Friedrich Nietzsche

– Hans Personlighed og Hans System

Friedrich Nietzsche – Navnet høres oftere og oftere. Enhver, som vil gjøre Krav paa litterær Dannelse, søger at anbringe det i sin Konversation. Det er da paa Tide, at vi søger at gjøre os kjendte med de Tanker, Navnet repræsenterer.

Den bedste, mest orienterende Fremstilling af Nietzsche og hans Forfatterskab, jeg har stødt paa, er et af den svenske Digter og Kritiker Ola Hansson i Unsere Zeit offentliggjort Essay: "Friedrich Nietzsche, seine Persönlichkeit und sein System"; det er dette Arbeide, jeg her med Forfatterens Tilladelse fremlægger i Oversættelse.

Nietzsche betegner, for at bruge Hanssons Udtryk, "en i Væsen som i Form voldsom Reaktion mod i Grunden alle de Retninger og Tendenser, som man fortrinsvis kan kalde Nutidens," og vi, som holder paa at gaa os fast i Nutid, og som dyrker en Demokratisme, der blir til Almueagtighed, fordi den gjør sig til Selvformaal og glemmer, at Demokratiets Opgave er at jevne Veiene for det ny Aristokrati: Aandens, de frie Menneskers, – vi kan ha særlig godt af at lufte vore Hjerner i den Ide-Orkan, som kaldes Friedrich Nietzsche.

Man vil trøste sig med, at Manden Gudskelov er gal, virkelig gal, sindsyg. Men de, der forstaar ham, vil mærke, at han har aabnet dem nye Udsigter og givet dem Impulser, 4 som vil tvinge dem til at tænke alle sine Tanker om igjen – i en dybere, videre Sammenhæng.

Han vil ikke være os umulig at forstaa. Der er Træk i hans aandelige Fysiognomi, som minder om Henrik Ibsen, og i hans moralske Grundsyn vil vi spore Slægtskabet med den Tænker, der har givet Aarhundredet Navn, og til hvem vi nu alle bekjender os – : Charles Darwin.

Han har ogsaa allerede begyndt at faa Betydning for nordisk Aandsliv. Strindbergs senere Digtning f. Ex. er inspireret af ham, og de Drømme om en ny Renaissance, der af og til kommer til Orde i Dagens Litteratur, lader sig gjerne tilbageføre til Indvirkninger fra Friedrich Nietzsche.

Man vil gjennem nærværende Afhandling bli gjort bekjendt med den store Forfatters Værker og faa Lyst til at læse dem. De kan forskrives gjennem Boghandelen enkeltvis. Særlig betydningsfulde er: Jenseits von Gut und Böse, Zur Genealogie der Moral og Also sprach Zarathustra.

Berlin, Novbr. 1890.
Arne Garborg.


5 Der er intet, som ligner Nietzsches Digtning saa meget som Havet, det store Hav.

Havet – det er det endeløse Fjernblik, Uendelighedens Symbol, det Grændseløse for Øie og Tanke. Havet – det er den bestandige Vexel, den udødelige Proteus, der hvert Øieblik skifter Ham og endnu aldri overgav sig i Forstandens Hænder. Havet – det er det Uudgrundelige, det mystisk Lokkende, Dafne, hvem Menneskeheden fra Evighed af forfulgte, og som Gang paa Gang lod sig fange – for at narre den Elskende og lokke andre paany. Havet – det er Maaneskinsnætternes, Stormdagenes, Morgenrødens grandiose Skjønhedsmajestæt, – det største af alle Jordens Rovdyr, et Sagnrovdyr, hevnbrølende, skumbrølende, saa Ekkoet ruller ud over al Verden, – en Kjæmpeslange, som snor sig om Landene, blinkende, glitrende i Solen med den vaade, blanke Hud. Havet – det er den store Ensomme, Eremiten i Ørkenens Taushed, mumlende sine Monologer gjennem Aarhundreder. Havet – det er det, som var fra Tidernes Begyndelse, alt Værendes Urgrund, det drægtige Almoderskjød. Havet – det er det graadige, vilde Dyr, der sluger Liv som det avlede Liv, tankeløst, ligegyldigt, ubekymret; paa sine lange Vover vugger det Lig og ungt Liv om hinanden, Skjønhed og Vrag. Havet – det er den stolteste af alle Herrer, den altringeagtende, som leger med Mennesker som Sagnets 6 Kjæmpebørn. Og endelig er Havet – den evige Sundhed, Slægternes Surdeig og Salt, det Bad, af hvilket Menneskeheden stadig paany kan opstige forynget.

Alt dette er Havet. Og derfor gives der intet, der ligner Nietzsches Digtning saa meget som Havet – det store Hav.

I.

Inden Menneskehedens Elite, der dannes af de banebrydende Aander, Kulturheroerne, gives der to Hovedgrupper og to Grundtyper.

Paa den ene Side dem, der giver en Strømning raskere Fart, lader en Tidskarakter fremtræde i skarpere Relief, dem, der afslutter og fuldender det af forangaaende Generationer efterstræbte Ideal, – – dem, der ganske vist gaar i Spidsen for det store Tog, men dog i den Retning, Masserne vandrer.

Paa den anden Side dem, der svømmer mod Strømmen, stiller sig i Veien for den blindt og i de vante Spor fremstormende Menneskehed for at vække den af det hypnotiske Søvngjængeri, i hvilket den vandrer, idet den har Øine og Sind rettede mod et enkelt blinkende Punkt, som den har stirret paa saa længe, til dens Sanser omtaagedes og hele den vide Verden udenfor dette ene lille Punkt forsvandt, – Grundværdiernes Omskabere, Kulturens Nybyggere, de aandelige Opdagelsesreisende, som viser Udviklingen nye Veie og gir Menneskeheden nye Suggestioner.

Aanderne af den første Gruppe danner Slutningsled af en Kjæde, der strækker sig tilbage gjennem forgangne Tider og nu er udrullet; de af den sidste er som det lille Nøste, der nu skal begynde at afvikle sig, og som skal vise Menneskeheden Vei i de kommende Tiders Labyrinther.

De store Fuldkommere, Veiviserne, Anførerne, kan have det haardt i Dag, men er sikre paa, at en trofast Tilhængerskare, der fulgte deres Spor og inden kort er voxet fra et 7 Faatal til et Flertal, vil kanonisere dem i Morgen. De andre, Profeterne, Opdragerne, regner med større Tidsrum. De ligner Fyrtaarn, som kaster sit Skin over Verdenshavet til de fjerneste Horizonter, og deres Seer-Ord henklinger i Begyndelsen svarløst i mennesketomme Ørkener lig de store Havfugles Vingeslag over uendelige Vande. De første er store maalte med Dagens Alen, de andre kaster sine Skygger over Aartusinder. De første er et Hoved høiere end alt det Folk, der omgiver dem, og dermed er deres Storhed betegnet. De andre er Kjæmpeskikkelser, hvis Isse berører Himmelens Hvælv; staaende ved Kulturepokernes Grænseskille kan de langt borte sees af den fremrykkende Menneskehed, og de synes kolossale indtil Uvirkelighed, selv naar Aartusinder er forløbne og en ny Kjæmpeskikkelse er dukket op i en ny Horizont.

Denne Inddeling af Storaanderne i to Grupper har jeg her med Hensigt opstillet og fræmhevet, fordi jeg tror, at Nietzsches kulturhistoriske Betydning og Mission kun ad den Vei kan blive præciseret. Man kan ogsaa i dette Øiemed sammenstille Nietzsche med Storaanderne blant de andre moderne Kulturfolk. Frankrige har i Taine frembragt et Udtryk for den galliske Racekarakter, der er ligesaa typisk som det, England i Mill og Darwin har frembragt for den engelske. Taines eiendommelige Indsats i den menneskelige Kultur bestaar deri, at han ved Behandlingen af historiske Emner har magtet at forene Nutids-Videnskabens exacte Methode med den konkrete Anskuelighed, Nutidens Kunst efterstræber. Mills Betydning som Kulturheros kan sammenfattes derhen, at han, under Gjenoptagelse af det attende Aarhundredes alment humanitære Principer, har sat Nutidens Demokratiseringsarbeide paa alle Omraader, paa det politiske, moralske, sociale, i System, og for dette System tilveiebragt den videnskabelige Begrundelse. Darwins Storhed ligger deri, at hans Produktion er den Kjæmpeblomst, som det moderne Ideal for videnskabelig Forskning efter lang, 8 lang Udvikling – lig Aloen, der kun blomstrer en Gang hvert Hundredaar – endelig har frembragt – : Idealet af den nøgterne, strengt paa det faktiske begrænsede Forstandsvirksomhed som den eneste Kilde og den eneste Vei til Sandhed. I disse tre Mænd er Tidskarakteren legemliggjort, uddybet, fuldkommet, bragt til Modenhed og Klarhed; de fremstiller Idealtypen af de aandige Magter, der har givet det moderne Liv dets Fysiognomi. Deres Modsætning ligger et relativ kort Stykke Vei agterud for dem i Udviklingen, og den nye Modsætning, der skal afløse dem, ligger ligeledes et relativ kort Stykke Vei forud for dem i Fremtiden. Deres Bølge, der har dannet sig fjernt fra det Stormcentrum, fra hvilket de store Bølger gaar ud.

Et saadant Stormcentrum og Udgangspunkt for store Bølger synes mig Nietzsche at være.

II.

Friedrich Nietzsche blev født den 15de Oktober 1844 i Röcken ved Lützen: Det er ganske karakteristisk, at han er en Landsmand af Max Klinger; hos denne som hos Nietzsche herskede enevældigt den subjektive Fantasi, der, sig selv Lov og Norm, i egenmægtig Trods og aristokratisk Foragt for alt og alle lever udelukkende i sin egen Verden – halvt Geni og halvt Vanvid.

