Ubehagelig roman
Men med aktuelle perspektiver
Der findes dem, der længes tilbage mod besættelsestidens store, hårde og enkle epoke. De tror, at en situation af samme slags ville styrke folkets ånd og moral.
Det er det aktuelle problem i Henrik Pontoppidans 35 år gamle roman. Hans Hertel anmelder her bogen, som netop er trykt op.
Mands himmerig*) blev Henrik Pontoppidans sidste roman. Den udkom i 1927, tre måneder efter digterens 70 års dag, og det mærkes. Efter en menneskealders forløb er den nu på ny blevet udsendt i den løbende række Pontoppidan-optryk og for den, der holder af hans store romaner og noveller, er mødet langt fra behageligt. Det er en gammel mands ofte kønt skrevne, men farlige og inderligt usympatiske roman.
*
Dens helt er magister Niels Thorsen, der i foråret 1914 vrages som chefredaktør for Københavns førende, radikale avis – og i bitterhed går i højrepressens sold. Her øver han "en bøddels gerning", håner sine landsmænd for deres slaphed, materialisme og forfladigelse af smagen – men taber samtidig sin unge, gravide hustru så langt af syne i sin martyriske selvoptagethed, at hun i fortvivlelse begår selvmord.
I dagene omkring 1. verdenskrigs udbrud kulminerer hans forvrængede nationalisme i et sygt ønske om, at Danmark måtte få Belgiens frygtelige skæbne: "at få bajonetten på struben" ville kurere "tidens feje blødagtighed" og "højskoleflæb". Efter et valgnederlag og en fængselsstraf dør han af overanstrengelse.
"Mands himmerig" virker i dag som en forældet form for politisk kærlighedsroman, gennemtrukket af aktuel forbitrelse og strittende af piggede hib til højre og venstre. Dens psykologi er firkantet, uformelig, den rasler af længst rustne nationale begreber, og stilen slæber sig ofte tungt patetisk og billedoverlæsset af sted.
Alligevel mærker man endnu her og der løvens klo i nogle smukke kærligheds- og naturscenerier og i de præcise, sarkastiske snapshots fra byens journalistiske underverden, men især i den tragisk realistiske portrætstudie af Niels Thorsens stejlt forbitrede, fanatiske skikkelse, hvor intet er retoucheret bort. Pontoppidan har endda – tro mod sit berømte tvesyn – stillet et modstykke op til denne usympatiske nationale ridder med "ulvesindet".
*
Og dog undgår hans egen sympati for Niels Thorsen og hans meninger ikke at skinne grelt igennem. Han er modelleret op af den samme ulyksalige hang til kompromisløs "mandighed", som Pontoppidan kun ét godt år efter romanen lod kulminere i sit berygtede ufromme nytårsønske i "Nationaltidende" d. 1. januar 1929:
Er det ikke sådan, at selv den ulykkeligste fejde aldrig i sine følger bliver så skæbnesvanger som den uundgåelige indre opløsning i et folk, der af angst for livet aldrig vover sig til at tage et foryngelsens bad i de stride strømme? Ingen er døden vissere end dem, der udelukker sig fra selvfornyelse i de store oplevelsers sejrsfryd eller fortvivlelse.
Pontoppidans sprængfarlige nytårsønske er ikke en kynisme, som først besættelsen 11 år senere afslørede helt. Det er en logisk konsekvens i forfatterskabet. Det er den "vilde sørgmodighed", som greb så stærkt i "De dødes rige" ti år før, der sammen med hans angst for "nationens afmandelse", hans asketiske moral og hans tro på, at kun lidelsen adler, samlet har kulmineret her og er slået ud i farlig, omvendt nationalromantik.
Vi kender tonen andetsteds fra. Også efter 2. verdenskrig har vi midt i den "kedelige", "betryggede" velfærdsstat set folk længes tilbage til besættelsens "store, hårde, enkle tid", da der skete noget og man havde en sag at slås for – uden at fatte, at selv om prøvelser modner nok så meget, kan de ikke omvendt ordineres som grumset program for folkets åndelige og moralske genrejsning.
*
Også for dette aktuelle perspektiv fortjener "Mands himmerig" at blive læst nu ved genudgivelsen. Men den skal læses mindre som en roman på niveau med Pontoppidans øvrige, uforglemmelige digtning – og mere som en psykologisk og ideologisk konsekvens af hans personligheds næstseneste udvikling. Og da er det godt at have den helt ændrede tone i øret, hvori han i foråret 1943, få måneder før sin død sluttede sine erindringer "Undervejs til mig selv":
"Fra en sygestol imødeser jeg ret fortrøstningsfuldt den nye dag. For der kommer vel en tid, da fornuften igen regerer i verden og skaber en tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over".
Men han nåede at få (?)... død. [avismikrofilmen ulæselig]
Hans Hertel
*) Henrik Pontoppidan: "Mands himmerig". Udgivet ved Thorkild Skjerbæk. 226 sider. Kr. 24,75. Gyldendal.
