Jytte og Marie
Det er flere gange blevet hævdet, at den kvindelige hovedpersonen i Henrik Pontoppidans roman De dødes rige, Jytte Abildgaard, skulle være et portræt af P.S. Krøyers kone, Marie Triepcke. Selv om det er tvivlsomt, at Pontoppidans personer skal være korrekte portrætter af levende personer, kan man godt forestille sig, at han også i dette tilfælde har taget nogle træk fra en person i sin samtid og digtet videre på den. Pontoppidan har hvert fald kendt Krøyer-parret og er på et tidspunkt kommet i deres hjem.
Med den nye biografi om Marie Krøyer, Balladen om Marie, skrevet af Tonni Arnold, kan man nu gå denne formodning efter i sømmene ved at sammenligne de to kvinder. Når det har mere end personalhistorisk og antikvarisk interesse, er det fordi vi på mange måder stadig lever i efterdønningerne efter Det moderne Gennembrud, ikke mindst i synet på kvindens rolle. En nærmere beskæftigelse med og sammenligning af to tragiske kvindeskæbner fra denne periode har derfor også nutidig relevans, fordi de på mange måder forudgriber vor tid og gennemlever konflikter, der dengang kun havde relevans for en lille elite, men i dag, i populariseret og vulgariseret form, er blevet hvermandseje.
Jytte
Pontoppidan skildrer Jytte Abildgaards livsuduelighed som tragisk. Den er f.eks. ikke et udslag af et undertrykkende samfund, der ikke giver kvinden den nødvendige frihed. Tværtimod tilhører Jytte den første generation af dansk ungdom, der er vokset op med friheden og "kunne plukke de første, modne frugter af kundskabens træ i dets frie udfoldelse". Men det er netop friheden, der bliver hendes forbandelse.
Hun har alle muligheder for at efterleve sine idealer uden at blive hæmmet af nogen nødvendighed enten af økonomisk eller social art, og klartseende og begavet som hun er, vil hun ikke risikere at ende i et indholdstomt ægteskab og "sidde som en forpjusket høne og skjule sin skam med velopdragne miner", sådan som hendes veninder er endt. Hun er mere fordringfuld, hun stiler højere. Hendes kærlighedsideal er platonsk-idealistisk. Hendes far, "havde fortalt hende den gamle græske fabel om, hvordan mand og kvinde oprindelig skabtes og sendtes ud i verden hver for sig. så de kun kunne finde hinanden igen ved hjælp af det instinkt, der kaldtes kærlighed. "Men forresten skal du ikke bryde dit hoved for meget med den ting", havde han sagt. "Hold blot dine øjne åbne. så du kender ham, din paradisiske tvillingebroder, når han engang kommer!" Det gør hun så og på den måde forlægger den erklæret ateistiske Jvtte religionen til kærligheden, som bliver det, der skal forløse hende og give hendes liv mening.
På den baggrund er det ikke overraskende, at hun hele tiden viger tilbage for at virkeliggøre kærligheden, for det er selve meningen med livet, hun vil forspilde, hvis hun ikke vælger rigtigt, og "hvorfor skulle hun blive den ene lykkelige blandt tusinde, hvem ægteskabet skuffede? Hvad grund var der til at tro, at det ikke en gang skulle times hende at sidde som en forpjusket høne og le af sin lange dybe drøm om lykke". Det tidligere livsglade naturbarn, som hendes omgivelser husker, bliver forvandlet til en desillusionet og hyperkritisk person, der kan gennemskue alt og alle. Og som bevæger sig fra det overspændt-romantiske ideal til en kynisk ligegladhed, der resulterer i, at hun gifter sig med den professionelle kvindeforfører, fidusmaleren Karsten From, som hun før har fundet naragtig. Men netop som den nar han er, er han at foretrække. Hun har nemlig selverkendelse nok til at indse, at hun ikke kan leve op til sit eget kærlighedsideal og derfor ikke vil kunne gøre nogen lykkelig. Ved at gifte sig med den fordærvede Karsten From, "førte hun i det mindste ikke andre i fordærv". Og den idealistiske og ærlige Jytte bliver i ægteskabet med Karsten From til en ligeglad værdinivellist, der tager sin mands spekulationskunst i forsvar og understreger, at det er pengene, det kommer an på, "for ambitionens skyld er det såmænd ikke værd at anstrenge sig".
Jytte er fra Pontoppidans side skildret som repræsentant for generationen efter Det moderne Gennembrud, der skulle høste frugterne af friheden. Den generation, der har afskaffet Gud som gammel overtro og i stedet vil finde meningen med livet i livet selv, i Jyttes tilfælde i kærligheden, der 203 bliver hendes religionserstatning. Ironisk nok fører denne livsdyrkelse netop til livsangst, og Jyttes liv ender i tomhed og fortvivlelse.
