– og han levede ulykkeligt til sine dages ende

Om Lykke-Per

Af Peter Poulsen

I.

Der er mere end et e til forskel på H. C. Andersens Lykke-Peer og Henrik Pontoppidans; sidstnævnte begyndte at udkomme næsten tredive år efter Andersens, i 1898; det afsluttende – ottende – bind så dagens lys i 1904, men værket er som bekendt revideret og koncentreret nogle gange siden. Andersens Lykke-Peer er det gudbenådede barn, hvis geni bærer igennem alle trængsler, som vinder i lotteriet, hvis dét er nødvendigt, og som dør i lykkens zenit. Med Pontoppidans er det mildt sagt anderledes og langt mere kompliceret.

I begyndelsen af romanen, altså Pontoppidans, er man vis på, at Peter Andreas Sidenius, som er hovedfigurens kristennavn, er en veritabel oprører, et væsen prædestineret til at kuldkaste al tradition og radikalt gøre op med sin verdens fjendske præstefar, sit dystre, pietetsfulde barndomshjem i en østjysk købstad og de bedrøvelige værdier, familien baserer sin eksistens på.

Man er vis på, at det genstridige barn skal udvikle sig til en af det moderne gennembruds mænd; på hans skuldre, tænker man, vil den ny tid bæres frem. Her er et individ, som vil præge det tyvende århundrede og som tør sætte sig op mod den gamle verdens autoriteter. Og da han efter det efterhånden stærkt komprimerede barndomskapitel forlader sin østjyske fødestavn for at blive ingeniør i hovedstaden, har han allerede brudt afgørende med slægtens praksis, og man er som læser slet ikke i tvivl om at det, man er i gang med, er romanen om en født revolutionær.

Som den drevne fortæller Pontoppidan allerede var, da han skrev sin Lykke-Per, er han i stand til at skabe en illusion i læseren, stærk nok til at denne i starten kun ser ét aspekt af historien, selv om kimene til de andre allerede findes nedlagt i den. På den måde er Pontoppidan hvad man i dag vil kalde cool. Barnet Peter Andreas er en fribytter og en strejfer; han afprøver grænser og har sin egen, hemmelige verden ved siden af familiens; han virker besat af trangen til at være en anden. Det er det indtryk, man har, da det unge menneske med udgangen af første kapitel går om bord i en passagerbåd for at søge lykken i København.

Men gransker man det første kapitel lidt nærmere, finder man en række andre træk hos unge Sidenius, som skal blive lige så bestemmende for hans udvikling som trangen til selvstændighed, træk, som ligger dybere og som problematiserer denne trang. Som det mest evidente kan jeg nævne: stolthedsfølelsen, som måske er stærkere end frihedstrangen. Faktisk er det ikke provinsbyen og familien, han forlader, men forbitrelsen over den førstes manglende anerkendelse af hans person og skammen over den sidstes mangel på status i lokalsamfundet.

Ensom og venneløs sejler han til hovedstaden; hvis der overhovedet er en person i hjembyen, hans hjerte banker en anelse for, er det hans syge, sengeliggende og afkræftede mor. Også Pontoppidans Lykke-Per er et eventyr, skønt forfatteren gør sit til, at vi ikke skal mærke det.

II.

Det er længe siden, jeg første gang læste denne på mange måder gådefulde roman om et lige så gådefuldt menneske; det har nok været i slutningen af 50'erne eller begyndelsen af 60'eme, og selv om det ofte er forskelligt, hvad man reagerer på som ung og gammel, udgår der fra personen Peter Andreas Sidenius alias Per alias Lykke-Per en abrupt brutalitet, som jeg ikke synes har ændret sig på fyrre år. Der er andre sider af ham, man med årene oplever anderledes, men brutaliteten er konstant. Per vil aldrig, hvad der end sker med verden, blive en såkaldt blød mand. Det forhindrer dog ikke, at man under den brutale overflade finder både sensitivitet og, i endnu højere grad, sårbarhed.

