Den rejselystne litterat
I dag ville forfatteren Thorkild Hansen være fyldt 75 år. Efter hans død er der udkommet en række dagbøger, artikler og rejsedagbøger, og i dagens anledning offentliggøres bogen 'Genklang', der indeholder et dusin af Thorkild Hansens essays og kronikker fra perioden 1959-1989, hans dødsår. De posthume udgivelser vidner om dette markante forfatterskabs vedvarende vitalitet, men Thorkild Hansens tekster påkalder sig også fornyet opmærksomhed på grund af aktuelle udviklinger inden for litteraturkritikken og litteraturteorien. Det gælder ikke mindst essayene i Genklang, som f.eks. det om grønlandsfareren Andreas Kornerup.
Thorkild Hansens forfatterskab består af en lang række genrer og teksttyper, bl.a. litteraturkritik, journalistik, essays, dagbøger, interview, dokumentariske beretninger og historiske romaner. Som de fleste af Thorkild Hansens senere værker bygger gennembrudsbogen Det lykkelige Arabien (1962) på omfattende kildestudier og dokumenter, og bl.a. fordi bogen er rigt illustreret, fremtræder det ikke umiddelbart som et skønlitterært værk. Det lykkelige Arabien og de efterfølgende dokumentarbøger stod med deres brede episke og faktaorienterede fremstillinger i et vist modsætningsforhold til samtidens modernistiske prosa. I den forstand var bøgerne forud for deres litterære samtid. Men fordi de fokuserede på eksistentielle problemstillinger, pegede de også bagud, tilbage til den litterære eksistentialisme fra de første efterkrigsår og endnu længere tilbage, til den store episke tradition fra begyndelsen af det forrige århundrede.
Thorkild Hansens historiske dokumentarromaner byggede i vid udstrækning på optegnelser, som forfatteren gjorde på researchrejser til de lokaliteter, bøgerne handlede om, og han var en af de få efterkrigsforfattere, der benyttede sig af rejsedagbogen som litterær form. I den henseende kan Thorkild Hansen ses som mellemstationen mellem Johannes V. Jensen og Tom Kristensen i den ene ende og Carsten Jensen, Henrik Nordbrandt og Thomas Boberg i den anden.
Rejseskildringen og rejsedagbogen har dog mildest talt ikke altid været i høj kurs i den litterære verden, og det er vistnok en af årsagerne til, at visse dele af Thorkild Hansens forfatterskab indtil videre ikke har været anerkendt efter fortjeneste. Generelt har rejseberetning været et forholdsvis perifert fænomen, og ikke mindst i ideologikritikkens stormagtsdage i 1970'erne var det en dårlig idé at dyrke den type rejseskildring, som Thorkild Hansen yndede, det vil sige den, der opprioriterer den subjektive oplevelsesfremstilling på bekostning af formidlingen af objektive, faktuelle oplysninger.
Rejsen som sådan har haft afgørende betydning for mange danske forfattere, bl.a. Johannes V. Jensen – som det så klart demonstreres i Lars Handestens store biografi – for bare at nævne et af de mest kendte eksempler. Den litterære rejse kan blot være en flugt fra hverdagen, et påskud til at skaffe forfatteren nye, eksotiske motiver, men den kan også fungere på et mere abstrakt niveau, f.eks. som metafor for selve tilværelsen. Livet som en rejse fra vugge til grav, eller som en vandring mod et mål af ideologisk, mytologisk eller religiøs art, er traditionsrige temaer i verdenslitteraturen. Den metaforiske rejse kan bevirke, at den rejsende konfronteres med nye sider af sin egen personlighed og væremåde, i så fald forvandler den ydre rejse sig til en opdagelsesrejse ind i jegets indre, ind i psykens snørklede løngange.
I vores moderne globaliserede virkelighed er rejsen som fænomen for længst blevet degraderet til den rene turistiske voyeurisme, til et masseprodukt, der tilvirkes af turistindustrien. I efterkrigsårene oplevede Thorkild Hansen rejsens forrygende metamorfose på nært hold, samtidig med at han på sine mange rejser for Røde Kors til ulande og katastrofeområder kunne iagttage, hvad der lå hinsides masseturismens potemkinkulisser.
