Parafrase-analyser
Allerede i sit forord tager sognepræsten Else Diderichsen en del vind ud af den kritik, der kunne tænkes at møde dette værk: dens uvidenskabelighed og dens mangel på kritisk analyse og på metode. Hun læner sig i forordet op ad salig Vilhelm Andersens metode, når hun taler om sympatisk læsning, en metode, der i dag kun har historisk interesse.
Hovedparten af bogen er en subjektiv parafrase, der nærmer sig et følelsesfyldt indholdsreferat af de tre Pontoppidan-romaner, Diderichsen har lagt hovedvægten på: Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige. Hvor det går bedst, bliver der tale om en form for meddigtning, suppleret med personlige kommentarer, der benytter meddigtningen som springbræt til kristen-teologiske overvejelser. De kan som i følgende eksempel med dets uklare, svævende stemningsudgydelser føre ud i Bragesnak, selvom ordforrådet delvis er hentet fra et brev fra Pontoppidan til Borchsenius:
Det gik som det måtte. Pers bestemmelse var ikke et jævnt og muntert, virksomt liv. Hans jordbund var ensomhed. Den hjemlige himmel lukket. Derfor blev hans kærlighed umulig; hans skæbne i den forstand tragisk, men ikke derfor meningsløs. Meningen med Pers liv er tragediens.
Det er rent ud sagt temmelig usammenhængende, og der er ingen logisk sammenhæng mellem, at hans jordbund var ensomhed og den hjemlige himmel lukket på den ene side, og så at hans kærlighed derfor skulle blive umulig.
Problemet er, at der ingen metode er, og da Diderichsen ikke ønsker at anvende eller ikke kender de almengyldige æstetiske begreber, er parafrasen vel sagtens eneste udvej.
Om det er årsagen til, at hun blander virkelighed og fiktion og reelle figurer med ureelle, står ikke klart.
Bogens litterære værdi er overskuelig. Mest af alt er det et stort essay og som sådant klart nok et udtryk for et stort engagement og sikkert også for en oprigtigt følt erkendelse.
Litteraturlisten er et kapitel for sig. Her savnes helt centrale værker om Pontoppidan. Hvor er f.eks. Jørgen E. Timroths Det labyrintiske sind og Jørgen Holmgaards Dødens gilding?
