Henri Nathansen: Daniel Hertz

Indholdet af dette smukke og kloge Skuespil er tvundet sammen af to Elementer, hvoraf det ene, den ydre Handling, er en social Kamp, som med sine gode og ægte, men ikke nye Teatervirkninger fyldte Scenen bravt ud – medens den indre Handling lokkede og indtog de mere fordringsfulde ved sin fine og nænsomme Menneskebetragtning.

Sejren blev saaledes betydelig.

Daniel Hertz er en Søn af en gammel og rig jødisk Handelsslægt, men allerede som ung kaldtes han bort fra Hjemmets lune Rede, ud i den store Kamp mellem de Fattige og de Rige, som ustanselig bevæger Samfundet: han kaldtes derud af sin Retfærdighedssans, af den hæftige, men abstrakte Idealitetstrang, som de bedste af hans Race kender.

Han blev Arbejderfører, og ved sin Veltalenhed og sin utrættelige Iver fik han stor Indflydelse i Partiet.

Nu vil Skæbnen (alias Forfatteren), at han under Kampen kommer til at anføre en Strejke, som bl. a. rammer hans Faders Fabrik. Faderen, som han i mange Aar har staaet i et fjendtligt Forhold til, opsøger ham, for at bede om hans Mægling. Daniel nægter det, men paavirkes samtidig mægtigt af den Slægtfølelse, der hviler dybest i hans Natur, og da han desuden frastødes mere og mere af Plebejerne i sit eget Parti, slutter han tilsidst et Forlig, der redder Faderen, men som af Partiet betragtes som et lumpent Forræderi. Og mens Arbejderne larmer udenfor hans Vinduer og slynger op imod ham det Skældsord, som hidtil kun har været holdt nede af deres Respekt: Ordet Jøde! – synker han tilbage i en halvt fortvivlet, halvt ekstatisk Følelse af, at han nu endelig har fundet sig selv igen.

Dette er Stykkets Konflikt, der i sig selv var tilstrækkelig til at skabe et virkningsfuldt Melodrama. Men den er underbygget, den er beaandet og levendegjort af Forfatterens fine og dybe Menneskefølelse.

Og saaledes opstaar en virkelig Slægtstragedie. l Skildringen af dette Hjems Forhold hører man Forfatterens eget Hjærte banke, dér lyder hans egen Stemme, snart sløret, 72 dæmpet bevæget, mumlende og bølgende, snart i hæftige og lidenskabelige Udbrud.

Daniel staar mellem to Kvinder; den ene er hans Hustru, en tidligere Arbejderske ved hans Faders Fabrik – den anden er en Dame af hans egen Race, en Kusine af ham, som han før sit Ægteskab har været knyttet til. Hun vender tilbage til ham efter et trist og snævert Provinsliv, i hvis Ensomhed hun har fundet tilbage til sig selv, til Slægten, til ham – hun taler med ham, og under hendes Paavirkning ser han klarere end nogensinde før, at hans Hustru i Virkeligheden er en fremmed Kvinde, med hvem han aldrig har haft nogen Følelse tilfælles, undtagen i de Øjeblikke, da hans Sanser lokkedes af hendes Skønhed. Hans Væsen oprøres samtidig med, at det genfødes og falder til Hvile i en smærtefyldt Ro, under hvilken alle Drømme, alle ydre Idealer svinder bort overfor den berusende Følelse af at være kommen hjem.

Saaledes er – i knappe Omrids – dette Skuespil, der bør ses af alle dem, som vore misbrugte Teatre ellers skræmmer.

Tilmed spilles det fortræffeligt: Forfatteren, som selv har sat Stykket i Scene, har megen Ære af sit Værk.

Hr. Neiiendam spillede Daniel Hertz med større Naturlighed, end han længe har vist, og han gengav Rollens uimodstaaelige Udbrud med en overbevisende Styrke, der henrev Huset. Ogsaa i Fru Thomsens Spil som Fru Gerda Sommer var der kommet noget aabent, følelsesbevæget, et Drag af Foraar, som man længe har savnet hos hende. Hr. Mantzius og navnlig Hr. Texière spillede Daniels Fader og Broder med overbevisende jødisk Karakteristik, og Hr. Roose havde som Daniels unge Søn overtrukket sin sædvanlige tørre og skarpe Spillemaade med et Skær af Lidenskabelighed, der var af den smukkeste Virkning. Fru Neiiendam, der spillede Daniels Hustru, fandt fortræffelige Udtryk for Konens Plebejervæsen, men var ude af Stand til at give hende det sanselokkende Præg, der skulde forklare hans Forblindelse overfor hende.