Nyt og gammelt om Henrik Pontoppidan

Det var en varm sommer for 60 aar siden. Treldenæs og Hvidbjerg ved Fredericia var endnu ikke opdaget af turisterne, men Carl Ewald spillede krocket med sine to piger foran et lille hus, han havde lejet her ved Randsfjorden for at skrive om sin lille dreng, sin store pige, dronninger uden krone samt Karl Peter Ulrik, grisen, han havde indlogeret i kroen, til den blev tjenlig til slagtning i november, og ogsaa fik sit eftemæle i en lille roman. Digteren gik og røg af en lang pibe under spillet. – Jeg turde ikke forstyrre skjalden efter kampen, men kom i snak med en af egnens madammer, som kendte baade digteren og dansk poesi i slutningen af 90'erne, deriblandt en nidvise, hvori det hed, efter hendes citat. (Verset maa være fra Svendborg, thi denne by's redaktør omtales):

Naar Bondegaard bli'r gammel,
og lange Ewald dør,
da faar vi fred i Danmark,
men heller ikke før.

*

Naar jeg kommer til at omtale Carl Ewald i en artikel i anledning af Henrik Pontoppidans fødselsdag den 24. juli, er det fordi jeg i de sidste uger har været paa jagt efter dedikationer i Pontoppidans bøger, og paa Randers centralbibliotek kun har fundet én eneste, nemlig i digterens erindringsbog, kort tid før han døde 19541. Det mærkelige er, at den gamle mand havde den samme smukke og sikre haandskrift som i de unge aar, og som jeg har bevaret i en af hans bøger, "Den gamle Adam":

Kære Carl Ewald. Mange tak for "Fjerdingsfyrsterne" og venlig hilsen

fra H. P.

4/6 95.

I sine breve omtalte Pontoppidan ofte hans og min fødestavn, "vi er jo næsten bysbørn", mindede han mig om, "født i nabosogne i det skønne Sydøstjylland". Og her havde saa forskellige aander som Johs. Jørgensen og Carl Ewald ogsaa deres digterboliger i 90'erne.

Pontoppidans dedikationer siger for det meste ikke ret meget. Han var jo paa vagt overfor føleriet. Derfor er tilegnelserne i reglen korte og nøgterne. I bøger og afhandlinger om ham spiller de heller ingen større rolle. Kun i ét tilfælde har de aabenbar{e}t et venskabsforhold, der var af stor betydning, og som slet ikke er omtal[t] af litteratur-historikere som Knut Ahnlund, Cai M. Woel, Vilhelm Andersen og Karl V. Thomsen. Ved et tilfælde kom jeg nylig paa sporet af en ungdomsven og studiekammerat, der har haft betydning for digteren og hans bøger, ja, det er maaske rigtigt, som jeg for mange aar siden har hørt, at han har renskrevet Pontoppidans manuskripter, og det er netop dedikationerne i bøgerne til denne ven, der bestyrker mig i troen paa denne traditions rigtighed.

En ung gymnasiast henvendte sig for nogle maaneder siden til mig for at faa at vide, om jeg kendte noget til Peter Holst, hvis Pontoppidan-eksemplarer han havde købt i et københavnsk antikvariat. Det gjorde jeg netop, selvom det ikke var meget.

Da jeg første gang besøgte Henrik Pontoppidan – det var til aften i 1911 – og vi havde rejst os fra bordet, kom der en gæst, en gammel kammerat fra læreanstalten og nu civilingeniør. De to gamle polyteknikere snakkede saamænd om fagstudiet, men inden jeg gik, tog han mine første bøger ud af reolen og raadede vennen til at læse dem.

Gæsten var Peter Nicolai Holst, født 1854, søn af en kaptajn og toldembedsmand. Efter ingeniøreksamen 1880 arbejdede han med jernkonstruktioner, men deltog desuden i sportens og Studentersamfundets arbejde. Han døde 1929. Baade i første og senere udgaver er der dedikationer, lige fra "Muld" til "En Vinterrejse". – I "Muld" staar der: "Til Peter Holst med tak for værdifuldt medarbejderskab". I "Det forjættede Land": "Til Peter Holst med tak for Bistand", og i "De dødes Rige":

Til Peter Holst den fine Sprogkender, hvis Øje og Øre ogsaa denne Bog har nydt godt af. Med Tak. Din hengivne
Henrik Pontoppidan.

Hans Brix har raadet forskere af Pontoppidans digtning til at henvende sig til undertegnede for at faa noget at vide om baggrunden og bevæggrundene til menneskeskildringer, og da Pontoppidan kaldte mig en af sine nærmeste venner og betroede mig en del, er jeg maaske ogsaa i stand til at give en del flere oplysninger end dem, han selv direkte har givet i erindringsbogen "Undervejs til mig selv" og indirekte i sine prosabøger, især i de tre hovedværker, der indeholder mange portrætter af de ledende personligheder i kirken, digtningen og politikken. Han lægger ikke skjul paa, at det er portrætter og nøjes ikke med skønmaleri, hvorfor baade familien og kritikere som Oscar Geismar undertiden følte sig krænkede paa modellernes vegne.

Der er billeder af Monrad og Ussing, Georg Brandes, Holger Drachmann, Johs. Jørgensen og Jakob Knudsen, grev Mogens Frijs, Henrik Cavling og Erik Henrichsen. Men endnu er der et par skikkelser, man nok kunne ønske at vide lidt mere besked om. Den ene er den kyniske, barokke og vittige Schaff, vi kun møder i erindringsbogen, den anden er "Isbjørnen", den aandsbeslægtede spotter af verdensvisdom, eventyrpræsten fra den evige is paa Grønland, som Henrik Pontoppidan aldrig har set, men oplevet saa digterisk, at grønlandsfarere tror, han har været dér i virkeligheden, ikke blot i fantasien. Dr. Knut Ahnlund formoder, portrættet, som Pontoppidan kalder bogen, er Grønlands-præsten Carl Vilhelm Wulff, født 1811, student 1832, samme aar som H.P.s fader, Dines Pontoppidan; men ved en nærmere undersøgelse i "Danmarks Præstehistorie" finder man, at billedet ligner mere Grønlandspræsten Morten Fabricius Dan Hammer, født 1808, student 1831, cand. teol. med 3. karakter 1837, ugen efter eksamen sendt til Umanak, hvor han var til 1846. Jeg spurgte digteren om modellen for mange aar siden, men han kunne ikke huske navnet, da det var saa længe siden, faderen havde fortalt om ham.

Da novellen udkom, var Edv. Brandes den eneste paa parnasset, der forstod at værdsætte den. Erik Schram mente for eksempel, den var helt forfejlet, da forfatteren hverken havde set hovedpersonen eller Grønland. Alligevel er det en mester-novelle ved sin humor og blændende stil. Kunst. Og man ønsker kun, at digteren havde givet os et lignende portræt af bondestudenten og vismanden Schaff2. Nu maa vi nøjes med det lille billede i erindringsbogen.

 
[1] 1954: skal være 1943. tilbage
[2] Schaff: rettet fra "Scharff". tilbage