Febrile hemmeligheder
Rasmus Vangshardt: Livets febrile hemmeligheder Et litterært slægtskab mellem Henrik Pontoppidan og Thomas Mann. Forlaget Spring. Kr. 198.
Det er et veritabelt litterært kinderæg, Rasmus Vangshardt her tilbyder os – hele tre ting på een gang! To fokuserede analyser af to af romankunstens hovedværker og en overbevisende påvisning af slægtskabet mellem dem.
Vi har i mange år vidst at Troldomsbjerget fra 1924 blev til i en periode hvor Thomas Manns læsning indbefattede De Dødes Rige. Måske var der tale om påvirkning, sådan i gammeldags forstand? Store kunstnere låner ikke, de stjæler, skal Stravinskij have sagt, og havde Mann været på tyvetogt i Pontoppidans righoldige roman? Næppe, måske muligvis – skal man tro Rasmus Vangshardt, og det er der al mulig grund til. Det der nemlig bl.a. er hans ærinde er at komme ud over den almindelige påvirkningsmodel hvor kunstnere bare tager fra hinanden og hvor forskerens arbejde så består i at eftervise tyveriet/påvirkningen med eksemplers hjælp.
Vangshardt gør noget andet: han viser at Mann og Pontoppidan ånder den samme luft, svømmer i det samme vand og derfor med nødvendighed kommer til at ligne hinanden så det kunne se ud som påvirkning. Det interessante er så at Vangshardt viser at forfatterne, og nok især Pontoppidan, ikke er de mest troværdige analytikere af deres egne værker. Eller mere bastant: Forfatteren må finde sig i at blive overruled af forskeren. Vangshardt kan nemlig vise at Pontoppidans forestilling om hvad det er der er på færde i De Dødes Rige ikke helt rimer med det man med forskerens nøgternhed kan fremlæse i romanen. Så på den ene side må vi jo tage Pontoppidans intentioner alvorligt og bruge dem i vores forståelse af teksten, og på den anden side er romanen altså i stand til, viser Vangshardt, at gå ud over og nærmest modsige eller i det mindste nuancere den hensigt der hævdes af forfatteren.
Til den luft som begge forfattere indånder hører et gedigent skud (dårlig?) ånde fra Nietzsche, hos Vangshardt f.eks. kaldet "romantisk pessimisme", men "Pointen er ikke, at man ikke skulle kunne se Nietzsches relevans for Pontoppidan uden kendskab til Thomas Manns forfatterskab. Pointen er, at Thomas Mann er et kraftfuldt værktøj til at se ham og Pontoppidan i samme litteraturhistoriske felt, både genremæssigt og periodisk." (Vangshardt s. 27). Vangshardts sam-læsning af de to romaner med Nietzsche som optik fører til en ny forståelse af slutningen på De Dødes Rige eller måske rettere: Spørgsmålet om slutningens gyldighed som utopi eller ironi opløses i denne læsning. Slutningen er ikke bare eksempel på Pontoppidans berømte tvesyn, men er, som Vangshardt overbevisende plæderer for, den endegyldige placering af De Dødes Rige som den sidste krampetrækning af (eller den sidste påmindelse om) et livssyn der nok har haft sin storhedstid, men som måske stadig har noget at byde på.
Hvad er indholdet i dette syn? Eller med Hans Castorps/Thomas Manns udtryk: "Hvad er livets febrile hemmeligheder? Det er bl.a. og især at forlige sig med døden uden at forfalde til sygelig dyrkelse af det syge. Men den hippie-vision der antydes i slutningen af De Dødes Rige er jo ikke en gyldig respons på de hemmeligheder. Visionen er ligesom så meget andet i romanen blevet så grundigt relativeret og destabiliseret at "alting står åbent" dvs, at idyllen er aflyst. Og slutningen er dermed åben på en ny, moderne måde. I Vangshardts opsamlende afsnit destillerer han sin bogs resultater ud i disse slagord: "Formen [i De Dødes Rige] er realistisk, temaet er romantisk og slutningen er modernistisk". Og bogens tætte læsninger giver ham ret.
I første omgang er Vangshardts indsats mest litteraturhistorisk interessant: Den meget faste opfattelse af Pontoppidan som blot og bar naturalist og realist må afvises. Til Pontoppidans egen bestemmelse af forfatterskabet i den selvbiografi han skriver til Nobelkomiteen skulle retfærdigvis føjes: "I øvrigt trækker jeg på tanker der er formuleret i tysk romantisk filosofi og af filosofferne Nietzsche og Schopenhauer". Men den (selv)indsigt havde Pontoppidan muligvis ikke – eller rettere han havde erfaringerne og beskrev alle symptomerne i de febrile hemmeligheder, men negligerer bevidst eller ubevidst sammenhængen, når han skal karakterisere forfatterskabet – sådan som han selv synes det skal præsenteres.
Man kan så tænke over den litteraturhistoriske omplacering og mulige konsekvenser for Pontoppidan-forskningen. Forhåbentlig høster Vangshardt points i meriteringskapløbet, især fordi perspektiverne i hans bog er større end det snævert pontoppidanrelevante: For det første har han nogle ansatser til en diskussion af hvad litteratur er og det er nok værd at lytte til, især i disse tider med flydende grænser mellem genrer, forfattere, fortællere og platforme – for ikke at tale om hvad der til en vis grad synes at fylde og flyde på indholdssiden af navlepillende småtterier. For det andet er bogen et fremragende eksempel på nytten af så relativt enkle metodiske greb som halv-nørdet filologisk ord-til-ord-analyse og på den anden side kontekst-relateret fortolkning og ikke mindst forholdet mellem de to veje ind og ud af teksten. Fra Børge Kristiansen, der stedse taler med i baggrunden, har Vangshardt overtaget begreberne tekstens "inderhorisont" og "yderhorisont". Også enkle, men såre nyttige værktøjer.
Men allervigtigst, synes jeg, og ydmygt underbetonet i Vangshardts afrunding af bogen er erkendelsen af at læsningen af de to romaner med Nietzsche som følgesvend ikke er en litteraturvidenskabelig feinschmeckerøvelse, men en lidenskabelig erkendelsesproces der spejler de erfaringer man som menneske får i løbet af livet.
Så min anbefaling skal lyde: Læs Livets febrile hemmeligheder og bliv klogere på Mann og Pontoppidan – og på hvad litteraturvidenskab også kan være.