Den kristne Pontoppidan
Med teologiske briller. Et forfatterskab og dets billede af mennesket som skabt, faldet og taget til nåde.
HENRIK Pontoppidan har engang sagt: "Alle mine bøger handler om det religiøse problem". Og sådan læser Elsebeth Diderichsen dem også – ikke mindst de to store romaner Lykke-Per og De Dødes Rige, som skæbnefortællinger om tilværelsens grundvilkår i et kristent-teologisk symbolunivers.
Kærligheden i dem begge lider skibbrud, den mellem Per Sidenius og Jakobe Salomon, den mellem Torben Dihmer og Jytte Abildgaard. Men ikke desto mindre tolker Elsebeth Diderichsen begge disse kærlighedshistorier positivt – med henvisning til Jakobe Salomons børnehjem og Torben Dihmers ny samfund på herregården Favsingholm. Og det er med god grund, hun kan sige, at hendes læsebriller har været teologiske. De Dødes Rige bliver – set med hendes øjne – "fortællingen om, at den nødvendige kærlighed er umulig, indtil døden gør den mulig. Men at den alligevel er fuld af mening og tak værd."
Man kan sige, at Elsebeth Diderichsen – selv teolog og sognepræst – med sin Henrik Pontoppidan-studie Den umulige kærligheds nødvendighed vil redde den antiklerikale, ateistiske præstesøn Henrik Pontoppidan for den kristendom, han næppe kan siges at have haft et éntydigt forhold til. Hun er en god fortolker af de store romaner. Og hun viser overalt, hvor nært liv og forfatterskab hos Pontoppidan hænger sammen, især i de yngre år, da han blev skilt fra sin første kone og gift med sin anden.
Men det kan ikke nægtes, at når Elsebeth Diderichsen bevæger sig ud over den refererende litteratur-analyse og den rene forfatter-biografi – det er dér, hun har sin styrke – antager fremstillingen karakter af det katekiserende postulat, en prædiken i en vis forstand altid vil være.
Hun siger om Henrik Pontoppidan, at han "var et moderne menneske, men samtidig bundet af den virkelighedstroskab, der kendetegner kristendommen."
Det er i kort begreb selve pointen – den kristne kerne – i hendes bog. Men hvor moderne en forfatter er han? Hvor moderne virker han i dag sammenlignet med den samtidige Herman Bang og den lidt yngre Johannes V. Jensen? At nævne Gustav Wied i samme åndedræt kan vistnok opfattes som helligbrøde.
Ganske vist læses Henrik Pontoppidans romaner stadigvæk, de større såvel som de mindre. Men samtidig har han lidt den skæbne, som altid er farlig for en forfatter: der er gået menighed i ham. Det er denne menighed, Elsebeth Diderichsen i sin i mange henseender oplysende og inspirerende bog – inspirerende også til modsigelse – henvender sig til som en slags sjælehyrde, der skal give læserne troen tilbage.
Hvad man savner hos Elsebeth Diderichsen, er en diskussion af Henrik Pontoppidan – som menneske, men måske især som forfatter. Hvor stor var han i det, han skrev? Og hvor godt skrev han? Holder han?
Når Elsebeth Diderichsen nærmer sig disse spørgsmål – det har hun næppe noget brændende ønske om at gøre – er det, som om hun iført kjole og krave bestiger prædikestolen og gentager det evangelium, hun allerede i indledningen har forkyndt. Mennesket som skabt, faldet og taget til nåde. Og hun siger fortrøstningsfuldt: "Kun guddommelige kræfter kan trække et menneske ud af fortvivlelsens og dæmoniens greb."
Handler Henrik Pontoppidans forfatterskab virkelig om det, hvis ellers man lader teologien blive liggende i brillefuteralet?
