Danske Skribenter i Rom 1860-1900
Holger Drachmann og Henrik Pontoppidan
146 HOLGER DRACHMANNS Italien omfattede ikke meget mere end Venedig ("Florens, dine Roser er ikke til for mig –"). Fra hans andet Ophold i Rom, i Foraaret 1884, foreligger to Digte, som viser at Besøget var noget nær omsonst. Han havde da nylig udfordret den fransk-naturalistiske Retning i vor Litteratur og fremsat et Program for nordisk-germansk Renæssance; og her i Klassicismens evige Centrum følte han sig som i Fjendens Land. Det ene Digt, Paa Protestanternes Kirkegaard i Rom, trykt i Ude og Hjemme for den 11. Maj 1884, er ligefrem en Undsigelse af den romanske Kulturpaavirkning paa de blonde Racer. Det er ellers bygget paa en vældig Antithese: Rom skildres som en uhyre Kirkegaard, men i Protestanternes stille Have føler han Livets Kilder springe i sig; og hans Længsel gaar mod Hjemmet, hvor "Engen staar i Damp". Denne Hjemvé, der melder sig saa saare han i Udlandet sætter Pen til Papiret, er det Normale hos ham. Den er ogsaa Indholdet i det andet Digt, En Sang fra Rom, indgivet ham paa en Vandring ad Via Appia (trykt i Sangenes Bog 1889); dèr tager han til Genmæle mod Katholicismen og al dogmatisk Religiøsitet, og til Orde for den Alkærlighedens Religion, hvori han følte sig hjemme. Begge Poemerne er noget exalterede; intet Under, thi han gik med Malaria i Blodet, der kom til Udbrud paa Hjemvejen i Venedig. – Langt værdifuldere er den lille Cyklus af Digte, der stammer fra hans sidste Romerophold December-April 1904-5: I Villa Borgheses Have, Roma, Ave Maria, Albano-Laziale, Nemi, Monte Cavo. Polemikken er i disse Kvad lagt til Side; den tidligt aldrede Digters Livsfølelse har ikke mange Steder fundet saa sarte Udtryk i hans Poesi. I Villa Borghese plukker han ved Nytaarstid en Foraarsblomst:
147 De skøre, skælvende Blade,
med Smilet paa Bægerets Bund:
Solen og Lyset har manet dem frem
fra Jordens drømmende Blund.
Jeg fører de skøre Smaablade
op til min bævende Mund:
det er, som jeg følte et drømmende Kys
fra Alfen paa Bægerets Bund.
Disse Sange skulde efter hans Plan danne Kernen i en sidste Digtsamling, men han fik den aldrig ud, det var ikke mere Tid. Han var og blev i Rom den Fremmede, Protestanten.
Af Katholicismen overtog han dog en Part, uundværlig i hans Tro: Dyrkelsen af Guds-Moderen, det idealt Kvindelige. Men med romersk eller romansk Kultur havde han iøvrigt ikke noget Blods-Slægtskab. Hvad han bragte hjem fra denne Rejse, var Klokkebølgerne fra Kirkerne, Erindringen om Campagnen i Rosenskær, Nemi-Søens Billede ("her er saa skønt, at i Hjærtet man føler en Angst – og gaar"). Ruinerne og Barokmonumenterne og Musæerne talte ikke længer til ham.