Han voxede op i den lille By Naumburg ved Saale, hvor hans Far var Præst. Ætten havde i Generationernes Løb paa Fars- som paa Morssiden frembragt et ganske betydelig Antal Kirkehyrder; i Nietzsches Forældre havde flere Generationers kristelige Fromhed og Smaaborgerlighed samlet og præget sig, og det gav hans Hjem dets Karakter, og deraf bestemtes hans første Indtryk. Kristenfromhed og Smaaborgerlighed var den Atmosfære, han daglig indaandede, 9 og af hvilken hans Sjæl gjennemtrængtes; det maa man erindre, hvis man helt vil forstaa det smertelige Raseri, med hvilket han senere anfaldt Kristendommen og de borgerlige Idealer. Denne Kamp smertede ham ind i hans inderste Væsen; det gjaldt for ham intet mindre end at overskjære den Navlestræng, som forbandt ham med hans Familje, og at løsrive sig fra hele den Tradition, der var sammenvoxet med hans egen Organisme og helt havde gjennemtrængt den.'1

Han studerede først i Bonn under den berømte Filolog Ritschl; da den beundrede Lærer senere forflyttedes til Leipzig, fulgte den unge Nietzsche ham did. Ritschl satte overordentlige Forhaabninger til denne Lærling, og paa hans Anbefaling blev Nietzsche kaldet til Basel som Professor før han havde naaet Doktorgraden. Det var i 1869. Da den tysk-franske Krig udbrød, gik den unge Professor med Hæren som frivillig Sygepleier; da Krigen var endt, vendte han tilbage til Basel. Han virkede her som Professor til 1877, da han af Helbredshensyn maatte tage Afsked, den han fik med fuld Pension af Byen Basel. Siden førte Nietzsche et Trækfugleliv i Syden, i Schweiz, Sydfrankrig og Italien, indtil hans tragiske Skjæbnes uhyggelige Slutningskatastrofe indtraadte. Hans Familje hørte saavel paa Mands- som paa Kvindesiden til dem, i hvilke Anlægget for Sindssygdom forplanter sig fra Slægt til Slægt; Nietzsches Fader var allerede tidlig bleven angrebet af Vanvid. Nietzsche vidste, at Damoklessværdet hang over hans Hoved, og den angstfulde Spænding ved Tanken om, at Traaden naarsomhelst kunde briste, fortærede ham. Det var først i forrige Aar, at Gud Fatum rammede ham – denne Sidstkomne af Aandens Store, hvem Nornerne havde affordret den skrækkeligste af alle Tributer som Gjengjæld for det Geni, de havde givet ham i Vuggegave.

En Familje, som omgikkes Nietzsche fra hans Barndom, har med beredvillig Imødekommenhed meddelt mig en Del Data og Smaatræk, der er af det høieste Værd for Nietzsches 10 Karakteristik. Af naturlige Grunde kan jeg dog endnu ikke skride til den definitive Afstøbning af Statuen.

Nietzsche voxte op i en Kreds, der næsten udelukkende bestod af Kvinder; han blev opdragen af Kvinder og omgikkes Kvinder – : Moder, Søster, nærmere og fjernere kvindelige Slægtninger, kvindelige Naboer. Her har man for det første Roden og Oprindelsen til den Feminisme, der ytrede sig hos Nietzsche i Forkjærlighed for ydre Form og Forfinelse og i hans unge Aar i en pinlig Omhyggelighed med Hensyn til Klædedragt og Bolig; dog har naturligvis hans artistisk kræsne Smag og Skjønhedssans her været medvirkende. Men for det andet forklarer den anførte Omstendighed ogsaa hin voldsomme Antipathi mod det kvindelige Kjøn og alt dermed sammenhængende, der saa grelt fremtræder i Nietzsches senere Produktion, saavelsom Brutaliteten i det Tilbageslag, der fandt Sted i den sidste Halvdel af hans Liv, og som ytrede sig i en Diogenes-agtig, kynisk Tarvelighed i Livsbehov og Livsvaner.

Imidlertid vedblev Kvinderne at spille en dominerende Rolle i hans Liv. Det er ikke usandsynligt, at det var hans Søsters Indflydelse, der virkede bestemmende paa dette Punkt, ogsaa efterat hun personlig var forsvunden af hans Synskreds. Ogsaa hun synes i fuldt Maal at have besiddet Broderens ildfulde Aandsenergi; Forskjellen mellem dem var kun, at hun formede det gode Materiale til Liv, medens han udarbeidede det i Tanker og Digtning. Hun udmærkede sig som ung Pige ved heftige, uformidlede Svingninger mellem Yderligheder – ganske som Broderen gjennem hele sin Produktion; hun kunde f. Ex. gaa over fra enthousiastisk Arbeide for Søndagsskoler til fanatisk Wagnerianisme. Siden begeistrede hun sig for den fra Antisemit-Bevægelsen bekjendte Bernhard Förster, som den gang indtog en fremskudt Stilling inden denne Bevægelse; og da Førster forlod sit Fædreland for at grunde Kolonien Nuova Germania i Paraguay, fulgte hun ham i Landflygtigheden som hans Hustru. Man kan 11 forstaa, hvilken dybtindgribende Indflydelse det maa have havt paa Nietzsche at have en saadan Kvindekarakter blant sine nærmeste Omgivelser. Skjønt Nietzsche aldrig indlod sig i nogen varig intim Forbindelse med det andet Kjøn, var han dog stadig omgivet af hin ubestemmelige Atmosfære, i hvilken Kvinder liker at aande. Under hans sædvanlige Vinterophold i Nizza bestod hans Omgangskreds for Størstedelen af Kvinder. Deriblandt befandt sig de bedste og mest fremragende, det moderne Tyskland har frembragt, f. Ex. Frk. v. Meysenbach, Forfatterinden af "En Idealistindes Erindringer"; denne Kvinde har, som en personlig, respektindgydende Repræsentant for Ideerne fra 1848, sikkert givet en ikke ubetydelig Indsats i den nye Revolutionærs Sjæleliv, ligesom hun maaske ogsaa indirekte har hjulpet ham til Klarhed over det meget naturstridige i den moderne Kvindeemancipations-Bevægelse.

Et af de mest fremtrædende Træk i Nietzsches Personlighed var hans Uvilje mod alt, hvad der, om end noksaa svagt, mindede om Tvang. Denne Antipathi kunde undertiden antage ganske underlige Former. Under sit fleraarige Ophold i den ensomme Bjergegn Sils-Maria, hvor han levede alene med sig selv og Naturen som en moderne Eremit, havde han en Plads ved et Vand, paa en vakker grøn Tange, hvor han pleiede at ligge og fordybe sig i sine Betragtninger. En Vaardag kom han tilbage og fandt paa den viede Plads en Bænk, hvor altsaa hvemsomhelst kunde sidde og betragte dette Sted, der hidtil kun havde været befolket af hans egne Tanker og Forestillinger. Og Synet af denne altfor menneskelige Indretning var nok til at gjøre ham den før saa yndede Plet uudholdelig. Han satte aldrig sin Fod der mer.

Modviljen mod al Tvang, den hans Væsen iboende absolute Ubundethed, gav sig ogsaa Udtryk i hans eiendommelige Maade at skrive paa. Som bekjendt er alle de Bøger af Nietzsche, som han skrev efter den store Krise i sit Liv: 12 Frafaldet fra Wagner, Samlinger af Aforismer. Det er begribeligt, at hans Arbeider maatte faa denne og ingen anden Form, naar man betænker, paa hvilken Maade de er tilblevne. Nietzsche forfattede alle sine senere Værker paa staaende Fod i den frie Luft, paa Spaserture i Schweizerbjergerne eller hvilende i et italiensk Landskab. Da fæstede han i Ord paa løse Blade af sin Notitsbog hele den brogede Vrimmel af Tanker, Indfald, Syner, Aperçus1, der under et saadant nobelt dolce-far-niente-Liv2 drog gjennem hans Sjæl. Derfor blev han aldrig i stand til at sammentrænge sin epokegjørende Verdensanskuelse til et afsluttet og afrundet System, men til Gjengjæld derfor har ogsaa hver mindste Sætning fra hans Haand et uforlignelig friskt Arom, en Friluftsstemning af ungt Grønt og Morgensol.

III.

Nietzsche tildrog sig for første Gang den almindelige Opmærksomhed ved en Kritik af David Strauss ("David Strauss, der Bekenner und der Schriftsteller"). Bogen er en eneste Gjennemheglen. Nietzsche gaar saa ublidt til værks, at der tilsidst ikke blir Sten paa Sten igjen af den Straussiske Bygning, og det Straussiske Ideal hænger Fille ved Fille som paa et Fugleskræmsel. Strauss er en slet Stilist og en slet Forsker, verken en banebrydende Aand eller en klassisk Forfatter, – det er denne monografiske Pamflets Enderesultat.

Hvad var og hvad betegnede Strauss for Nietzsche? Hvorfor blev netop han det Offerdyr, som den unge Høvding uden Hær slagtede for de vrede Guder?

Han var Dannelsesfilisteren – et Ord, som Nietzsche i sin første Bog med Stolthed gjør Fordring paa at være Far til. Dannelsesfilisteren – det er den aandelige Daglønner, det intellektuelle Samfunds Plebeier, det jammerlige Sidestykke 13 til Arbeidsslaven. Han mener, at den høieste Visdom er funden en Gang for alle af de døde Store. Han ærer de døde Store som dem, der har fundet Sandheden, ikke som dem, der har søgt den. Med krum Ryg arbeider han og slider sig ud i sit Ansigts Sved. Han har én uforsonlig Fiende: den frie Intelligens, den store Ensomme, som ikke er at finde paa Landeveien, den søgende Aand, hvem Fremtidens Filistre igjen vil tilbede som den, den har fundet. Han er stor i Ord for at skjule, hvor liden han er i Daad; han er modig i Smaating, men viger tilbage for vidtrækkende Slutninger (f. Ex en Darwinist, der angriber Pavedømmet, Underet, Opstandelsen som "verdenshistorisk Humbug" istedetfor at trække de ethiske Konsekvenser af den Darwinske Theori). Han priser den aandelige Ufrugtbarhed, da han tror, at Sandheden allerede er funden. For ham er Kulturidealet allerede naaet i den moderne Dannelse. Den eneste Aandsydelse, hvortil han er istand, og derfor ogsaa den eneste, han taaler hos andre, er den epigonagtige Efterligning af klassiske Mesterværker og den slaviske Afbildning af det samtidige Hverdagsliv; alt andet er Contrabande.

