Vigilia
Vigilia er en københavnsk Forening, der har bestaaet nogle faa Aar, og som har sat sig til Opgave at fremme Sædeligheden. Til den Ende holder Foreningen navnlig Øje med tre Ting: Skønlitteraturen, Dagspressen og de offentlige Forlystelser.
"Vigilia" betyder "Vagthold", og dersom Foreningen kunde svare ret til dette Navn, vilde den blive hilst med almindelig Tilfredshed eller i hvert Fald med afgjort Respekt. Alvorligt Vagthold er en Fornødenhed, ingen fornuftige Mennesker kan miskende.
Men der er Forskel paa en Skildvagt og en Barnepige. Og det er denne Forskel, den ærede Forening ikke ganske har forstaaet at overholde. Derfor er det hidtil ikke lykkedes den at gøre et egentlig respektindgydende Indtryk paa den offentlige Mening, hvilket dog maatte være den første Betingelse for, at den kunde have Held med sin Virksomhed. Det er altid en vanskelig Sag at optræde som 251 moralsk Censor. Men det bliver en ganske umulig Sag, naar man ikke kan optræde med en eller anden Slags Autoritet, som kan give ens Henvendelser Eftertryk. Man maa sørge for ikke ligefrem at blive fejet af. Man maa – med andre Ord – omhyggelig begrænse sin Optræden til saadanne Tilfælde, hvor der virkelig er noget at tage fat paa. Man maa sørge for virkelig at ramme, naar man slaar.
Hvordan det har kunnet gaa Vigilia med dens Henvendelser, fremgaar af et Svar, Foreningen har faaet fra Boghandler Jul. Gjellerup, og som den selv har offentliggjort i sin sidste Aarsberetning. Hr. Gjellerup skriver: "Jeg frabeder mig for Fremtiden Foreningens Raad og Vejledning, der baade er upassende og anmassende, rent bortset fra, at Foreningen gennem sit ensidige og taagede Syn beviser sin Umulighed til at give Raad paa Moralens, Litteraturens og Boghandelens Omraade".
Vigilias Bestyrelse tager dette Brev for et "Udslag af ondt Lune". Men Spørgsmaalet er, om der ikke ligger noget andet og mere deri, – om ikke Boghandler Gjellerups Afvisning i Virkeligheden er en berettiget Protest mod ukaldet og nærgaaende Indblanding, og om denne Protest ikke udtrykker temmelig nøjagtigt, hvad besindige og fornuftige Folk gennemgaaende mener om Vigilia og dens Færd.
Hvad er det, Hr. Gjellerup saaledes svarer paa? Det er en længere Henvendelse, han – som enhver anden Boghandler i Landet – har modtaget fra Vigilia, adresseret til den private Bolig og indeholdende en Indskærpelse af Boghandlerens moralske Ansvar som Forhandler af tvivlsomme Bøger; samt en Vejledning for Boghandleren om, hvorledes han 252 kan bære sig ad for at skønne, om en Bog fortjener at forhandles eller ikke. Boghandleren faar Anvisning til at "lægge Mærke til følgende fire Omstændigheder: 1) Forfatterens Navn, 2) Forlæggerens Navn, 3) Bogens Illustrationer og 4) Anmeldelser i Pressen." Boghandleren instrueres endvidere om, hvorledes han passende vil kunne forholde sig over for saadanne Kunder, som forlanger en af de daarlige Bøger. Boghandleren kan svare kort og godt: Den Vare fører jeg ikke! Men – henstilles det – i visse Tilfælde han Svaret jo lyde saaledes: "Den Bog har jeg ikke, men dersom De ønsker den, skal jeg selvfølgelig skaffe Dem den."
Iøvrigt vil Vigilia ikke gaa mere i Enkeltheder, men overlade Boghandleren til at "finde den rette Løsning af Vanskelighederne bl. a. ved at raadføre sig med andre alvorlige Mænd inden for sin Stand, men frem for alt ved atter og atter at raadspørge sin egen Samvittighed."
Se, er dette nu ikke altsammen rigtig gode Raad, og burde Hr. Gjellerup ikke være glad og taknemlig for at modtage dem? Jo, dersom Hr. Gjellerup trænger til en Barnepige. Men det er maaske det, Hr. Gjellerup hverken trænger til eller ønsker sig. Og deri ligner han formentlig vort Publikum i det hele og store. Og derfor kan Publikums Holdning overfor Vigilia saa omtrentlig udtrykkes netop i disse Ord: Jeg frabeder mig Foreningens Raad og Vejledning!
Boghandler Gjellerup betegner Vigilias Henvendelse som "baade upassende og anmassende", og dette gør han "rent bortset fra, at Foreningen gennem sit ensidige og taagede Syn beviser sin Umulighed 253 til at give Raad paa Moralens, Litteraturens og: Boghandelens Omraade".
Her kommer vi altsaa til en ny Side af Sagen. Eet er Vigilias Paatrængenhed, et andet dens Inkompetence. Denne Forening har et ensidigt og taaget Syn paa de Ting, den har sat sig for at forbedre.
Dette er Boghandler Gjellerups Paastand. Og den lader sig ikke afvise. Naar man læser den offentliggjorte Beretning om Møderne i Koncertpalæet sidste Vinter, hvor Foreningen for første Gang søgte at slaa til Lyd for sine Opgaver, faar man just Indtrykket af det "ensidige og taagede Syn" hos dem, der fører Sagen frem.
