred og gyldenhvid Maanestribe, der glitrede og gækkede, brødes med Skyggerne i Nordsøens Bølgedale og funklede som Taareperler i Skumtoppene.

Jeg stod oppe paa Broen paa den store Emigrantdamper, der sukkende og stønnende i korte, stødvise Aandedrag førte hele sin levende Last af Menneskeforhaabninger frem mod Rejsens forjættede Land.

Vi havde passeret Skagen, hvis Fyr agterude glimtede som et vagtsomt Øje, og stod nu Nordsøen ud, blideligt vuggede af de svære, sindige Dønninger.

Der var stille paa Broen. De fleste af Passagererne var gaaet til Ro. Henne i en Krog sad et ungt Par og drøftede Fremtidsmuligheder, som de kan synes i en lun Sommernats gækkende Maanelys, og bøjet over Rækværket med Haanden under Kinden stod en 62 høj og bred, ung Mand. Der var noget i Holdningen, som fik mig til at se paa ham, og da Maanelyset faldt hen over hans Ansigt, saa jeg, at den brede, kantede Pande var furet og Øjnene mørke af Grublen eller af Angst.

Pludselig vendte han sig imod mig og sagde i en fjærn og høflig Tone noget om Vejret, om Skønheden og Stilheden.

"Ja," svarede jeg og vidste pludselig, at jeg nu var inde i hans Stemning. "Det er prægtigt, – men ængstende."

"Ængstende!" Hans Øjne blev med ét helt vaagne af Undren, og han gjorde et Skridt frem imod mig. "Føler De ogsaa det?"

"Ja," – jeg kom til at smile, – "for det, som ikke kan defineres, virker jo altid ængstende paa en Nutidshjærne."

"De har Ret," sagde han med et Nik. "Det er netop det, at Havet og hele Livet her ikke kan defineres. – Jeg selv er Sømand," tilføjede han lidt efter.

Og pludselig begyndte han at tale ivrigt og stakaandet, snublende over Ordene, som den, der altfor længe har tiet med altfor mange Tanker.

Han var Styrmand, gik paa de lange Farter og skulde nu op til Drøbak, hvor Skuden laa, saa skulde de til Australien – og senere, 63 – ja, han vidste ikke, men det blev sagtens en lang Tur og lang Tid, for han kom hjem igen. Nej, jeg maatte endelig ikke tro, han havde Hjemvé; for ham var der egentlig intet at længes hjem efter. Slægt havde han ikke, – og Venner, – ja, men det var alligevel ikke det.

"Det er netop det, De før sagde om Ængstelsen; man gaar og grubler sig ind i en Rædsel over alt det, som netop ikke kan defineres: alt det sære, som kommer udefra, fra Luften eller selve Havet i de lange Vagtnætter. Det kan være alle disse Lyde, der er som Stemmer, ikke fra Mennesker og ikke fra Dyr, men sommetider er det, som om En laa og jamrede sig et Steds ude i Ødet, eller som hele Bakkanaler med Sang og Latter og vilde Skrig. Og saa grubler man og lytter og tror undertiden, man er ved at miste Sans og Samling. – Eller det kan være selve Stilheden, den store, forfærdelige Tavshed, der ligger over En som en Mare, saadan at hver eneste lille, kendt Lyd kan føles som Redning i Rædslen. Og saa alle de underlige Tanker, man gaar og bakser med og ikke kan finde Rede i, fordi de egentlig ikke er Tanker, men bare Fornemmelser; det er alt det, som gør de lange Farter til et Mareridt af Mystik."

64 "Ja, ja, jeg forstaar det," sagde jeg sagte, "men hvorfor –?" Han afbrød hastigt og ligesom angst for ikke at faa talt ud.

