Den kongelige Gæst
En lille Roman af Henrik Pontoppidan
Professor Harald Høffding skrev fornylig en Artikel i "Gads Magasin", hvori han fortalte om sin Arbejdsdag, at han brugte en Pen som en Slags Pegepind, naar han læste en Bog, han rigtig vilde tilegne sig; ved at følge Linierne med Pennen, samlede han bedre hele sin Interesse om det, han læste.
Paa den Maade bør man læse den nye Bog, Henrik Pontoppidan har udgivet paa Det Schubotheske Forlag i disse Dage; den hedder "Den kongelige Gæst" og er en lille Roman, paa hvis 124 Sider Forfatteren har meddelt meget sære og dybe Ting om sine Medmennesker uden at betjene sig af et eneste overflødigt Ord, endsige af noget Omsvøb. Det er en Roman-Kærne uden Skal.
Den lille Romans Indhold er følgende: En ung, københavnsk Læge og hans Hustru har, for hurtig at kunne skabe sig et Hjem og en rolig, betrygget Tilværelse, slaaet sig ned paa den jydske Hede. De finder sig hurtigt tilrette i de snævre Forhold, og det er dem nærmest ukært, naar der melder sig Besøgende fra Hovedstaden, hvis Luft de tidligere troede var den eneste, de kunde aande og leve i. Hjemmet, hvori tre Smaabørn springer omkring, bliver dem et jordisk Eden, og de er fuldkommen tilfredse med den hyggelige Ensformighed, der gør Dagene, Ugerne, Aarene korte.
Men saa viser Slangen sig i deres Paradis.
En Aften i Fastelavnstiden banker det paa Husets Dør og en ældre, fed Herre træder ind; han præsenterer sig ikke, men beder frækt, om han maa være Familiens navnløse Gæst, og da Lægen modvilligt gaar ind paa det og siger, at noget maa de da kalde ham, foreslaar den Fremmede, at de skal kalde ham Prins Karneval.
Om sine Slægtsforhold oplyser han, at Uglspil var hans Bedstefader, Hans Kvast hans Fader, Harlekin hans Fætter, og Slaraffenland hans Hjemstavn; af Livsstilling er han Rejsende i de renommerede stegte Duer, der af sig selv flyver ind i Munden paa enhver, som bare vil gabe tilstrækkelig højt.
Den kongelige Gæst gør, trods al sin Fastelavnsskvalder ikke noget forrykt Indtryk, og da han er elskværdig og baade har Lune og selskabeligt Talent, lykkes det ham i Aftenens Løb at sætte det rolige Hus paa den anden Ende. Han faar sin Vært og Værtinde til at klæde sig i Festdragt, tænde Lysekronen, byde paa en flot Anretning osv; men midt under Festligheden overfaldes Lægen af en hæslig Mistanke til sin Hustru. Han mener at have set et forelsket Glimt i det Blik, hvormed hun betragter den halvkomiske Figur, Prins Karneval, og det er ikke langt fra, at han viser sin Gæst Døren. Hun har i Tankerne været sin Mand utro, og det gør hende i hans Øjne til en foragtelig Skabning. Det Idealbillede, han havde dannet sig af sin Kone, er sønderflænget, og han er kommen til den Erkendelse, at der paa Bunden af selv den uskyldigste Kvindes Hjerte ligger en Giftøgle i Dvale.
Det kommer, siger Forfatteren, kun an paa Tilfældet, om Giftøglen skal faa Lov at blunde eller vækkes til Live og bringe Fordærv.
Læser man den lille Roman med sin Pen som Pegepind: altsaa opmærksomt – for man behøver jo ikke at tage Pennen bogstaveligt til Hjælp – vil man først beundre den sproglige Kunst, Bogen er udført med. Et mere lydefrit Dansk kan næppe tænkes. Og dernæst vil man enten harmes eller begejstres over den Hensynsløshed, med hvilken Forfatteren afslører Mandfolke-Egoismen og Kvinde-Troløsheden, alt efter som Ens Naturel nu er. Man kan, saa lille som Romanen er, meget godt tænke sig, at den vil vække stort Røre. Vil de organiserede Kvinder f. Ex. lade'1 den Diagnose staa uimodsagt, som Forfatteren stiller, naar han siger om hele deres Køn: "Han undskyldte hende, fordi hun var Kvinde, det vil sige et Væsen med et abnormt Følelsesliv og en deraf flydende, forvirret Tankegang"?
Paa de smaa 124 Sider belyser Forfatteren de Kroge af Menneskehjertet, hvor Dæmonerne har til Huse; maaske vil mange Læsere protestere mod disse Dæmoners Existens, men se dem, som Henrik Pontoppidan her viser dem i deres Nøgenhed, bør de i hvert Fald.
H. F.