Thorkild Hansens rejsedagbøger og rejseskildringer blev altid til i professionelt øjemed, hvad enten det var som journalist, forfatter eller udsending af Røde Kors. Og i rejsernes skriftlige afkast optræder han da også altid som observatør, samler og fortolker af indtryk og oplevelser, aldrig forholder han sig som en turist, der kræver at blive adspredt og underholdt. Thorkild Hansens rejseberetninger er derfor på den ene side udadrettede dokumenter, der beskriver faktiske forhold, på den anden side fortællinger, subjektive og fortolkende beretninger. Og det er i fortolkningen, at han forsøger at finde - eller konstruere - livssammenhænge, dvs. at han anvender retoriske og fortællemæssige virkemidler til at væve symbolske og mytologiske motiver ind i teksterne, hvorved rejsen bliver en tilværelsesmetafor, der oplades med eksistentiel betydning. Det er denne etiske og æstetiske meningsproduktion, der for Thorkild Hansen var rejseoplevelsernes alfa og omega og de mange rejsedagbøgers egentlige berettigelse.
I sit bidrag til den nye litterære metodebog, Litteraturens tilgange (2001), henleder lektor Hans Hauge opmærksomheden på en af de store aktuelle modebølger i den angelsaksiske universitetsverden, de postkoloniale studier, hvor den amerikansk-palæstinensiske litteraturprofessor Edward W. Said er en af galionsfigurerne. Hauge stiller det pirrende spørgsmål, i hvilken udstrækning denne fremgangsmåde kan overføres til danske litterære sammenhænge. Den postkoloniale litteraturfortolkning har selvfølgelig sin oprindelse og logiske begrundelse i lande med en mere bastant kolonialhistorie end den danske, men Hauge argumenterer overbevisende for, at den også kan bruges til en kritisk nyvurdering af vores syn på den danske litteratur og litteraturhistorie.
I den danske selvforståelse spiller kolonialismen kun en ganske underordnet rolle. Kolonialisme forbindes med de (tidligere) europæiske stormagter, men det er en sandhed med modifikationer. På f.eks. De Vestindiske Øer, Guldkysten, Trankebar og Island, Færøerne, Norge og Grønland vil man unægtelig se anderledes på sagen. Danmark har sat sig spor i disse landes kulturliv og litteratur, og til en vis grad gælder det vel også omvendt. Hauge har fuldstændig ret i, at der ligger et stort og i høj grad ignoreret litterært materiale gemt i såvel kanoniske litterære tekster som i tonsvis af mere perifere genrer som rejsebeskrivelser, selvbiografier, memoirer, spændingsbøger og ungdomsbøger m.m. Forfattere som Knud Rasmussen, Peter Freuchen, Ejnar Mikkelsen og Ludvig Mylius-Erichsen kom til at præge generationer af unge danskeres opvækst og forestillingsverden, og de var sågar en væsentlig ingrediens i den danske nationale selvforståelse i begyndelsen af det forrige århundrede. Listen over komplet eller delvis glemte forfattere er uendelig: Helge Bangsted, Aage Bistrup, Aage Bugge, Aage Ibsen, Andreas Lund-Drosvad, Harald Moltke, Peter Tutein osv. osv. For disse forfattere – og deres mange læsere – var Grønland mere end en hvid klat på globussen og frem for alt en litterær og kulturel konstruktion; en fortryllende eksotisk verden, i hvilken man kunne boltre sig i fantasier om mandighed og heltemod, med slæderejser, snestorme og vilde dyr som faste udstyrsstykker.
