Otto Benzon: Foraar og Efteraar
Hr. Otto Benzon er Forretningsmand, og han har haft flair nok til at indse, at hans ny Komedie vil faa økonomisk Betydning for den betrængte Scene, han i Øjeblikket leder. Men havde han som Kunstner eller Selvvurderer været ligesaa fintmærkende, havde han utvivlsomt overladt Stykkets Skæbne til sin Eftermands Bestemmelse.
Naar Komedien vil trække Folk til Huse, er Grunden nemlig væsentlig af lokal Natur – thi skønt den foregaar paa en Herregaard i Nærheden af København, er det tydeligt nok Østergade, der inspirerer den, – den bærer Strøgets Mærke.
Østergade, som ligger dèr med et Teater ved den ene Ende og et Grønttorv ved den anden, afgrænset fra Horisonten paa begge Sider og med Verdens smalleste Fortove, hvor Folk trænges saa intimt, som om de var én Familje. Hvor alle Mennesker er Du's i Smil og Blik, og hvor de Ord, der veksles i forbigaaende, forbliver de samme fra Aar til Aar, fordi de sliber sig af mod hinanden til smaa ensartede Sentenser om Familje og Selskabelighed, om Teater og Presse, om at være ung og blive gammel, om at være pæn og blive tarvelig.
Midt i Gaden ligger et gammelt Hus, bag hvis Ruder en forhen bidsk og vittig, men nu noget bedaget Satyrikus sidder paa Lur efter Strømmen, der glider forbi. Han kender dem derude gennem en aarelang Fortrolighed, og han kan endnu more sig over dem. Han kender Forretningsmanden, der gerne vil være Digter, og den unge Dame, der forgæves søger at give sig en Charme, hun ikke har. Han kender Journalisten, der gerne vil være hæderlig, Teaterdirektøren, der gerne vil være morsom, og den unge Søofficer, der tror sig uimodstaaelig ved sin Friskhed. Han kender deres Gebærder og Grimasser, deres Vitser og deres Dumheder, og da han fremfor alt kender det Snobberi, som de alle mer eller mindre aabenlyst bærer til Skue, flytter han dem – i denne Komedie – med megen Malice ud paa en Herregaard paa Landet, for at de ret kan vigte sig med lange Støvler og Pludderbukser, 102 med Ridepiske og Jagtdragter, med Hunde og Heste. Først dér kommer deres overgemte Østergadepræg i virkelig Belysning, og den gamle Satiriker kan gnide sig i Hænderne ved at betragte dem.
Alligevel – gid Hr. Otto Benzon for en Gangs Skyld kunde flytte sit Apotek hen til Raadhuspladsen! Her er Rummet friere, Horisonten mere aaben, her strømmer alle Byens Mennesker sammen, forskellige i det Ydre og det Indre, mangfoldige som Typer, som Figurer, som Skæbner. Her er noget at se fra Ruden! Og hvis Benzon er meget lydhør, vil han oven i Købet just i disse Dage fra et nærliggende Teater kunne høre et ungdommeligt Hjærte banke1.
Maaske er dette Foraaret!
Men hans eget Efteraar – hvordan er vel det?
Fablen i hans Komedie kan fortælles i to Ord:
Jørgen Sanne lever som Godsejer og forhenværende dramatisk Dilettant paa sin Gaard, omgivet af sin Datter, af en gammel elskelig Husassistent, der betragtes som Medlem af Familien, og af en ung Verdensdame, der halvt om halvt har bedaaret ham med sin Charme. Han faar Besøg af en københavnsk Teaterdirektør, der forgæves trygler ham om et Stykke, og da hans Søn Søofficeren just kommer hjem fra Langfart og betror Faderen, at han har begaaet en Komedie, raades han til at give den til Teaterdirektøren.
Medens Sommeren gaar, glider den unge Dame fra Faderen over til Sønnen – og da Godsejeren ser det, beslutter han at hævde sin Stilling saa godt, han formaar: ogsaa han skriver en Komedie, og Tilfældet vil, at den opføres samme Aften som Sønnens. Den gør Lykke, mens Sønnens falder – og Faderens aandelige Overlegenhed er dermed bevist. Men samtidig triumferer Sønnen i Kraft af sin Ungdom som Kvindebetvinger, og den omstridte Dame bliver hans.
Benzon fører os igennem denne Handling, der desværre er altfor almindeligt opfattet, ved Hjælp af en Dialog, som til Tider viser noget af Forfatterens gamle Kraft og Slagfærdighed, men som oftest flyder bort i vidtløftige Trivialiteter. Og den menneskelige Interesse spredes efterhaanden, fordi de to Hovedfigurers Tilværelse er saa nøje knyttet til Forhold, 103 som Tilskuerne intet som helst faar at vide om: Stykker, der skrives og spilles udenfor Scenen.
Alligevel gjorde Forestillingen adskillig Lykke: Teatrets mest populære Skuespillere førte den frem, og Indstuderingen havde intet sparet for at gøre den saa kraftig og tydelig som muligt. Størst Jubel vakte naturligvis Hr. Olaf Poulsen som Teaterdirektøren: alt Folket hang ved hans Læber. Men Kunstnerens sædvanlige Premièrenervøsitet havde dog i nogen Grad dæmpet hans frie Munterhed, der nu og da ytrede sig som uimodstaaelige Blaf, men som ikke formaaede at gennemtrænge hele Figuren og gøre den levende og overbevisende.