Den 11te Dag.

86 Natten var søvnløs . . . Lyset forkyndte,
At den forventede Dag1 begyndte.
Fra tidlig Morgen Forstanden stod
Mit Hjertes Længsel kraftig imod;
– Men dog var den ikke mægtig at sejre
Over de Fjender, som tusindfold lejre
Sig trindt om Fornuften – dens Stemme
Maatte jeg glemme! – –
87 Længe jeg grublede taus – og førend
Jeg tænkte derpaa, var Vognen for Døren
– – Nu kjørte jeg da – – men hvo
I al Verden kunde dog troe,
At jeg, som har ventet paa denne Tour
Med Længsel og Veemod, var traurig og suur,
Nu, da jeg just skulde til at nyde
Min Lykke – og syntes slet ikke at bryde
Mig om, at Touren gik hen til Hende,
Hos hvem ellers Timerne pleje at rinde
Som faa Minutter – . . . . .
Men jeg, som kjender Logiken, jeg slutter,
At den, som ikke vil komme til mig,
Den ønsker ej heller at see mig hos sig:
Dette var Grunden, hvorfor jeg ej vilde
Oftere frugtesløs lade mig hilde
I Skjønhedens tause og lokkende Snare,
88 Men muelig det sidste af Kraften bevare . . .
– – Nu var jeg paa Vejen, og maatte
Taale at Damerne sidde og godte
Sig over mit knækkede Mod . . . . .
Da tænkte jeg: Frem med den højre Fod,
Og om den end vakler, saa stil Dig dog an
Som glad og fornøjet, saa godt som Du kan.
– Det var min Beslutning; hvorvidt den holdt Stik
Jeg selv og de Andre at vide fik . . . .
– Jeg vidste det næppe, da Skolen forbi
Vi vare ved Gaarden hun boede i:
Vi rullede ind af den brune Port,
Men dermed var det Skam ikke gjort . .
Der var et større Slag at levere,
Ja Venner! I skulde det bare probere:
Jeg sad i en bitter og martrende Qval,
Var næppe et Haarsbred fra at blive gal,
89 Da jeg i den første jeg saae kunde kjende –
Hvem mene I . . . Hende!
(det var just Iisslag, og følgelig glat,
Altsaa – skjøndt maadelig Karl for min Hat –
Jeg maatte dog Damerne Hænderne række
Og vogte, at de sig ej skulde lægge)
– Jeg gjensaae den Yndige Rosenkind,
Men bildte mig ikke – som sidste Gang – ind,
At Rosen blussed saa frisk for mig –
Nu var jeg ikke saa lykkelig! –
– Men dog jeg begyndte den modige Rolle,
Jeg ønskede: blot Du til Enden kan holde
Den rette og den frimodige Takt,
Og lade som om Du var heel uforsagt . . –
Den første Tid jeg vist spillede godt,
Skjøndt vel imellem jeg forløb mig saa smaat.
90 Vi laved' os til at musicere,
Da med eet jeg hører dem proponere,
At Ungdommen oppe i Salen skal
Holde et lille Forlystelses Bal.
Violinen var alt begyndt at spille,
Jeg stod og var uvis, med hvem jeg vilde
Eller rettere skulde begyndt at dandse,
da uden det passende rigtig at sandse,
Jeg glemte min Rolle, og over Hoved og Hals
Jeg engagerede Hende til første Vals.
Derefter ogsaa den gode Veninde
Tillod, at jeg svingede hende,
Og saa min Kusine og Søstrene med
Maatte paa Gulvet muntert afsted:
Men mellem Dandsen med disse sidste
Jeg favnede oftere den Bevidste!
91 Da Dandsen var endt, gik vi atter tilbage
Til Stuen og bade Veninden tage
Plads ved Klaveret og synge os den:
"Jeg har kaaret mig en Ven!"
– Vi gik til Bords og spiste en Steeg,
Men Rombudding fik vi rigtig nok ej:
Derimod lod jeg mig ypperlig smage
En anden Slags Kage.

Saaledes gik da hos disse rare
Folk den Aften: Tilvisse de vare
Opmærksomme mod mig alle sammen,
Døttrene, Præsten og saa Madammen;
Men den Lille hun lod mig komme og gaae,
Og tænkte formodentlig slet ikke paa,
At jeg under Dandsen, Musikken og Spil
Og Spisningen godt lagde Mærke til,
92 At det eneste Pant paa Godhed jeg nød,
Var det, at hun under Spisningen bød
Mig – Fadet med Klejner . . . men kan man nu vel
Love sig meget af saadant et Held?! . . .
– Kort efter hørte jeg Klokken slaae Ti,
Saa kjørte vi hjem saa tidlig, fordi
Præsten var syg: Jeg bød Godnat! . . . .
Og havde mig næppe paa Vognen sat,
Førend jeg hensank i Melancholi,
Saae ikkun for mig en tornefuld Sti,
Uden Roser og blottet for Glæde – –
– Jeg maatte græde! . .
I denne Tankernes mørke Strøm
Jeg tænkte over min lyse Drøm:
Og stammede sagte de tunge Ord:
"Aldrig mere paa Drømme jeg troer!"

 
[1] Dag: søndag d. 2. januar 1836. tilbage