Strauss var for Nietzsche Dannelsesfilisteren i absolut Forstand, alle Filistres Hoved og Afgud. Han er Filisteren som Religionsstifter, Filisteren, der er bleven Sværmer, Forkynderen af Filisterkulturens sørgelige Evangelium.

Nietzsches næste Arbeide var en Kritik af Nutidens historiske Studium ("Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben"). Han finder, at dette Studium dyrkes paa en overdreven og vrang Maade. Det historiske Studium er til ingen Nytte uden som befrugtende, som Fremtid skabende. Nutiden er overmættet af historisk Dannelse. Denne er intet andet end Vidensluxus, broget, udenpaahængt Lapværk; det moderne Menneske er bleven svækket som Personlighed ved den. Han er bleven en blot Tilskuer, initiativløs, en ufrugtbar Evnuk, et levende Lexicon, der smykker sig med Objektivitetens Bladguld; et konkret Abstraktum. Idet Nutiden 14 gjør Historien til ren Videnskab, handler den efter Grundsætningen fiat veritas pereat vita'2. Den lovpriste historiske Sans gjør Slægten passiv og retrospektiv. Man roser sig af at forstaa alt, at ta alt objektivt, at kjende Grunden til alt; man kan ikke mer harmes over noget; thi alt er med Nødvendighed som det er. Man kan hellerikke fortrinsvis elske noget; man er lige modtagelig for den eiendommelige Skjønhed i enhver Stilform. Mennesket staar paa Toppen af den uhyre Udviklingspyramide, som Verdensprocessens Slutsten, som det Væsen, der i denne Proces er kommet til Bevidsthed om sig selv; og idet han fra denne imponerende Høide ser Udviklingskjæden rulle sig op agterover helt tilbage til Urslimet, udbryder han stolt: vi er ved Maalet, vi er den fuldkommede Natur. Men hertil svarer Nietzsche: "Din Viden fuldkommer ikke Naturen, den dræber blot din egen Natur. Maal engang dit høie Standpunkt som Vidende med dit lave Standpunkt som Kunnende!" – Et historisk Fænomen, der er blevet opløst i et Vidensfænomen, er ufrugtbart for den, som opløste det; det har tabt sin Spirekraft som det til Mel søndermalede Korn. Den udelukkende kritiske Opfatning af Historien er en Menneskehedens Afregning med Livet, et Slutningsopgjør, efter hvilket ingen Fremtid mer kan følge. Nutidens lovpriste Dannelse er ingen Dannelse, den er kun en Viden om Dannelse. Den kan frembringe Lærde og Filistre, men den kan ikke skabe Mennesker, Individer, som selv gjør Historie, Kjæmpere mod Historien, mod den faktiske Virkelighed, disse Kjæmpere, der ikke bryr sig stort om, at "saa er det", men som med hele sin opsparede Energi og Livslyst handler efter sit stærke, trodsige, bejaende "saa skal det være!" –

I denne Kritikens og Satirens negative Form har Nietzsche opstillet to positive Idealer: ny Kultur og nye Mennesker; man behøver kun at vende Medaljen om, saa finder man, i stedet for Karrikaturen af det bekjæmpede Ideal, Præget af det nye Billede. Og paa den ryddede Tomt, hvor det gamle 15 Hus stod, opfører Nietzsche i sine to følgende Arbeider en fuldstændig Bygning i ny Stil ("Schopenhauer als Erzieher"; "Richard Wagner in Bayreuth"). Den Kultur, Slægten skal efterstræbe, den ægte Kultur, Fremtidens Kultur, findes forbilledlig fremstillet i Wagners Kunst, og Mennesker, der er i stand til at gjennemføre og levendegjøre denne Kultur, kan dannes i Schopenhauers Skole.

Hos disse to Mestre kan vi lære at blive "utidsmæssige", at opdrage os mod vor Tid3. De er de store og gode Exempler, ikke blot i sine Værker, men i sit Liv. De har den Ærlighed, som ikke skeler efter Hensyn; de har Seirens Munterhed. Kjækt har de stillet sig Bryst mod Bryst med sin Tid; de vandrede ud i Ørkenen og var ikke bange for at være alene. De er de stærke, som bestod alle Farer og seirede. De undslap den moralske og intellektuelle Forknokling, de lod sig ikke snøre i de Former, der gjælder som de ene rigtige hos Nutidens Dannede; i sig selv fremstillede de Forbilledet for Fremtidens Slægt.

De var de ægte Kulturrepræsentanter ligeoverfor de utallige smaa Profeter for "Dannelsen", denne Guldkalv, som de Samtidige danser om, dette Afgudsbillede, som Spitsborgerne opstiller i sit Allerhelligste, og for hvilket Plebeierne krummer Ryg. Det er en barbarisk Gud, denne "Dannelse", en Fetisch i broget Stas fra alle Verdens Lande og med Træk fra alle Historiens Tidsaldre. Han er gjild'3 at se paa, men under Flitteret er der ikke andet end et Skelet, udstoppet med Lapper og Affald. Op mod denne "Dannelse" gjælder det at stille den rette Kultur, som er en Livskraft, der fra ét Centrum, ét Hjerte, virker ud gjennem alle Dele af Organismen og former alt, stort som smaat, Liv, Tænkning, Kunst, Sæder, Klædedragt, Tale, i Overensstemmelse med den levende Typus. Thi Kultur er den ene, gjennemførte 16 Stil i alle et Folks Livsytringer; men hvad der karakteriserer det moderne Liv er netop Stilløshed, den kaotiske Sammenrøring af alle Stilarter. Kultur er noget andet end en Dekoration; "Kultur er en ny og fuldkommengjort Physis, uden Ind- og Udside, uden Forstillelse og Convention," en alt gjennemtrængende Enhed.

Gjennemsnitsmennesket kan ikke ved egen Kraft opdrage sig til Bærer af en saadan Kultur; han behøver Lærere, Hjælpere, store Mønstre. Saadanne Lærere, Hjælpere og store Mønstre er Schopenhauer og Wagner, den ene med sin metafysiske Betragtning af Tilværelsen, den anden med sin tragiske Aandsstemning. At være Menneske i Modsætning til Dyr vil sige: at kunne hæve sig over sin Liden gjennem en metafysisk Tilværelseopfatning. Al Udvikling skulde gaa ud paa dette: at stige fra Dyr til Menneske. Men i Almindelighed blir vi staaende paa Dyrets Trin; kun i ganske enkelte Øieblikke hæver vi os høiere. Selv har vi ikke Kraft nok; vi maa hæves op af andre, og disse andre er Ikke-mer-Dyrene, Filosoferne, Kunstnerne, de Hellige. Kun de kan hjælpe os til det store Fjernblik over Livet, den metafysiske Betragtningsmaade, den tragiske Aandsstemning. Det er al Kulturs Grundtanke: at frembringe Filosofen, Kunstneren, den Hellige. I vor almindelige Aandsforfatning magter vi ikke denne Opgave, og derfor hader vi hinanden; det er Roden til Pessimismen, som Schopenhauer i sin Tid maatte lære paany, skjønt den er ligesaa gammel som Længselen efter Kultur, – Kulturens Rod, men ikke dens Blomst, dens Begyndelse, ikke dens Formaal.

Wagner er ikke i sin Kunst en Livsforkynder, saaledes som den ægte Kultur maa være det. Han fører det Forskjelligartede sammen, men han gjennemtrænger det med Sjæl, og med sin Sjæl. Han samler det skilte til Enhed: Musik og Liv, Musik og Drama. Han fordyber det synlige til et hørlig, han giver det hørlige Legeme. Den Schopenhauerske Alvilje, der ligger i Naturens Dyb tørstende efter Tilværelse, 17 fremtræder hos Wagner som Viljen til Tonetilværelse. Men det samme sjælelige Fænomen, som Wagner omsætter i Tone, omsætter han tillige i Ord og Gestus; han giver det en trefoldig Form, lader det speile sig tredobbelt. Wagner virker som Natur, som gjenreist, gjenfunden Natur, "en ny og fuldkommengjort Physis" – ganske som den ægte Kultur.

Wagner og Schopenhauer var saaledes for Nietzsche de to store Seere, i hvis Fodspor Menneskeheden maa gaa for at naa det forjættede Fremtidsland. Han sammenstiller de to Heroers Livsværk og finder, at det har en Fællesrod, den han forfølger ned i de dybeste Schichter'4. Mellem denne Musiker, som giver Naturens Urprincip Tonetilværelse og forløser Alviljen, og denne Filosof, der bringer os til at erkjende Forstandskulturen i dens Begrænsning og Utilstrækkelighed, bestaar der et Fællesskab, som for Nietzsche blir til Grundlag for en hel Livsanskuelse, – en metafysisk Verdensforklaring paa mystisk Baggrund.

Kun i Billeder og Sammenligninger fra det helleniske Liv finder han Form for de nye Tanker; han fremstiller dem i Rammen af en Undersøgelse over "der Ursprung der griechischen Tragödie aus dem Geiste der Musik". Hvad Nietzsche her stiller op mod hinanden under Betegnelsen Dionysos-Cultus og Sokratisk Vidensoptimismus, er intet andet end Modsætningen mellem Mystik og Rationalismus. Hans Fremstilling betoner den førstes Overlegenhed; Nietzsche viser sig som romantisk Mystiker af reneste Vand. Det Ubekjendtes uendelige Verden er tilgjængelig for Menneskeaanden, tilgjængelig helt ind i de fjerneste Kroge og de skjulteste Folder, – ikke for Tænkerens Forstand, men for Kunstnerens Intuition. Verden opfattes som æsthetisk Fremtoning; Kunstneren er Alviljens Forløser; naar Geniet i den kunstneriske Skabelsesakt sammensmelter med Urkunstneren, han, der bor i Verdensaltets Centrum, blir han det Medium, i og gjennem hvilket det blot virkelig Værende feirer sin Befrielse i Skinverdenen.