Jeg har nu levet med denne skabning i fire årtier; ikke altid intimt, men han har været til stede i bevidstheden, til tider i de dybere lag, til andre tider lige under huden, så levende som fiktive væsner kan være. Sammen med diverse personligheder som Bloom, Ole Jastrau, Mikkel Thøgersen, Niels Lyhne, for nu at nævne en tilfældig buket af mine indre mænd^'1, har også Sidenius været en del af mig og sikkert medbestemmende for, hvem og hvad jeg er blevet. Nogle vil sikkert sige, at jeg burde have valgt andre at være i selskab med; dertil er kun at replicere, at valg i gængs forstand er der ikke tale om. Når man læser et litterært værk, ved man lykkeligvis ikke på forhånd, hvad det vil gøre ved en, og hvad der vil ske med dets figurer undervejs og efter konsumptionen. Litteraturen er et stærkt medium, dens skikkelser og de tildragelser, som berettes, er ofte tydeligere end den faktiske verden og dens historie. Tænker jeg på Kristian den Anden, er det Johannes V. Jensens kongeskikkelse, jeg ser for mig, selv om den sikkert ikke er historisk korrekt. Hamlet er for mange en skikkelse i kød og blod og ikke bare resultatet af Shakespeares indbildningskraft, den fordrukne Jeppe^'2 en bekendt, det samme er Adam Homo, Bardamu, Marie Grubbe, Emma Zunz og mange andre, skønt de er fiktive^'3. Forfatteren ved aldrig, hvad der sker, når han åbner for Aiolos' sæk.

De fiktive blander sig med de faktiske og kan leve videre uden for deres oprindelige revir; man kan udmærket møde Odysseus uden at have læst Homer; Othello kan være en realitet, uden at man kender tragedien; for mit eget vedkommende mødte jeg første gang Sidenius ikke hos Pontoppidan men i følgende digt:

Hvem kalder Skrænten paa om ikke Havet?
Hvem syder Sandet for om ikke Bølgen?
Alt kalder her og længes, selvom alt
Forstaar, at Død og Undergang er Følgen.

Bestorm mig, Hav, og smelt mig i din Vælde!
Bedæk mig, Bølge, med dit beske Skum!
Og Bølgen slaar den tørre Tang til Side.
Og Havet æder Skrænten mere krum.

Som Skræntens Træ, med blottet Rod og Nerve,
Staar jeg for Fald og skælver i min Venten.
Du er som de, usalige Veninde:
Umættelig som Sandet, veg som Skrænten.

Digtet hedder "Sidenius i Aasø" og er fra Frank Jægers Havkarlens Sange, 1956. Jæger havde i hver af sine digtsamlinger et Sidenius-digt, dvs. syv i alt, og fælles for dem er, at de er både døds- og kærlighedsdigte. Og alle genlyder af en stor ensomhed. Jeg må tilstå, at det var Jægers Sidenius, som førte mig til Pontoppidans og ikke omvendt, som det måske burde have været, hvis det skal gå ordentligt til, hvad det sjældent gør, og allermindst i digtningens verden. Digtere stjæler fra hinanden med arme og ben og transformerer det stjålne efter forgodtbefindende uden hensyn til den såkaldte kontekst og ofte uden dybere veneration, akkurat som Pontoppidan har stjålet sin Lykke-Per fra Andersen, fjernet et e og lagt en masse til.

