Thomas Lange
Et uddrag af Dansk Litteraturhistorie
THOMAS LANGE (1829-87) [følte] sig med 86 Grund som den sidste Romantiker. Den Bog, der indeholder hans ypperste Fortælling: "De faldende Blade" (fra 1872), gav han paa Trods af Tiden Navnet "Romantiske Skildringer". Og en dertil svarende Figur hævdede han i sin Livsførelse og i sin Person som en absolut uborgerlig Eksistens. Han var Indehaver af en teologisk Embedseksamen, som han aldrig brugte, og ved Skæbnens Ironi af "Helvede" (Hjørnehuset paa Købmagergade med den kendte Kaffestue), der gav ham hans Udkomme: med Vinterbolig paa Frederiksberg og Sommerophold i Lyngby1. Og ligesom de "gyldne Lokker" forekommer for sidste Gang, i al Fald paa Hankønsvæsener, i Thomas Langes Bøger, var han selv den sidste Digter, der her i Byen gik med Haaret ned ad Nakken. Til denne Maske svarede hans barnligt selvglade Væsen, som ikke viste det mindste Spor af de Storme, der raser i hans Bøger. Som alle Tresernes Digtere var han født i København, men kom som spæd til en Morbroder, der var Præst i Ho ved Varde. Her levede han sig i sin Opvækst saaledes sammen med "Eventyrets Land, smilende grønt, en Oase i Ørkenen, ensomt, eventyrligt, stille, omgivet af sin Halvcirkel af Klitter fra Tavlebjerget i Nord til de høje Horns Bjerge i Vest", at "Virkeligheden fortonede sig som Eventyr og Eventyr som Virkelighed", og det kostede ham megen Møje og langvarig Tilvænning at tilegne sig en anden Natur paa lignende Maade: først Ringkøbing-Egnen (fra hans 11. Aar), derefter Egnen om Viborg, hvor han gik i Skole (under F. C. Olsen, Poul Møllers Lærling og Biograf) ; til sidst Sjællandsnaturen. Sit Barndomsland vilde han som ældre Mand ikke se igen, for at ikke Virkeligheden skulde tage Glansen af det poetiske Billede. Men skønt han i sin nysanførte Omtale af det (i en selvbiografisk Skitse) fire Gange bruger Ordet "Eventyr", var det dog ikke noget rigtigt Eventyr, der kom ud deraf. Det var det "dæmoniske", som han kalder det, Kampen mellem "Naturen" (Hedenskabet) og "Aanden" (Kristendommen) om en Menneskesjæl.
Efter nogle Dialoger i Kierkegaards Stil i Aarene omkring 1860, som ingen den Gang tog Notis af, slog han igennem 1865 – efter at Aaret 1864 var gaaet ham lige saa umærkeligt forbi som 1848 – med "Eventyrets Land, et Billede af Naturen og Livet ved Blaavandshuk". Meningen med Undertitlen er ikke den, at Bogen vil give Landskabsbilleder og Folkelivsskildringer fra Ho og Skallingen, men at Billedet af denne Natur og det deraf bestemte Menneskeliv skal ses i et. Han vil give et Udtryk for Mennesket paa sin Naturgrund som Vermehrens Maleri af "Faarehyrden paa Heden", ikke som dette i plastisk Stil, men i romantisk, d. e. malerisk og musikalsk Stil, og mere det sidste end det første. "Bølgesangen fra Blaavandshuk" er Tema eller Omkvæd for Fortællingen, ligesom ,,Bølge mod Kyst" for Bergsøes "Bruden fra Rørvig". Dens Helt, Thisenius – hvis Model kan findes som Degnen Hr. Kolby i den følgende Roman og i naturlig Tilstand som den "latinske Degn", Skolelærer Klitgaard, der omtales i "Hobogab og Skallingen" (i "Romantiske Skildringer") – er en Slags Nutids-Viking, en Smugler og Sørøver, der reddes fra Havet af Præsten og frelses fra Naturvildskaben af ham og hans Søster, der (naturligvis) hedder Marie. Han bliver Degn paa 87 Stedet og synes, ikke uden Modvilje, at afpasse sig efter de fredelige Forhold i Præstegaarden, indtil han mister sin Madonna ved Døden, efter først at have forspildt hendes Velsignelse ved uden Skyld at have været Aarsag til at hendes Søn er druknet. Saa forhærder han sig og bryder ud, redder paa Skagen Skibbrudne som en hedensk Kristoforos af Lyst til Kamp mod Elementet, men føler sig i Ensomheden foruroliget i sin Naturkraft, søger atter tilbage til sit Eventyrs, d. e. sin Frelses Land, bjerges atter ind fra Havet af den gamle Præst, volder ved en ny Vaade ogsaa hans Død, ydmyges, falder i Tungsind og "akklimatiserer" sig endelig: "den høje Natur, der i al sin Storhed væsenlig var hedensk, bøjede sig nu under Kristendommen". – I den næste Roman Aaen og Havet (1870) flytter Sagaen østerpaa i Landet til det sydlige Vendsyssel (Vorgaard) og taber derved det Hold i Landskabet, der lader Thisenius' Historie læses som en Natur-Myte. Aaen og Havet føles mindre som Naturkræfter, der genlyder i Menneskesjælen, end som Symboler, Mytologien er ved at blive kristelig Psykologi og Etik; Thomas Lange var i disse Aar Biskop Martensens Husdigter. Aaen er Fristelsen og Angsten, Havet