18 Principium individuationis, Schopenhauers "Vilje til Fænomentilværelse", repræsenteres af Apollo; men ved Siden af den apollinariske Kunst gives der en anden, hvis Symbol Dionysos er – : Musiken. Den er Afbillede af Viljen selv, medens de apollinariske Kunster er Afbilleder af Fænomenverdenen, Skintilværelsen. Musiken er den høieste Kunst; den forholder sig til de apollinariske Kunster som det Metafysiske til det Fysiske, som das Ding an sich til sin Skinform.

IV.

Nietzsches Wagnertro døde, og det blev den store Krise i hans Liv. Da han saa sin Ungdoms Helt, Seireren, Fremtidskulturens Førstefødte, synke ned foran Middelalderens Kors, led han en Skuffelse saa smertelig, at han aldrig ganske forvandt den. Over de dunkle Vidder, hvor han før havde vandret, faldt der med en Gang Klarhed som af et Lyn; han forfærdedes, som om han uden at vide det var gaaet gjennem en stor Fare, og følte en uendelig Modbydelighed ved Bevidstheden om at have ødslet sin Ungdoms Skatte paa en Misforstaaelse.

Han var en syg, en dødssyg, som dog endnu havde Lyst til at leve og Kraft til at kjæmpe mod Sygdommen. Han pakkede sin Randsel og tog Vandringsstaven i Haand, lukkede sit gamle Hus efter sig og gik ud i den vide Verden. Som sorgløs Vandrer streifede han om paa alle Aandens Felter; han laa aldrig mer end en Nat i hvert Herberg, og selv den skjønneste Udsigt stansede ham ikke – : hvem ved, om der ikke i næste Øieblik vilde aabne sig en endnu skjønnere for ham. Kun ét fyldte ham med Gru: Erindringen om Hjemmet, om hans Ungdomslands sumpede Myrer'5.

Efterhvert kom han sig, og da han atter traadte frem for Folket, var hans Ansigt saa forandret, at man næsten ikke kjendte ham igjen. Den Bog, der aabner den nye 19 Æra i hans Forfatterskab, heder: "Menschliches, Allzumenschliches. Ein Buch für freie Geister".

Ganske vist har man en Følelse af, at det er et dybt rystet Sind, som her meddeler sig; den eiendommelige, aforistiske Form, i hvilken alle Nietzsches senere Arbeider er skrevne, er her allerede fuldt udpræget, og hver af disse Aforismer er som et blødende, zitrende Stykke sønderreven Menneskesjæl. Men over Bogen hviler tillige Foraarsduft og Foraarsklarhed, en Stemning af Tilfriskning og nyt Liv, noget af Skjønheden hos en Kvinde, der stiger op af Badet. Mystikens Taagedæmring er sprængt, har hævet sig og svæver bort i den fjerne Horizont som hvide Smaaskyer, og den tidlige Vaars blege Sollys hviler over Landskabet. Endnu er Jorden nøgen, men i Veikanter og langs Gjerder bryder de første grønne Spirer allerede frem af den gjødede Jord. Den Mand, som nu staar foran os, har dybe Furer i sine Træk; selv hans Latter har en Glans, der minder om blankt Staal, og i hans Øies gjennemtrængende Blik forraader sig en Forskerlyst, hvis Hensynsløshed har meget af Grusomhed i sig. Han tager det ubevidste Sjæleliv under sit Mikroskop og spidder det paa Odden af sin Tanke, ligesom Entomologen spidder Insektet paa Naalen.

Havluft, Fjeldluft, stille, kjølig Morgensolskin, den omstreifende Nomades Sorgløshed!

Der gives to Arter af Poesi, heder det her: en rolig og harmonisk og en lidenskabelig, overspændt, regelløs; den sidste er for Ynglingen og Kvinden, den første for den modne Mand. Kunstens øverste Maal er at fremstille det Høie, det Enkelte, I-sig-selv-hvilende. Den bedste Stil er ikke den superlativiske eller den brogede, men den, som karakteriserer sig som adlet Hverdagslighed, fornem Enkelthed. Den ideale Digter er den, som forlader det Forgangne og det haandgribeligt Nærværende, og fremstiller Fremtidstypen: det sunde, glade, stærke, skjønne Menneske. Alle gode Kunstværker har noget sorgløst, en stille Beskuelighed: de 20 ligger som Kjør paa en Eng. Og naar han selv maler et Landskab, blir det en uforlignelig Blanding af heroisk Høihed og idyllisk Munterhed, et Billede i Guld og Blaat, lutter Sol og Himmel.

I Mystikernes Eneboerhule skinner Solen – og lyser paa Ederkoppespind; dens Lysspær sønderriver Romantikerens regnbuefarvede Drømme; intet andet end Drømme var de. Men Metafysikeren var dog den største Skjelm. Alle Historiens filosofiske Systemer er Luftspeilinger, som hver til sin Tid har lokket Menneskeheden og narret den. Metafysiken forklarer ikke Naturens Text, men fordunkler den. Den er den frie Aands Dødsfiende; den er et forfinet Værktøi for Obskurantismen. Men Empirien gir Klogskab og Indsigt. Videnskaben kræver ædlere Naturer end Digtningen. Digteren stræber kun efter at brede Uvishedens Slør over Tingene; han knytter sammen igjen de Knuder, Forskeren har løst op. Og Musiken? – denne Kunsternes Kunst, Wagners Kunst, den dionysiske Kulturs Pragtblomst? – Musiken er Høstens faldende Blad, Musiken er en Høstplante; den var til alle Tider det Svindendes Svanesang.

Den høieste Sjælstilstand er det glade Alvor, det stille, kjølige Solskinssmil, en Visdom fuld af Skjelmstykker; – Sokrates var visere end Kristus. Engang var Menneskene glade; nu vover de ikke at stræbe høiere end til Udtørrelsen af alle Ulystkilder; de gamle forstod at glæde sig, vi blot at vige undaf for Smerten; vore Efterkommere maa blive Forfædrene lig. Det gjælder om at skaffe den onde Samvittighed ud af Verden; thi til alle Tider levede mange Mennesker i det Onde uden Samvittighed, medens nu mange gode Mennesker maa savne den gode Samvittigheds Lyst. Samvittighedskval er som Hundens Bid i en Sten; den er en Dumhed. Det Alleridealeste har en meget skjændigere Oprindelse end man tror; det er som en Pragtblomst paa Roden af Ukrudt.

Kampen mellem Filosofen og Massen – og det er Kampen mellem Læren om Viljens ubetingede Ufrihed og den ubetingede 21 Sædelighed; Erkjendelsen af, at Viljen er ufri, og at alt er nødvendig, ikke blot det menneskelige, men ogsaa det "altfor menneskelige", d. e. det ufærdige, det skjæve, det onde, – det er den stærkeste Erkjendelse. For øvrig gjælder det først og fremst overfor al religiøs og filosofisk Dogmatisme at betone Uafsluttethedens Princip, – at lade alt staa derhen. Man maa hellerikke glemme, at i Naturen gives der ingen Modsætninger, kun Gradsforskjelle. Der er ingen Grundforskjel mellem godt og ondt, gode og onde Mennesker, gode og onde Egenskaber. Fremfor alt skal vi vogte os for at gaa paa den store Limpind, som heder "Ord"; "hvert Ord er en Fordom"; vi skal erindre, at Ordet kun betegner Tingen, aldrig indeholder den.

Men Vandreren faar undertiden det Indfald, at han vil gaa denne eller hin Ting nærmere paa Livet, undersøge den tilgavns. Naar denne Lyst kommer over ham, skjærer han ud et Stykke varm, bævende Menneskesjæl og spidder det paa sin Tankes Od, og vi faar de skarpsindigste Analyser af de mest forskjelligartede Sjælefænomener, som Skadefryd, Hevn, Medlidenhed, Skamfølelse, Forfængelighed, Uegennyttighed osv.

V.

Nomaden fortsætter sin Vandring – : "Morgenröthe, Gedanken über die moralischen Vorurtheils"; – "Die fröhliche Wissenschaft".

Men hvor han end vandrer, han kommer dog altid tilbage til det Sted, hvorfra han gik ud. Han gjennemstreifer kun de samme Lande paany, gjenkjender alle Gjenstande og alle Udsigter, dvæler med mærkbar Forkjærlighed paa Steder, som særlig har tiltalt ham, og som staar klarest og fyldigst for hans Erindring, medens han gaar tusind andre Se- og Mærkværdigheder forbi.

22 Og imidlertid blir Stemningen af voxende Sundhed stærkere og stærkere. Morgenens Stilhed og Friskhed hviler over hans Tanker og gjennemtrænger dem; dog er der ogsaa Tøveir og Aprilluft. Hans Sjæl svulmer og hæver sig som i en Bølge af Taknemmelighed og Jubel, af Lyst til det Liv, der nylig svigtede under hans Fødder, men nu stiger af Havet i ny Skjønhed, som Afrodite. Han lever i et Tilfriskningens Rus, og medens Fremtidens Land ligger foran ham i Morgenlys med lokkende Eventyr og aabent Hav, er alt det forgangne som et lidet fjernt mørkt Punkt, der hensvindende tegner sig paa Horizonten i den Retning, hvorfra han kom – Nomaden med sine Telte og Hjorder.

I en tidlig Morgens Ro, eller i en solrig Formiddags Friskhed, ligger han foran sit Telt paa Oasens Græs, og hans Kvæg græsser rundt omkring ham. Lys og Skygger spiller i hans Sjæl, Bølger og Følelser skvulper, og Tankerne dukker leende op og ned i ham som hvide Legemer i blaa Vover.

