tvesyn
I Ordbog over det Danske Sprog, bd. XXIV, 1948, sp. 1144 finder man følgende forklaring på ordet:
(bogsprog, især æstet.) (opfattelsesmaade, der beror paa en) evne til at se ting ell. forhold fra to sider; ofte: ironisk opfattelse ell. livsbetragtning; spec. om opfattelse (navnlig hos Pont.), som hidrører fra en spaltning i sindet, en vaklen mellem tro og tvivl, haab og frygt, medfølelse og spot.
Ordbogen henviser direkte til Vilh. Andersens bog fra 1917 om Pontoppidan hvori Vilh. Andersen første gang bruger udtrykket; adjektivet tvesynet betyder i ældre dansk, f.eks. hos Holberg, "som ser noget dobbelt; dobbeltsynet" (sp. 1145).
Vilh. Andersen brugte også udtrykkene "Dobbeltsindet" og "Dobbeltseer" (1917, s. 1031)
Men allerede før Vilh. Andersen brugte Hans Brix ordet i sin anmeldelse af Favsingholm, og endnu før, i sit kapitel om Det forjættede Land i Gudernes Tungemaal (1911), talte han om "Forfatterens Dobbeltsyn". Det kan meget vel være fra ham at Vilh. Andersen har taget betegnelsen; endnu har det i hvert fald ikke været muligt i hans pen at finde det tidligere.
Her på netstedet kan man læse en diskusion af "tvesynet" i Birgitte Hesselaas artikel fra 1967: "Henrik Pontoppidans tvesyn". I Søren Vangsgaards afhandling fra 1998 om "Pontoppidan og Dostojevskij" introduceres polyfoni-begrebet som en mere moderne anskuelse af teksten som primær i forhold til den subjektive forfatter: det er ikke noget etisk problem for forfatteren at skulle "bekende" en bestemt holdning, og det forholder sig ikke som Einar Thomsen mente, at Pontoppidan nærmest var ryggesløs2. I sin disputats fra 1964 om Henrik Pontoppidan og Georg Brandes gik Elias Bredsdorff hårdt imod brugen af ordet som noget særligt betegnende for Pontoppidan; i hvert fald ville han understrege at
en helt afgørende egenskab ved Pontoppidans såkaldte tvesyn [er] evnen til at se en sag også som "modparten" så den, uden dog derfor nødvendigvis at antage "modparten"s synpunkter. (a.a., s. 73)
Mens "tvesyn" i bedste forstand er en kunstnerisk teknik, kunne man bruge betegnelsen "kærligheds-had" på det mere forfatterpsykologisk område. Det gør f.eks. Elias Bredsdorff når han i sin disputats (s. 205) skriver at Pontoppidan "følelser over for Danmark havde [...] præg af et kærligheds-had". Den betegnelse kunne man også bruge om f.eks. Pontoppidans forhold til Holger Drachmann og dennes værk: på én gang tiltrukket og frastødt.
En anden spaltethed har at gøre med en manglende evne, vilje, tilbøjelighed til at indtage faste standpunkter i ideologisk, livsanskuelses- eller religiøs henseende. Imod slutningen af Lykke-Per står:
Naar Per søgte at opgøre for sig selv, hvilken Betydning hans Bekendtskab med Pastor Fjaltring foreløbig havde haft for ham, fandt han den særlig deri, at han hos denne havde fundet Trøst for 151 den Tvedelthed i sin Natur, den Mangel paa Evne til at falde til Hvile i en bestemt formet Livsanskuelse, som forhen saa ofte havde gjort ham modløs.
Stedet findes kun i de to første versioner af Lykke-Per (Lykke-Per. Hans sidste Kamp, 1908, s. 150-151 og Lykke-Per, bd. III, 1905, s. 256). Revision i 1918 stryger stedet som af Knut Ahnlund betegnes som nogle "mycket personliga rader" (a.a. s. 417).
