Race

Af Flemming Behrendt

Ikke mindst når det gælder om at behandle Henrik Pontoppidans forhold til jøder og det jødiske, er det vigtigt at klargøre sig brugen hos ham og i samtiden af ordet race. Den var ikke antropologisk, men etnografisk. Det var kulturen og historien der holdt sammen på en "race", ikke biologien. Derfor udgjorde nordmændene en "race" af samme art som jødernes. Pontoppidans måde, f.eks. i Lykke-Per, generaliserende at karakterisere jøder som sådan i positive eller negative termer, er ikke at betragte som antisemitisme i almindelig forstand, for slet ikke at tale om nazistisk. Intet kunne vist være Pontoppidan fjernere end at hylde den klassiske kristne begrundelse for antisemitisme, at det var jøder der slog Kristus ihjel og at de derfor passende kunne udpeges som syndebukke for denne eller hin skavank i det samfund hvor de som indvandrere havde søgt tilflugt. Pontoppidans portræt f.eks. af Onkel Heinrich i Lykke-Per er ikke mere ondt eller uretfærdigt end mange af hans præstefigurer som f.eks. kappellan Rugaard i Isbjørnen eller prokuratorsnuden i En Bonde.

Her følger (efterhånden) et katalog over eksempler på hvordan ordet bruges.

  1. Sophus Schandorph nævner i en anmeldelse af Georg Brandes Den romantiske Skole i Frankrig (Ude og Hjemme, Nr. 276, okt. 1882, s. 196) Taines brug af "Racepsykologien" og taler om "de forskellige folkeracer".
  2. Georg Brandes skriver i et brev af 6. 2. 1891 til Henrik Pontoppidan om hvorfor han synes Pontoppidan skal rejse fra Berlin til Paris:

    bliv dog ikke saa længe i Tyskland; jeg kan ikke tro andet end at Paris maa være mere for Dem. Det er dog en større friere og mere broget Verden. Og trods Alt hvad der siges om Racefællesskabet mellem Tyske og Danske har dog al kunstnerisk Kultur i Danmark Frankrig mere at takke for end Tyskland.

  3. Selv var han [Torben Dihmer] for første Gang bleven sig en Racemodsætning rigtig bevidst [i forholdet til Mads Vestrup].

    "En Forhistorie" (1912).

[siden grundlagt 28. 4. 2003; revideret .4.2018]