Det er Opdragelsens Grundfeil og Slægtens Ulykke: vi lærer ikke at taale Ensomhed, Ensomheden er den bedste Tilflugt for den sunde, den frie, Livsbejaeren; thi Verden er fuld af de smaa hevngjærrige, som fordunkler Solen og forbitrer Livet. At gaa ud i Ensomheden er det gode, – ikke som en Nonne, der ikke kjender den Verden, hun forlader, men som en Tænker, der forlader Menneskene, fordi han kjender dem, og kaster sig ind i Ensomheden som i sit Element. Kun den Frygtsomme ved ikke, hvad Ensomhed er; thi bag hans Ryg staar altid en Fiende.

Det er et Eventyr at leve, at leve som Fuglen, der kommer og flyver igjen, og intet Navn bærer i Næbbet. Der er en Trylleformel, for hvilken Portene til alle Livets Pragtgemacher springer op – : Lev farlig! Bygger eders Boliger paa Vesuv! Sender eders Skibe ud paa det uudforskede Hav! Elsker de korte Vaner og værer mistroiske mod alt, hvad der knytter sig i os, stivner, blir fast og haardt! Livet er et Middel til Erkjendelse, en Verden af Farer og 23 Seire. Det er med Videnskabens Strenghed som med det allerbedste Selskabs Ceremoniel – : det afskrækker den Uindviede. Men den, som har vant sig til det, kan ikke undvære det og intet andetsteds leve end i denne klare, gjennemsigtige, stærkt elektriske Luft, denne mandige Luft. Videnskaben er en glad Videnskab; hvorfor skal Maskinen stønne? Det er med et dybt Problem som med et Bad: raskt i det, raskt ud af det! Filosofen er at anse som Danser; Arbeidet, Daglønnerens mekaniske, sjælløse Haandværkeri, har for høi Kurs; den virkelige Fornemhed trives kun i Lediggang og Krig; det var Antikens stolte Lære. Den fornemme Natur er ufornuftig, forvoven, dumdristig; Hverdagsmenneskets Kjendetegn er, at han altid har sin Fordel for Øie, aldrig taber sin Beregningsevne. Den stolte Vise hører med Hensigt ikke paa, hvad Verden dømmer om ham; han gir Bagvaskerne paa Forhaand et Aars Absolution for alle deres Synder imod ham.

Menneskeheden er kommen ud af Sporet; den er gaaet tilbage siden Antikens Tid, siden Kristendommen steg ind over Verdens Tærskel. Se paa Antikens Skjønhedstype og paa den moderne – : den belvederiske Apollo og en nervøs Krøbling. Se paa Sjælelivets Arkitektonik: Massevirkning mod harmonisk Enkelthed! Det moderne Sjælelivs arkitektoniske Symbol er Labyrinthen. Grundtrækket i Nutidens Kultur er den kjøbmandlige Betragtningsmaade. Det mekaniske Træleri forherliges, Arbeideren sidder i Høisedet, Middelmaadigheder udklækkes som Orme i Lig, og foran os hæver sig Plebeierdommens Spøgelse. Reformationen og Revolutionen var de to store Trappetrin op til den Arbeiderkaserne, som Nutiden netop lægger den sidste Haand paa. Ved deres Bryster har Pøbeltanken voxet sig stor; nu forplanter den sig hundredefold videre i Demokratisme, Socialisme, Utilitarisme, i praktiske Reformer og i filosofiske Systemer. Et Lænkernes Herredømme nærmer sig; det kommer med Socialismens Seier, med "bestia triumphans". Vi er en 24 syg, halv, holdningsløs Krøblingslægt, der skjuler sin sjælelige Jammerlighed under Moralbegreber som sin legemlige Elendighed under Klæder.

I Kristendommen fuldbragtes Slavernes Opstand mod den antike Filosofi; ved den blev Gemytsbevægelserne, Kjærlighed, Frygt, Tro, Haab, satte i Høisædet. Den havde et plebeiisk Drag; den var en Blanding af de mest forskjelligartede Elementer og kunde derfor suge til sig de mange. Som den ved Kunstgrebet "Kjærlighed" blev den lyriske Religion, drog den ved Kunstgrebet "Helvede" alle Frygtsomme til sig. Den havde en orientalsk-kvindelig Karakter; man erindre Sætningen: "den Gud elsker, den tugter han"; – saa opfatter de orientalske Kvinder Prygl som en Æresbevisning fra Mandens Side. Den identificerte Ulykke med Skyld, medens Antiken kjendte en ren, skyldfri Ulykke. Den bragte Medlidenheden i Kurs, denne Sop, der har tæret paa Menneskehedens Rygmarv; men Bagsiden af Medlidenhed med Næstens Lidelse er Misundelse over Næstens Glæde.

Denne Moral var Balsom for den syge Antik; men den var Gift for de sunde Barbarfolk, i hvilke den blev indpodet.

Det var den altruistiske Moral, som afleder alle sine Bud af Principet: Kjærlighed til Næsten. De Dogmer, hvortil den støttede sig, forfaldt et efter et, men kun for at den selv kunde udvikle sig saa meget stærkere. Og den voxte og blev til et Træ, der overskygger den ganske Verden, og paa dette Træ hænger Frugter, som Slægtens Vise ikke blir trætte af at plukke og belægge med gode Navne.

Den altruistiske Moral er de vanmægtiges Moral, de syges, de undertryktes. Den var derfor til alle Tider de stærkes og ensommes Fiende. Selv lider den af en indre Modsigelse; dens Motiver stemmer ikke med dens Princip; "Næsten elsker Uegennyttighed, fordi han har Fordele af den."

Enhver Moral har sin origo pudenda: Selviskhed, Glæde ved forfinet Grusomhed og andre Egenskaber, der staar lavt paa den moralske Rangstige. En Drift har i og for sig ingen 25 moralsk Karakter; den samme Drift kan f. Ex. udvikle sig til Feighed eller til Ydmyghed. Underkastelse under Moralen er i og for sig ikke moralsk; den kan være fremkaldt af Slavesind, af Forfængelighed, af Egennytte, af Resignation, af Fortvilelse osv. Vore moralske Domme og Værdsættelser er blot Billeder og Fantasier over os ubekjendte psychologiske Processer. Derfor er f. Ex. De Svages Moral med fysiologisk Nødvendighed en anden end de stærkes, Oldingens en anden end Ynglingens.

At give Verden en ethisk Betydning er ligesaa meningsløst som at give Solen et bestemt Kjøn. Sædelighed er Lydighed mod herskende Sæder, og Sæderne er den nedarvede Form for Handelen og Værdsætten. Folkemoral og Folkemedicin hører sammen. Det gode er det gamle; det onde er det nye. Derfor er det frie Menneske usædeligt. Det var de stærke og de onde Aander, som førte Menneskene fremad. Moralbegrebets Udvikling gaar for sig ved Angreb paa det tidligere helligholdte.

Her er altsaa Opgaven for Fremtidens Moralist. For ham er Moraliteten intet andet end Hjord-Instinktet, som lever i den Enkelte, men som han hos sig selv har undertrykt gjennem den kraftige Udvikling af sit personlige Sjæleliv. Han er den stærke, der dristig siger Nei til den gjældende Morals Aandsforkvakling og tillige bejaer sin egen Livsnorm som den spirende Kime til Fremtidens Væxt. De Vægter, hvormed Værdierne hidtil blev veiede, maa omjusteres. Det gjælder "eine Umwerthung aller Werthe", – alle Værdiers Omvurdering.

Men dertil behøves et nyt Menneske, der kan staa som en Jætte blant Pygmæerne med Mod til at være Banebryder, Lovbryder, Tempelskjænder, uden Frygt for Mængdens Fordømmelser og Hevnskrig og – det vanskeligste af alt – uden at lammes af egen Samvittighedskval; hvad der trænges er den Ensomme, Geniet, Værdiskaberen, Lovgiveren, den Onde, han med det vilde Landskabs Skjønhed, han, hvis 26 individuelle Sjæleliv udvikler sig kosmisk, som føder en hel Fremtidskultur ud af sig selv, han, som er det tilsyneladende lille Nøste, af hvilket dog Slægt efter Slægt udspinder sit Liv.

Men denne Ene, der sætter sit brede Bryst mod en Verden og mod sin Tid, han maa vide at finde den Malmaare, der ligger dybere i Fjeldet end alle de, hvorfra Slægten hidtil hentede sine Skatte, den Aare, som er rigere end alle . . . . .

Og Nomaden reiser sig foran sit Telt, og Solen staar i Middagshøiden, og rundt omkring sover de hede Ørkener og bag ham Folkeslag og Lande. Men over Vidden hænger Fata Morgana, først ganske mat og halvt udvisket, saa farverigt og omridsfast som det virkelige, konkrete Liv. Og dets Pragt slukkes igjen; men Billedet er som indætset i Nomadens Øie, og da han bryder op med sit Telt og sine Hjorder og atter begynder sin Ørkenvandring, ensom, fjernt fra Mennesker, da sænker det sig i hans Sjæl og løser sig op i mørk Grublen, og i denne Grublen speiler sig som i et dybt Vand Fremtidens uudgrundelige Nathimmel med dens store, stille Stjerner.

Et gives der som er Livets Grundrod, Protoplasmaet, det Embryo, der altid bliver, nærværende, uforandret i Udviklingens og Omdannelsernes vexlende Former, – én Grundkraft, ét Centrum, én forherskende Drift. Det er Magtfølelsen. Den er den drivende Kraft i Historien som i den enkeltes Liv, hos Folkene som hos Individerne. Ikke Nøden, ikke Lidenskaben, – Kjærligheden til Magt er Menneskehedens Dæmon Arbeidet for at skaffe Midler til Opnaaelse af Magtfølelsens Lyst udgjør næsten den hele Kulturhistorie. Kjærligheden til Magt er det, som ligger under Læren om Viljens Frihed. Den er det, som driver Menneskene til at opofre sig selv. Det er den, der behersker Stoikeren, naar han underkaster sig det Ceremoniel, han selv har paalagt sig, skjønt det binder ham; thi han føler sig derved tillige Herre. Den er den skjulte Drivfjer til Velgjørenhed. Lykkens første 27 Virkning er Magtfølelse. Asketen spalter sig i to Jeg: et lidende og et, der svælger i Magtfølelse; han kan ikke tilfredsstille den almægtige Drift paa ydre Gjenstande og tilfredsstiller den altsaa paa sig selv. Viljen til Magt er Ariadnetraaden i den menneskelige Sjæls Irgange.

