Sorteper

I brev til Georg Brandes dateret 16. 2. 1912 skriver Pontoppidan

Da jeg hørte, at De havde skrevet en Slags Novelle i "Ill. Tid." for 4d Febr, altså i selve Deres eget Fødselsdags-Festnummer, skaffede jeg mig Bladet sendt herned, så også den har jeg læst. På Grund af Titlen "Sorteper" havde jeg forestillet mig Kærnen i den lidt anderledes. Det afgørende i Kortspillet af samme Navn er jo det, at Sorteper ikke må mages. Det er den Forbandelse, der hviler over Sparknægt fra Spillets Begyndelse, at han er fordømt til Ensomhed. Mens alle de andre Herrer og Damer efterhånden finder deres Genbillede og samles i Glæde og Samdrægtighed, går Sorteper fra Hånd til Hånd og spreder allevegne Uro og Skræk omkring sig, og ved Spillets Ende sidder han alene tilbage uden at have fundet nogen Ligemand. Sådan er jo de fleste ualmindelige Menneskers Skæbne og den har været Deres, og den var bleven Deres også uden alle Skidtmads'er, fordi det nu engang er fastsat sådan i Spillets Regler.