Men Jæger var en lydhør tyv. I alle syv Sidenius-versioner genkender man, synes jeg, Pontoppidans Per, særlig hvor han absenterer sig fra det menneskelige samvær og søger en afsides og solitær natur, en lomme i tid og bevidsthed. Som under Tysklandsrejsen, hvor han er søgt op i de sneklædte bjerge:

Han var naaet nogle Tusind Fod tilvejrs og saae foran sig en uhyre Snemark, der øverst oppe gennembrødes af en nøgen, rødgraa, solbeskinnet Klippekam. Forpustet, som han var bleven af den anstrengende Opstigning, maatte han standse for at samle Vejr. Og som han stod der, støttet til sin Stok, og saae sig omkring i det tavse og vilde Øde, sank han hen i en langvarig Undren over sine egne Fornemmelser. Han spurgte, hvorledes det var muligt, at der kunde være noget tiltrækkende, ja noget for Sindet opløftende i at gaa saaledes Time efter Time gennem en fuldkommen livløs Stenørken, i den samme ensformige Stilhed. Hvorledes gik det til, at noget saa negativt som det, at man ingenting hørte, kunde virke saa højtideligt befriende¹

Sådanne fornemmelser er ikke fremmede for Jægers figur, som dog altid i sin ensomhed taler til en kvinde, "en veninde", som han siger. De to Sidenius'er er nært beslægtede i deres søgen efter ensomhed, hvorimod de er forskellige, hvad angår det erotiske. Hos Jæger antager omgivelserne kvindelige former, ikke hos Pontoppidan.

III.

Før kaldte jeg Lykke-Per en gådefuld roman, og det står jeg naturligvis ved, selv om jeg ikke mener gådefuld i betydningen uforståelig eller bizar; tværtimod synes jeg, romanen er gådefuld i sin ligefremhed og tilgængelighed. Man kan sagtens læse den næsten uden litterære eller historiske forudsætninger, skønt udbyttet og fornøjelsen selvfølgelig ikke bliver mindre, hvis man kan dechifrere maskerne og tyde, hvilke af Pontoppidans samtidige, der skjuler sig i dens rige galleri af personer. Mere eller mindre forklædte møder man Brandes, Nansen, Hørup, Schandorph, Bang og en række andre litterære og politiske frontfigurer især i de blændende beskrivelser af hovedstadslivet, som værket rummer.

Men dybest set handler romanen ikke om forfatterens samtid, selv om denne udgør dens velfungerende kulisse. Dens ærinde, sådan ser jeg det i hvert fald, er at berette om et menneske splidagtigt med sig selv, et menneske i sin egen vold, som bestandig drømmer om at være en anden end den, han er, og som derfor et langt stykke hen ikke er nogen. Ikke før til allersidst, hvor han vælger at være ingen i sin ensomhed.

Men heller ikke det er vel så gådefuldt; for mig består det gådefulde i selve henvendelsen, i den røst som alvidende taler til os igennem fortællingen og som må formodes at tilhøre forfatteren. Det er, som om en ældgammel story teller har taget bolig i romanen og taler til os via forfatteren. Det gådefulde beror måske i denne ventrilokvistiske dimension.

IV.

I København begynder Peter Andreas eller Per, som han vælger at kalde sig, som bekendt at læse til ingeniør. Snart får han et beskedent logi hos en pensioneret højbådsmand Olufsen og dennes hustru i Nyboder. Hos disse livsglade, gamle mennesker finder han sig så godt til rette, som det næsten er muligt for ham. Han møder her en respekt og forståelse, som i glimt lokker ham ud af opvækstens forkrampelse og forærer ham nogle muligheder, som han næsten instinktivt forkaster. Hver gang, han er ved at åbne sig for sin nærmeste omverden, trækker han sig hastigt tilbage til sit sjælelige fangehul.

Studierne, som han fra begyndelsen nysgerrig og forhåbningsfuld kaster sig over, viser sig efterhånden at være perspektivløse og lige så støvede, som han ellers kun kunne forestille sig, at teologien måtte være; og han finder snart, som så mange studerende både før og efter ham, adspredelse i byens værtshusliv, bl. a. på en kunstnerknejpe, der ligner dem, jeg selv og mine generationsfæller færdedes i, da vi var unge, og da jeg for mit vedkommende traf den egentlige Sidenius; her, mellem saltvandsmalere, syge digtere, anarkister og journalister, som til forveksling ligner dem, jeg erindrer fra min ungdoms minefelt, falder hans øjne — også det er hændt mange gange før og siden — på en yppig servitrice. Røde Lisbeth, som straks sætter drifterne i brand.