VI.

Nietzsches første Arbeider, de som falder før Krisen, havde to Centrer, om hvilke de afleirede sig, to Hovedideer: den nye Kultur og det nye Menneske, der skal virkeliggjøre Kulturen. De første Arbeider efter Krisen har som Kjendetegn: den Tilfrisknendes lyse Syn paa Livet, Solskinsstemningen – og den grusomt indtrængende Analyse. Solskinsstemningen fortætter sig, faar Omrids og blir en Idealskikkelse; den store Ensomme, den store Banebryder, Nedriveren, Livsbejaeren, som forandrer alle Værdier; og Analyserne fordobler sig, samler sig, kitter sig sammen til Grundvold for en ny Morallære og en ny Kultur. Idealskikkelsen blir Hautrelief, blir fritstaaende Statue, blir Kjød og Blod og et levende Væsen i "Also sprach Zarathustra"; Moralen faar en bestemt Formulering i "Jenseits von Gut und Böse" og i "Zur Genealogie der Moral". Saaledes spændes en høi og bred Bro mellem begge Endepunkter af Nietzsches Forfatterbane, og over den skrider det kjødblevne Ideal, ligesom engang Moses steg ned fra Sinai med den nye Lovs Tavler i sine Hænder.

Da Zarathustra var 30 Aar gammel, gikk han op i Bjergene. Efterat han havde tilbragt 10 Aar i Ensomheden der, vendte han tilbage til Dalen; thi han elskede Menneskene og vilde lære dem Sandheden at kjende. Men da han paa Torvet, foran Forsamlingen, talte over Livsspørgsmaalene, de dybe og de høie, lo de af ham, og der var Is i deres Latter. Det største Menneske og det mindste tog sig for Zarathustras Øine lige ud, de var begge "allzumenschlich". Et frygteligt 28 Syn mødte ham: Menneskene laa sønderrevne og spredte som over en Slagmark, og da hans Blik gled tilbage over Tiderne, mødte ham det samme Syn: Stumper, Stykker, Lemmer, men ingen Mennesker. Og alligevel, saa ængstet han var, maatte han le ad det, han saa. Aldrig havde hans Øine mødt noget saa broget. "Bemalte med femti Klatter paa Ansigt og Lemmer, saa sad I der til min Forbauselse, I Samtidige! Og med femti Speile omkring jer, som smigrede og efterlignede eders Farvespil. Fuldskrevne med Forgangenhedens Tegn, og disse Tegn igjen overpenslede med nye Tegn, saa har I gjemt jer godt for alle Tegntydere. Alle Tider og Folk titter broget ud af eders Slør; alle Sæder og Opfatninger taler broget ud af eders Fagter. Den af eder, som afførte sig Slør og Overdrag og Farver og Fagter, netop nok vilde han beholde tilbage til at skræmme Fuglene med. Sandelig, jeg er den skræmte Fugl, der engang saa jer nøgne og uden Farve, og jeg fløi min Vei, da Benranglet tilvinkede mig Kjærlighed."

Zarathustra vil ikke mer tale til Folket; for sidste Gang talte han til en død. Livet er en Kilde til Lyst; men Pakket har forgiftet alle Brønde. Mange, der vendte sig bort fra Livet, vendte sig blot bort fra Pakket; mange, som gik ud i Ørkenen og led Tørst med Rovdyrene, vilde bare ikke sidde ved Cisternen sammen med skidne Kameldrivere. Jorden har en Hud, denne Hud er fuld af skabbede Udslet; et af disse heder Mennesket, den overflødige, den altformange.

Hvor Ensomheden ophører, begynder Torvet, og hvor Torvet begynder, der begynder Taskenspillernes Larm og Summet af giftige Fluer. Zarathustra er ensommere blant de altformange, end da han havde Ørkenensomheden til Selskab og Fortrolig.

Zarathustra gaar atter op i Bjergene, og da blir hans vilde Visdom frugtsommelig. Til Folket vil han ikke tale mer; men han vil vise de ensomme Regnbuen og alle Trappetrin, der fører opad til Overmennesket. Han sidder i Bjergene; sine Dyr har han ved Siden af sig: Ørnen og Slangen, det stolteste Dyr under Solen og det klogeste Dyr under Solen. Og saaledes taler han til sine Lærlinge:

Engang var Aanden Gud, saa blev den Menneske, og nu er den bleven Pøbel. Modige, sorgløse, trodsige, forvovne – saa vil Visdommen have os; den er en Kvinde og kan blot elske en Krigsmand. Krigen og Modet har fuldbragt større Ting end nogensinde Kjærligheden til Næsten. Foragt for Jorden, Foragt for Legemet, den Syges Foragt for Jord og Legeme, den Syges Tale om forløsende Blodsdraaber og en anden Verden, er ingen Trappetrin til Overmennesket.

Pøbelen trænger sig om Taskenspilleren paa Torvet, men Verden dreier sig umærkeligt om den, der skaber nye Værdier for Tingene. Jeg elsker alle, der er som tunge Draaber, faldende en efter en fra dunkle Skyer; de ser, at Lynet kommer, og gaar seende under. Se, jeg er en Seer af Lynet og en dunkel Draabe fra Skyen; men denne Draabe heder Overmenneske. Døde er alle Guder; kun vil vi, at Overmennesket skal leve.

Man prædiker Lighed blant Menneskene! Det er Afmagtens Tyranvanvid, der skriger efter Lighed. Man glemmer ikke, at naar de kalder sig de "gode og retfærdige", saa mangler der dem intet i at være Farisæere uden – Magten. Thi det er min Tale: Menneskene er ikke lige. Og de skal hellerikke blive det. Hva var vel min Kjærlighed til Overmennesket, hvis jeg talte annerledes? Paa tusind Broer og Stier skal de trænge ind i Fremtiden. God og ond, rig og arm, høi og lav, og alle Navne paa Værdier: Vaaben skal de være og klirrende Tegn paa, at Livet bestandig maa overvinde sig paany. I Høiden vil Livet bygge sig med Piller og Afsatser; i fjerne Vidder vil det skue. Og behøves Høider, saa behøves Afsatserne og Modsigelserne mellem Afsatserne, mellem de opstigende. Stige vil Livet og stigende overvinde sig. Kun hvor der er Grave, gives der Opstandelser. Og denne Hemmelighed sagde Livet til mig: "Se," 30 sagde det, "jeg er det, som bestandig paany maa overvinde sig selv." Sandelig, jeg siger eder: godt og ondt, der er uforgjængeligt, gives ikke. Da af sig selv maa det bestandig paany overvinde sig. Med eders Værdier og Navne for godt og ondt udøver I Magt, I Skabere af Værdier: og det er eders hemmelige Kjærlighed. Men en stærkere Magt voxer op af eders Herredømme, og en ny Overvindelse, der sønderbryder Ægget og Æggeskallet. Og han, som vil være en Skaber i godt og ondt, sandelig, han maa først blive en Tilintetgjører og sønderbryde Værdier.

De gode var altid Begyndelsen til Enden. De gode hader den, der sønderbryder Lovens Tavler og de gamle Værdier; de kalder ham Bryder, Lovbryder, Forbryder og korsfæster ham. Ikke mer at ville, ikke mer at sætte Værdier, ikke mer at skabe, – evig vorde denne store Træthed mig fjern! At skabe, det er Forløsningen fra Lidelse; Viljen befrier: det er den sande Lære om Viljens Frihed. Jeg gik gjennem Folket og havde mine Øine aabne; det er blevet mindre, og blev mindre bestandig; det volder deres Lære om Lykke og Dyd. Bestandig saa meget Svaghed som Godhed, saa meget Svaghed som Medlidenhed. Dyd: det er for dem det, der gjør tam. Snart skal de staa som tørt Græs, tørstende efter Vand og Ild. O signede Stund, naar Lynet kommer!

Jeg ærer de gjenstridige Tunger og de kræsne Maver, som har lært at sige "Ja," og som har lært at sige "Nei." Det dybe Gult og det hede Rødt: saa maa det være for min Smag, der blander Blod i alle Farver. Thi jeg elsker Blod.

Overmennesket – : i Ordet ligger, at Mennesket er noget, som maa overvindes; det er en Bro, intet Maal. Der, hvor Staten ophører, se dog derhen, mine Brødre; ser I den ikke, Regnbuen og Broen til Overmennesket? Ikke Kjærlighed til Næsten lærer jeg eder; thi det er eders slette Kjærlighed til eder selv; hellerikke Kjærlighed til Kvinden lærer jeg 31 eder, thi var det ikke bedre at falde i Morderhaand end i en brunstig Kvindes Drømme? Men Vennen lærer jeg eder; han være eder Jordens Salt og en Anelse om Overmennesket! Fri kalder du dig? Fri hvorfra? Hva vedkommer det Zarathustra? Men klart skal dit Øie forkynde mig: fri hvortil? Kan du give dig selv dit gode og onde og ophænge din Vilje over dig som din Lov? Du maa brænde i dine egne Love; hvorledes skal du ellers kunne blive ny, naar du ikke først er bleven Aske? Du ensomme, du gaar den skabendes Vei: en Gud vil, at du skaber dig selv af dine syv Djævle. Den, som er Folket forhadt som Ulven af Hundene, det er den frie Aand, Lænkehaderen. Fri fra Trællenes Lykke, fri fra Guder og Tilbedelse, uforfærdet og frygtelig, stor og ensom: saa er den sanddrues Vilje. Han kjender ogsaa den sværeste Kunst, den: til rette Tid at – gaa. Fri indtil Døden og fri i Døden; en hellig Neisiger, naar der ikke mer er Tid til Ja: saa forstaar han sig paa Liv og Død. Kun én Lykke kjender han ikke: den modtagendes Lykke. Se, det er min Armod, mine Brødre, at min Haand aldrig udhviler fra at give. Det er Lysets Fiendtlighed mod alt, som lyser.