"Ja, – hvorfor jeg da bliver ved at gaa paa Langfart. Det er det, De vil spørge mig om, ikke? – Jo–h, det er netop det, at man kan jo ikke lade være. Jeg har prøvet at blive hjemme, men det drager og drager," – han smilte ubehjælpsomt, – "jeg tror næsten, det er selve Rædslen, der drager." –

Saa tav han. Og vi bøjede os begge ud over Broens Rækværk, lyttende efter Vandet, som nynnende bruste mod Bougen, og efter Stilheden, der ligesom søgte at dække og skærme om et Liv, som levedes derude i det maanebelyste Øde; et vildt og forvovent Liv med Sang og Latter og jammerfulde Suk, og Stemmer, som ikke var Menneskers og ikke Dyrs. Og Bølgedalenes sorte Fløjelsskygger brødes med Maanestribens gullige Sølv, mens de lysende Skumtoppe stænkede blinkende Taareperler ned i Dønningernes sorte Dyb.

— — —

Jeg traf ham senere. I en lille Havneby paa den jydske Østkyst var han bleven Toldassistent. Han syntes at have slaaet sig til Ro der, passede sin Gerning rolig og støt, 65 men viste sig sjælden i den lille Bys Selskabelighed. Jeg talte med ham en Graavejrsdag nede ved Havnen, og da saa jeg i hans Øjne den Udvé, der sagde mig, at Angsten igen drog ham udefter, og jeg vidste, at nu blev han ikke længe i den lille Bys trygge Havn.

En lille Maaned derefter var han borte, havde hyret sig som Understyrmand paa en Grønlandsfarer.

— — —

Og nu for ganske nylig fik jeg atter Bud fra ham. En Ven kom og gav mig et Brev og sagde, at han var død.

"Han gik overbord en Nat, da alt var stille. Ingen begriber hvordan."

Men Brevet var et Nødraab i hans Kamp mod alle de Rædsler, som ikke kan fattes; en Kamp, hvori han selv følte, han maatte ligge under.

"Jeg kan ikke for det¹," skrev han, "men jeg maa derud. Jeg maa vide, hvad det er alt det, som lever og kalder derude. Jeg søger at holde det borte, men jeg ved, at den Dag kommer, hvor jeg maa derud, fordi Rædslen ved det, man hører og mærker er til, men aldrig faar set – er den værste i Verden – –"

67

En gammel Vise

I.

Ja, det er bare en lille, stilfærdig Historie, lidt "altmodisch" vel, men dog af dem, der gentager sig hver Dag, hver Time, og vil gentage sig, saa længe Mennesker lever og elsker og lider.

Den begyndte i en lille bitte By for nogle Aar siden, – en af den Slags smaa Byer, hvor Folk bor saa tæt op ad hverandre, at de vil have Ret, – hvad enten de har det eller ej, – til at have et Ord at sige, naar det gælder Naboens eller Genboens lille, private Tilværelse.

"Han" var Lærer ved Byens Realskole; en underlig, stille Mand, stor og tung i sine Bevægelser med trætte Øjne og noget ængstelig forlidt² omkring den faamælte Mund. Hans Drenge elskede ham med denne ubestikkelige Børnekærlighed, der ganske instinktivt udvælger sin Genstand og ikke lader sig lede af ydre Hensyn. Men de Voksne gik helst udenom ham. Der var noget ved ham, som holdt deres 70 Nysgerrighed i Ave, som gjorde, at de ikke kunde komme ham ind paa Livet. Og det var nok nærmest det, der irriterede.

"Hun" var selveste Borgmesterens Datter; purung og saa glad, som Dagen var lang. God og køn var hun ogsaa, og dertil Byens bedste Parti. Fru Borgmesterinden havde arvet betydeligt efter sin Far, der havde tjent Pengene ved Byggespekulationer i de gode Tider.

Og da Sladderen først havde faaet sat Else Borks og Lærer Lynges Navne sammen, slap den dem ikke paa lange Tider. Det var jo endelig en Skandale af Rang.

"En komplet Mesalliance," sagde Distriktslægen til Dyrlægen nede i Klubben om Aftenen.

"Gestriksen" indlod sig ellers aldrig i direkte Samtale med noget saa lavtstaaende som en Dyrlæge, men denne Gang var der jo noget ekstraordinært paa Færde.

Og Dyrlægen tømte sit Glas, tørrede Skummet af Skæget og brummede:

"Selvfølgelig; – næ–h, men det kan der vel heller ikke være Tale om."

Han havde selv saa smaat tænkt paa at gere sine Hoser grønne for Else Bork.

