Der er næsten lige så mange læger i det pontoppidanske forfatterskab som der er præster, og gennemgående får de en ublidere medfart.
Den første er den uvillige, unavngivne distriktslæge i "Et Endeligt" der nægter at lade sig transportere til den dødsyge Niels Ingvor i det usle køretøj barnebarnet Johanne er sendt for at hente ham i. Han rammes af en unuanceret satire:
Doktoren var en lille før Mand med et rødt Ansigt, iltre Bevægelser og uhyre distræt – saaledes |70| som det jo hører sig til for dygtige Læger – men næsten mere, end det strængt taget er nødvendigt selv for de dygtigste.
Lægen i Lykke-Per der tilser hans dårlige mave.
Doktor Bjerring i Borgmester Hoeck og Hustru (1902/1905) beksrives således:
Doktoren var en yngre, lidt forvokset Mand, paaklædt med den hoffærdige Elegance, hvormed den Slags Mennesker gerne søger at bøde paa deres legemlige Skavank. Indtrykket af hans Person var dog ikke netop latterligt eller afskrækkende. Han havde et langagtigt, blegt og skægløst Ansigt med store, ganske smukke Træk, en Underbidsmund med stærkt røde Læber, svære Bryn, dybe, blaalige Øjenhuler og et Par tindrende mørke Øjne med denne metalliske Glans, der for det kyndige Blik forraader den kvindekære Mand(/1902: forraadte skjulte Laster). Over Issen laa et tyndt, blæksort Haar, der saae ud, som om det var malet paa den.
Han har naturligvis "lange, hvide Fingre".
Gaardbo i De Dødes Rige.
Dr. Bonnat i Et Kærlighedseventyr (1918) er den mest foragtelige af Pontoppidan lægefigurer: trods sin æreslegion en snusket og grisk personlighed der putter opium i sine patienters aftenmedicin for selv at få nattero. Med god grund afviser Ingrid at se ham mere.