Men I ensomme fra i dag, I skal engang være et Folk; af eder, der har udkaaret eder selv, skal et udkaaret Folk fremvoxe: – og af det Overmennesket.

Saa talte den vise Zarathustra.

En Dag, som Zarathustra sad blant sine Disciple og talte over Livsspørgsmaalene, de dybe og de Høie, stod en af dem op og hilste sin Mester – :

"Og selv naar den lange Dæmring kommer og Dødstrætheden, vil du ikke gaa ned paa vor Himmel, du Livets Talsmand. Nye Stjerner lod du os skue og en ny Natpragt. Sandelig, Latteren selv spændte du ud over os som et broget Tjeld."

VII.

32 Gjennem den hele Menneskeheds Historie gaar en forbitret og aldrig hvilende Strid mellem to modsatte Moralideer, mellem to Princip og Resultat fiendtlige Værdsættelser af Tingene, af Livet, Mennesket, Legemet, Sjælen, Handlingerne, Gemytstilstandene, Drifterne. Det er Striden mellem Herremoralen og Slavemoralen, – den første karakteriseret ved Værdibestemmelsen "god – slet", den sidste ved Værdibestemmelsen "god – ond".

Oprindelsen af de to Moralprinciper og deres Værdibestemmelser forklarer Nietzsche paa følgende Maade ("Jenseits von Gut und Böse" – "Zur Genealogie der Moral"):

De Fornemme, Mægtige, Høitstaaende, Høisindede, betragtede og vurderede sig selv om sin Handelen som god, d. e. førsterangs, first rate, i Modsætning til de Lavtstaaende, Lavtsindede, Gemene og Pøbelagtige og deres Handlemaade. Formedelst denne "Distancens Pathos" tog de sig Ret til at skabe Værdier og præge Værdibetegnelser. Dette er Ophavet til Værdibestemmelsen god – slet (ikke den uegoistiske Handlings Nyttighed, som de engelske Moralgenealoger mener). Til denne genealogiske Theori er Nietzsche ganske væsentligt kommen gjennem etymologiske Forskninger, idet han undersøgte, hvilke Betegnelser de forskjellige Sprog havde for Begrebet "god". Han fandt, at de alle første tilbage til den samme Begrebsforvandling, at "fornem" som Standsbetegnelse altid var Grundbegrebet, ud af hvilket "god" i Betydningen sjæleligt-fornem udviklede sig, og at der parallell med denne Udvikling gik en anden, i hvilken den lavere Kastes Karakter sammenflød med Begrebet af det "sjæleligt-slette". (Det bedste Exempel er Identiteten af de tyske Ord schlicht (jevn, ligefrem) og schlecht.)

Er helt andet Ophav havde derimod Slavemoralen. Medens al aristokratisk Moral voxte op af en triumferende "Ja"-Sigen til sig selv, begynder Slavemoralen med at sige "Nei" til det udenfor den værende, til det "andet", til "Ikke-Jeget", og dette Nei er det, som er dens skabende Daad. Slavemoralen behøver for at opstaa en udenfor og ligeoverfor den staaende Verden; den behøver fysiologisk talt ydre Indvirkninger for at komme i Virksomhed, – dens Handelen er blot tilbagevirkende. Det modsatte Forhold fandt Sted ved den aristokratiske Værdibestemmelse: den virker og voxer ud af sig selv og opsøger kun sin Modsætning for endnu mer taknemmeligt, endnu mer jublende at kunne sige Ja til sig selv. Sin Modsætning stempler den som "gemen" – "slet" er kun et senere, afbleget Gjenbillede. Slavemoralen udgaar fra det negative, fra det hos Fienden, d. e. Herren, iagttagne; dette stemples som "ondt".

Saaledes ser vi den grundvæsentligste Forskjel mellem "slet", der er af fornem Herkomst, og "ond", der er udsprunget af de laverestilledes Had mod Herrerne. Det første er en Skabelse paa anden Haand, noget Underordnet, en Complimentærfarve; det sidste er Ophavet, Begyndelsen. Men disse to indbyrdes saa forskjellige Værdibestemmelser staar nu ligeoverfor en og den samme Betegnelse: "god". Dette Begreb god er imidlertid ikke et og det samme i begge Tilfælde. Thi hvad er den "onde" efter Slavemoralens Opfatning andet end Herremoralens "gode"? – den fornemme, den mægtige, Herren, – men omfarvet, omtydet, set med Slavens Øine.

Mellem disse to instinktivt modsatte Arter af moralsk Vurdering har der gjennem Menneskehedens hele Udviklinghistorie staaet en forbitret, aldrig hvilende Kamp. Inden Præstekasten blev Slavemoralen først gjennembeaandet, forfinet, lutret; thi Præstekasten bestod af de svage, de syge, i hvis Interesse det laa at vende Herremoralens Værdier om. Med Jøderne, dette hadfyldte Præstefolk, begyndte Slaveoprøret i Moralen. Jødedommens kulturhistoriske Funktion fortsatte sig saa under Kristendommen. Af Jødedommens Hadmoral voxte Kristendommens Kjærlighedslære som Kronen af Træets Stamme. Jesus af Nazareth, det legemliggjorte Kjærlighedsevangelium, de Fattiges, Syges og Syndiges Frelser, – førte ikke han, historisk, ad en Omvei tilbage til de jødiske Værdibestemmelser? Har ikke Israel netop gjennem denne sin største Modstander naaet sin ophøiede Hevnsyges sidste Maal og under Korsets Tegn i to Aartusinder med sin Hevnmoral triumferet over hint fornemmere Ideal, der hævede sig inden Menneskeheden? Judæa mod Rom – det var Slavemoralen i Kamp mod Herremoralen. Judæa har seiret. Vistnok gjenopstod under Renaissancen det antike Ideal paany, den aristokratiske Vurderingsmaade, og dens sidste Aftenrøde laa over Frankrig under l’ancien régime; men med de to store plebeiiske Bevægelser, den tysk-engelske Reformation og den franske Revolution, styrtede Antikens Tempelrester sammen, og paa dem byggede det 19de Aarhundrede sin uhyre Arbeiderkaserne. Det moderne Demokrati er den sidste Udløber af hin Plebeierdom, som svang sig til Magten ved Kristendommen.

Hva indeholdt det Ideal, denne repræsenterer?

Det herskende Element er det altruistiske. Det har gjort Dyder af alle den svages, den undertryktes, den syges Mangelagtigheder og brændemærket den stærke, den glade, Herren, med Misdæderens Tegn. Det har forherliget alle de Egenskaber, gjennem hvilke det selv kunde holde sig oppe i Tilværelseskampen: Nestekjærligheden, Medlidenheden, Selopofrelsen. Det er et livsfiendtlig, et asketisk Ideal, der lagde Verden ind under Evighedens Slagskygger.

Det har først og fremst i sin Lære om ond Samvittighed, Synd, Skyld og Straf løsladt mod Menneskeslægten en hel Skare af Bødler. Den onde Samvittigheds Opstaaen forklarer Nietzsche paa følgende Maade:

Den første Stat blev grundet derved, at en Herrerace underkastede sig en i Tal overlegen Befolkning, hvem det skortede paa Modstandskraft, og tvang den til Lydighed. 35 Disse Halvdyr, der var vante til at streife frit omkring, blev puttet i Samfundslivets Tvangstrøie; det var omtrent som om et Vanddyr pludselig blev flyttet over paa tørt Land. Alle Instinkter, der tidligere havde vendt sig udad, vendte sig nu, da de ikke mer kunde virke i den naturlige Retning, indad; det vilde, omstreifende Menneskes Instinkter vendte sig mod ham selv – : Grusomheden, Forfølgelsessygen, Tilintetgjørelsestrangen, Behovet af en Fiende, med hvem der kunde kjæmpes. Den Drift, der er Menneskehedens centrale og forherskende: Frihedsinstinktet eller Viljen til Magt, var pludselig og voldsomt afspærret fra al Virksomhed mod ydre Objekter; altsaa vendte den sig mod de indre, sjælelige Fremtoninger. Dette Dyr-Menneske, som man vil tæmme, og som river sig til blods mod Burets Gitterstænger, denne forsmægtende, fortvilede Fangne, der med et er bleven afstængt fra sin forrige naturlige, dyriske Tilværelse, opstiller sine egne tidligere Instinkter som noget, der maa bekjæmpes og tilintetgjøres. Paa den Maade blir det, der før var Naturens Kjerne, til "ond Samvittighed". Denne nye Fremtoning, Mennesket med den onde Samvittighed, arbeider sig saa ind i religiøse Forestillinger om en Skyld overfor Gud, og derved drives Sygdommen til sin frygteligste og høieste Spidse. Han fatter i Gud den sidste, yderste Modsætning til sine Dyrinstinkter; han tyder disse Dyrinstinkter om til Skyld mod Gud; han spalter sig i Modsætningen Gud og Djævel; hvert "Nei", som han siger til sig selv og sit Væsens Urnatur, slynger han fra sig som et "Ja", som noget værende, virkelig, legemlig, som Gud, som en anden Verden, som Evighed, som Helvede, som uendelig Pine, som en Umaalelighed af Skyld og Straf; saaledes befrier han sig.

Hva betyder et asketisk Ideal? Det udspringer af et udartet Livs Skyld- og Bodsintinkter. Det er et Kunstgreb, opfundet for at holde den Fortvilende fast ved Livet. Menneskets jordiske Tilværelse manglede Mening og Maal; Mennesket led under Tilværelsens uløselige Gaade. Det var ikke 36 Lidelsen selv, som var det værste; mest led Mennesket under sin Lidelses Hensigtsløshed. Her kom det asketiske Ideal ham til Hjælp; det lærte Mennesket at betragte al Lidelse under Straffens Synspunkt. Den onde Samvittighed blev omtydet til Synd, Lidelsen blev Straf. Det var den religiøse Interpretations største og følgerigeste Kunststykke; den syge blev til Forbryder, men Viljen var reddet, Livet havde faaet en Betydning, Menneskets Stræben en Mening. Det var en Vilje mod Livet, mod Legemet, mod Verden, en Vilje mod Skjønhed og Lykke, en Vilje til Intet, ganske vist; men det var dog en Vilje.