Ligesom Orienten hos Edward Said betegner Grønland – eller slet og ret det kolde nord – i en dansk kulturel sammenhæng en fortolkningskonstruktion, dvs. en diskurs, der skaber en virkelighed, i stedet for at afspejle den. Det er i den forbindelse betegnende, at Thorkild Hansens romaner hovedsagelig udspiller sig uden for Danmark, endda tit i dele af verden, der tidligere har været under dansk herredømme. Hansens dokumentarromaner var blandt de første tiltag i efterkrigstiden, der litterært bearbejdede den danske kolonialhistorie og stillede kritiske spørgsmål ved den, bl.a. om danskernes rolle i slavehandlen. Med åbningslinjen af Slavernes kyst parafraserer Thorkild Hansen da også bevidst Karen Blixens Den afrikanske Farm (1937) for at fremhæve slavetrilogiens kollektive sigte. Hansens "Vi havde et fort i Afrika" appellerer i modsætning til Blixens "Jeg havde en Farm i Afrika" såvel til værkets overordnede kolonialhistoriske problematik som til forfatterens og læserens personlige engagement.
Et tilsvarende engagement mærker man i Thorkild Hansens rejsedagbøger og rejseessays. Også disse mere subjektive tekster lever op til de kriterier, som man i kølvandet på 'Said' kunne opstille for postkolonial litteratur: Det drejer sig ofte om genremæssigt hybride former, og fremstillingerne mobiliserer såvel det personlige som det kollektive engagement. Selvfølgelig medfører den omstændighed, at Thorkild Hansen var dansker – og så at sige befandt sig i den 'forkerte' lejr – en vis forvirring i den postkoloniale teoris kategorier, men faktum er, at han plejede at stille sig på de svages side i den koloniale rollefordeling.
Måske er det vigtigste facit af Thorkild Hansens 'postkoloniale' tekster, at de foregriber en justering af den danske selvforståelse, det vil sige at de problematiserer og undergraver myten om puslingelandet med én fælles kultur, én religion, ét sprog og én litteratur. Denne myte er en sejlivet og falsk reduktion af de historiske fakta, og den har kun haft (begrænset) gyldighed i et halvt århundrede. I dag anfægtes den danske homogenitetsmyte på ny, og denne gang af den multikulturelle samfundsudvikling. Bl.a. derfor er det nyttigt at anlægge en mere heterogen synsvinkel på dansk kultur og litteratur, og vi kan tage ved lære af de postkoloniale teorier, selvom det ved første øjekast måske ikke forekommer indlysende. Det ville dog være helt umuligt at forestille sig fransk, tysk eller engelsk litteraturhistorie uden at tage hensyn til de mange udenlandske indslag i dem. Og det er mit indtryk, at en lidt større sensibilitet for den iboende kulturelle mangfoldighed ville gøre den danske litteraturhistorie mere spændende og den aktuelle litteratur mere modstandsdygtig i den stadig mere omsiggribende internationale kulturelle konkurrence. Det er på tide, at Dalgas' gamle løsen, der stadigvæk er en slagkraftig ledestjerne i den danske litterære selvforståelse, bliver skrinlagt. Eller, som Thorkild Hansen skriver i et af essayene i Genklang: »vi må vinde udad for ikke at tabe indad«.
Det er passende, at fødselsdagen markeres med genudgivelsen af et bind med essays fra Hansens hånd, hvoriblandt et om Andreas Kornerup (1857-1881). Det pågældende essay udkom første gang som indledning til bogen Kornerups Grønland i 1978. På det tidspunkt havde han for længst etableret sig som en af tidens centrale danske forfattere. I 1971 havde han f.eks. fået tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for Slavernes øer. Efter slavetrilogiens afslutning påbegyndte Thorkild Hansen redigeringen af en række dagbøger og rejsedagbøger og indledte sit sidste store dokumentarprojekt Processen mod Hamsun, som netop blev afsluttet i 1978. I skyggen af dette meget omdiskuterede trebindsværk om landssvigeren og nobelpristageren Knut Hamsun udkom der i 1978 et par andre bøger, der indtil dato kun har fået ringe opmærksomhed i udforskningen af Thorkild Hansens forfatterskab, men som ud fra en postkolonial litteraturbetragtning kan bringe nye sider af forfatterskabet frem i lyset. Det drejer sig om to rigt illustrerede bibliofile udgaver: Sidste sommer i Angmagssalik og Kornerups Grønland. I modsætning til teksten i Sidste sommer i Angmagssalik, der i redigeret form indgik i samlingen med rejsedagbøger Kurs mod solnedgangen (1982), er Thorkild Hansens indledningsessay til Kornerups Grønland aldrig blevet genoptrykt.