[Peter Poulsen læste her et afsnit af Bd. I, Andet Kapitel efter den tredje stjerne, 5.-6. afsnit + 9.-10. afsnit. (I Tranebogsudgaven er det siderne 54+55 og 56-57.)]

Pontoppidans stil er, som man kan høre, ikke nybrydende eller eksperimenterende. Hans narrative udgangspunkt er som sagt den alvidende fortællers. De mere stilbevidste og sprogligt nyskabende kolleger som J.P. Jacobsen og Herman Bang vakte en vis irritation hos ham ved deres facon; i sine erindringer skriver han om den førstes "udpyntede Stil, det søgte Ordvalg, de prunkende Farver, al den Overlæsselse i det hele, der røber sit Ophav som en Kunstens Parvenu". Elskværdigere var han ikke mod Herman Bang, hvis impressionisme han beskrev som

lutter Taskenspilleri og Forstillelse. Mens Idealet dog skulde være, at Forfatter og Læser paa ethvert Punkt var som eet, er Forholdet nu det, at Forfatteren hele Tiden maa gaa rundt med Maske paa, maa lade, som om han ikke véd mere end Læseren, maa forholde denne Oplysninger, ja undertiden ligefrem lede hans Opfattelse paa Vildspor – alt under Paaskud af at genfremstille Livet.²

Hos Pontoppidan er læser og forfatter på informatorisk omgangshøjde, fortællerstemmen beretter, hvad den ved om sine personer og deres følelser, den forsøger ikke at krybe ind i dem og tale fra deres hjørne af verden. At resultatet bestemt ikke var farveløst eller pedantisk og at persontegningen ikke blev uvedkommende og distanceret, viser den lille sekvens fra "Gryden". Man kan, uden malice, karakterisere hans metode som journalistisk, dvs. underholdende og pragmatisk. Samtidig med, at han som en dygtig reporter udfolder en bid af samfundslivet i sin værtshusskildring, bringer han beretningen et skridt videre, idet han introducerer en vigtig brik i Pers udvikling, jøden Ivan Salomon, som bliver det unge menneskes trinbræt til de samfundslag, som rummer muligheden for ære og værdighed, prestige og materiel rigdom. Og samtidig får han, yderst direkte, fortalt om et medfødt træk hos den kernedanske studerende: hans i den lutherske tradition baserede modvilje mod fremmede, hans antisemitisme tør man vel sige. Og, hånden på hjertet, trods forløbets blændende reportagekvaliteter ville jeg nok have foretrukket en mindre bastant udredning af den intrikate xenofobi, som f.eks. den jævnaldrende Herman Bang kunne have leveret den. Jeg er vis på, at den bangske impressionisme og diskretion i aflevering af budskabet, kun ville have styrket dets virkning.

Det sidste skal ikke tilsløre min beundring for den direkte og klarhjernede Henrik Pontoppidan, hvis politiske nøgternhed og moralske integritet ikke kan anfægtes og som i samtiden bragte sindene mere end i kog.

V.

Der er også en anden side af Per, som antydes i det citerede stykke, nemlig hans greb om kvinder. Per er, hvad man vil kalde et flot stykke mandfolk, som forstår at benytte sine fortrin og som hjælpes godt på vej af sin brutalitet. Han er en erobrer, som mestrer kunsten at score, som vi siger i vore dage. Pontoppidans rystende beskrivelse af, hvordan han langsomt fortryller den fra starten yderst modvillige Jakobe Salomon, som er ham intellektuelt og menneskeligt overlegen og en overgang gør hende til et næsten viljeløst offer for sine drifter, er både dristig og gennemført. Lykke-Per er her i sin beregnende kynisme nærmest at ligne ved en alfons, en god gammeldags kradsekarl eller souteneur, som det hedder i dannede kredse. Skildringen af Jakobes underkastelse er et psykologisk mesterstykke fra forfatterens hånd.