Netop i vore Dage har Slavemoralen vendt sit Ideal ud, og dets Indvolde ligger blottede for alles Øine. Nutidsslægten lider under alle dets Følger og alle dets Farer. Vi stirrer paa den Mennesketype, det efterhaanden gjennem Aarhundrederne har opalet, og gribes af Gru; det er Hadernes Ansig paa Slavens Legeme. Europas Udskud tilsøler med sin Befingren Gudebilledet i Menneskeaandens Allerhelligste. Ulyst, Ækelhed ved Livet, Træthed og Uvilje mod Menneskene, æder som en snigende Sop Marven ud af Slægtens Rygrad og borer sig ind i de ædleste Dele af Organismen. Man forstaar alt og elsker intet; sætter Pris paa intet, begeistres for intet; man har mistet Smagen og kalder det Objektivitet, har mistet sin Sjæls Lugtesans og kalder det "Dilettantisme"; man er impotent som en Olding og skjuler Elendigheden under Sminke og brogede Lapper af Ord. Lighedsprincipet, prædiket af Skrighalser paa Torvene og sat i System af Filosofer, svinger sin uhyre Sigd, omfattende som en Regnbue, at intet Hoved skal hæve sig op over de andre. Sygdommen trænger ind selv i Videnskaben og gaar gjennem dens Aarer som en snigende Lammelse; engelsk Spidsborgervisdom og fransk Feminisme parrer sig og avler de "moderne Ideers" Krøblingeslægt; Forskeren blir en nærsynt Specialist, der omsætter sin Afmagt i Foragt for alle synthetiske Opgaver, og selv Filosofien møier sig med at udpresse Essensen af Nutidens 37 ophobede Viden eller driver paa med at destillere de uegennyttige Instinkter saa længe, til de tilsidst er de eneste Værdier, i Kraft af hvilke man da trygt kan sige Nei til Livet og til sig selv.

Derfor, siger Nietzsche, trænges det netop nu en radikal "Omvurdering af alle Værdier". Det gjælder at gjøre Herrernes Høisædesret gjældende igjen. Du af Verden med den onde Samvittighed, med de asketiske Idealer. Og maa I have et Tegn, saa ophænger paa Himmelen et flammende Spørgsmaalstegn, – det store Spørgsmaalstegn, der staar bag det Ord: hvad betyder Viljen til Sandhed? – for at Menneskene i dets Lys kan finde Veien til "hinsides Godt og Ondt". Lad den store Fare komme, der tvinger Slægten – som nu sætter sit høieste Maal i at udtørre alle Kilder til Frygt – til at drage Kniven af Sliren. – Alle Stænder blander sig nu, og Nationaliteternes karakteristiske Træk løber sammen til et Totalbillede; – allerede varsler en fin, tydelig Linje om Fremtidens store Spaltning i Herrekaste og Slavekaste. Naar vil han komme, den nye Tids Førstefødte, den cæsariske Kulturfostrer, den Onde, den Frygtelige, den Tyranniske, halvt Rovdyr, halvt Slange, taknemmelig mod Gud, Djævel, Faar og Snog i sit Indre, nysgjerrig indtil Last, Forsker indtil Grusomhed, Ensomhedens Forstaaer og dens Ven? – naar vil han komme, som spiller Seiersdansen paa Tilværelsens Strenge og bringer Livet i Sang, – den nye Zarathustra, Ariernes Første; naar vil han opgaa, den blonde Herre, som Morgenrøden over Havet?

 

Nietzsches sidst (i 1889) udgivne Bog: "Götzendämmerung, oder: Wie man mit dem Hammer philosophirt", betegner intet Fremskridt i hans Produktion og leverer intet nyt Bidrag til hans Karakteristisk; det er de samme Emner set fra de samme Sider og behandlede paa den samme Maade. Efter "Moralens Genealogie" kunde man have ventet, at hvert af Nietzsches kommende Arbeider vilde blive en videre Udførelse af hine dristige, sammentrængte Sentenser, hvoraf hans tidligere Værker i konglomeratagtig Mangfoldighed bestaar, – Kommentarer i Bredden og i Dybden. Men noget saadant finder man ikke her. "Götzendämmerung" er en Sammenhobning af Dannelser, en Gruppe Centrer, omkring hvlike der har fundet Afleiringer Sted; den betegner et Tilbagefald til det sprædte og sprængte, til Omstreiferiet paa Maa og Faa, til Sammenhængsløheden og Aforismerne; – det er en genial Turists Dagbogsoptegnelser.

VIII.

Efter dette Resumé kan jeg gjenoptage den Traad, jeg i min Studies første Afsnit lod falde. Maaske man nu bedre vil forstaa min Ytring om, at andre moderne Aanders, som Mills, Darwins, Taines, Virksomhed ligner de smaa Bølger paa det store Udviklingshav, medens Nietzsche er Stormcenteret, fra hvilket de store Bølger udgaar.

Han betegner en saavel i Væsen som i Form voldsom Reaktion mod i Grunden alle de Retninger og Tendenser, som man fortrinsvis kan kalde Nutidens. Han staar som en urokkelig Granitklippe midt i Flodleiet, og Tidsbølgerne bryder sig ved hans Fod. Dette springer først i Øinene; men her med er Nietzsches Rolle og Betydning ikke til Ende. Han har søgt Basis for sin Livsanskuelse saa dybt, han har rettet sine Hug mod et saa urgammelt Kulturtræ, at Modsætningen mellem det gamle Ideal og det nye, som han har givet Udtryk, omfatter Aartusinder. Han har samlet to Aartusinders Kulturarbeide og reduceret hele denne tilsyneladende saa brogede Masse af Fænomener til en let overskuelig Gruppe, hvis samtlige Elementer viser sig som nær beslægtede, ja i Grunden som et; og hvad han i voldsom Kontrast dertil har opstillet, bunder i saa dybtliggende Lag af den menneskelige Natur, at lange Tiders Arbeide vil trænges for at hæve disse 39 Lag op i Dagslyset. Hva Nietzsche bekjæmper er Tidsaanden som det historisk grelleste Udtryk for et gjennem Aartusinder modnet Ideal; hvad han giver, er blot en ganske liden Spire, der vil behøve uoverskuelige Tidsrum for at voxe op til et Træ, men som er af den Art, at naar den først er blevet Træ, saa vil hele Menneskeheden i en lang Række af Generationer kunne hvile, tænke, drømme og arbeide i dets Skygge.

Nietzsche tilhører den Kategori af store Aander, som man kalder Seere. Han anteciperer intuitivt det kommende og reproducerer det intuitivt optagne Indhold i digterisk Form. Som alle Aander af hans Gruppe og Art naar han frem til de nye, alment menneskelige og alnatur-omfattende Sandheder gjennem Fordybelse i sit eget Jeg; han er den dybeste af alle moderne Aander, fordi han er den subjektiveste iblandt dem. Har man gjort sig Rede for Nietzsches Maade at se og skabe paa, saa er det dobbelt interessant at konstatere, hvorledes en anden moderne Aand, en Fuldblodsrepræsentant for den nøgterne, langsomme faktiske Detaljforskning, under Anvendelse af en helt anden Methode kommer til et, som det synes, lignende Resultat. Jeg tænker paa Lombroso’s Undersøgelser over Forbryderpsychologien og den Tvedeling af Menneskeslægten, som han paa Grundlag af sine Undersøgelser tror sig beføiet til at formulere. Thi falder ikke i Grunden den Grænselinje, som han – ganske vist indtil videre kun ganske svagt – opprikker mellem Forbrydertypen og Normaltypen, sammen med den, der – ganske vist som en dyb Kløft – skiller mellem Nietzsches Herre- og Slavekaste?

De af Nietzsche forkyndte Grundideer hører til dem, der kan gjøres gjældende paa alle Livets og Kulturens Omraader; og i Sandhed, intet enkelt lader sig forandre i det, der er deres Aand, uden at alt det andet følger. Hylder Digteren dem, saa vil de skabe en helt ny Litteratur ud fra helt nye Forudsætninger; skal det ydre, daglige Liv bringes i Overensstemmelse med dem, saa vilde de forandre Stædernes Udseende, Menneskenes indbyrdes Omgang, Dragter og Livsvaner fra Grunden af; i Samfundsreformatorens Haand vilde de fremkalde hidtil usete sociale Konstellationer.

Men paa ét Omraade vilde de afstedkomme ganske særlig voldsomme Omvæltninger, nemlig paa Moralens. De menneskelige Værdiers og Pligters Trappestige vilde blive vendt op ned; andre Temperamenter, en anden Sjælsbeskaffenhed, andre Handlingsmotiver og Egenskaber end de hidtil lovpriste vilde blive de ideale. De stærke Individualiteter, de stolte, egenraadige Naturer, vilde faa Spillerum paa en ganske anden Maade end hidtil. Her ligger Nietzsches største Daad; hans Stræben betegner den største Revolution, Moralens Historie har at opvise siden Kristendommens Kamp med Antiken.

 
[1] Aperçus: oversigter. tilbage
[2] dolce-far-niente: dagdriverliv. tilbage
[3] Samtlige hidtil nævnte Bøger af Nietzsche har til Fællestitel: "Unzeitgemässe Betrachtungen". O. A. tilbage
['1] kan - og skal - det samme siges om HP? tilbage
['2] fiat veritas pereat vita: (lat.) omtrent: "sandheden på livets bekostning". tilbage
['3] gjild: gylden(??). tilbage
['4] Schicht(er): (ty.) lag. tilbage
['5] Myr(er): (no.) sumpet strækning. tilbage