Heller ikke denne Tidsalder mangler sin Italia-Fornegter. Hvad Chr. Winther var for Guldalderen, det blev HENRIK PONTOPPIDAN for den realistiske Tid med sin berømte Novelle Nattevagt (1894). Den gaar tilbage til Digterens eneste Roma-Ophold i Vinteren 1892-93. Han kom dertil ved Juletid efter at have været hjemmefra det meste af et Aar. Om Sommeren og indtil ud paa Efteraaret havde han levet ganske isoleret i en lille By i de steierske Alper (memento Lykke-Per), og nu dumpede han ret pludselig ned i en skandinavisk, overvejende københavnsk Selskabelighed, som han ikke følte sig synderlig samstemt med. Han tilbragte ikke Juleaften som sin Helt i den skandinaviske Forening, men sammen med en svensk Bekendt, der følte omtrent som han, og endte den ved Midnatsmessen hos Sacré-Cæur-Damerne i SS. Trinità dei Monti. Det interessanteste af hans Bekendtskaber var med den unge hollandske Maler Verkade, som da var i stærk Gæring og nogle Aar efter gik over til Katholicismen, for tilsidst, til sin Families store Sorg, at blive Munk. Verkade kom senere til at spille en ikke ringe Rolle i Johannes Jørgensens Liv, og denne Digter har fortalt om ham i sit Livs Legende. Blandt andre Ting Pontoppidan oplevede i Rom, var vistnok en Pavemesse i Anledning af Leo den Trettendes Bispejubilæum. En saadan Messe i selve Peterskirken hørte den Gang 148 til det Allerusædvanligste, og Tilstrømningen af Fromme og Nysgerrige var overordentlig. Det var en straalende og kold Vinter. Man kunde næsten ikke nære sig i Musæerne, og om Morgenen hang der lange Istapper ned fra Fontænernes Bassiner. Sine bedste Timer tilbragte den store Digter med sin unge Hustru ude i Campagnen eller i de smaa Bjergbyer. En Del af Dommens Dag og maaske Eventyret Ørneflugt er forfattet hernede. – Noget af den Bitterhed den alvorsfulde Poet har følt ved pludselig at blive stillet over for det oprømte københavnske Borgerskab og de smaalige danske Aviser, er smittet af paa hans Hovedperson Jørgen Hallager, en af hans dristigst tilegnede Skikkelser, i Familie med Jens Væver i Det forjættede Land og med samme Moral som "Mandslingen" i Ilum Galgebakke. Jørgen Hallager, der ogsaa omtales i Lykke-Per, er en Bolschevik avant la lettre. Han hader "Sahlmann" (d. e. den af Pontoppidan under saa mange Navne fremstillede Holger Drachmann), fordi denne har opgivet de realistiske Principper og kastet sig i Armene paa en ny Romantik. Han har Sympathi for Anarkisterne og nærer et dødeligt Fjendskab til det velhavende, kunstelskende Borgerskab i hans Svigerfaders Skikkelse. Rom er ham en Vederstyggelighed: han kalder Diocletians Bade "et ækelt gammelt Skrammel, der ærefrygtsfuldt bevares som en Helligdom, skønt det optager et uhyre Rum lige i Byens Midte, hvor en Torvehalle, en aaben Plads eller anden borgernyttig Indretning vilde have sin naturlige Beliggenhed"; han bander ad "de dansende Gudinder og badende Nymfer og kokette Madonnaer og nøgne Alphonser (kaldet Diskoskastere eller saadan noget), og al den anden Bordel- og Pæderastkunst, som fra Arilds Tid har været Genstand for vor hysteriske Tilbedelse". Der er ikke Andet der finder Naade for hans Blik end nogle af de ældste kristelige Maleres Fremstilling af Lidelseshistorien, hvori de har "røbet en virkelig Indignation over Sandhedens og Retfærdighedens Tiggergang her paa Jorden". Selv fordrer han en "social Kunst" og virker for den ved store, agitatoriske Lærreder (som Pontoppidans Fra Hytterne). Over for ham er stillet Thorkild Drehling, der (ligesom Pontoppidan omkring 1890, da Krøniker blev til) føler sig tiltrukket af en mere alsidig Æsthetik. Det store Sammenstød fin Jer dog ikke Sted mellem de To, men paa det private Livs snevre Skueplads, hvor Kunstnerens fine unge Hustru bukker under for Konflikten mellem de uforligelige Opfattelser. Den lille Roman, fortalt i Fru Gyllembourgs sobre Manér (sammenlign Montanus den Yngre!), vil sikkert overleve hendes Fortællinger i Kraft af de dybe Lidenskaber og den stærke dialektiske 149 Spænding den rummer. Den har vistnok i høj Grad vundet ved at faa den evige Stad som Scene; det ideale Bagtæppe giver den en betydningsfuld Karakter af Idé-Kunst, som neppe kunde være bevaret, hvis den var foregaaet i København, hvortil Pontoppidans Kunstneroptrin ellers gerne er henlagt. Men Rom er rigtignok ikke bleven høfligt behandlet i Bogen – Digterens egen Tone, hvor han selv har Ordet, er ikke altid meget forskellig fra Jørgen Hallagers. For at yde Pontoppidan Retfærdighed maa man læse det andet og tredje Kapitel i Torben og Jytte (1912), som foregaar ved den italienske Riviera, og hvor Italien viser sig i et noget elskværdigere Lys.