Ikke mindre indsigtsfuld er hans redegørelse for Pers svaghed, eller måske skulle man sige menneskelighed, både i dette og i andre af de erotiske forhold, romanen redegør for. Allerede i forbindelse med en af hans tidlige erobringer bliver han offer for sin opvækst og den pietisme, der stikker så dybt i ham. Han ækles ved det kødelige og må opgive den erotiske seance, han ellers havde set frem til.

I sit forhold til Jakobe vakler han bestandig mellem den hengivelse, han har suggereret sig frem til at føle, og sin trang til at bryde ud, flygte fra den misere, han selv har bragt sig i. Bestandig bliver han offer for sine egne manipulationer, ikke bare i kærlighedslivet – for det går på samme måde med hans forhold til Inger, hans kone – men også på det sociale område. Da kortene er ved at falde på plads og hans livsværk, afvandings- og kanalprojektet, der skal industrialisere det meste af Jylland og gøre det stærkt decimerede fædreland til en moderne stat, er inden for rækkevidde, mister det hans interesse og han trækker sig tilbage. I det hele taget er Lykke-Per på bestandig flugt fra noget og til noget andet, som han siden skal flygte fra. Han er på bunden et forsagt og skrøbeligt væsen ude af stand til at realisere sine ubeskedne ambitioner.

Det er den egenskab, der gør det muligt at synes om ham. For selv om han er, hvad man kalder en skidt knægt, nærer man som læser uundgåeligt en vis sympati for ham.

VI.

Lykke-Per er overfladisk betragtet en gammeldags roman, i den forstand at den ikke eksperimenterer med form og indhold. Den er, som nævnt, fortalt af den såkaldt alvidende, dens tema er et menneskes liv fra fødsel til død. Alligevel er den ikke så traditionel, som det lyder.

Der er, synes jeg, ét særligt træk udover dens professionelle kvaliteter, der gør den mindst lige så moderne — og måske nok så væsentlig, som mange modernistiske, postmodernistiske, formeksperimenterende og polyfone romaner, og det ligger i det, jeg vil kalde dens psykologiske rytmik.

Normalt genereres den gammeldags fortælling af dramatiske højdepunkter; der sker noget drastisk, som bringer handlingen fra et stadium til det næste. Men i Lykke-Per er det hvilepunkterne, ofte den ensomhed hovedpersonen opsøger, sådan som han gjorde i de tyske bjerge, der bringer ham fra et trin til det næste. Det er vegetations- og meditationspunkterne og ikke dramatikken, der sætter skub i foretagendet og som gør romanen til andet og mere end et nummer i nationallitteraturens katalog af kære eller tunge pligter. Det er dem, der uafrysteligt er tilbage i læseren, i hvert fald i denne læser, når Lykke-Per er fulgt til dørs i sin sidste, selvvalgte ensomhed, som i sig selv er en dristig afslutning på et eventyr. Stærkest og mest gribende er efter min mening den scene, hvor Per sidder på en københavnsk havneknejpe og ser sine brødre føre kisten med deres afdøde mor hen til skibet, der skal befordre hende til det sidste hvilested hjemme i provinsbyen, som hun forlod, da hendes mand, pastor Sidenius døde.

[Peter Poulsen læste her et afsnit af Bd. II, Attende Kapitel efter den tredje stjerne, 1.-18. afsnit + 21. afsnit. (I Tranebogsudgaven er det siderne 125-30.)]

Og på vej til sig selv, som han nogle år senere fandt i afkaldet. Og det var den dristighed og nøgterne konsekvens, som bevirkede, at Pontoppidan måtte dele sin Nobelpris med en noget ringere kollega.

Dengang vægrede man sig ved at prise en digter, hvis eventyr på en måde endte med sætningen: Og han levede ulykkelig til sine dages ende.