"Ikke være Tale om," hvæsede "Gestriksen" 71 og var lige ved at kvæles i sin asthmatiske Arrigskabshoste.

Dyrlægen saa betænkelig ud.

Ude i "Pavillonen" holdt alle den lille Bys Familietanter Kaffekomsammen paa "Skandalen". Og her var Stemningen adskillige Grader over normal Varme. Man var simpelthen rasende over ikke at vide noget virkelig positivt.

Nok havde Postmesterindens Kokkepige med disse sine aabne Øjne set dem spasere sammen ude ad Havnevejen til, hvor ingen af Byens Folk ellers kom. Men hvad sagde det? Der skulde jo dog helst mere til, før man kunde gribe ind, som man gærne vilde.

Og der kom mere til. Apotekeren havde faaet en ny Provisor. Han kendte Lærer Lynge fra København og vidste, at han var Søn af en Grosserer, der havde begaaet Vekselfalsk og var rejst til Amerika fra baade Kone og Børn. Og den Historie løb Dagen efter Byen rundt, suppleret med hver enkelts dybsindige Betænkning over Tilfældet.

Ja, rædsomt var det jo; – for selv om Lærer Lynge var baade pæn og hæderlig i alle Maader, og hver Maaned – det vidste Postmesterinden – sendte Penge hjem til sin gamle Mor, saa han saamænd vist selv maatte 72 knibe sig igennem med baade Føde og Klæder, som han bedst kunde, saa var det jo ikke let at sige, hvilke Tendenser han kunde have arvet efter Far'en, og det vilde da være grusomt imod den stakkels Else, der virkelig var saadan en sød Pige, om hun skulde komme ind i saadan en Familie. Nej, der var, – hvor nødigt man naturligvis vilde det, – ikke andet at gøre end at gaa til Borgmesterens og fortælle dem hele Sagens Sammenhæng.

Der blev lavet en hel lille Deputation, bestaaende af Postmesterinden, der skulde forberede Borgmesterfruen, og "Gestriksen", som skulde tale med Borgmesteren. Og mens Byen ventede i hidsig Spænding, gjorde Deputationen med inderlig Selvfølelse sin Pligt.

II.

Lærer Lynge blev urolig forbavset ved at faa Besøg af Borgmesteren, da han en Eftermiddag var kommen hjem fra sin Skolegerning. Og det var med en nervøs Haandbevægelse han skød Stilebøgerne tilside og bad den lille, pilne Borgmester tage Plads i sin gamle, falmede Lænestol.

Borgmesteren takkede høfligt og flyttede sig lidt uroligt frem og tilbage i Stolen. Han var 73 absolut ikke veltilmode ved Tanken om at skulle have en saa delikat Samtale med denne fremmede Mand, der netop ved sit alvorsfulde og forlidte Ydre imponerede ham en Del.

Men pludselig strammede han sig op. Det maatte jo gøres; man forlangte det af ham. Og desuden var det jo da ogsaa uforsvarligt af denne Fremmede, som oven i Købet ingen Position havde, og dertil en Familie, man dog virkelig ikke kunde være bekendt, at kaste sine Øjne paa Borgmesterens Datter og Byens bedste Parti.

"Ja–h, høm – Hr. Lynge; De ved maaske, hvorfor jeg kommer?"

Lynge rystede paa Hovedet.

"Jeg er ikke ganske sikker derpaa, Hr. Borgmester."

Den rolige Tone gjorde Borgmesteren hidsig. Han anede jo ikke, med hvilken Anstrængelse Lynge havde faaet den til at lyde rolig.

"Ja saa"; han fo'r op. "De er ikke ganske sikker. Men nu skal jeg sige Dem, hvorfor. De kender jo min Datter?"

"Ja, Hr. Borgmester." Det kom saa stakaandet og Lynge blev med ét aldeles graableg.

Og Borgmesteren fortsatte nu, da han mærkede han havde Overtaget: "Og De ved vel, 74 at en Mand i Deres Stilling og med – ja, med slige Familiehistorier som De, ikke har Ret til at sætte en ung Pige Fluer i Hovedet."