Det rådes der omsider bod på med udgivelsen af Genklang. Kornerups Grønland blev offentliggjort i forbindelse med Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønlands 100-års jubilæum.
Kommissionen valgte at udsende en bog om Andreas Kornerup, eftersom han var en af grønlandsforskningens pionerer, idet han deltog i tre af de tidligste ekspeditioner, som kommissionen udsendte, i 1876, 1878 og 1879. I essayet om Andreas Kornerup anvender Thorkild Hansen en af de retoriske fremstillingsformer, som han yndede at bruge hele forfatterskabet igennem: opstillingen af to personer over for hinanden, to kontrastfigurer, der repræsenterer to modsatrettede idealer, idékomplekser og væremåder. I Kornerup-essayet består modsætningsparret af Henrik Pontoppidan (1857-1943) og Andreas Kornerup (1857-1881). Det spørgsmål, der går som en rød tråd igennem hele teksten, er: Hvorfor blev Pontoppidan en berømt forfatter, mens den jævnaldrende Kornerup er gået fuldstændigt i glemmebogen? Det forholder sig nemlig sådan, at Henrik Pontoppidan, som vordende polytekniker i 1876, forsøgte at komme med på en videnskabelig grønlandsekspedition. Til trods for at han havde udmærkede kort på hånden, valgte man i stedet for ham studiekammeraten Andreas Kornerup, der havde den store fordel, at han var en dygtig tegner og akvarellist. Hverken Pontoppidans tekniske og praktiske evner eller hans lydefrie helbred kunne opveje Kornerups kunstneriske talent, og dermed er grundelementerne i Hansens fremstilling anslået: kunst over for teknik, glemsel over for berømmelse, den autentiske eksistens (inkl. døden) over for det litterære liv.
I sin erindringsbog Hamskifte (1936) omtaler Henrik Pontoppidan også selv episoden med Kornerup, og han tillægger den samme afgørende betydning, som Thorkild Hansen gør i sit essay. Det faktum, at han ikke kom til Grønland, var for Pontoppidan en begivenhed, der kom til at "omstyrte alle mine Fremtidsforhaabninger, saa der i Stedet for en Ingeniør blev en Skribent af mig". På en måde fulgte Pontoppidan alligevel i Kornerups fodspor, i og med at han valgte at blive kunstner.
Andreas Kornerup var et begavet, ungt menneske, der brændte sit lys i begge ender og døde af tuberkulose fem år efter kappestriden med Pontoppidan, kun 24 år gammel. I essayet fremstår Kornerup som indbegrebet af den Hansenske antihelt; han er af samme støbning som Carsten Niebuhr i Det lykkelige Arabien, en mand, der ikke nærede højtflyvende forventninger om livet og netop derfor opnåede den højeste lykke: et intenst og autentisk liv. I et af sine breve til sin mor skrev Kornerup da også, at det, han oplevede i Grønland, var ting, "som man ellers kun har hørt Tale om i 'Tusind og en Nat'". Og i sine erindringer skriver Pontoppidan, at der med folk som Andreas Kornerup "indlededes den Række af unge danske Mænd hvem et trolddomsagtigt Kærtegn af Isørkenens vilde Huldre signede til et Liv i Eventyr og Farer og til en tidlig, ensom Død«. Pontoppidan, som faktisk var en af Thorkild Hansens yndlingsforfattere, blev hjemme i kakkelovnskrogen, og samme år Kornerup blev lagt i graven, debuterede Pontoppidan som forfatter med Stækkede Vinger.
Henrik Pontoppidan trøstede sig med det litterære oplevelsessurrogat, ligesom han efter afslaget på ekspeditionsansøgningen valgte et turistisk alternativ til »Isørkenens vilde Huldre«: et rekreationsophold i Schweiz. Fordi "Schweiz var jo ogsaa et af Snedronningens Kronlande, der lige saa vel som Grønland bød paa vinterlige Oplevelser midt om Sommeren".