Lidenskaben: ikke Mandsviljen som i "Eventyrets Land" med dets Løsen: "Afsted til Havet!", men Kønskærligheden med Omkvædet: "Ud, ud paa Havet!", der ligesom i Ynglingealderens Fantasi opfattes som "dæmonisk": Ordet, der bruges i den forrige Bog, misbruges i denne. Men dette dæmoniske, "det glidende", som det her kaldes, eller "det svævende", som Thisenius kaldte det (ligesom siden Jakob Knudsen), fornemmes ikke blot i Naturen, men i Dansen, Rusen, Kysset, og da Fruen fra Søviggaard og hendes Søn til sidst driver ind som Lig paa det Sted, hvor "Lyden af Havets Brusen og Aaens Rislen og de høje Træers Susen blandes forunderligt og hemmelighedsfuldt", har Læseren Indtrykket af et Quod erat demonstrandum, som ikke er blevet bevist. Bogen er et Forsøg paa et spille Kierkegaards "Begrebet Angst" igennem paa en Vindharpe. – I endnu højere Grad virker Naturbilledet i den tredje Roman "De lyse Nætter" (1875), fra Sydsjælland, som et blot Symbol paa den Kærlighed, hvormed Grevinde Agnete fortryller og forvandler alle, først og fremmest med sin yndige lille Hjælperske Hvenild (Godsforvalterens Datter fra Hven) sin egen vanføre Søn, Johan. I denne 88 Figur, en Studie over Naget over de stækkede Evner og den selvsyge Sky for Mennesker, der følger med Fordybelsen i Naturen, og i Huslærerens Skikkelse, en kierkegaardsk Aands-Egoist, er der overraskende Spor af Forfatterens Selvironi. Stilen nærmer sig stundom betænkeligt til Guvernanteromanens: "Og yndig som en Svane med udbredte Vinger hævede og sænkede sig det lette Fartøj. Og svævende som en Foraarssky gled Hvenild ned fra den høje Stavn". Bogen er ment som et Modstykke til sin Forgænger. Dens Omkvæd er Verselinjen "Lyset vil fremskride".
En Krystallisering af Langes Naturromantik er Fortællingen De faldende Blade, der først stod i det samme Tidsskrift, Vilh. Møllers "Nyt dansk Maanedsskrift", som to Aar efter (1872) bragte J. P. Jacobsens "Mogens". Her findes ikke blot den fineste Forening af Naturindtryk og Sjælsstemning, han har givet, i samme Stil som Goldschmidt i det to Aar ældre Eventyr "Bjergtagen", idet den hviskende Lyd af Havetræernes faldende Blade føles som Naturens Suk ved den unge Præstedatters Død. Men i Jægerens Betragtninger og Samtaler med Præsten oplyses man om Organet for al Langes Romantik: den "Naturgrund", der altid syntes ham det rette Maal for Menneskeværd, og om Forholdet eller Misforholdet mellem den dæmoniske Kærlighed til Naturen og Følelsen for Livet mellem Mennesker. Naturpoetiske Naturer, hedder det, er tit forunderlig kolde lige overfor Mennesker – saaledes havde Tilfældet været med Præsten i hans Ungdom. Eller om de har Kærligheden i sig, kan de dog fortæres af en aldrig stillet Hjemve efter en elsket Plet af Jord, fordi der ingen personlig Meddelelse kan finde Sted mellem Følelsen og dens Genstand – saaledes var Præstens Datter. Denne Længsel kan kun Digteren (Maleren, Tonekunstneren) forløse ved at frigøre Naturens Aand gennem sin egen – en saadan Digter var i sin egen Tanke Thomas Lange. Fortælleren bemærker selv, at den sidste Oplysning vel ikke er saa ganske egnet til at trøste den sørgende Fader. Og saaledes kan man ved at læse Thomas Lange, der giver sine Helte til Pris for det dæmoniske, medens han selv som "Digter" har sit paa det tørre, meget vel faa det Indtryk, at han præker grumme godt i en Lygte, Og mene, at Bergsøe har haft nok saa fast Tag i det dæmoniske, eller det i ham. Drejer man Schacks "Phantasterne" fremefter, ligger ikke blot Bergsøe, men Lange i Sigtelinjen. Den sidste som hin Christian, der en Gang har udmalet sig Gensynet med sin fortørnede Fader saa rørende, at han lusker hel slukøret derfra, da han virkelig ser ham igen under helt andre Forhold, ganske som Lange selv ikke kunde taale at gense Eventyrets Land, og ligesom i hans Fortælling Præstens Datter fra Syden længtes mindre efter sin Fader end efter Birken i Haven. – En uventet Genopstandelse fik Langes Naturromantik i Henrik Ibsens senere "symbolistiske" Dramer. Et af dem "Fruen fra Havet" er digtet i Thomas Langes Land (Sæby) og over en af hans Ideer, om "at akklimatisere sig"; de andre, "Rosmersholm" og "Lille Eyolf", om Naturkraften og dens "Forvandling", overgaar ham langt i Kunst, men bygger paa den samme dæmoniske Dualisme mellem den hedenske Natur og den kristelige Aand. Langes egne 89 Bøger fra de senere Aar, "Skitser og Dialoger" (f. Eks. "Et Symposion") blev uænsede som de, hvormed han begyndte. Eventyrets Land var sandet til.