Ja, hvilken Taage! Disse Ordførere taler om Bordeller, utugtige Billeder, Skøgeromaner, Prostitutions-Annoncer, og det kan være meget rigtigt; dér er de i hvert Fald paa Sporet. Men midt ind i alt dette taler de saa om Georg Brandes's Behandling af Molbech eller om Drachmanns Anbringelse af Schandorff/Schandorph ??? i den himmelske Krostue. Hvad i al Verden har Vigilia med disse litterære Frembringelser at gøre? Eller Henrik Pontoppidans "Det ideale Hjem"! Pastor Henry Larsen trækker denne Bog igennem, kalder den en grim Bog og slutter med den Bemærkning: "Der er ikke Gnist af Moral i Pontoppidans Bog; thi han svinger ikke Svøben over Egoismen, men præmierer den".
Jeg skal ikke indlade mig paa at undersøge, hvorvidt denne Bedømmelse af "Det ideale Hjem" er retfærdig eller ikke. Det er i det hele taget ikke det, jeg opholder mig over, at Pastor Larsen hudfletter den Bog, men at han staar op og gør det 254 paa et Vigiliamøde. Derved viser Pastor Larsen, at han ikke forstaar at gøre Forskel. Et Arbejde, der i etisk Henseende er paradoksalt (eller oprørsk, om man saa vil) roder Pastor L. uden videre sammen men Smudslitteraturen, den, der tilsviner den opvoksende Ungdoms Fantasi, den, om hvilken han udbryder: "Fej den da ud, al den Urenhedens og Ondskabens Surdejg, som vanhelliger saa mange Huse!"
I denne Maade at tage Sagerne paa, mangler en Ting: Alvoren. Dette blev da ogsaa følt af i det mindste een Deltager i Mødet, Grosserer Lachmann, der tog Ordet og udtalte, at man ved en saadan Optræden selv gjorde et saa eklatant Brud paa Velanstændighed og offentlig Moral, at man berøvede sig selv Retten til at tale med om, hvad offentlig Sædelighed og Moral betyder.
Det er det uheldige, at Vigilia, der vil Smudset til Livs. ikke kan holde sin egen Sag ren, men at man stadig hos dens Ordførere skal møde denne smudsige Sammenroden af det, der vedkommer Vigilia, og det, der ligger ganske uden for dens Omraade.
Pastor With holder saaledes et Foredrag om Dagspressens Moral. Her giver han et Udpluk af visse Smaablades Annoncer: "En fiks Forretnings-dame ønsker et lille Laan af en velsitueret Herre" – og mere af den Slags. Derefter fortsætter Taleren: "Og dog mener jeg ikke, at disse Smaablade er den værste Del af Pressen. Det er "Politiken". Det er den værste Svøbe for vort Samfund." Nu skulde man jo vente, at denne Paastand vilde, blive dokumenteret med en Henvisning til moralske Smudsigheder i Politikens Spalter. Men i Stedet henvises 255 der til en Artikel af G. Brandes, hvor Kristendommen, eller i hvert Fald den gængse Kristendom, angribes, – hvor der fortælles om en Kvinde, der "hypnotiseres af en Syndsprædikant" og bliver "indlemmet i den store Lemmestiftelse af Syndere og Synderinder, som vi alle kender".
Kan nu nogen, der ikke selv er Medlem af Vigilia, faa i sit Hoved, hvorledes man bærer sig ad med at foretage denne Overgang fra Prostitutions-annoncerne i Smaabladene til den kirkefjendtlige Artikel i Politiken, – hvorledes det lader sig gøre at fremstille den sidstnævnte Pressefremtoning som ensartet med kun meget værre end den førstnævnte? Man fristes til at spørge: Er der ikke længer noget, der hedder Renlighed, Tugtighed og Ærbarhed i Omgangen med Ord og Tankegange? Kan man virkelig, fordi det er et Vigiliapublikum man har for sig, ugenert staa og sylte en navngiven og navnkundig aandelig Modstander sammen med en anonym "fiks Forretningsdame", der tilbyder sig i "Forpostens" Annoncespalter? Og kan man i et Foredrag om Pressens Moral spille G. Brandes' Hib til "den store Lemmestiftelse" og til de evige Helvedespinslers "Hottentotbøddelstandpunkt" ud som eneste Grundlag for den Dom, at "Politiken" er det moralsk værste af alle vore Blade?
Kan man det, saa kan man hvad det skal være, og saa har Vigilia sat Rekorden i litterær Ublufærdighed.
Alt i alt: Alvoren mangler. Man finder en hel Del Slagfærdighed, en hel Del Nidkærhed uden Forstand, en hel Del Lyst til at stikke sin Næse ind. Men Alvoren mangler.
256 Derfor kan man rolig forudsige, at Vigilia-Felttoget, saaledes som det er sat i Gang, ikke vil komme til at gøre andet end Fortræd. Paa sundt tænkende Mennesker vil det gøre netop det Indtryk af paatrængende Inkompetence, som det har gjort paa førnævnte Boghandler. Og det vil komme til at gas ud over Kristendommen, under hvis Fane Usmagelighederne begaas.