Den franske Kunstudstilling

Det gjør et behageligt Indtryk at komme ind i den franske Kunstudstilling, som har opslaaet sin Bo vis à vis den store nordiske Industri-, Kunst- osv. I Modsætning til det overvældende, uoverkommelige, der ved første Besøg i denne frister en til strax at opgive al grundig Undersøgelse, faar man i Gjenboudstillingen en beroligende Fornemmelse af, at den kan man da overkomme. Man overser strax hele det store, lyse, luftige Rum, der kun er let afdelt i en bred Midtgang med mindre Rum til Siderne og en Sal i hele Bygningens Bredde for Enden, Billedhuggerbarbejder og Malerier er blandede om hinanden, i Midtgangen et Mylr af Statuer, Bronce Marmor og Gips, med Dubois' monumentale Rytterstatue Konnetablen af Montmorency i Midten og som Baggrund de mørkt farvede Vægge med Maleriernes brogede Duge. Brunrøde Causeuser med grønne Palmer, prægtige Portierer mellem de lyse, kannelerede Søjler, der bære Arkitraven med en diskret Frise af franske Kunstnernavne, ned over det hele en strømmende Lysflom, dog dæmpet af de matte Ruder. Der er maaske lidt varmt derinde, men naar Besøget ikke er stærkere, end det har været i de første Dage, generes man ikke deraf, man kommer snarere lettere i den lidt apatiske Stemning, hvori man egentlig bedst nyder Kunst. Vel at mærke, naar man ikke strax falder ind i den første mindre Afdeling til venstre; thi saa "stejler" man unægtelig. Man staar nemlig her Ansigt til Ansigt med en gulgrøn Dame i en lyserød Kjole paa en ubestemmelig blaa Baggrund. Det er Paul Besnards Portræt af Mme. R. J. (5000 Frcs.). Og bemeldte Dame, der rejser sig fra sit Sæde ligesom for at byde en velkommen, smiler saa spodsk, som om hun vilde sige: "Du synes ikke om mig, men det kan være det samme, for du har ingen Forstand paa moderne Kunst".

Heldigvis behersker denne Gulsotens Fe kun sin egen mindre Afdeling, hvor Impressionismens Værker er samlede.

I de andre Afdelinger føler man atter fast Grund under Fødderne og faar en styrkende Fornemmelse af, at god Kunst i Frankrig og god Kunst i Danmark ikke er saa himmelvidt forskjellige, som man undertiden kan høre doceret her hjemme. Der er Folk i Frankrig, der male bredt, og der er Folk, der male glat og udpenslet, der er Folk, som sætte det harmoniske i Totaliteten over Natursandheden og derfor stemme Farverne efter hinanden uden at bryde sig meget om Lokalfarven, og der er Folk, som ikke er bange for at stille de grelleste Farver sammen for at virke ved den Slags Effekt. "Fransk Skole" og "fransk Teknik" er derfor vage Begreber, som vanskelig lade sig udtømmende bestemme, kun et sporer man som fælles for alle disse franske Impressionister, Realister, Idealister, og hvad de ellers kan være: en vældig Energi og Uforfærdethed, der utvivlsomt skyldes Følelsen af at tilhøre en Nation, der bør gaa i Spidsen, saa vel som Nødvendigheden for den enkelte, at præstere det mest mulige for at kunne gjøre sig gjældende i den store Konkurrence.

Portrætmaleriet afgiver en ikke daarlig Maalestok for Værdien af en Tids eller et Lands Kunst. Staar det højt, gjør gjærne al anden Kunst det ogsaa. Men hvilke prægtige Portræter indeholder ikke denne lille Samling, der dog vistnok mere bestaar af Ting, som man kunde faa uden alt for stort Besvær, end af særlig repræsentative og udsøgte Sager. Her er Paul Dubois' dejlige Billede af hans to Sønner og hans to Dameportræter, hvoraf det ene især er fortrinligt, her er Bonnats Portræt af Pasteur og navnlig det af Alex. Dumas, her er Carolus Durans af Miss Lee-Robbins, der gjorde saa stor Opsigt paa Salonen i Fjor, og Rolls af Maleren Damoye, ikke at tale om Portræterne i Brouillets store Figurbillede "Ved Charcots Forelæsning i la Salpetriére".

Men ikke blot i Portrætmaleriet indeholder Udstillingen Sager af stor Værdi. Hvor man ser hen, møder Øjet Billeder, som man har hørt om eller kjender af Gjengivelser og har lagt Mærke til. Her er f. Ex. Bastien-Lepages to store Billeder, "Tiggeren" og "Kartoffelhøsten".Hvilken Finhed i Stemningen og Aandfuldhed i Karakteristiken? Det er Billeder, der fylde en paa ny, hver Gang man træder hen for dem. Saa er der Rolls store Maleri "Arbejdet", noget tørt og graat i Farven, men glimrende i Skildringen af Livet paa en Byggeplads med alt dets Slid og Slæb. Tæt ved hænger Albert Fouriés"Bryllupsgilde", et stort Billede, lidt fladt i Formgivningen, men saa ypperligt i Karakteristiken af de enkelte Figurer og den hele Situation, hvor en ældre Fyr bereder sig til at give den unge Brud Lykønskningskysset, i det han smiskende tørrer sig om Munden med Servietten, medens hele det øvrige Selskab er spændt paa at se, hvorledes han kommer fra det. Saa er der Gervex'"Juryen ved Salonen", Raphaél Collins farvefine "Sommeren" og "Sidst i Oktober", Berauds Folkelivsbillede fra Operaens Forsal og fra et Brasseri, lidt tunge i Skyggefarverne, men fortrinlige i Skildringen, og mange andre interessante Billeder. Der er ogsaa tarveligere Ting imellem, baade store og smaa Duge, som man godt kunde undvære, skjønt nogle repræsentere berømte Malere i Nutid og Fortid; men atter og atter vil man vende tilbage til den Snes Billeder, der er Perlerne i Samlingen, og dem vil man næppe blive færdig med at betragte i de tre fire Maaneder, Udstillingen varer. Og til Afvexling har man saa den rige Samling Skulpturarbejder at glæde sig over, hvor det ene prægtige Stykke staar ved Siden af det andet, og hvor første Rangs Kunstnere som Barrias, Chapu, Delaplanche, Paul Dubois, Gautherin og Mercié er rigt og smukt repræsenterede. Alphée Dubois' Medaljer paa Fodstykket af Konnetablen af Mont-morencys Rytterstatue maa man ikke overse, thi det er noget extraordinært godt.

Man skylder i Sandhed Hr. Carl Jacobsen Tak, fordi han har bragt denne Udstilling i Stand.

 
[1] Emil Hannover: Erindringer fra Barndom og Ungdom, 1966, s. 144.< tilbage
[2] op. cit. s. 210. tilbage