Marie
Marie Krøyer kan godt have nogle ydre træk tilfælles med Jytte Abildgaard. Som helt ung hørte hun Brandes' forelæsninger og blev en begejstret tilhænger af Det moderne Gennembrud. Helt i tråd med det besluttede hun sig for at bryde med normen og blive maler. Men hun var plaget af en overdrevet selvkritik. "Gud bevare mig, hvor fruentimmer kan lidt, hvor uduelige de er. Ak, det er sandelig sørgeligt. Jeg stod og blev ganske melankolsk deroppe ved tanken på kvinder og navnlig på mig selv, hvor udygtig, hvor lidt jeg kan. Hvad vil det i grunden sige, om jeg maler, hvad nytter det? Jeg opnår aldrig, aldrig noget rigtigt stort, det bliver desværre kun daglig mere og mere klart for mig at vi og vor generation kun er brécheføde."
Fordi Marie Triepcke ligesom Pontoppidans Jytte tilhørte den første generation af emanciperede kvinder, var hendes håbløshed på egne vegne blandet op med en optimistisk tro på, at hendes vanskeligheder kun skyldtes, at hun var pioner og derfor måtte kæmpe mod en modstand som fremtidige kvindelige kunstnere ville være kommet ud over. Tonni Arnold griber dette citat og bruger det som forklaring på Maries vanskæbne: Hun fik ikke lov til at udtrykke sig som kunstner, dels pga. Krøyer, der mere eller mindre bevidst undertrykte hende, dels pga. af datidens "kvinderolle". På den måde bliver Marie Krøyer en kvindesags-martyr lige til at spise for diverse selvtilfredse kvindesagsforkæmpere.
Tonni Arnolds fortolkning af Marie Krøyer virker ikke overbevisende på mig. For det første havde Marie Krøyer mulighed for at virkeliggøre sine kunstnerdrømme: Hun levede et priviligeret liv, gift med en velhavende mand, og kunne derfor disponere over sin egen tid. Krøyer på sin side gik også ud fra, at hun ville forsætte med at male efter at de var blevet gift og sørgede f.eks for, at der blev indrettet et atelier i deres første lejlighed i København. Og vel var det usædvanligt dengang at være kvindelig kunstner, men for hendes veninder, Agnes Slott Møller og Anna Ancher lykkedes det, tilsvneladende uden de store sværdslag.
Men i modsætning til dem blev det ikke til noget for Marie Krøyer, og hun blev mere og mere utilfreds med sig selv og følte sig hele tiden svagelig. Hun blev i en uendelighed sendt afsted på kure til forskellige steder i Europa, for at hun kunne blive restitueret og "hendes nerver" komme i orden. Imens blev hendes datter – i parentes bemærket – passet af forskellige familier med det resultat, at hun følte sig fremmed overfor moderen.
Marie Krøyer var ikke et undertrykt offer, men en person med overspændte forventninger til sig, der resulterede i kronisk nedtrykthed over egen utilstrækkelighed. Det var ikke nok for hende at være kunstnerens smukke hustru, hun ville også selv være kunstner og skabe et kunstnerhjem, der skulle være en æstetisk åbenbaring. Det sidste lykkedes også, og de hjem Marie indrettede i København og på Skagen gik der frasagn om, men de smukke omgivelser til trods blev familielivet ikke så fuldendt lykkeligt, som hun forestillede sig. Idealet lod sig ikke realisere og Marie blev blot mere utilfreds med sig selv; i breve omtaler hun sig selv som "ubegavet, fladbundet, overfladisk, en torsk". At hun har været anstrengende for sine omgivelser, er man ikke i tvivl om, og som læser bliver man også stigende irriteret på hende i løbet af bogen. At Krøyer er flygtet fra den depressive side af sin kone fremgår af malerierne af hende, hvor hun er portrætteret i en idealiseret udgave i blålig-hvide gevandter, der står i en vis kontrast til de fotografier, han har taget af hende, hvor idyllen ikke lader sig opretholde.
Ægteskabet med Krøyer kunne heller ikke leve op til hendes opskruede forventninger, han viste stigende svaghedstegn både fysisk og psykisk og 1900 blev han indlagt på Middelfart sindsygehospital. Selv om han ret hurtigt blev udskrevet med håb om helbredelse vendte sindssygen tilbage igen og igen. Det var før man kendte til psykofarmaka og det må have været tortur at leve sammen med så syg en mand.
