Fest uden Hædersgæst

– Der er en Fest, kun Hædersgæsten mangler. Men Festen er der, selv om Bordet er udækket, Vinen urørt, Blomsterne uplukkede, Kantaten usunget, og Festtalerne maa holde sig hjemme.

Har han siddet ved Festborde nok? Brød han sig ikke om endnu en Gang at være til Bords med den officielle Smiger? Vilde han ikke lykønskes til Fuldendelsen af et Aaremaal, der ingen Glæder byder ham, som aldrig vil have Sind til at lægge sig til Hvile, som om det er paa Lavrbær? Følte han sig ensom midt i Stimmelen af Meninger og Partier, hvorigennem han red sin Vej efter sit eget Hjerte, uanset om han en Dag blev hyldet og paakaldt af dem, der den næste stod ham bidsk imod. Henrik Pontoppidan har hørt Natuglen skrige vrængende fra sit Træ, at han idag føler bitter Skuffelse over, at Ungdommens Drømme ikke er fuldkommengjorte og megen Manddomsgerning forvansket, at Mange, han bekæmpede med sit Sinds lidenskabelige Foragt, og som han fældede i én Skikkelse, atter er genopstaaet og lever videre. Han tog Livet af Reaktionen, men se, hvor dens hykleriske Træk smiler ham tilfreds i Møde fra et mangehovedet magtbesiddende Frisind.

Nu, Hædersgæsten har ingen Grund givet. Han har hverken undskyldt sig med det ene eller andet. Han har simpelthen pakket sin Koffert. Men Festen er uholdt bleven tilbage.

Hvor i Landet, udenfor Natuglens Vigiliaforening, er Sindet ikke festlig stemt, naar det idag tænker på Georg Brandes. Hvilken Fest under Aftenens Lampe har ikke i de Aar hans Bøger skabt, naar de ??dede et stille Værelse ud mod Poesien uendelige Rige. Hvor var der skønnere Fest end om den Talerstol, rejst paa Universitetet, i Ungdomsforening, mellem Arbejdere eller Videnskabsmænd, hvorfra han talte til sit Folk. Han har talt paa Danmarks Vegne som Ingen i vot Tid, og han har talt mod altfor meget Dansk som heller Ingen. Hans Ord har ætset og svedet, de har fænget og flammet, saaret og smertet, vækket og ildnet. Men hvorledes end, og var de for eller mod, Festen var altid midt iblandt os. Det voldte Hjælmkammen over hans Pande. Det voldte Styrken og Storheden, Lidenskaben og Viljen, Beundringen og Foragten i hans Gerning. Sortblaa gnistrende var Hjælmen, da han traadte frem, mørk som Staal. Den graanede og blev hvid – med Sølvets Farve. Altid Metal.

Af tusind Festminder og Tanker er denne Dag skabt ham og os til Fest. Uholdt vil den naa ham. Nej, Georg Brandes fejrer ikke sin Dag med de Døde. Med de Levende – og med de Kommende! Hver den, som en Gang har fornemmet hans Hejmdalstoner i sit Sind, vil for altid høre Klangen. Og med de Kommende fejrer han sin Fest. Som han med stolt Bekeskedenhed skrev i det Digt, der slutter de Samlede Skrifters sidste Bind: I hver en Sejr for Tankens højbaarne Frihed – denne komme tidligt eller sent – vil der være en Draabe af hans Sved, en Gnist af hans Ild, et Stænk af hans Blod.

Uden Hædersgæst fejrer Danmark Festen for sin største Arbejder, sin ildfuldeste Elsker og Tugter, sin navnkundigste Søn.