"Hr. Borgmester." Lynge rejste sig, hidsig, saa Aarene svulmede i hans Tindinger. "Jeg tror, at De ganske misforstaar Situationen. For det første er jeg endnu ung nok til at kunne arbejde mig frem, og for det andet kan jeg ikke tænke mig, at jeg skal bøde for, hvad andre har forbrudt. De Følelser, jeg nærer for Deres Datter, er saa alvorlige, at de ikke taaler at omtales paa denne Maade."

"Naa, det taaler de ikke." Borgmesteren smilte ironisk. "Men er det da ikke faldet Dem ind, at man her i Byen uvilkaarligt maa nære Mistanke til disse Følelsers Alvor, netop i Betragtning af Forskellen mellem Deres og hendes Stilling. – Jeg behøver jo ikke at sige Dem, at min Datter er Byens bedste Parti."

Det ramte saa stærkt, at den lille Borgmester, der paa Bunden af sit Hjærte var saa ejegod, forskrækket holdt inde ved at se denne store, stærke Mand staa der lænet mod Skrivebordet og kæmpe med Graaden.

Lidt efter sagde Lynge:

"De har naturligvis Ret, Hr. Borgmester. Jeg glemte, at Fædrenes Synd skal hjemsøges paa Børnene. Det var min Fejl. Men dersom 75 De anede al den Glæde og alt det Solskin, hun bragte ind i mit Liv, hvor lyst og let hun gjorde selv det, der var sværest at bære, – saa, – ja, saa tror jeg næsten, De dømte mig mildere."

"Ja, min kære Hr. Lynge." Borgmesteren sagde "kære", og hans Stemme var bleven helt mild. "De maa ikke tage mig det ilde op, hvis jeg tog for hidsigt fat før. Og De maa jo indrømme, at naar en Mand som jeg, og et Hus som mit, pludselig bliver gjort til Omtale for hele Byen, saa maa man have Lov til at blive vred. Og, ja; jeg kender Dem jo ikke. De kan være en hæderlig Mand; jeg tror, De er det. Og derfor beder jeg Dem, rejs her fra Byen saa snart som muligt og lad mig og mine i Fred. De passer jo alligevel ikke her."

Lynge svarede ikke; han kunde ikke. Den Haand, han støttede mod Skrivebordskanten, krummede sig om det blanke Træ, saa Knoerne blev hvide.

Og Borgmesteren rejste sig hurtigt, benyttende sig af hans Tavshed som et Samtykke.

"Ja, saa – saa takker jeg Dem, Hr. Lynge. Lev vel og vær overbevist om, at det gør mig meget ondt at skulle være den, som bad Dem forlade vor By."

76 Ganske mekanisk fulgte Lynge sin Gæst til Døren. Fra Vinduet saa han den lille, sirlige Borgmester trippe ned ad Vejen ind mod Byen. Saa satte han sig ved Skrivebordet, sad der længe og kæmpede med Graaden, der skulde holdes nede. Men saa pludselig maatte han give sig over; hans store, stærke Skikkelse brast sammen i en voldsom Hulken, der dog ikke mildnede hans dybe, dybe Smærte.

III.

Jeg traf Lynge oppe i en af Nordjyllands fattigste Egne. Han var bleven Landsbylærer der. Vi blev Venner deroppe i Ensomheden og var saa længe sammen, at han en Dag fortalte mig sin Historie.

Nu er han død.

Jeg fik et Brev fra ham, hvori der laa et lidt afbleget Billede af en ung Pige med store, klare Øjne og den kønneste Mund, jeg nogensinde har set.

I Brevet skrev han:

"Hun sendte mig dette Billede, før jeg rejste fra Byen. Det har altid været hos mig siden. Og nu vil jeg ikke, at nogen Fremmed skal røre det. Gem det eller brænd det, som De selv vil; jeg kan ikke selv tilintetgøre det."

77 Bag paa Billedet stod med store, ungdommelige Bogstaver, skrevet af en Kvindehaand, et Vers³ af en gammel Vise:

Gud dennem forlade, som Aarsag er,
at to ej sammen maa være,
der have hinanden af Hjærtet kær
og elske i Tugt og Ære.