Marie flygtede fra dette mareridt ved at forelske sig i den svenske komponist, Hugo Alfven, der var en dreven kvindejæger og som egentligt ikke havde forestillet sig andet end et kort, overfladisk forhold til Marie. Hun var pa sin side overbevist om endelig at have fundet den store kærlighed, men der gik ikke lang tid, før hun indså, at heller ikke Hugo Alfven var det ideal, hun havde forestillet sig, men tværtimod en hensynsløs kvindeforbruger, der bedrog hende fra dag et, og forlod hende, da hun skulle have et barn.
Pontoppidan er så hensynsfuld at slå Jytte ihjel, da det for alvor er gået op for hende, at ægteskabet med Karsten From er en katastrofal misforståelse. Sådan gik det ikke Marie Krøyer, der levede over 30 år med sin desillusion og sin egoistiske mand, som hun alligevel blev ved at være forelsket i, for til sidst at blive smidt på porten af ham, da han havde fundet en yngre kvinde.
Kundskabens træ og de ormstukne frugter
Selv om det ikke skulle være Marie Krøyer, Pontoppidan har ladet sig inspirere af til sin Jytte-figur, er det tydeligt at de to kvindeskikkelser til en vis grad har træk og skæbne tilfælles. Lighedspunktet mellem romanens Jytte og virkelighedens Marie er de overspændte krav og forventninger til livet og sig selv.
Det er næppe tilfældigt, at det er træk, som man kan genfinde hos en anden samtidig, Ingeborg Stuckenberg, der ligesom de levede i det, der så smukt kaldes "det moderne menneskes frigørelsesår". Det fælles for de mest emanciperede af denne generation af kvinder er, at de, for nu at bruge Pontoppidans billede, har spist af kundskabens træ og derfor ikke vil nøjes med et liv som tidligere tiders kvinder. Det er ikke nok at søge lykken i at "gøre sin skyldighed", som det kvindelige modstykke til Jytte i De dødes rige gør. Deres liv skal være anderledes storladent og ideelt. Det bliver først og fremmest kærligheden, der bliver idealiseret, sådan som det sker i Det moderne Gennembruds ideal om "fri kærlighed". Denne kærligheds-opfattelse med dens krav om. at ægteskabet kun er forsvarligt, så længe parterne er forelskede, er så tydeligt beslægtet med romantikkens idealistiske kærlighedsopfattelse, som er det, Jytte får indpodet på sin 16 års fødselsdag med fortællingen fra Symposion.
De overspændte og himmelhøje 204 forventninger får alt, dem selv inklusive, til at virke småt, gråt og ligegyldigt. Vi plukkede af kundskabens træ "indtil vi erkendte vor nøgenhed", som Pontoppidan i anden anledning skriver til Brandes. Spisningen af kundskabens træ får i denne sammenhæng samme betydning som troldsplinten i øjet, der kan få selv de smukkeste landskaber til at ligne kogt spinat. Troldsplinten vendes i Jytte og Maries tilfælde både indad og udad og resultatet bliver livslede og selvopgivelse.
På den måde bliver begge skikkelser levende billeder på Pontoppidans kritik af Det moderne Gennembrud fra digtet til Brandes:
Det kundskabens træ, han har planted i landet,
der favned så vidt over fjorde og bugter
forgifter nu folket med ormstukne frugter.
Stemningen i digtet er skuffelsen over, at Det moderne Gennembrud ikke førte til en ny og bedre verden, men at "Adam den nye" var mindst lige så dum som gamle Adam. At man afskaffede synden, betød nemlig ikke at den ikke var der og ikke gjorde sig gældende, men det betød til gengæld, at skuffelsen over den menneskelige mangelfuldhed blev så meget desto større.
På den måde er Jyttes og Maries problem til syvende og sidst religiøst. Der er en indre logik i, at forventninger til livet bliver højere og højere, efterhånden som Gud bliver afskaffet. Religionen får nye navne: kærligheden, kunsten, skønheden osv., der bliver det, som man forventer sig alt af. Men en sådan overanstrengelse er der ikke noget jordisk, der kan leve op til, og resultatet bliver desillusion.
Sagen er ramt på kornet i det, som Bjørn Poulsens i sit essay om Jakob Knudsen skriver. "Der er i hans tanker og følelser en frihed, som kommer af, at han er stand til at elske livet, netop fordi han ikke er henvist til at vente sig alt af det." Jytte og Marie er de negative modstykker til dette udsagn: fordi de var henvist til at forvente sig alt af livet, var de ikke i stand til at elske det.