Ballet og Bondepigen.
101 Det hændte sig forleden, at
Jeg venlig bliver buden,
At dandse bort den næste Nat
Og svire lidt foruden.
#
Og da jeg hører til den Slags,
Som Folk kun sjælden nøder
Til sligt – saa svarede jeg strax:
"Ja gjerne – jo – jeg møder!" –
#
— Da Klokken den var 8, og
Karetherne begyndte.
At gaae – jeg tænkte: Du maa dog
Begynde Dig at pynte.
#
102 Saa tog jeg Kistekjolen1 frem,
De nye Beneklæder,
Vest og Strømper og saa dem,
Hvorpaa man Dandsen træder.
#
Og pusset som en Kavaleer,
Dog ingen Modejunker,
Jeg selvtilfreds i Spejlet seer,
Hvorledes alting prunker.
#
Saaledes gik jeg da derhen,
Og tænkte nok jeg vilde
Mig more godt, som gammel Ven
Af muntert, lystigt Gilde. – –
#
— Først drak vi The, derovenpaa
begyndte de at stille
Sig op til Dands – jeg ogsaa maa,
Hvor nødig jeg end vilde.
#
103 Men til min Lykke mærker jeg,
At der var meget færre
Af Damer – saa det skeete mig,
At jeg blev Stole-Herre.
#
Den Frihed, som jeg dermed fik,
Var inderlig kjærkommen,
Jeg rundt omkring allene gik
Med Hænderne i Lommen. –
#
— Paa en af Promenaderne
Igjennem Sale, Stuer,
Jeg faaer en Bondedragt at see
Iblandt de gamle Fruer.
#
Hun gik og vartede dem op
Med Kirsebær og Blommer:
En Blomme2 selv fra Taa til Top,
Hun hen imod mig kommer.
#
104 Og da jeg rigtig vel saa til,
Om hun vel var en Flane3 –
Saa seer jeg: – hvilket Tryllespil! . .
At det var Lille Ane! —
#
Det foer igjennem mig forvist,
Den Gang hun aabned' Munden,
Og spurgte: har De siden sidst
Dem altid vel befunden?
#
Tak! lille Ane – svared' jeg –
Og De? – som paa min Ære
I Aften reent forbauser mig
Ved i min Kreds at være!
#
Hvor De er smuk i Aften, og
saa smagfuldt pyntet – Ane!
De er og bliver altid dog
Den samme "Lille Ane"!
#
105 "Ja gjør De bare ikke Nar" –
Hun vred paa Skrømt mig svarer,
Og let som Vinden, pilesnar
Hun bort med Bakken farer.
#
Men jeg, som kjendte mere til
Den friske Bondepige,
Jeg tænkte paa et farligt Spil:
"I Smu mig ud at snige"
#
Og snart jeg fandt et Kneb, min Tro:
Med voldsom Haand jeg river
Det ene Baand af mine Skoe,
Og heel elendig bliver!
#
Jeg langsom hen til Fruen skreed,
Mit Uheld jeg beklager,
Og spørger, om hun ikke veed,
Hvorfra et Baand jeg tager?
#
106 "Heroppe jeg Skam ikke veed,
Hvor jeg skal noget finde; –
Men vil De ha'e Ulejlighed:
Lad Ane Skoen binde . ."
#
Det var et Raad, som stod mig an,
– Men Glæden ej jeg røber –
Først udenfor, saa stærkt jeg kan,
Jeg ned til Ane løber. – –
#
Men jeg paa Vejen glemmer, at
Jeg skal om Skobaand bede,
Og da jeg fik paa Ane fat
I Kjøkkenet dernede,
#
Saa spøgte vi med andre Ting
– Dog alt i Tugt og Ære –,
Blandt andet tog jeg frem en Ring,
Og spurgte: Vil De være . . . . ?
#
107 Herover atter Ane lod
Som om hun ikke vilde
Mig høre meer; men jeg forstod
Let Ane at formilde! – –
#
Omsider falder det mig ind,
At Dandsen vist har Ende,
Saa klappede jeg Anes Kind,
Og bød Farvel til hende.
#
"Farvel saalænge – Anemoer!
Kom snart nu op i Stuen –
Nu maa jeg gaae, thi ellers faaer
Jeg Spot og Skam af Fruen.["] –
#
– Snart stod jeg atter kisteglad
I Dandsens muntre Række,
Og nikkede imellem ad
Den lille Kjæledægge! . .
#
108 Som gik omkring at pusse Lys,
Og bød os Viin og Kage:
Jeg tænkte: hvor et lille Kys
Mig vilde bedre smage! . .
#
Thi Damerne jeg gjorde Cour
Blot som en gammel Vane:
I Grunden stod mit Blik paa Luur
Kun efter "Lille-Ane"!
#
Hvergang at hun forbi mig gik
Saa nær hun kunde høre,
I Hurtighed og snildt hun fik
En Dævel i sit Øre4. – –
#
— Saaledes gik den meste Nat
Med op og ned at vandre,
Og naar jeg fik paa Ane fat,
Saa glemte jeg de andre! –
#
109 Førend vi skulde til at gaae,
Jeg vil min Fryd forøge
Ved Anes Løfte først at faae,
At hun mig vil besøge. –
#
Og da engang jeg saae mit Snit
Jeg stræbte kun at blive
Det hele Selskab hurtig qvit,
For Ane Vink at give.
#
Jeg slukkede den sidste Tørst
– God Viin dog aldrig skader –
Og bød Godnat til alle først
Førend jeg dem forlader! –
#
Og tænk mit Held – du søde Gud!
– Et Held foruden Lige –
Paa Vinket hun mig lukker ud
Min søde Bondepige!
#
110 "Hør Lille Ane! – end et Ord,
Som De maa ikke glemme,:
I Aar De ligesom i Fjor
Besøger mig dog hjemme?! –
——
Og Ane, saa naturlig snild,
Med sagte venlig Stemme
Hun lægger blot det Spørgsmaal til:
"Hvornaar er De vel hjemme?" –
